| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Konsekvensanalyse af den foreslåede zoneinddeling i forbindelse med revision af direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler

6 Vurdering af konsekvenser for plante- og dyreliv

• 6.1 Indledning
• 6.2 Baggrund
  • 6.2.1 Skadegørere: Behovet for at behandle I relation til temperaturforhold
• 6.3 Metodik
  • 6.3.1 Effekter på fauna på landjord og i ferske vande
  • 6.3.2 Vurdering og diskussion
  • 6.3.3 Danske værdisætningsstudier
• 6.4 delkonklusion

6.1 Indledning

Foruden sidevirkninger i det egentlige markareal må der påregnes et eller andet omfang af belastning med pesticider af omkringliggende levende systemer som hegn, vandløb og søer. Spekulationer over mere præcise omfang og virkninger af pesticider udenfor markerne har de senere år givet anledning til en række undersøgelser finansieret af Miljøstyrelsen, f.eks. vedrørende pesticidudvaskning til vandløb og søer (f.eks. Asman el al., 2003, Felding et al., 1997, Kronvang et al., 2003) virkninger af lave pesticidforekomster på ferskvandsorganismer, og påvirkninger på planter og dyr i hegn (f.eks. Larsen, 1997, Lauridsen et al., 2003, Møhlenberg et al., 2004). Også tidligere undersøgelser i UK og DK af sprøjtefrie randzoner (Hald et al. 1988, Hald et al., 1994, Hald og Lund, 1994, Potts, 1986) kan inddrages ligesom nyere undersøgelser af nedsatte pesticiddoseringer. Resultaterne af disse undersøgelser danner sammen med andre udenlandske undersøgelser en væsentlig baggrund for danske tiltag for at beskytte landets flora og fauna mod sidevirkninger af anvendelse af pesticider, således at den samlede biodiversitet (primært mangfoldigheden af arter og disse indbyrdes mængdefordeling) ikke forarmes unødvendigt. Disse tiltag indbefatter forbud mod en række pesticider og særlige restriktioner for anvendelsen af andre. Hvis ideerne om EU’s inddeling i større zoner med krav om gensidig godkendelse indenfor den enkelte zone realiseres, kan Danmark få et anderledes og eventuelt større udbud af pesticider. Alene dette medfører en ny miljøsituation, og ændringen i mulig miljøpåvirkning forstærkes yderligere, hvis der også bliver tale om godkendelse af højere koncentrationer af nogle aktivstoffer og bortfald af danske beskyttelsesforanstaltninger f.eks. i nærhed af vandløb.

Dette kapitel belyser de væsentligste miljøkonsekvenser for udsnit af dyrelivet ved Danmarks placering mht. pesticider i en Nordzone og en Mellemzone. Dyrelivet er særlig velegnet til en generel miljøbedømmelse, idet dyrene både påvirkes indirekte gennem virkninger på plantedækket og direkte af de aktivstoffer som har toksisk virkning på dem.

6.2 Baggrund

6.2.1 Skadegørere: Behovet for at behandle I relation til temperaturforhold

Den gennemsnitlige temperatur i vækstsæsonen kombineret med længden af vækstsæsonen er meget betydende for en lang række planteskadegøreres vækstmuligheder. Først og fremmest er deres vækst som for alle vekselvarme organismer (indbefattet de dyrkede planter) bestemt af den ydre varmetilførsel (primært luftens eller jordens temperatur suppleret med strålingsvarme fra solen). Man taler om det såkaldte varmesumsprincip - se boks – idet der skal en bestemt mængde varme for at opnå et udviklingsforløb.

Varmesumsprincippet har generel gyldighed for udvikling af insekter, fra æg til larver, larver til pupper, og pupper til voksen. Det gælder også fra plantefrø til et nyt plantefrø er parat. Varme kan udnyttes til at opnå adskillige generationer i løbet af en sommersæson, hvilket gælder mange insekter og en række svampe. Dog har mange plantearter og nogle svampe og insekter stadig kun en generation under varmere himmelstrøg. Det skyldes særlige biologiske mekanismer, der kan trække i modsat retning. Den enkleste er, at sydlige racer har højere udviklings-nulpunkt (jvf. faktaboksen).

I relation til behandlingsbehov og valg af pesticider er flg. afgørende:

Ukrudt kan have meget hurtige vækstfaser i sydligere lande og være mere konkurrencedygtigt overfor afgrøden, hvorfor der kan være behov for en højere effekt.

Der er i Europa store forskelle på hvilke svampe, som har betydning og er relevante at bekæmpe. Svampenes udvikling afhænger især af nedbør og temperaturforhold. Derfor er der også store forskelle på hvilke midler, der er relevante i de forskellige lande.

Mange insekter har væsentlig hurtigere vækst og flere generationer længere sydpå end Danmark, hvilket påvirker behovet for flere sprøjtninger og flere virkemekanismer. Flere generationer per sæson betyder også grundlæggende højere risiko for resistensdannelse og dermed behov for et bredere udvalg af midler.

For insekterne gælder yderligere, at de langt bedre kan udnytte deres mobilitet, når det er varmt. De har alle en nedre temperaturgrænse for flyveaktivitet (ofte omkring 15°C), og der bliver indlysende mange flere mulige flyvetimer, hvis man f.eks. rykker fra Danmark til varmere dele af Tyskland og Polen. Mere flyvning betyder generel øget risiko for pludselige angreb, der så kan videreudvikle sig hurtigt.

Sammenfattende taler de biologiske forhold for, at planteavlere i varmere klima kan have behov for flere og til en vis grad højere effekter ikke mindst mod insekter. Højere effekter er ofte et spørgsmål om dosering. Desuden kan en højere dosering i visse tilfælde under varmere og mere solrige forhold være en sikring mod en for hurtig nedbrydning og aftagende effekt.

6.3 Metodik

Nærværende afsnit om effekter på plante- og dyreliv vil være baseret alene på litteraturoplysninger. Disse oplysninger vil blive behandlet i forhold til en række rammemæssige afgrænsninger.

Hvilke pesticider, der tages i betragtning fremgår af den overordnede liste for hhv. Nord- og Mellemzonen (Bilag A).

Afgrøderelationen for de enkelte midler er også angivet i Bilag A, som medtager et udvalg af afgrøder, men ikke alle. Som supplement til ”hvilke pesticider og hvilke afgrøder” er der særlig grund til at se på benyttes de indskrænkede lister Bilagene B og Bilag D.

Effekter på plante- og dyreliv – hvilke pesticider: I relation til de enkelte midler begrænses vurderingerne til et udvalg blandt midlerne i Bilag A. I denne sammenhæng vil der blive skelet til Bilag B, men opmærksomheden vil også være rettet mod andre midler. Til viderebehandling er der i hver middelgruppe (f.eks ukrudtsmidler) frasorteret alle midler for Nordzonen, hvis de findes til blot én nævnt afgrøde i et ikke-baltisk land. Ligeledes er midler, der blot forekommer i ét af Mellemzonens gamle EU-lande medtaget. På denne måde er en række midler sorteret fra, hvis de f.eks. kun er listet fra Estland eller Ungarn. Dette sker ud fra en vurdering af, at mange af de mange gamle midler fra før-EU-tiden vil falde i en EU-revurdering. Derudover lægges vægt på om et middel skal bruges på store arealer eller kun til ”små” afgrøder som f.eks jordbær. Dog tages særlig hensyn til, om der findes enkelte midler, som må anses for særlig uheldige at få ind uagtet en begrænset chance for dette eller en begrænset potentiel anvendelse.

Advarende bemærkninger om særlig risikobetonede midler og inddragelse af dem i den overordnede vurdering af de to zoner skal ses ud fra et forsigtighedsprincip. Blot en lille antal af meget uheldige midler kan sætte dansk miljøbeskyttelse i en vanskelig situation. Det gælder i særlig grad, hvis det er et stof, der figurerer på listen over aktivstoffer, der er vurderet relevante for store afgrøder (Bilag B). Dog bør også midler til små afgrøder (gulerod, æble, jordbær) nævnes på baggrund af erhvervets ønske om at få flest mulige, men det understeges, at der er tale om små potentielle flader.

Endelig vil det samlede antal midler i hver gruppe blive anvendt til overordnede risikovurderinger knyttet til hver af de to zoner.

Hvilke virkninger? Der ses på udvalgte midlers/ middelgruppers fysisk-kemiske egenskaber af miljøbetydning, så som opløselighed, damptryk og nedbrydning til produkter af mulig miljøbetydning. Dog vil sådanne oplysninger ikke blive trukket specifikt frem med mindre der er særlig grund til det. Der lægges vægt på risikoen for at midler ender andre steder end på/i afgrøden, herunder især afstrømning til ferskvandsområder.

Mht. biologiske virkninger benyttes foreliggende toksicitets- og økotoksicitetsdata sammen med veldokumenterede undersøgelser (bragt i internationale tidsskrifter og fremlagt på konferencer samt rapporter fra Miljøstyrelsen). Der lægges vægt på oplysninger, der kan benyttes til at vurdere et middels mulige negative indflydelse på hvirvelløs fauna og fisk i vand, samt på hvirvelløs fauna, fugle og pattedyr i det terrestriske miljø. For insekter og edderkopper på land samt for krebsdyr i vand vurderes om et middel kan have en så bredt reducerende virkning på forekomsterne, at der kan opstå fødemangel i de øvre fødekædeled som fisk og fugle.

Hvilke habitater / landskabselementer? Hvad habitater angår foretages en inddeling efter 1) markfladernes dyreliv, 2) dyreliv i hegn og rande lige op til marker, og 3) vandløb, vandhuller og søer. Endelig fremsættes bemærkninger om 4) landskabs-niveau-påvirkninger, der f.eks. kan være formodede sum-påvirkninger af fugleliv i lyset af allerede foretagne undersøgelser.

6.3.1 Effekter på fauna på landjord og i ferske vande.

I henhold til metodikafsnittet er der fra bilag A foretaget udvælgelse af de i bilag D viste herbicider, fungicider og insekticider. Tabellen kan dog udelade enkelte aktivstoffer, der i dag kun forefindes hos et af de nye EU-medlemmer. Desuden omfatter listen aktivstoffer, som ikke er med i listen af forventelig relevante aktivstoffer (Bilag B). Det skyldes primært, at bilag D også omfatter midler til arealmæssigt små afgrøder.

For såvel herbicider som insekticider og fungicider må konstateres et væsentlig højere antal principielt mulige aktivstoffer ved placering i en Mellemzone end ved placering i Nordzone. Forholdet er i runde tal 3 gange så mange nye midler ved placering i Mellemzonen som i Nordzonen. Denne stærke tyngdeforskel indbefatter dog et højt antal aktivstoffer til arealmæssigt små frugt-, bær og grønsagsafgrøder. Imidlertid holder grundmønstret også for ”de relevante midler til store afgrøder” i Bilag B. Således vil 30 (12 herbicider, 11 fungicider og 7 insekticider) blandt i alt 77 nævnte midler kun komme i betragtning ved placering i Mellemzonen.

Grupper af midler og aktivstoffer

Fra en overordnet betragtning af miljørisici for faunaen kan herbicider betragtes som de generelt mindst risikobetonede. Kun enkelte herbicider er f.eks konstateret direkte toksiske for insekter, men fjernelsen af ukrudt har en indirekte negativ effekt på insekter, hvis samlede biomasse falder i takt med ukrudtsbehandlingens intensitet (Esbjerg et. al 2003). Fungicider er overvejende af begrænset direkte giftighed for faunaen, dog er enkelte svampemidler både rimeligt opløselige og særdeles giftige for dafnier i ferskvand (Tomlin, 2006). Enkelte fungicider kan have langsomme populationsreducerende effekter på regnorme, som det kan tage lang tid blot at opdage (Potter et al., 1990). Potentielt har fungicider et betydeligt antal indirekte virkninger, men disse er meget komplicerede at kvantificere.

Insekticider er generelt langt mest toksiske midler for faunaen i almindelighed, hvilket kan aflæses af enkeltstoffernes giftighed mht. både dosis og koncentration (Tomlin, 2006). Det er blandt insekticiderne, der findes et betydeligt antal midler, som er meget risikobetonede for især krebsdyr og fisk i ferske vande.

Blandt herbiciderne er der ingen hele grupper, der giver anledning til særlige bemærkninger.

En særbemærkning skal knyttet til midlet paraquat (Bilag A). Det er et usædvanlig toksisk stof overfor et bredt faunaudsnit (Tomlin, 2006), hvorfor en bredere anvendelse ville være forbundet med væsentlig øgning af risiko for faunaen. Paraquat vurderes dog ikke at blive relevant i Danmark som følge af vores afgrødesammensætning, hvor flerårige afgrøder udgør en meget lille andel (Bilag B).

For fungiciderne gælder, at en del af de nyere fungicider, f.eks blandt azoler og strobiluriner (Tomlin, 2006), har en toksicitet overfor ferskvandskrebsdyr, som øger risikoen for ferskvandsfaunaen i tilfælde af overfladeafstrømning fra marker.

For insekticiderne er billedet mere kompliceret end for de øvrige midler, og et enkelt stof, Pirimicarb, fortjener særomtale i kraft af både fordele og ulemper i relation til miljøet. Desuden indtager de syntetiske pyrethroider som gruppe en særlig rolle i forhold til faunarisiko.

Pirimicarb (et carbamat) markedsføres generelt som særlig velegnet middel mod en række bladlus. Bladlusvirkningen er veldokumenteret (Heimbach, 1991, Oakley et al., 2005), og i mange afgrøder med større bladmængde betyder midlets høje damptryk ved temperaturer over ca. 18-20°C, at der opnås en effekt i hele plantebestanden. Pirimicarb er samtidig et af de sjældne midler med en betydelig skånsomhed, og her er det særlige interessefelt bladlusenes særlige fjender nedbryderfaunaen rammes i hvert fald én udbredt springhaleart ikke af pirimicrb (Løkke, 1995).

Skånsomheden gælder også en række vigtige bladlusbegrænsende løbe- og rovbiller på jordoverfladen (Powell et al., 1985), og denne skånsomhed over nyttedyr i marker har været brugt som et salgsargument for dette middel.

Pirimicarb vil spare en væsentlig del af de behandlede markers insektfauna, og det vil desuden skåne væsentlige dele af insektfaunaen i hegn og andre rande lige op til markerne.

Pirimicarb kan som mange andre udvaskes i små mængder til vandløb og søer. Her er det modsat på landjorden et meget problematisk middel, idet det i selv meget små koncentrationer (Tomlin, 2006) er stærkt giftigt for krebsdyr, som er vigtigt fødegrundlag bl.a. for fisk. Pirimicarb må hermed betegnes som et middel med indlysende miljøskånsomhed i landjordsmiljøet, men potentielt problematisk for ferskvandsmiljø.

Blandt de syntetiske pyrethroider vil 5 nye (betacyfluthrin, deltamethrin, esfenvalerat, zeta-cypermethrin og lambda-cyhalothrin) nye kunne forvente bred udbredelse i store afgrøder ved både placering i Mellemzonen og Nordzonen. Yderligere et vil føjes på i Mellemzonen. Disse midler er bredt særdeles effektive overfor insekter, og rammer både skadedyr, nyttige insekter og andre insekter (f.eks dagsommerfugle). Denne egenskab har de fælles med en del af de ”gamle” organofosfater. Det særlige ved pyrethroiderne er imidlertid en meget høj giftighed overfor krebsdyr i ferskvand samt fisk og padder (Greulich og Pflugmacher, 2004, Hill, 1985, Hoagland et al, 1993, Schroer et al., 2004). Derved kan disse midler på trods af en ikke særlig stor vandopløselighed (Tomlin, 2006) nå ferskvand i tilstrækkelige koncentrationer til at ramme både den lave del af fødenettet og toppen (fiskene) med potentielt betydelige skader til følge, især ved anvendelsen er udbredt.

Et særlig markant eksempel er esfenvalerat, som jvf. listen over relevante aktivstoffer (Bilag A) vil være aktuelt i vinterhvede, majs, raps og kartofler. Dette stof er ekstremt giftigt overfor dele af krebsdyrfaunaen og ferskvandsinsekter, og helt nede i koncentrationer under og omkring ”drikkevandsgrænsen” er det i stand til at give irreversible skader (Hill, 1985, Nørum og Bjerregaard, 2003), som efterfølgende fører til nedsat reproduktion. I lidt højere koncentrationer er det dødeligt (Nørum og Bjerregaard, 2003) ligesom det er stærkt giftigt for fisk, som dermed rammes både direkte og via føden.

Esfenvalerat fremhæves som det mest risikobetonede, men effekterne af de andre pyrethroider ligger i praksis så tæt ved, at udvidet pyrethroidanvendelse kræver overvejelser vedrørende effekter på dyrelivet.

Blandt enkeltstående aktivstoffer skal nævnes metam-natrium. Dette stof er under revurdering, da der mangler en klar udmelding herom skal aktivstoffet nævnes som et der kendt som særdeles skadeligt. Årsagen er, at det er et jorddesinfektionsmiddel som ned til ca. 60 cm’s dybde fjerner alt levende. Skadeorganismerne kommer hurtigt på fode (bl.a. tilført med plantemateriale og jordrester), mens øvrigt liv er meget lang tid om at reetableres.

6.3.2 Vurdering og diskussion

Spørgsmålet om indflydelsen på fauna på landjord og i ferskvand af en mulig dansk placering i enten Nordzonen eller i Mellemzonen kan anskues på flere niveauer.

Som første niveau kan man se på den fulde liste over midler i de to zoner (Bilag A). En placering i Nordzonen vil gøre det muligt at få godkendt 75 nye aktivstoffer i Danmark, mens en placering i Mellemzonen vil muliggøre godkendelse af 199 nye aktivstoffer, hvoraf de 74 er fælles med Nordzonen, dvs. Mellemzonen giver altså mulighed for godkendelse af ca. 2½ gange så mange aktivstoffer som Nordzonen. Med i denne forskel hører dog, at der i Bilag A dels indgår et antal aktivstoffer, som kan betegnes ”gamle øst-stoffer” kun godkendt i de baltiske lande og/eller Polen, Ungarn m.fl. Fjerner man i et andet niveau disse aktivstoffer i forventning om deres bortfald i EU-sammenhæng, fås et andet billede (Bilag D). Fra denne tabel kan optælles 44 nye aktivstoffer i Nordzonen og 127 nye aktivstoffer i Mellemzonen. Af disse er 43 aktivstoffer fælles for Nordzonen og Mellemzonen. Det ses, at der igen er rundt regnet 2½ gange flere stoffer i Mellemzonen. Som et tredje niveau kan anvendes listen over aktivstoffer, som er vurderet relevant for de udvalgte afgrøder (vinterhvede, majs, raps og kartoffel) (Bilag B). I henhold til denne liste vil Danmark i Nordzonen få tilført 46 nye aktivstoffer (stort set samme antal som ved andet niveau ovenfor), mod 73 i Mellemzonen. Det ses, at forskellen mellem de to zoner er mindsket betydeligt, men de 37 % (27 af 73) flere aktivstoffer, som skiller, er aktivstoffer til større arealer. Endelig er fraværet af de mange aktivstoffer til mere specielle afgrøder på små arealer i bilag A og B ikke udtryk for at de ikke kommer ind; blot er det ikke praktisk muligt at anføre relevans for dem, og de vil i hvert fald kun berøre meget mindre arealer end de med egentlige markafgrøder.

En placering i Mellemzonen vil give avlerne det største antal midler. Antallet af midler, som vil være til rådighed fremover, må forventes at få indflydelse på det generelle prisniveau, idet flere midler antages at medføre stærkere konkurrence – og dermed et lavere prisniveau i Mellemzonen, jfr. afs. 4.4.5.. Det kan derfor ikke udelukkes, at en tendens til lavere priser på pesticider i Mellemzonen også vil resultere i en større miljøpåvirkning.

Nordzonen og Mellemzonen adskiller sig ud over antallet af midler også på et andet område. Som anført i dette kapitels indledning betyder et højere temperaturniveau, at nogle skadegørere (især skadedyr og svampesygdomme) har en hurtigere udvikling, som fordrer en større effekt eller flere behandlinger. Da midlernes persistens ydermere er mindre under sydligere forhold, er der grundlag for en eventuel godkendelse af visse midler i højere doseringer i Mellemzonen end i Nordzonen. Dermed kan Danmark som placeret nordligst i Mellemzonen eventuelt forventes at få godkendt midler i højere doseringer, end det er nødvendigt. Imod dette taler, at firmaerne, som tilfældet allerede er i dag, må formodes at finde det hensigtsmæssigt at få godkendt en og samme dosering til samme formål overalt, da godkendelse af forskellige doseringer i zonerne vil forøge firmaernes omkostninger.

Skulle der i givet fald blive tale om højere doseringer i Mellemzonen vil en dansk placering her kunne medføre, at forekomsterne i ferskvand vil stige med mulige skader på faunaen her som følge. Denne virkning kan være overordentlig problematisk, såfremt zoneringsforslaget medfører bortfald af beskyttelseszoner langs vandløb og søer. Samme randproblemstilling vil overordnet gælde i Nordzonen, men lavere doseringer vil mindske effekterne. Også for faunaen i hegn gælder en tilsvarende problemstilling jvf. de tidligere ”randzone-undersøgelser” (Hald et al., 1988, Hald et al., 1994). Foruden at firmaerne ikke har nogen umiddelbar interesse i at ansøge om forskellige doseringer i zonerne, så skal i denne forbindelse understreges, at der er en lang tradition for at forskning og rådgivning i Danmark ofte anbefaler nedsatte doseringer på baggrund af nationale forsøgsserier, og i praksis anvendes især ukrudtsmidlerne sjældent i de godkendte maksimumdoseringer. For fungicidernes vedkommende bruges i nogen udstrækning nedsatte doseringer, mens det sjældent er tilfældet for insekticiderne. Det er især insekticiderne og i nogen grad fungiciderne, der kan give anledning til spekulationer over faunaens videre skæbne, såfremt der måtte blive tale om zone-forskelle i doseringer (fra EU’s side).

På markniveau og ude i det brede landskab må eventuelt øgede doseringer også ventes at få en negativ effekt. Således har forsøg med nedsatte doseringer af herbicider og insekticider (Esbjerg et al, 2003) vist, at nedsættelse til 50 % doseringer giver visse forbedringer for flora og fauna, mens 25 % doseringer betyder markante og sikre forbedringer. Disse forbedringer rækker gennem fødenettet henover ukrudt og insekter op til fugle. Dette harmonerer med retrospektive engelske undersøgelser, hvoraf en påpeger det intensive landbrugs begrænsning af alle slags insekter som årsag til generel tilbagegang af mange fuglearter (Benton et al., 2002). En anden påpeger modelmæssigt, hvorledes effekter i marker rækker langt ud i hele landskabet (Baillie, 2000).

En mere præcis vægtning af forskellige middelgrupper i forhold til faunamæssige miljøproblemer er vanskelig. Insekticider er indrettet mod en del af faunaen, men med pirimicarb, en af to undtagelser, er der meget lidt differentiering, og insekticider er bredt taget de mest faunatoksiske og direkte virkende midler. Herbicider er for flertallets vedkommende uden direkte effekt på faunaen. Imidlertid har de brede indirekte effekter ved at ramme bunden af fødekæden, således at en lang række planteædende insekter og hvirvelløse dyr rammes af fødemangel og forringet mikroklima og manglende skjulemuligheder (Speight & Lawton, 1976). Disse virkninger forplanter sig videre op til fugle oa højere dyr, således at behandling mod ukrudt på store flader vil have væsentlig efterfølgende indflydelse på den samlede biodiversitet i landskabet helt i overensstemmelse med den engelske modellering af storskala-effekter.

Fungicider kan i nogle tilfælde have direkte effekter i ferskvandsmiljø, men overvejende har de indirekte effekter, men til en vis grad modsatrettede. De kan fjerne føde for ”mikro-ædere” (svampe-græssere) i nedbryderdelen af et økosystem, men de kan potentielt også rense insekter for insektpatogene svampe, men fungicidernes indflydelse mangler nærmere kvantificering.

Konsekvenserne for det danske miljø, herunder den biologiske mangfoldighed, er forskellige afhængig af om Danmark placeres i Nord- eller Mellemzonen. Dette skyldes forskellen i antallet af tilladte sprøjtemidler. Ifølge ovenstående vil en placering af Danmark i Mellemzonen frem for Nordzonen betyde en væsentlig større negativ miljøeffekt mht. biodiversitet.

6.3.3 Danske værdisætningsstudier

Det vurderes, at der ikke er tilstrækkelig datagrundlag for kvantificering af dosis-responsfunktioner til beskrivelse af de forventede ændringer i biodiversiteten ved indplacering i de to godkendelseszoner. Dermed er ikke muligt at foretage økonomiske beregninger af værdien af biodiversitetstab. For at illustrerer betydningen af biodiversitet ud fra et økonomisk perspektiv gennemgås kort to danske undersøgelser, som har opgjort værdien af biodiversitetsforøgelser i landbrugslandskabet.

I Danmark er der gennemført to værdisætningsundersøgelser, som relaterer sig til ændringer i biodiversitet som følge af en ændret pesticidanvendelse. Det drejer sig om Schou et al. (2003) og Bjørner et al. (2004) - Det Økonomiske Råds (DØRS) rapport fra 2004.

Skou et al. (2003) estimerer betalingsviljen for en ændring i bestanden af agerhøns i Danmark og i antallet af vilde planter. I denne undersøgelse bedes hver respondent om at foretage en fuld rangordning af forskellige kombinationer af et bestemt produkt. Respondenten angiver derved hvilken kombination vedkommende finder bedst, næstbedst osv., når der også tages hensyn, at der skal betales forskellige beløb. Herudfra er det muligt ved økonometrisk modellering at bestemme betalingsviljen for hver enkelt art, der er spurgt til i det sammensatte godes biodiversitet. Schou et al. (2003) kommer frem til en betalingsvilje på 245 kr. pr husstand per år for en 10 % ændring i bestanden af agerhøns og vilde planter i Danmark.

I DØRS-rapporten estimeres respondenternes betalingsvilje for en ændring i bestanden af markfugle. Hver respondent bedes om at rangere 6 forskellige hypotetiske pesticider med forskellige karakteristika i form af udgiften til fødevarer, helbredseffekt og ændring i bestanden af markfugle f.eks. lærken. DØRS fremkommer med en estimeret betalingsvilje på 220 kr./husstand pr. pct. ændring i bestanden af markfugle.

Resultaterne af de to studier er ikke direkte sammenlignelige, da der er tale om forskellige typer af biodiversitet. Det er dog forventeligt at betalingsviljen for markfugle som helhed vil være større end betalingsviljen for en enkelt art, hvad resultaterne ovenfor også viser. De to undersøgelser demonstrerer samstemmende, at biodiversitet har en positiv værdi for den danske befolkning.

6.4 Delkonklusion

Den første tværgående konklusion er, at mht. visse midler, f.eks. de syntetiske pyrethroider mod insekter, vil både placering i Nordzonen og den Mellemzonen kunne give danske landmænd adgang til flere aktivstoffer. Såfremt dette resulterer i en større anvendelse på bekostning af aktivstoffer med mindre effekter på plante- og dyrelivet, kan det resultere i en øget risiko for livet i ferske vande. Disse effekter vil være størst i Mellemzonen, hvis produkterne godkendes i højere doseringer i denne zone. Tilsvarende kan det antages, at en del af de 97.000 km læhegn i Danmark vil blive belastet, idet 2-15 % af udsprøjtet pesticid ender i hegn (Weisser et al, 2002). Afdrift til hegn afhænger dog i langt højere grad af det anvendte sprøjteudstyr og den enkelte landmands adfærd end af en eventuel forskel i doseringen. En af de vigtigste parametre mht. effekter på plante- og dyrelivet i både ferskvand og hegn er, hvorvidt man med den foreslåede zoneinddeling fortsat vil kunne fastsætte nationale afstandskrav. Hvis det ikke bliver tilfældet, så vil det faktum sandsynligvis være af betydelig større betydning end en eventuel forskel i doseringen.

Hvis man går ud fra en simpel ligefrem proportionalitet mellem antallet af midler og risikoen for miljøet vil effekterne på plante- og dyrelivet ved placering i Mellemzonen være større i henhold til de 37 flere relevante aktivstoffer for større afgrøder. Den direkte procentanvendelse er dog en simplificeret antagelse, som ikke tager hensyn til, at mange af de nye aktivstoffer ikke adskiller fra de allerede godkendte og derfor i vid udstrækning har den samme ”miljøprofil”. Endvidere tages der heller ikke hensyn til, at der vil ske en substitution, dvs. anvendelsen af de nye aktivstoffer vil erstatte anvendelsen af de aktivstoffer, der er godkendt i dag. I praksis må det derfor forventes, at forskellen imellem de to zoner er betydelig mindre end procentforskellen i aktivstoffernes antal, og at forskellen er begrænset i forhold til den nuværende situation, hvor Danmark har mulighed for at fastsætte nationale krav såsom afstandskrav i forbindelse med godkendelsen af pesticider.

Et forhold, som øger miljørisikoen i et eller andet omfang er den betydelige række af aktivstoffer, der knytter sig til grønsager, frugt og bær. Samlet udgør såkaldte gartneriafgrøder i henhold til Landøkonomisk Oversigt 2005 kun 21.000 ha, men der er tale om nogle af de mest intensivt behandlede afgrøder, og det er i høj grad insekticider og fungicider, der anvendes.

Et andet risikomoment er et sandsynligt prisfald på en række pesticider i kraft af øget konkurrence. Eksempelvis kan et insekticid som chlorpyrifos (et ældre organofosfat) komme til at virke pristrykkende på hele gruppen af syntetiske pyrethroider. I hvilken grad denne mekanik vil spille ind er umuligt at vurdere.

Et tredje moment, der kan øge risikoen for miljøet er mulig højere godkendte maksimumdoseringer af en række bekæmpelsesmidler. Der kan fremføres biologiske argumenter for forskellige doseringer i zonerne, men umiddelbart vil firmaerne næppe søge om forskellige doseringer i zonerne, så relevansen af denne problematik afhænger i høj grad af EU’s zone-kriterier.

Med ovenstående ret enkle betragtninger, der ikke specifikt har vægtet specielt problematiske aktivstoffer, vurderes det, at overgangen fra det nuværende nationale godkendelsessystem, hvor det er muligt at forbyde problematiske aktivstoffer og fastsætte f.eks. nationale afstandskrav til et system med zoner, vil have væsentlig betydning, uanset om Danmark bliver placeret i Nordzonen eller i Mellemzonen. Dog vurderes det alt anden lige at placering i Mellemzonen rummer den potentielt største risiko for faunaens tilstand over et længere tidsrum – bl.a. fordi risikoen for oversete miljørisici stiger med antallet af aktivstoffer.

Ud fra det foreliggende datamateriale der bl.a. ikke kvantificerer det forventede tab af biodiversitet vurderes det, at det ikke er muligt at foretage økonomiske beregninger af biodiversitetstab. Værdisætningsstudier foretaget i andre sammenhænge viser, at den danske befolkning har en positiv værdi for biodiversitet. For at resultaterne fra disse studier kan anvendes i nærværende analyse kræves det, at effekten af den ændrede pesticid godkendelse på plante og dyreliv kan kvantificeres. En sådan dosis-respons-sammenhæng har det ikke været muligt at opstille.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.