BAT for olie- og gasraffinaderier

2 Processer omfattet af BREF-dokumentet og som er relevante for danske forhold

2.1 Anlæg i Danmark omfattet af BREF-dokumentet

Følgende anlæg i Danmark er identificeret til at være omfattet af BREF-dokumentet:

  • Statoil Raffinaderiet, Kalundborg.
    Raffinaderiet i Kalundborg har en kapacitet til omdannelse af ca. 5,5 mio. tons råolie og kondensat om året til færdige produkter. Raffinaderiet kan tage imod en stor andel af den lette olietype kondensat, der gør det muligt at producere forholdsvis store mængder benzin. Til raffinaderiet er knyttet et havneanlæg primært for udskibning af færdige produkter.
    Statoil raffinaderiets eksisterende miljøgodkendelse har retsbeskyttelse til august 2013.
     
  • Shell-raffinaderiet, Fredericia.
    Raffinaderiet i Fredericia har en kapacitet til omdannelse af ca. 3,3 mio. tons råolie om året til færdige olieprodukter. I tilknytning til raffinaderiet ligger DONG Energy's råolieterminal, hvortil råolie fra Nordsøen pumpes via et rørledningssystem. Shell har et havneanlæg ca. 7 km fra raffinaderiet ved Skanseodde i Fredericia. Herfra udskibes såvel færdige produkter som råolie.
    Shell raffinaderiets eksisterende miljøgodkendelse er retsbeskyttet til begyndelsen af 2008.
     
  • DONG Energy's Gasbehandlingsanlæg, Nybro.
    Gasbehandlingsanlægget sænker trykket på naturgassen, som sendes i land fra Nordsøen. Desuden renses gassen for svovlbrinte, flydende kulbrinter og vand.
    Gasbehandlingsanlæggets miljøgodkendelse vil blive revurderet i 2007.
     
  • Begproduktion, Koppers Danmark A/S, Nyborg.
    Koppers produktion af tjære (destillationsprocesser)og tankoplagring under N2 blanketing, er processer, der er omfattet af BREF-dokumentet. Kun BAT relateret til denne produktion og tilhørende oplagring vurderes.
    Virksomheden har modtaget deres samlede godkendelse i marts 1996 og skal snarest revurderes af Miljøcenter Odense.

Der er ingen bitumenproduktion på de to olieraffinaderier i Kalundborg og Fredericia.

2.2 Processer i Danmark omfattet af BREF-dokumentet

Følgende enkeltprocesser anses for at være relevante for de en eller flere af de ovenfor nævnte fire anlæg/virksomheder, som gennemgået efterfølgende.

Bitumenfremstilling

Der produceres beg på Koppers anlæg i Nyborg. Produktionen foregår ved destillation i flere trin af råtjære. Kun en lille del af råvaren er baseret på mineralolie. Den færdige beg opbevares i opvarmede tanke og holdes under en N2 atmosfære.

Katalytisk reforming

Anlæg til katalytisk reforming forefindes på begge raffinaderier, hvor de benyttes til oktantalsforbedring af nafta/benzin. Processen foregår i reaktorer ved højt tryk og høj temperatur under en brintatmosfære. Anlæggene er begge af semi-regenerativ typen, hvor produktionen stoppes ca. en gang om året for regenerering.

Afsaltning

Afsaltningsanlæg forefindes på begge raffinaderier til at fjerne salt fra råolien.

Gas separation

Denne proces foretages på begge raffinaderier til fraseparation af C2-minus og efterfølgende separation af C3 og C4.

Brintforbrugende processer

På begge raffinaderier findes flere brintforbrugende processer til bl.a. afsvovling af nafta og gasolie. Disse processer er katalytiske processer, der forløber under højt brinttryk og høj temperatur. Brintbehandling foretages ikke på tung vacuum gasolie eller restprodukter.

Brintproduktion

Brintproduktion foregår på begge raffinaderier som en del af den katalytiske reforming, men der findes ikke særskilte anlæg til produktion af brint. Raffinaderiet i Kalundborg har imidlertid et anlæg for Hydrogen Purification, et PSA anlæg, som er omfattet af BREF-dokumentet.

Isomerisation

Begge raffinaderier har anlæg til isomerisation af typisk lette naphthakomponenter, C5/C6 forbindelser. Processerne er katalytiske og foregår under højt brinttryk og høje temperaturer.

Naturgasanlæg

På DONG Energy's gasbehandlingsanlæg i Nybro frasepareres flydende kulbrinter og vand. Desuden renses gassen for svovlbrinte, og der foretages eventuelt en justering af kulbrinte- og vanddugpunkt.

Primære destillationsanlæg

På begge raffinaderier forekommer atmosfærisk destillation af råolien. Vacuumdestillation foregår på raffinaderiet i Kalundborg.

Produktbehandling

På begge raffinaderier forefindes processer til behandling af destillatfraktioner. På raffinaderiet i Kalundborg er der et såkaldt Merox anlæg til fjernelse af ildelugtende mercaptaner fra jetfuel. Vask af lette fraktioner med natronlud for udvaskning af H2S foregår på begge raffinaderier.

Visbreaking

Begge raffinaderier har visbreakeranlæg, hvor tunge restprodukter omdannes til mere værdifulde destillatfraktioner. Anlægget i Kalundborg er for tiden under ændring ved en større ombygning, som medfører et større totalt destillationsudbytte, primært af gasoliefraktionen.

Emissionsbegrænsende foranstaltninger

På begge raffinaderier forefindes anlæg til fjernelse af svovl fra den internt benyttede fuelgas (raffinaderigas). På raffinaderiet i Kalundborg findes et såkaldt ATS anlæg (AmmoniumThioSulfat), hvor H2S sammen med ammoniakvand omsættes til ATS. På raffinaderiet i Fredericia omdannes H2S til frit svovl i et såkaldt CLAUS/SCOT-anlæg. Det frie, rene svovl afsættes eksternt.

På begge raffinaderier findes desuden flaregassystemer, som benyttes til afbrænding af mindre gasmængder, som ellers ville være blevet emitteret direkte/uforbrændt til atmosfæren. Flaresystemerne benyttes bl.a. til hurtig trykaflastning af delanlæg i nødsituationer.

2.3 Processer i BREF-dokumentet, som ikke findes i Danmark

Følgende processer, som er beskrevet i BREF-dokumentet, findes ikke i Danmark i dag:

  • Alkylation
  • Basisolie produktion
  • Katalytisk krakning
  • Coking
  • Etherification
  • Polymerisation

BAT-anbefalinger for disse processer anses derfor for nærværende ikke at være relevante. Disse processer er derfor ikke behandlet yderligere i notatet.

Fremtidige brug af nye processer

I takt med videreudvikling af raffinaderiindustrien i Danmark kan der opstå behov for at indføre nye processer på de eksisterende danske raffinaderier. Dette kan medføre udvidelse af listen af relevante processer, som er beskrevet i BREF-dokumentet. Som eksempler på processer, som forventes at have størst sandsynlighed for at blive introduceret, kan nævnes:

  • Hydrogenanlæg
  • Coking
  • Solvent desasfaltering.

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.