|
Den Grønne Fonds Årsberetning 1996 ForordDen Grønne Fond har nu eksisteret i 2 1/2 år. Det har været en begivenhedsrig periode. Hvert år har bragt nye udfordringer og nye arbejdsopgaver. I 1995 afholdt vi en konkurrence om etablering af lokale byøkologiske centre, og i 1996 fulgte fondens hidtil største satsning: de grønne guider - netværket af lokale miljøvejledere. Også 1997 vil uden tvivl give anledning til nye initiativer i fonden. Der bliver stadig større forståelse for, at samfundet, husholdingerne og produktionen må finde et nyt mere bæredygtigt grundlag. Det mærker vi i fonden i form af en år for år stigende ansøgningsbunke - der oven i købet i stadig højere grad rammer rigtigt i forhold til fondens bevillingspolitik. Danmark kan lide at se sig selv som den miljømæssige duksedreng på den internationale scene - og har på mange felter da også grund til det. Men der er fortsat, både lokalt og globalt, et stadigt stigende behov for at gøre noget ved miljøproblemerne. Danmark ligger på verdens top-10 hvad angår CO2-udslip. De økologiske balancer er alvorligt forstyrrede, hvilket ikke mindst viser sig i de stadig flere fund af forurening i grundvandsdepoterne. Og den globale ulighed har et omfang, der nok kan tage pusten fra en, når man skal regne på det økologiske råderum om 20 år, hvis der skal være plads til forbrugsvækst i de sulthærgede dele af den 3. verden. Der er med andre ord brug for omfattende ændringer af vores livsstil, hvis vi skal sikre, at kloden kan leveres videre til vores efterkommere i en anstændig stand. Det kan være nærliggende, som mange har gjort det, at se "Økotopia" - det økologisk bæredygtige samfund - som en tilbagevenden til 50'ernes danske samfund. Man glemmer det let, men faktisk var datidens landbrug stort set, hvad vi idag forstår ved økologisk. Det var et samfund præget af mindre forbrug, men også færre giftstoffer. Færre biler, men flere lokale butikker. Færre udlandsrejser, men et større lokalt netværk. Kort sagt et samfund hvor, som det er blevet udtrykt, livet blev levet i mindre cirkler, i et lavere tempo og omgivet af færre ting. Billedet af en bæredygtig udvikling som en tilbagetrækning i god ro og orden til fortidens samfund har meget for sig. Med Hans Magnus Enzenbergers udtryk kan man udnævne de nye grønne vækstlag til Tilbagetogets Helte. Som Enzenberger - med en helt anden adresse - bemærker, er det desværre en lidet glamorøs rolle, der sjældent påskønnes efter fortjeneste. Man skal imidlertid passe på med at drive billedet for vidt. Historien bevæger sig ikke i cirkler, højst i spiraler. De sidste 40 års teknologiske landvindinger giver i dag nogle helt andre forudsætninger for, hvorledes vi kan indrette os, også med et langt lavere materielt forbrug. Ikke mindst den moderne informationsteknologi betyder, at fremtidens bæredygtige samfund vil se væsentligt anderledes ud end tidligere kendte samfund. Desuden var udviklingsdynamikken i 50'ernes samfund jo i lige så høj grad som i dag baseret på materiel vækst. Man var blot ikke nået så langt. Ændres denne dynamik ikke, er vi lige vidt. Med andre ord: Vi skal fremad, ikke tilbage, og det er selve samfundets værdigrundlag, det gælder. I stedet for at satse på mere af alt må vi satse på øget kvalitet. I stedet for afbrænding af fossil energi, må vi bygge på håndens og åndens energi. Ingen af os har de vises sten. Tidligere var vi sikre på, at hvis vi bare fik mere af det, som vi allerede havde, så steg velfærden. Men sådan er det ikke længere. Vi er blevet usikre på vores mål for samfundet og hvad "det gode" er. Vi står med andre ord i et vadested, og fremtidens generationer kommer til at stå i vand til over anklerne og nogle til livet, hvis vi ikke finder ud af, hvor vi nu vil hen. Men visionerne skal tilpasses vores tid. Det er naturligvis sværere at få et billede frem på nethinden af et ukendt fremtidigt samfund, end at se et billede for sit indre af Aalborg i 50'erne. Den Grønne Fond ser det som et af sine formål at understøtte denne billeddannelse med støtte til de kræfter, der giver kød og blod til de grønne visioner. Det vil give et konkret udgangspunkt for samtalen, borger og borger imellem, om hvor vi skal hen. For det er netop i samtalen, at vi finder frem til nye mål og i sidste ende også finder de redskaber, der skal til for at nå målene. Hvordan skaber vi så rammerne for denne samtale? Der må være et lokalt fundament - steder, hvor man kan mødes og finde og sætte sig lokale mål og visioner for udviklingen af lokalområdet, hvad enten det er i Kolding, på Nørrebro eller på Omø. Vi har brug for et netværk af lokale grønne centre, der kan løfte vor tids udfordring på samme måde, som andelsbevægelsen og højskolerne gjorde det i forrige århundrede. I denne proces kan ikke mindst de grønne guider få en rolle at spille med kvalificeret rådgivning af alle de, der gerne vil gøre noget, men ikke altid ved hvad eller hvordan. Grøn livsstil handler nemlig også om at skabe bedre livskvalitet i bæredygtige lokalsamfund. I en tid, hvor mange knap nok kender deres naboer, og hvor de nære netværk og det personlige ansvar er under konstant nedbrydning, er det vigtigt med aktiviteter, der går imod denne strøm. Aktiviteter, som bidrager til at genskabe de kvaliteter, der ligger i fællesskabet. Økologiske projekter har vist sig at være gode at samles om. Det er i dette lys forkert alene at se den politiske forbruger som en individuel løsning på et samfundsmæssigt problem. Den politiske forbruger er tværtimod udtryk for, at stadig flere mennesker vedkender sig deres ansvar for samfundets udvikling og tager fat på - selv, og sammen med andre - i praksis at ændre den måde de lever og arbejder på. Det er på mange måder et af de mest opmuntrende udviklingstræk på miljøområdet i de senere år. Februar 1997 Elsebeth Gerner Nielsen
|