Basisviden om EU-regulerede stoffer i vandmiljøet

13 Diuron

13.1 Identitet og fysisk-kemiske egenskaber

CAS-nr:         330-54-1

Stoftype:        Urinstofderivat

Synonymer:   3-(3,4-dichlorphenyl)-1,1-dimethylurea

Tabel 13-1

Fysisk-kemiske data for diuron. Kilde: /1/.

Stofnavn Vandopløselighed
(mg/l v. 20-25°C)
Damptryk
(Pa v. 25°C)
Log Kow Koc
Diuron 35 - 42 1,1 x 10-6 2,67 302 - 309

13.2 Anvendelsesregulering

Diuron er godkendt som ukrudtsbekæmpelsesmiddel i Danmark. Stoffet må dog ikke anvendes tættere på vandløb og søer end 10 meter og den maksimalt tilladte dosis er 1,2 kg aktivstof/ha /3/.

Stoffet er klassififeret som kræftfremkaldende i kategori 3 og miljøfarligt. Diuron må ifølge bekendtgørelse nr. 74 af 14. januar 2005 ikke indgå i kosmetik.

13.3 Regulering af udledning

Diuron er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet. Bekendtgørelsen fastsætter dog ikke noget nationalt vandkvalitetskrav for stoffet. Udledninger fra enkelte skibsværfter er reguleret gennem udledningstilladelser.

Diuron er tillige forbudt som antifouling til både under 25 m iht. bekendtgørelse nr. 416 af 29. maj 2005 om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling.

13.4 Mængder/forbrug

Forbruget af diuron som ukrudtsmiddel (Karmex) i Danmark er forholdsvis konstant og har typisk svinget mellem 20.000 og 30.000 kg aktivstof. I perioden 2001-2003 blev der solgt hhv. 22.320, 25.344 og 20.312 kg aktivstof /2/.

Forbruget som antibegroningsmiddel til skibsmalinger samt en række andre anvendelser kan ikke uddrages af den udtrækning, der er foretaget i Produktregistret da den kun giver værdier for de samlede mængder af produkter, hvori diuron indgår - ikke mængderne af aktivstoffet selv. Det vurderes dog, at mængderne til disse formål tilsammen er mindre end forbruget til bekæmpelse af ukrudt i landbruget.

13.5 Kildetyper og anvendelser

Som ukrudtsmiddel (jordmiddel) under handelsnavnet Karmex anvendes diuron i frugt- og bæravl, i juletræs- og pyntegrøntplantager, i læhegn og busketter samt i planteskoler /3/.

Diuron anvendes desuden som antibegroningsmiddel i skibsmalinger (i stedet for TBT) og foruden frigivelse fra skibes bundmalinger er udledninger fra skibsværfter en af de potentielle kilder. Diuron benyttes desuden i følge Produktregistret (udtrækning foretaget i 2004) også i forskellige andre produkter, såsom bindemidler (lim), gulvbelægningsmaterialer og visse konserveringsmidler.

13.6 Tilførsler til og forekomst i vandmiljøet

Diuron er ikke letnedbrydeligt; DT50 i jord er >90 dage (feltforsøg) /4/. I et vand/sediment-system er DT50 for vand fundet til 90 dage, mens DT50 for sediment var 200 dage /1/.

Tabel 13-2

Moniteringsdata for diuron.

Stofnavn Spildevand (μg/l) Slam
(μg/kg ts)
Separate regnudløb (μg/l) Fersk/marint overfladevand
(μg/l)
Indløb Udløb
Diuron i.d. i.d. i.d. i.d. 0,028*
(0,61)*

* Udtræk af data fra 2002-2003 for diuron i vandløb (Susanne Boutrup, DMU). Median af fund (196 af 902 prøver fra 32 vandløb). Max.værdi i parentes.

Diuron indgår desuden i grundvandsovervågningen, hvor stoffet er blevet påvist i 1,0% af prøverne med en medianværdi for de positive fund på 0,02 μg/l og en max.værdi på 0,07 μg/l /5/.

De foreslåede vandkvalitetskrav (EQS) for diuron er henholdsvis
AA-EQS = 0,2 μg/l (surface waters) og MAC-EQS = 1,8 μg/l (surface waters).

13.7 Konklusion

Det kan på det foreliggende grundlag ikke afgøres med sikkerhed, om der i Danmark vil være behov for yderligere national regulering af diuron for at opfylde det kommende datterdirektiv om prioriterede stoffer under vandrammedirektivet. Med de miljøkoncentrationer, som er observeret i vandløb og grundvand, forekommer det dog overvejende sandsynligt, at der ikke vil være behov for yderligere national regulering af diuron anvendt som ukrudtsmiddel.

Størrelsen af emissioner relateret til anvendelsen som biocid i bundmalinger til skibe er ukendt, men der er netop indført et forbud mod anvendelse af diuron som anti-fouling middel til skibe under 25 meter. Dette vurderes i realiteten at indebære, at heller ikke denne anvendelse udløser behov for yderligere national regulering af stoffet.

13.8 Referencer

/1/ Haskoning fact sheet for diuron.

/2/ Miljøstyrelsen (2004). Bekæmpelsesmiddelstatistik 2003.

/3/ Miljøstyrelsen (2003). Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler.

/4/  MST (2004). EU-revurdering af diuron.

/5/  GEUS (2004). Grundvandsovervågning 2003.

 



Version 1.0 August 2007, © Miljøstyrelsen.