Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2005

Sammenfatning og konklusioner

Ny opgørelse over genanvendelse af glas, metal, papir og pap, plast og træ i Danmark - 2005

Vi er tæt på at opfylde målsætningen i regeringens affaldsplan, Affaldsstrategi 2005-2008 og kravene i EU’s emballagedirektiv. Genanvendelsesmålsætningerne for emballagematerialerne glas, metal, papir og pap og træ er nået, mens der endnu er et stykke vej, før målsætningen for plastemballage er indfriet.  I 2005 var der en stor fremgang i indsamlingen af plastemballage. Indsamlingsprocenten blev 19,1 procent, men målet i 2008 er 22,5 procent. Det kræver, at vi med et uændret forbrug indsamler yderligere 6.000 tons plastemballage i de kommende år.

Baggrund og formål

Overblik over udviklingen

I EU’s emballagedirektiv er der opstillet mål for genanvendelse af forskellige emballagematerialer, der skal være nået inden 31. december 2008:

-          60 procent af pap- og papiremballageaffald

-          60 procent af glasemballage

-          22,5 procent af plastemballage

-          50 procent af metalemballage

-          15 procent af træemballage

I denne rapport beskrives resultaterne af overvågningen af genanvendelsen af emballageaffald i 2005. Resultaterne præsenteres som en række opgørelser udarbejdet for fem emballagematerialer, nemlig for glas-, metal-, papir- og pap-, plast- samt træemballage. Opgørelsen over genanvendelsen af papir- og papemballagen indeholder tillige en opgørelse over indsamlingen af returpapir og pap.

Opgørelserne for returpapir og glasemballage har begge en årelang tradition og blev etableret i midten af 1980’erne. Netop disse to materialer var da også målet for nogle af de første offentligt regulerede genanvendelsesaktiviteter, som var rettet mod husholdningerne. Ordninger for indsamling af returpapir og glasemballage fra erhvervs- og industrivirksomheder har imidlertid eksisteret i mange år og længe inden, opmærksomheden blev rettet mod indsamling fra husholdningerne.

Opgørelserne over plast-, metal- og træemballage er af senere dato. Indsamling og genanvendelse af metal/metalemballage fra virksomhederne har altid fundet sted, men fokus er nu også rettet mod husholdningerne. Det samme gælder for indsamling af brugt plastemballage. Ved revisionen af EU’s Emballagedirektiv i 2004 blev træemballage også omfattet af direktivet.

Undersøgelsen

Datainput fra virksomheder og myndigheder

Statistikken bygger på oplysninger fra mange forskellige kilder. Overordnet er der tale om to forskellige typer af oplysninger, dels data fra offentlige myndigheder, herunder fælleskommunale affaldsselskaber og dels data fra virksomheder.

Oplysninger fra de enkelte virksomheder eller erhvervslivets organisationer bliver indberettet direkte til projektet.

Den typiske fremgangsmåde er, at der i begyndelsen af året bliver sendt indberetningsskemaer til en lang række producenter samt indsamlings- og oparbejdningsvirksomheder inden for hvert materialeområde. På den måde opnår man et kendskab til, hvor meget der er indsamlet og oparbejdet.

Oplysningerne sammenholdes med, hvad der potentielt kunne indsamles. Potentialet er beregnet på baggrund af oplysningerne fra producenter samt med udgangspunkt i vare- og udenrigshandelsstatistikken. Potentialerne bliver årligt publiceret i ”Emballageforsyningen i Danmark”.

Hovedkonklusioner

Danskerne genanvender meget

Statistikken viser, at det samlede forbrug af glasemballage i 2005 udgjorde 158.700 tons. Vin- og spiritusflasker udgør godt 65 procent af forbruget af glas. Der blev indsamlet og genanvendt 119.300 tons glasemballage, hvilket svarer til 75 procent af potentialet. I mængden indgik 56.300 tons genbrugelige vinflasker, mens resten bestod af skår. Af de indsamlede genbrugelige flasker blev 20.100 tons genanvendt i Danmark.

Oplysninger for metalemballage viser, at der blev anvendt 40.000 tons metalemballage i 2005. Knap en fjerdedel af den anvendte metalemballage var fremstillet af aluminium, mens resten primært bestod af stålemballage herunder hvidblik. Der blev genanvendt knap 24.000 tons svarende til 59,8 procent af potentialet. I mængden indgår forbrændingsskrot.

Det samlede forbrug af nyt papir i 2005 udgjorde 1.447.000 tons. Produktionen af nyt papir på de danske papirfabrikker blev 422.500 tons. Genanvendelsen af returpapir er opgjort til 870.000 tons, hvilket svarer til 60,0 procent af potentialet.

Det samlede forbrug af plastemballage i 2005 udgjorde 182.800 tons. Hovedparten (69 procent) af forbruget bestod af PE (polyethylen). Genanvendelsen af plastemballage blev beregnet til 34.850 tons, som næsten udelukkende blev indsamlet fra erhvervsvirksomhederne. Genanvendelsesmængden svarer til 19,1 procent af potentialet. Eksporten af plastemballageaffald udgjorde 75 procent af den indsamlede mængde.

Forbruget af træemballage i 2005 er opgjort til 120.500 tons. Hovedparten af træemballage består af træpaller. I 2005 blev der indsamlet og repareret ca. 1,8 mio. træpaller. Den genanvendte mængde er beregnet til 29.169 tons, hvilket giver en genanvendelsesprocent på 24,2.

Den samlede forsyning af de i alt fem emballagematerialer (der udgør 99,5 % af al emballage) er beregnet til 983.000 tons i 2005. Heraf blev der indsamlet 516.000 tons til genanvendelse eller 52,5 procent af al emballage. EU kommissionens mål er minimum 55 procent i 2008.

Projektresultater

Mængden af indsamlet glasemballage falder – men det gør forbruget også

I 2005 blev der anvendt 158.721 tons glasemballage. Mængden af emballage i retursystemer indgår ikke heri. I forhold til 2004 er der tale om et fald. Genanvendelsen af glasemballage blev på 119.266 tons svarende til en genanvendelsesgrad på 75 procent. De resterende 25 procent havner primært i det forbrændingsegnede affald.

I 2005 blev der indsamlet 118,5 millioner hele flasker, hvilket svarer til ca. 56.290 tons (Tabel 1). Af denne flaskemængde blev 20.093 tons genpåfyldt i Danmark, mens resten blev eksporteret. Den relative høje eksportandel er et udtryk for at tapperierne i Danmark ikke har mulighed for at aftage større mængder, end tilfældet er i dag. En af grundene er, at mængden af importeret bulkvin, der typisk tappes på genbrugsflasker, er relativ lille, svarende til 40 procent af forbruget.

Tabel 1. Glasemballageforbrug og genanvendelse i Danmark. 1000 tons

  2002 2003 2004 2005
Glasemballageforbrug        
Vin- og spiritusflasker 123,6 127,9 122,3 115,0
- heraf vin i grænsehandel 9,0 11,4 9,0 5,7
- heraf spiritus i grænsehandel 3,4 3,5 2,4 2,2
Konserves- og fødevareglas 52,8 63,2 38,22) 36,3
Engangs øl- og vandflasker1) 16,7 11,0 11,0 7,4
Forbrug i alt 193,0 202,1 171,7 158,7
Genanvendelse        
Genbrugte flasker:           58,8 62,1 58,7 56,2
- i Danmark 25,0 25,0 25,0 20,0
- eksporterede flasker 33,8 37,1 33,7 36,2
Genanvendte skår 55,8 37,2 50,9 32,9
Eksport af skår 19,9 37,5 21,8 30,1
Genanvendelse i alt 134,5 136,8 131,5 119,3
Flasker og glas i affald 3) 58,5 65,3 55,7 39,2
Genanvendelsesprocent 70 % 68 % 70 % 75%

Anm.: Statistikken medtager ikke emballage i retursystemer

1) Privates køb i grænsehandel

2) Ifht. 2004 er der foretaget en teknisk nedskrivning

3) Inklusive indsamlede men deponerede skår

Resten af den indsamlede glasemballage i 2005, nemlig 62.976 tons, bestod fortrinsvis af skår til genanvendelse (Tabel 1). Af mængden blev 32.858 tons genanvendt i Danmark og resten eksporteret. Bryggeriskår er ikke medregnet.

Mængden af indsamlet metalemballage er uændret i 2005

Det samlede potentiale er for 2005 beregnet til 39.989 tons. Der blev indsamlet 23.916 tons metalemballage til genanvendelse i 2005, hvilket svarer til 59,8 procent af det samlede potentiale.

Umiddelbart er der således tale om en stigning i forhold til 2004, hvor der blev indsamlet 18.891 tons, men stigningen er ikke reel. Der er tale om en teknisk justering, idet andelen af emballage indsamlet i kommune-/letjernsfraktionen er ændret fra 2,2 procent i 2004 til 5,6 procent i 2005.

Anvendelsen af den nye procentsats forklarer hele stigningen i indsamlingsmængden fra 2004 til 2005.

Tabel 2. Metalemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons

  2002 2003 2004 2005
Metalemballageforbrug 41.119 42.181 38.558 39.989
- stålemballage 33.852 30.907 30.417 31.340
- aluminiumsemballage 7.267 11.274 8.141 8.649
         
Indsamling 17.351 16.384 18.891 23.917
- stålemballage 15.951 14.572 16.396 18.209
- aluminiumsemballage 1.400 1.812 2.496 5.708
Indsamlingsprocent 42,2 38,8 49,0 59,8

Metal indsamlet via vore containerpladser bidrager med 38 procent og forbrændingsjern med 34 procent af indsamlingsmængden. Resten er indsamlet direkte fra virksomhederne.

Indsamlingsprocenten for aluminium ligger på 66 procent, mens den for stålemballage er 58 procent. Af den totalt indsamlede mængde udgør stålfraktionen (jern, uædelt metal og hvidblik) knap 76 procent.

Papirindsamlingen steg

Forbruget af nyt papir steg i 2005 til i alt 1.447.126 tons (Tabel 3). Den danske produktion af nyt papir blev på 422.562 tons i 2005. Til produktionen indgik 438.000 tons returpapir. Forbruget af returpapir overstiger produktionen, fordi der bliver frasorteret urent returpapir, fyldstoffer og korte fibre under oparbejdningen.

Indsamlingen af returpapir til genanvendelse blev på 869.981 tons. I forhold til forbruget, blev 60,1 procent af papiret genanvendt. Handel og kontor samt private husholdninger bidrog tilsammen med 70 procent af indsamlingsmængden.

Tabel 3.  Forbrug, indsamling og genanvendelse af papir i Danmark. 1.000 tons

  2002 2003 2004 2005
Forbrug af nyt papir 1.373 1.345 1.440 1.447
Dansk produktion 403 392 401 423
Indsamling af returpapir 752 762 823 870
- i pct. af forbrug af nyt papir 54,8 56,7 57,1 60,1
Forbrug af returpapir 424 407 410 438
- i pct. af dansk produktion 105 104 102 104
Nettoeksport af returpapir 327 346 406 425
Lagerstigning 2 8 10 7

Anm.: Bemærk at andelen af papir- og papemballage fremgår af tabel 6

”Bølgepap” samt ”Bedre kvaliteter” tegnede sig for henholdsvis 43 og 29 procent af det samlede returpapirforbrug på danske fabrikker, hvilket svarer til en totalmængde på 325.000 tons.

Hvordan beregnes papir- og papemballagemængden

En del af den indsamlede papir- og papmængde består af emballager. Vi ved ikke eksakt, hvor stor emballageandelen er, men emballager forekommer typisk i kvaliteterne ”Blandet papir og karton” samt i ”Bølgepap”. Det skønnes, at emballageindholdet i de to fraktioner er henholdsvis 30 og 98. Indsamlingen af papir- og bølgepapemballage kan derfor opgøres til 309.682 tons eller 60 procent af papir- og pappotentialet.

Stigning i indsamling af plastemballage

Forbruget af plastemballage i 2005 er opgjort til 182.789 tons. Indsamlingen af plastemballage til genanvendelse blev 34.863 tons i 2005, svarende til 19,1 procent af forbruget. I henhold til EU’s Emballagedirektiv skal der indsamles 22,5 procent inden udgangen af 2008. Det indebærer, at indsamlingen skal øges med 6.000 tons eller 17 procent frem til 2008, hvis man forudsætter samme forbrug som i 2005.

Tabel 4. Plastemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons

  2002 2003 2004 2005
Plastemballageforbrug 157.258 154.752 174.273 182.789
Indsamling 24.409 26.998 28.439 34.863
Indsamlingsprocent 15,5 17,4 16,3 19,1
Eksport af brugt plastemballage 14.382 16.259 17.131 26.274

Hovedparten (70 procent) af forbruget af plastemballage er produceret af polyethylen. Det er også disse emballager, som tegner sig for den største andel af det indsamlede plastmateriale. Indsamling fra erhverv tegner sig for mere end 90 procent af indsamlingen. Eksporten af brugt plastemballage udgjorde 26.274 tons i 2005 eller 75 procent af den indsamlede mængde.

Træemballage

Det er vanskeligt at danne sig et sikkert billede af den træemballagemængde, der behandles, da kun en begrænset mængde går gennem det traditionelle affaldsbehandlingssystem. En stor mængde ender i brændeovne og træfyr.

Tabel 5 Træemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons

  2004 2005
- Forsyning af træemballage undt. træpaller 17.774 20.009
- Pallemængde fra fyldte emballager 76.230 100.572
Træemballageforbrug i alt 94.004 120.582
Indsamling 27.907 29.169
Indsamlingsprocent 29,6 24,2

Forbruget af træemballage er opgjort til 120.582 tons i 2005. Omkring 90 % af denne mængde udgøres af træpaller (Tabel 5). Derudover findes der en mængde pakkasser, tremmekasser og trætromler.

Opgørelsen af den indsamlede og genanvendelige mængde tager afsæt i en beregning af antallet af EUR paller, der tages ud af retursystemet med henblik på reparation. Efter reparation indgår disse igen retursystemet.

I 2005 blev der indsamlet 2,5 mio. paller til reparation, hvoraf 30 procent kasseres. Afhængig af pallestørrelse udskiftes der mellem 2 og 4 kg i gennemsnit per EUR-palle. Med denne forudsætning er den genanvendelige mængde beregnet til 29.169 tons. I forhold til det samlede træemballageforbrug udgør den genanvendelige mængde 24,2 procent i 2005.

Indberetning til EU

I henhold til EU’s emballagedirektiv skal Danmark årligt indberette oplysninger om, hvorledes indsamlingen og genanvendelsen af de fem emballagematerialer udvikler sig i forhold til de konkretiserede mål. De opnåede resultater og de respektive mål fremgår af Tabel 6.

Der gøres opmærksom på, at opgørelsen af glasemballageforbruget og genanvendelsen af glasemballage til EU kommissionen baserer sig på andre forudsætninger end dem, der er anvendt i Tabel 1. Det indebærer, at de to talsæt i henholdsvis Tabel 1 og Tabel 6 ikke er identiske.

Tabel 6. Genanvendelse af emballage i 2005. Indberetning til EU. Tons

Emballage
materiale
Potentiale Genan-
vendelse
Genanvendelse i %
DK EU 2008
Glas 118.942 118.469 99,6 60
Plast 182.789 34.863 19,1 22,5
Papir og pap1) 516.341 309.682 60,0 60
Metal 39.989 23.917 59,8 50
Træ 120.582 29.169 24,2 15
Andre 4.368      
I alt 983.011 516.099 52,5 55

1) Kun papir- og papemballage. I tabel 4 er det totale papir- og papforbrug opgjort.

I forhold til EU emballagekravene opfylder Danmark endnu ikke krav (i 2008) for plastemballage.

 



Version 1.0 April 2007, © Miljøstyrelsen.