[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Dansk miljøeksport af produkter og rådgivningsydelser til vandsektoren 1998

5. De danske styrkeområder

Det samlede marked for miljøbeskyttelse vokser ifølge OECD (1992) med 5-6% om året og forventes at nå op på 300 mia. USD i år 2000.

I år 2000 forventes det amerikanske marked at være det største nationale marked med i alt 38% af det samlede marked. Det europæiske marked forventes at udgøre 26%, Japan 13% og øvrige lande 23%. Opdelt på markeder efter anvendelse er fordelingen: Vand og spildevand 28%, affald 21%, luft 14%, andet udstyr 11% og tjenesteydelser 27%. Ifølge OECD’s forventninger skulle verdensmarkedet for vand- og spildevandsprodukter udgøre 54 mia. USD i år 2000.

Danmark besidder visse styrkeområder for de produkter og rådgivnings-ydelser, der kan forventes at have efterspørgsel på verdensmarkedet for vand og spildevand i de kommende år.

Danmark har en stor styrke i eksport af vigtige komponenter og færdige anlæg til vandsektoren. Det drejer sig især om ventiler, pumper, beluftningsudstyr til rensningsanlæg, slamafvandingsudstyr, nøglefærdige vandværker og rensningsanlæg samt teknologi til kloakrenovering. Størsteparten af eksporten går til de vestlige lande. Men den kommende udvidelse af EU med de øst- og centraleuropæiske lande forventes at skabe et nyt marked for dansk eksport, idet store midler (500 mio. EUR/år) kanaliseres ud gennem EU’s nye ISPA-program fra år 2000 som tilskud til bygning af nye spildevandsanlæg i disse lande. De danske firmaer står godt rustet til at medvirke i den opgave, fordi den danske miljøstøtte har givet firmaerne erfaring i at eksportere til disse lande.

Eksporten af rådgivningsydelser inden for sektoren domineres af de store danske rådgivningsfirmaer. Hovedparten af firmaernes eksport består af ydelser til Øst- og Centraleuropa og udviklingslande finansieret af danske og internationale bistandsprogrammer og udviklingsbanker. Midlerne til disse programmer forventes at stige i de kommende år. De danske råd-givningsfirmaer er internationalt set store og har opbygget stor erfaring i at udvikle projekter i samarbejde med de internationale udviklingsbanker og organisationer. De danske miljøbistandsprogrammer har yderligere givet danske rådgivningsfirmaer erfaring i at arbejde med miljøproblemer på disse markeder, og de står derfor godt rustede til at deltage i konkurrencen om de kommende års internationale projekteksport.

 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]