| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Vurdering af Planteværn Onlines økonomiske og miljømæssige effekt
9 Konklusioner
Den tværgående ekspertise i dette projekt har gjort det muligt at vurdere beslutningsstøttesystemet Planteværn Online fra flere synsvinkler sammenlignet med dem, der er foretaget i tidligere projekter knyttet til systemet. Projektet har således skabt større klarhed om Planteværn Onlines potentiale, nuværende begrænsninger og mulige udviklingspotentialer. Samlet kan det konkluderes,
- Planteværn Online-systemets reduktionspotentiale for fungicider og herbicider i korn er belyst baseret på forsøgsdata. Potentialet for herbicidreduktioner er betydeligt og ligger som minimum på niveau med de fremlagte måltal, reduktionspotentialet for fungicider er derimod begrænset.
- De største barrierer i forhold til at anvende Planteværn Online er udførelsen af detaljerede markregistreringer. Disse er tidskrævende og vil på større bedrifter kræve ekstra mandskabsmæssige ressourcer.
- De økonomiske incitamenter for at anvende Planteværn Online frem for standardløsninger er begrænsede i forhold til den arbejdsmæssige ekstrabyrde, som det kræver at bruge systemet.
- Planteværn Online er i dag et vigtigt rådgivningsinstrument i forbindelse med konsulenternes udformning af løsninger til jordbrugerne.
- Analyser af historiske forsøgsdata har tydeliggjort, at Planteværn Onlines anbefalinger ligger omkring det økonomisk optimale, dog er der på visse områder basis for at nedsætte pesticidforbruget.
- Økonomiske analyser har vist, at man ikke øger sikkerheden ved bekæmpelse ved at øge doseringen ud over det økonomiske optimale, tværtimod mindskes den marginale indtjening.
- Den optimale indsats med fungicider og herbicider varierer betydeligt afhængigt af de aktuelle biologiske dyrkningsforhold.
- Den sociologiske undersøgelse pegede på 3 forskellige beslutningsrationaler i forbindelse med håndtering af planteværnsopgaver og sprøjtearbejdet a) Systemorienterede beslutningstagere, b) Erfaringsbaserede beslutningstagere, c) Udliciterende beslutningstagere.
- Planteværn Online bygger på princippet om økonomisk optimal bekæmpelse med mindst mulig anvendelse af pesticider. Den sociologiske undersøgelse pegede på, at de 3 identificerede grupper har andre værdirationaler end de, som Planteværn Online bygger på, ligesom ingen ønsker at foretager registreringer på det detaljeringsniveau, som fordres af Planteværn Online.
- Planteværn Online udgør kun en del af de nødvendige virkemidler for at opnå målsætningen i pesticidhandlingsplanen, da man forventeligt i bedste fald kan nå direkte ud til 30% af landmændene med systemet. Der skønnes dog derudover indirekte via konsulenter og undervisning at være potentiale for at nå et større antal.
- Indledende udvikling og afprøvning af alternative indgange til Planteværn Online, som ikke kræver detaljerede markregistreringer, har vist, at der er muligheder for at forfølge en sådan udvikling.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.
|