[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Renere Teknologi i Elektronikbranchen

6. Konklusion

Den foregående gennemgang af erfaringerne fra renere teknologi projekterne i elektronikbranchen og resultaternes spredning i branchen giver anledning til at fremhæve følgende konklusioner.

Miljøprofil

For det første har kun tre ud af 20 tilfældigt valgte virksomheder indenfor elektronikindustrien formuleret en skriftlig miljøpolitik, og kun en heraf har samtidigt opstillet mål og handlingsplaner. Det skal i denne forbindelse tages i betragtning, at kun elektronikvirksomheder, som fremstiller print eller transformatorer, er godkendelsespligtige. Det må formodes, at arbejdet med en miljøgodkendelse giver virksomhederne et øget incitament til en systematisk miljøindsats. Fem af de undersøgte virksomheder i elektronikindustrien har dog en form for miljøstyring, men ingen af disse systemer er certificeret eller registreret. Dog er miljøhensyn kommet med på dagsordenen ved investeringer i ny produktionsteknologi.

En øget indsats på disse områder vil, ud over at virksomhederne formindsker miljøbelastningen fra produktionen, også styrke virksomhedernes forudsætninger for en produktorienteret miljøindsats.

Begrænset interesse og kendskab

For det andet viste både undersøgelsen af renere teknologi projekternes forløb og spredningsundersøgelsen, at der har været en forholdsvis begrænset interesse i resultaterne fra renere teknologi projekterne fra andre virksomheder i elektronikbranchen. Der er eksempler på manglende tilslutning til seminarer om retningslinier for bæredygtig design af elektronikprodukter samt begrænset interesse i abonnementsordninger for opdatering af de udviklede databaser.

Spredningsundersøgelsen viser desuden, at det generelle kendskab til projekterne er begrænset. Kendskabet til ledende lime var dog en undtagelse, men dette skyldes sandsynligvis, at selve teknologien har været kendt i årevis. Der var dog ikke før fokuseret på den samlede miljømæssige gevinst ved substitution af loddetin med ledende lime, hvilket var et af formålene med de pågældende renere teknologi projekter. Derudover har der været andre projekter, som sideløbende har formidlet resultater vedrørende denne teknologi.

Den begrænsede erfaring med systematikken i miljøledelse, som miljøpolitik, miljømål og handlingsplan kan være medvirkende årsag til, at en produktorienterede indsats virker uvedkommende for virksomhederne. Virksomhedernes manglende interesse kan også skyldes, at miljø ikke betragtes som en konkurrenceparameter – selvom der siden gennemførelsen af spredningsundersøgelsen er set nye tendenser på dette område.

Usikkerhed overfor nye teknikker

For det tredje var en af erfaringerne fra renere teknologi projekterne, at virksomhederne er noget usikre overfor konsekvenserne af nye materialer, teknikker og værktøjer samt dermed overfor den omstilling, det kræver at udvikle mere miljøvenlige produkter. Dette kan eventuelt afhjælpes ved give støtte til implementeringsprojekter, hvor de udviklede værktøjer i forbindelse med renere teknologi projekterne afprøves på andre virksomheder. Spredningsundersøgelsen viste som nævnt, at kendskabet til renere teknologi projekterne var begrænset, men brugen af værktøjer som f.eks. miljøvurderingsmetoder har det været endnu vanskeligere at finde eksempler på.

Begrænset miljøkommunikation i produktkæden

For det fjerde mente hovedparten af elektronikvirksomhederne i spredningsundersøgelsen, at kundernes interesse i miljøvenlige produkter var begrænset. Ligesom kun en tredjedel mente, at et miljømærke ville give en konkurrencemæssig fordel. Tilsvarende stillede under en tredjedel af virksomhederne miljøkrav til deres leverandører. Dette skal ses i lyset af, at den stigende vækst i branchen hovedsageligt har omfattet elektronikbranchens underleverandører, som oplever vækstrater tre gange så høje som elektronikindustrien taget under ét (Thomsen, 1998). En indsats, der tilskynder elektronikindustrien til i øget omfang at stille krav til leverandørerne, vil derved kunne påvirke et stigende antal produkter.

Formidling

For det femte kan information være en af vejene mod at øge betydningen af miljø som en konkurrenceparameter i elektronikbranchen. Virksomhederne udtrykte i spredningsundersøgelsen ønske om mere information og flere initiativer på miljøområdet. For at sikre at disse initiativer er brancherettet og anvendelig for virksomhederne må dette ske i samarbejde med brancheorganisationerne.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]