Basisviden om EU-regulerede stoffer i vandmiljøet

5 Bromerede diphenylethere

5.1 Identitet og fysisk-kemiske egenskaber

CAS-nr:         32534-81-9 (pentabromdiphenylether; PeBDE)

                     32536-52-0 (octabromdiphenylether; OBDE)

                     1163-19-5 (decabromdiphenylether; DeBDE)

Stoftype:        Polybromerede diphenylethere

Synonymer:   PBDE

Tabel 5-1

Fysisk-kemiske data for bromerede diphenylethere. Kilde: /1/.

Stofnavn Vandopløselighed
(μg/l v. 20-25°C)
Damptryk
(Pa v. 20-25°C)
Log Kow Kp (sed)
PeBDE < 1
2,4
2,9 - 7,3 x 10-7
4,69 x 10-5
6,64 - 6,97 >49.000
OBDE < 1
0,5
1,3 - 2,3 x 10-7
6,59 x 10-6
5,5  
DeBDE < 0,1 4,63 x 10-6 5,24  

5.2 Anvendelsesregulering

Bekendtgørelse nr. 76 af 9. februar 2004: Import, salg og anvendelse af pentabromdiphenylether eller octabromdiphenylether som stof eller som bestanddel af stoffer eller produkter i koncentrationer på mere end 0,1 vægtprocent er forbudt. Jf. stk. 2 er import og salg af varer er forbudt, hvis varen eller flammehæmmende dele af varen indeholder pentabromdiphenylether eller octabromdiphenylether i koncentrationer på mere end 0,1 vægtprocent. Bekendtgørelsen trådte i kraft 21. februar 2004. Anvendelsen af PeBDE i nødevakueringssystemer til fly er dog undtaget fra forbud indtil 31. marts 2006.

Bekendtgørelse nr. 1008 af 12. oktober 2004: Import og salg af elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder bly, kviksølv, cadmium, hexavalent chrom, polybromerede biphenyler (PBB) eller polybromerede diphenylethere (PBDE), er forbudt fra den 1. juli 2006. Kommissionen overvejer, om decabromdiphenylether skal foreslås undtaget fra forbud.

5.3 Regulering af udledning

PBDE er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet. Bekendtgørelsen fastsætter dog ikke noget nationalt vandkvalitetskrav for stoffet.

5.4 Mængder/forbrug

For 1997 er det danske forbrug af PBDE vurderet til 30-120 tons. Det var fordelt således /2/:

Produkt Forbrug af PBDE (tons)
Bestykkede printkort 0,3-2,5
Kabinetter 3-10
Andre dele af elektriske apparater og maskiner 5-14
Belysningsartikler 1-7
Installationer og industriel automatik 7-29
Tekstiler, gulvtæpper og møbler 0-58
Byggematerialer 1-5
Maling og fugemidler 0,1-0,5
Transportmidler 13-46
Andre anvendelser 0-2
I alt 30-120

En udtrækning fra Produktregistret (ukendt årstal) viser et forbrug på 0,5 tons pentabromdiphenylether og 0 tons octa- og deca-bromdiphenylether.

Hovedparten af det halve tons anvendes til isolationsmaterialer og støbemasser. Produktregistrets registreringer omfatter kun produkter med stoffer, som er klassificerede som farlige. Det er bromerede flammehæmmere ikke. De registreringer Produktregistret har af bromerede flammehæmmere, er derfor af produkter, som er registrerede pga. et indhold af andre farlige stoffer. Derfor er Produktregistrets tal for lavt og ikke udtryk for det faktiske forbrug. I 1997 var der ligeledes registreret et forbrug på 0,5 tons pentabromodiphenylether og ingen registrering af octabromodiphenylether. Dengang var der dog et registreret forbrug af decabromodiphenylether på 1,8 tons, hvoraf 1,5 tons blev anvendt til elektronik /2/.

5.5 Kildetyper og anvendelser

Decabromdiphenylether anvendes hovedsagelig til plastik og tekstiler, især til profiler, paneler, boliger, elektrisk og elektronisk udstyr, møbler, latex og gulvtæpper. Octabromdiphenylether bruges for 95% vedkommende (i 1990) i ABS. Pentabromdiphenylether anvendes som flammehæmmer i epoxy, polyester, polyurethan og tekstiler /2/.

Stort set alle elektroniske apparater og en stor del af andre elektriske produkter indeholder bromerede flammehæmmere. Der er dog sket en udvikling væk fra bromerede flammehæmmere inden for et par af de store anvendelsesområder, plast i computerskærme og TV apparater, allerede i 1998 /2/.

En vigtig kilde til tilførsel af PBDE til vandmiljøet er diffus våd eller tør deposition fra atmosfæren, som får tilført bromerede diphenylethere hidrørende fra brug af PBDE-holdige produkter samt fra affaldsforbrændingsanlæg /5/.

Punktkilder omfatter spildevandsudledninger fra husholdninger og industri /3/.

5.6 Tilførsler til og forekomst i vandmiljøet

For 1997 er tilførslen til vandmiljøet estimeret til 0,005-0,07 tons af alle slags bromerede flammehæmmere /2/. Tilførslen til luft: 0,2-1,6 tons, og tilførslen til jord: 0,03-0,3 tons af alle bromerede flammehæmmere. Disse tilførsler er estimerede ud fra en model - ikke målt /2/.

Tilførslen til luft, som er langt den største udledning til omgivelserne, sker via afdampning fra produkter.

Polybromerede diphenylethere nedbrydes kun langsomt i miljøet, men der findes ingen eksperimentelt bestemte halveringstider. En halveringstid på 600 dage for aerobt sediment er fundet ved modelberegning /1/.

PBDE er blevet inkluderet i Novana-programmet med bl.a. analyser i spildevand, hvoraf en del er blevet analyseret, men endnu ikke rapporteret. Nogle foreløbige analyseresultater er dog gjort tilgængelige for denne rapport /6/.

Tabel 5-2

Moniteringsdata for bromerede diphenylethere. Kilder: /4, 6/.

Stofnavn Spildevand (μg/l)* Slam**
(μg/kg ts)
Separate regnudløb (μg/l) Fersk/marint overfladevand
(μg/l)
Indløb
(median)
Udløb
BDE-47 <0,005 - 0,009
(<0,005)
<0,005 <5 - 69 i.d. i.d.
BDE-99 <0,005 - 0,01
(<0,005)
<0,005 <5 - 92 i.d. i.d.
BDE-100 <0,005 <0,005 <5 - 14 i.d. i.d.
BDE-153 <0,005 <0,005 <5 i.d. i.d.
BDE-154 <0,005 <0,005 <5 i.d. i.d.
BDE-183 <0,005 <0,005 <5 i.d. i.d.
BDE-209 <0,005 <0,005 <20 i.d. i.d.

i.d. = ingen data
*: to renseanlæg med hver 4-5 prøveserier
**: to renseanlæg med hver en prøveserie

Ud over ovenstående måling af PBDE i spildevand og spildevandsslam er der fundet resultater fra en række sedimentprøver fra både fersk- og saltvand /3/.

Tabel 5-3

Moniteringsdata for bromerede diphenylethere i sedimenter. Kilde: /3/

Stofnavn Ferskvandssediment*
(μg/g TS)
(median)
Marine sedimenter**
(μg/g TS)
(median)
 
 
BDE-47 0,03 - 0,90 (0,33) <0,03 - 1,12 (<0,1)  
BDE-99 0,04 - 1,28 (0,56) 0,03 - 2,14 (0,16)  
BDE-100 <0,03 - 0,27 (0,14) <0,02 - 0,38 (<0,05)  
BDE-153 0,02 - 0,12 (<0,07) 0,01 - 0,08 (<0,05)  
?PBDE 0,07 - 2,58 (0,92) 0,06 - 3,7 (0,25)  

*: seks sedimenter
**: 10 sedimenter

De foreslåede vandkvalitetskrav (EQS) for PBDE (pentaBDE) er henholdsvis AA-EQS = 0,0005 μg/l (inland surface waters), AA-EQS = 0,0002 μg/l (other surface waters) og MAC-EQS = 1,4 μg/l (surface waters).

5.7 Konklusion

Der var i 1997 et forbrug af PBDE på 30-120 tons, hvoraf hovedparten er til elektronik. Denne anvendelse bliver forbudt fra 1. juli 2006 (penta- og octa-BDE er allerede forbudte). Kommissionen overvejer dog, om stoffet med den største anvendelse, decabromdiphenylether, skal foreslås undtaget fra forbudet. De to øvrige hovedformer for PBDE blev forbudt i februar 2004.

Trods disse forbud vil der dog stadig i en længere periode befinde sig produkter med PBDE i anvendelse/cirkulation i samfundet.

Der er kun fundet relativt få målinger af PBDE i vandmiljøet og flere af resultaterne stammer fra før forbudet mod brug af to hovedformer for PBDE.

Der er fundet koncentrationer af PBDE over de foreslåede kvalitetskriterier i indløb til renseanlæg, mens de målte koncentrationer i udløbsvandet alle er under analysemetodernes detektionsgrænser. Disse detektionsgrænser er dog højere end de foreslåede kvalitetskriterier, hvorfor det ikke med sikkerhed kan afgøres, om koncentrationerne i renseanlægsudløbene er lavere end kriterieværdierne.

De påviste koncentrationer af PBDE i sedimenter er generelt lave når de sammenholdes med PBDE’s vand/sediment forelingskonstanter. Langt de højeste koncentrationer er fundet i sediment fra Københavns Havn.

Det foreliggende begrænsede datagrundlag viser, at PBDE forkommer i vandmiljøet i lave koncentrationer. De foreslåede vandkvalitetskrav er imidlertid ligeledes meget lave.

Set i lyset af de lave koncentrationer i miljøet og det kommende forbud mod brug af PBDE i elektronisk udstyr vurderes det, at der formentligt ikke er behov for yderligere national regulering for at overholde det kommende datterdirektiv om prioriterede stoffer under vandrammedirektivet. Udviklingen i koncentrationerne i miljøet bør dog følges for endegyldigt at kunne afgøre dette.

5.8 Referencer

/1/ Haskoning fact sheet for bromerede diphenylethere.

/2/ Brominated Flame Retardants. Substance Flow Analysis and Assessment of Alternatives. Environmental Project nr. 494, 1999. Udført for Miljøstyrelsen af C. Lassen og S. Løkke, COWI A/S og L. I. Andersen, Dansk Brandteknisk Institut.

/3/ Christensen, J.H. and Platz, J. 2001. Screening of polybrominated diphenyl ethers in blue mussels, marine and freshwater sediments in Denmark. Journal of Environmental Monitoring, 2001, 3, s. 543-547

/4/ Persistent Organic Pollutants in Soil, Sludge and Sediment. A Multi-analytical Field Study of Selected Organic Chlorinated and Brominated Compounds. NERI Technical Report No. 402 2002

/5/ Source screening of priority substances under the WFD. Results for (5) Brominated Diphenylethers (BDEs) (Pentabromobiphenylether is priority hazardous substance, rest of BDEs is priority substance). EU Paper

/6/ Foreløbige analyseresultater af NOVANA screeningsundersøgelse for PBDE i spildevand. Modtaget via mail fra Lis Morthorst Munk, Miljøstyrelsen, juli 2005.

 



Version 1.0 August 2007, © Miljøstyrelsen.