Nedenstående forslag til forbedringer afgrænser sig til forslag, som fortsat bevarer ordningen som en ordning af den samme type som hjemlet i Værditabsloven.

Formålet med ordningen bør præciseres, således at det mere klart fremgår i hvilken grad, det kan forventes, at værditabsproblemet afhjælpes.

Decentral administration har fordel af at være hurtig og fleksibel, hvilket ofte er at foretrække. Alligevel bør det sikres, at der er en rimelig ensartet praksis i de forskellige amter, da det ikke kan være acceptabelt, at der er administrativt begrundede forskelle af så central betydning som spørgsmålet om oprensningsniveau i en ordning som VTO. Dette kunne ske i form af en vejledning eller en cirkulæreskrivelse fra Miljøstyrelsen til amterne.

De økonomiske udgifter ved en total oprensning bør altid belyses som en del af det udarbejdede økonomioverslag. I denne forbindelse skal muligheden for at købe de værst forurenede grunde belyses. Disse overslag skal sammenholdes med ejendomsvurderingen.

For mange boligejere er egenbetalingen et argument for ikke at tilmelde sig ordningen. I de tilfælde, hvor det fra start er klart, at ejendommen aldrig vil blive totalt oprenset, bør der skabes mulighed for, at der ikke skal erlægges egenbetaling.

Informationsindsatsen bør tages op til revision. Der bør bl.a. tages initiativ til at revidere den gamle pjece, således at den forklarer, hvad boligejere kan forvente af ordningen. Denne opgave bør gennemføres centralt. Det naturlige vil være, at Miljøstyrelsen står for revisionen eller alternativt, at amterne reviderer pjecen i fællesskab, f.eks. i regi af Amternes Videnscenter for Jordforurening.

Der bør specielt gøres en indsats overfor de "uoplyste" aktører på ejendomsmarkedet, således at de bibringes en klar forståelse af betydningen af forurening på grunden - og naturligvis specielt konsekvensen af efterladt forurening efter oprensning. Dette skal gøres for at forhindre, at misforståelser og psykologiske faktorer påvirker værdifastsættelsen af en forurenet grund. Det skal nævnes, at en sådan målrettet og koncentreret informationsindsats allerede kendes fra den offentlige indsats på jordforureningsområdet, f.eks. fra oprensninger efter Jordforureningsloven af børneinstitutioner.

Bevillingssystemet bør tages op til revision, således at de værste problemer elimineres. Det gælder specielt mulighederne for at få merbevillinger i sager, hvor budgettet er overskredet. Det vurderes, at oprettelsen af en bufferpulje vil medvirke til at få mere realistiske budgetter i VTO-sagerne end i dag.

Tilsvarende bør amterne overveje at indføre en organisering af arbejdet med VTO-sager, der sikrer, at de bureaukratiske problemer i forhold til Finansstyrelsen holdes på et minimum. En løsning med en VTO-nøglemedarbejder i amtet kunne være en god ide. Grundlaget for disse tiltag bør dog være en erfaringsudveksling amterne imellem om VTO-administrationen. Erfaringsudvekslingen kunne omfatte andre elementer i administrationen end de organisatoriske, f.eks. behovet for information, specielt under forløbet af en VTO-sag.

Mulighederne for at optimere økonomien i VTO-sager bør undersøges. Det vurderes, at der potentielt vil kunne opnås besparelser, hvis der i højere grad udnyttes de stordriftsfordele i forhold til analyseudgifter, jordbortskaffelse osv., der findes, evt. set i sammenhæng med indsatsen i øvrigt i amterne.

Det bør overvejes at lempe reglerne for overtagelse i stedet for oprydning. Baggrunden for dette forslag skal ses i lyset af, at det kan konstateres, at der er flere tilfælde, hvor oprydningsomkostningerne langt har oversteget ejendommens værdi. Hidtil er overtagelse og økonomisk kompensation blevet forkastet, fordi bemærkningerne i loven siger, at vurderingen skal foretages under hensyntagen til om oprydning alligevel vil være nødvendig inden for overskuelig fremtid.

En af ambitionerne med denne evaluering var at forsøge at kvantificere værditabet mere nøjagtigt, end det hidtil har været muligt. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre i den udstrækning, som det var tænkt pga. mangel på handler med forurenede ejendomme. I forhold til at begrænse værditabet vurderes det imidlertid at være af stor betydning, at kvantificeringen af værditabet bliver bedre. Realkreditinstitutter og ejendomsmæglere giver alle udtryk for, at dette vil kunne bidrage til at reducere værditabet med tiden, dels fordi kreditinstitutternes kreditpolitik vil blive mere lempelig, når de ved, hvad de har at forholde sig til, dels fordi ejendomsmarkedet mere præcist vil kende konsekvensen af en forurening og forkaste noget ubegrundet forsigtighed. På samme måde må en øget informationsindsats til borgere om, at der ikke eksisterer nogen objektiv begrundelse for et værditab på en ejendom med en restforurening (frigivet), forventes at have en positiv indflydelse på det faktiske værditab.

8.2 Forkastede forslag

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |