Den Grønne Fond - Årsberetning 2000

Kapitel 8
Den Grønne Fonds fremtid

Fondens økonomiske fremtid
Evaluering af grøn guide-ordningen
Strategi for driftstilskuddene
Nye prioriteringer i 2001

Fondens økonomiske fremtid

I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2001 blev der indgået en aftale om finansieringen af Den Grønne Fond frem til 2004. Ud over de 18 mio. kr. årligt som regeringen havde kalkuleret med til fonden, blev der for 2001 afsat 15 mio. kr. til forlængelse af de grønne guider, 1 mio. kr. til en særlig forsøgs- og evalueringspulje og 5 mio. kr. til grønne bevægelser. I de efterfølgende tre år vil de supplerende midler omfatte 5 mio. kr. årligt til grønne guider og 5 mio. kr. årligt til grønne bevægelser.

Bevillingerne til grøn guide-ordningen vil blive brugt til en forlængelse af de guider hvis projekter ellers ville udløbe i løbet af 2001 og 2002. Guiderne får nu mulighed for at videreudvikle og konsolidere det lokale arbejde i endnu 2 1 /2 år. Det betyder samtidig at grøn guide-ordningen opretholdes på det nuværende niveau med ca. 100 guider fordelt over det meste af landet, jf. kortet på side 21.

Evaluering af grøn guide-ordningen

Grøn guide-ordningen er løbende blevet evalueret siden ordningens start i 1996. I april 2001 offentliggøres den afsluttende rapport hvori der bl.a. vil blive gjort rede for effekterne af de grønne guiders arbejde set over en årrække. Senere på året vil der blive indkaldt til en konference hvor der bliver lejlighed til at drøfte perspektiverne i grøn guideordningen, herunder den lokale forankring.

Forsøgs- og evalueringspuljen på 1 mio. kr. vil i første omgang blive brugt til at skabe et overblik over alle de ordninger for lokal miljøvejledning som findes i dag. Det drejer sig - ud over de grønne guider - om naturvejlederne, energi- og miljøkontorerne, de kommunale Agenda 21-koordinatorer og en række lokale, grønne centre. Ordningerne vil blive beskrevet og sammenlignet både hvad angår arbejdsområde arbejdsform, organisatorisk opbygning og finansiering. Et vigtigt tema i evalueringen bliver de fremtidige muligheder for lokal finansiering af disse ordninger.

Strategi for driftstilskuddene

Med afsættelsen af særlige midler til de grønne bevægelser er der skabt mulighed for at fortsætte driftstilskuddene til de landsdækkende grønne organisationer. Den Grønne Fond vil fortsat påtage sig ansvaret for at en række landsdækkende organisationer kan støtte og udvikle det folkelige miljøarbejde. I løbet af 2001 vil fonden søge at skabe et overblik over de grønne organisationers muligheder for finansiering på lidt længere sigt og overveje en mere langsigtet strategi på området.

Nye prioriteringer i 2001

Den Grønne Fond fortsætter i 2001 med nogenlunde de samme prioriteringer som i 2000. Bestyrelsen har dog peget på et par nye områder hvorfra fonden gerne ser ansøgninger:
projekter der følger op på Århuskonventionen og styrker befolkningens indflydelse på miljøpolitikken
danske miljøorganisationers indsats i og omkring væsentlige, internationale organer
projekter som kan fremme den offentlige debat om genmanipulerede fødevarer
projekter om sundhed og miljø, herunder projekter om kemikalier i hverdagen, fødevarer og miljø, hormonforstyrrende stoffer og partikelforureningen i byerne
projekter som er nytænkende og dialogskabende omkring trafik og trafikkens miljøbelastning, herunder ikke-kommunale aktiviteter under den årlige miljøtrafikuge i september.