MTBE. Undersøgelse af grundvandet nedstrøms idriftværende og tidligere benzinstationer – Delrapport 8: Bogense, Vestergade 25A

4 Geologi og hydrogeologi

4.1 Geologi

Regionale forhold. Lokaliteten er beliggende i kote +1 á +2. Generel geologi i området udgøres af øverst fyld, underlejret af 1-2 meter tykke marine aflejringer af henholdsvis fedt ler og gytjeholdigt sand med skaller. Herunder træffes et 30 - 40 meter tykt lag af moræneler med indslag af smeltevandssand- og gruslag. Under moræneleret i kote -30 á -50 træffes sandede og grusede smeltevandsaflejringer, der udgør områdets primære grundvandsmagasin.

Lokale forhold. I boringer omkring lokaliteten er der øverst truffet fyld med en mægtighed på 0,6 a 2,5 m, jf. det geologiske snit, bilag 8.10. Fyldlaget har den største mægtighed i boring 1 beliggende vest for lokaliteten. Under fyldlaget følger marint postglacialt sand med indslag af postglacialt ler. De postglaciale lag fortsætter til 3,6 á 5,2 m’s dybde, svarende til kote -2,1 á -3,5. Under disse følger glaciale lag af moræneler, der ikke er gennemborede i kote -2,5 á -4,6. De postglaciale sandlag vurderes at være sammenhængende og udgøre et øvre sekundært magasin under og omkring lokaliteten.

4.2 Hydrogeologi

Primært magasin. Det primære magasin i området udgøres af sand-gruslagene, der træffes under kote -30 á -50. Potentialet i magasinet er jf. Fyns Amts potentialekort /3/ i kote 0 á +2. Strømningsretningen er generelt nordlig, men kan lokalt være påvirket af vandindvinding nær lokaliteten.

Lokaliteten er jf. Fyns Amts regionplan 2001 - 2013 beliggende inden for et område med drikkevandsinteresser /4/.

Sekundære magasiner. De terrænnære postglaciale lag af sand udgør et øvre sekundært magasin under lokaliteten. Potentialet i magasinet er 2002-07-03 registreret i kote -0,57 á -0,17 med det laveste potentiale i boring 3, se bilag 8.1. Ud fra pejlingerne 2002-07-02 og –03 er strømningsretningen beregnet til at være nordvestlig, mens den ved en pejling 2002-07-10, 2002-08-08 og 2002-09-19 er bestemt at være sydvestlig, se bilag 8.1. Som det fremgår af tabel 8.1 er potentialet i boring 3 afvigende i de to første pejlerunder, idet vandspejlet her reagerer meget langsomt. Dette skyldes sandsynligvis, at der findes lerede lag indlejret i magasinet. Ved pejlingen af alle 7 boringer 2002-12-04 er der registreret en sydlig til sydvest drejende strømningsretning.

Vurdering. Strømningsretningen vurderes at være påvirket af dels omfangsdrænene omkring Bonæs, Vestergade 30, dels den generelle afsænkning af grundvand i området via drænkanalerne. Det bemærkes, at Bybækken har en vandstand, der er meget tæt på terræn, hvorfor den nærmest må være effluent og ikke influent (drænende).

Hydrauliske parametre, forundersøgelse. Gradienten i det sekundære magasin er beregnet til mellem 11 ‰ og 14 ‰ . Der er foretaget kornfordelingsbestemmelse af to prøver fra boring 2, se bilag 8.11. Beregning af permeabiliteten k på grundlag af d10 giver værdier mellem 3x10-5 m/s og 4x10-5 m/s for mellemkornet sand. Ved beregning af porevandshastigheden er der anvendt en værdi af permeabiliteten på 3,5x10-5 m/s. Porevandshastigheden kan herefter beregnes til ca. 60 m/år, idet der er anvendt en porøsitet på 0,25.

Hydrauliske parametre, hovedundersøgelse. Gradienten i det sekundære magasin er på grundlag af pejlingen 2002-12-04 beregnet til mellem 15 og 20 ‰. Med en permeabilitet på 3,5x10-5 m/s giver dette porevandshastigheder på mellem 75 og 90 m/år, idet der er anvendt en porøsitet på 0,25.

Tabel 8.1: Pejledata angivet i DNN koter.

Boring /dato Filterniveau
m. u.t.
2002-07-02 2002-07-03 2002-07-10 2002-08-08 2002-09-19 2002-12-04
1 3,85-4,85 -0,46 -0,45 -0,41 -0,29 -0,61 -0,40
2 2,1-4,1 -0,17 -0,17 -0,09 -0,07 -0,37 -0,01
3 4,0-5,0 -0,77 -0,57 0,09 0,13 -0,23 0,26
4 1,5-3,0           -0,12
5 3,5-5,5           -0,37
6 2,7-3,7           0,17
7 4,0-5,0           0,20

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.