| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Konsekvensanalyse af den foreslåede zoneinddeling i forbindelse med revision af direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler
1 Indledning
EU-kommissionen fremlagde den 12. juli 2006 et forslag til en forordning til revision af direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler. Udkastet indebærer omfattende ændringer af det eksisterende direktiv, herunder den nuværende ordning hvorefter aktivstoffer godkendes i EU, og konkrete plantebeskyttelsesmidler godkendes på nationalt niveau. Aktivstofferne skal stadig godkendes på EU-niveau, men i stedet for den nationale godkendelse af plantebeskyttelsesmidlerne foreslås en zoneinddeling i EU, som indebærer, at plantebeskyttelsesmidler godkendt i et land i en zone skal gensidigt anerkendes i de øvrige lande i samme zone. Den enkelte medlemsstat får ifølge det foreliggende udkast til forordning ikke mulighed for at afvise godkendelse af pesticider af f.eks. miljømæssige, grundvandsmæssige eller sundhedsmæssige årsager. På baggrund af udkastet har Miljøministeriet iværksat en supplerende konsekvensanalyse af de miljømæssige og produktionsmæssige aspekter med henblik på en stillingtagen til dansk zoneindplacering i overensstemmelse med danske interesser.
Denne rapport beskriver resultaterne af dette arbejde. Basisreferencen er den nuværende godkendelsesordning, der giver Danmark mulighed for at nægte gensidig anerkendelse af en anden medlemsstats pesticidgodkendelse, hvis Danmark ikke mener, at den er grundvandsmæssig, miljømæssig eller sundhedsmæssig forsvarlig. Alle vurderinger er foretaget i forhold til to scenarier: 1) Danmarks placering i Nordzonen sammen med Estland, Letland, Litauen, Finland og Sverige, og 2) Danmarks placering i Mellemzone sammen med Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Irland, Luxemburg, Ungarn, Holland, Østrig, Polen, Slovenien, Slovakiet og UK. Analyserne forudsætter, at direktivet om plantebeskyttelsesmidler revideres i overensstemmelse med intentionerne i det af Kommissionens fremlagte forslag. Der er således ikke gjort forsøg på at vurdere, om Danmark vil kunne opnå særordninger, eller hvad konsekvenserne af sådanne måtte være.
Plantebeskyttelsesmidler til brug i væksthuse skal efter den nuværende godkendelsesordning godkendes i hver enkelt medlemsstat før markedsføring. I det foreliggende udkast til forordning anses hele EU som én zone i forhold til disse midler, og Danmarks placering i Nord- eller en Mellemzone vil derfor ikke få betydning for denne type midler. Opgaven i forhold til denne type produkter består derfor i at vurdere konsekvenser af en ordning, hvorefter alle plantebeskyttelsesmidler godkendt i ethvert land i EU til brug i væksthuse kan gensidig anerkendes i Danmark.
Undersøgelsen omfatter en udredning af, hvilke aktivstoffer der potentielt vil kunne blive tilladt i Danmark ved alternative zoneindplaceringer. På grundlag af de resulterende scenarier for tilgang af nye pesticider analyseres de økonomiske, miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af alternative danske zoneindplaceringer. Undersøgelserne omfatter en vurdering af pesticidproducenternes interesse i at markedsfører nye produkter i Danmark og konsekvenserne for indtjening og konkurrenceevne i dansk landbrug og gartneri. Desuden undersøges de administrative konsekvenser. Godkendelsesscenarierne danner endvidere grundlag for analyser af de miljømæssige konsekvenser for grundvand, overfladevand, vandorganismer samt insekter, fugle og pattedyr. På sundhedsområdet fokuseres primært på mulige konsekvenser for sprøjteførere og arbejdere i væksthuse. Der er i størst muligt omfang gennemført samfundsøkonomiske konsekvensberegninger for miljø- og sundhedseffekterne.
Undersøgelsen søger endvidere at vurdere markedspotentialet for pesticider i de to zoner. Som udgangspunkt for analyserne er landbrugs- og gartneriarealernes størrelse og afgrødefordelingen opgjort for Nord- og Mellemzonen. Endvidere er pesticidforbruget i de to zoner opgjort.
Rapporten afsluttes med en perspektivering af undersøgelsens resultater mht. deres sikkerhed og konsekvenser. Endvidere vurderes behovet for forbedring af data- og videngrundlaget på de undersøgte områder.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.
|