[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vejledning til bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4

20. Straf

20.1 Straf for overtrædelse af spildevandsbekendtgørelsen
20.2 Straf for overtrædelse af kommunale forskrifter
20.3 Strafansvar for juridiske personer m.v.

20.1 Straf for overtrædelse af spildevandsbekendtgørelsen

I almindelighed er straffen for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven bøde.

Dette gælder som udgangspunkt også for overtrædelse af bekendtgørelsen. Efter bekendtgørelsens § 60, stk. 1, kan grundejere, virksomheder, kommunale renseanlæg m.v. , således straffes med bøde, hvis de

  • undlader at ansøge om tilladelser til afledning af spildevand efter bekendtgørelsens kapitel 5-10 og kapitel 12-14
  • tilsidesætter vilkår i spildevandstilladelser, der er fastsat efter spildevandsbekendtgørelsens kapitel 5-10 og kapitel 12-14
  • ikke overholder bekendtgørelsens kapitel 8 om grænseværdier for visse stoffer ved udledning fra offentlige spildevandsanlæg
  • ikke anmelder forestående etablering af en samletank efter bekendtgørelsens kapitel 14 til kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelsen § 39
  • undlader at efterkomme forbud og påbud

Hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed og der samtidig er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller hvis overtrædelsen har resulteret i økonomiske fordele for den, der overtræder bekendtgørelsens regler, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år.

20.2 Straf for overtrædelse af kommunale forskrifter

For overtrædelse af kommunale forskrifter fastsat i henhold til bekendtgørelsen kan der alene pålægges straf i form af bøde, jf. bekendtgørelsens § 60, stk. 2.

20.3 Strafansvar for juridiske personer m.v.

Bekendtgørelsens § 60, stk. 4 indeholder en henvisning til straffelovens 5. kapitel.

Bestemmelserne i straffelovens 5. kapitel indeholder ikke i sig selv hjemmel til strafansvar for juridiske personer. Dette skal særskilt fastsættes i særlovgivningen - som gjort i miljøbeskyttelsesloven og med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven også i spildevandsbekendtgørelsen.

Efter straffelovens § 26 omfatter strafansvar for selskaber m.v., enhver juridisk person, herunder aktie- , anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder medmindre andet er fastsat i særlovgivningen.

I motiverne til straffelovens § 26 fremgår det, at bestemmelser om strafansvar for andre end enkeltpersoner - herunder også allerede gældende bestemmelser om selskabsansvar - omfatter alle organisationsformer m.v., der kan optræde i retsforhold.

Det må således antages, at der kan pålægges strafansvar for overtrædelse af bekendtgørelsen uanset selskabskonstruktion og - form, og det må ligeledes antages, at også kommunale fællesskaber kan ifalde ansvar efter bestemmelsen.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]