| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde
Miljø- og Energiministeriet yder gennem bistandsprogrammet Dancea støtte til en
række konkrete miljø- og naturprojekter i Grønland. Disse projekter og deres
grønlandske sammenhæng er beskrevet nærmere i denne bog.
Dancea-projekterne udgør et væsentligt og praktisk orienteret element i det
danskgrønlandske samarbejde om miljø og naturbeskyttelse. Dancea-ordningen bygger på et
fælles ansvar inden for Rigsfællesskabet for miljø- og naturbeskyttelse og en respekt
for hjemmestyreordningens autonomi og de særlige arktiske forhold i Grønland.
Miljøbistandsprogrammet Dancea er således en del af Danmarks opfølgning på FNs
målsætning om bæredygtig udvikling - også i den arktiske del af Rigsfælleskabet.
GRØNLANDSK-DANSK MILJØSAMARBEJDE
Grønlands Hjemmestyre overtog ansvaret for naturbeskyttelse i Grønland i forbindelse
med oprettelsen af hjemmestyret i 1979. I 1989 blev ansvaret for miljøbeskyttelse
overført til hjemmestyret og i 1992 blev kompetencen vedrørende havmiljøet omkring
Grønland ud til 3-sømilegrænsen overført til Grønlands Hjemmestyre.
Grønlands Hjemmestyre har siden da gjort en stor indsats for at forbedre
vidensgrundlaget på miljø- og naturbeskyttelsesområdet og hjemmestyret har i
forbindelse med overtagelsen af miljø- og naturbeskyttelsen i Grønland oprettet
forvaltninger til både naturbeskyttelse og miljøbeskyttelse og vedtaget en række love,
bekendtgørelser m.m. på miljø- og naturbeskyttelsesområdet.
Efter overdragelsen til hjemmestyret har Danmark og Grønland iværksat såvel formelle
som uformelle kontakter og netværk på miljø- og naturområdet.
På det formelle plan har den danske miljø- og energiminister og det grønlandske
landsstyremedlem for miljø underskrevet fælleserklæringer om samarbejde og
igangsættelse af en række initiativer til fremme af miljø- og naturbeskyttelsen i
Grønland.
Der er endvidere nedsat et kontaktudvalg, der består af direktørerne fra Direktoratet
for Miljø- og Natur i Grønland samt Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i
Danmark, hvor man mødes ca. en gang om året og drøfter fælles problemstillinger,
udveksler erfaringer m.m. Kontaktudvalget og de årlige møder har medvirket til at skabe
en række uformelle, men værdifulde kontakter på embedsmandsplan mellem grønlandske og
danske embedsmænd.
I forbindelse med Miljø- og Energiministeriets administration af støttemidler til
Grønland og Arktis har miljø- og energiminister Svend Auken i 1994 nedsat "Det
rådgivende udvalg for Arktis", der rådgiver Miljøstyrelsen i forbindelse med
administration af støtteordningen, det nuværende "Dancea".
Der nedlægges jævnligt isbjørne i alle dele af fangerområderne.
DET ARKTISKE MILJØSAMARBEJDE - AEPS, 1991
Miljøsamarbejdet i Arktis mellem de otte arktiske lande (Canada, Danmark, Finland,
Island, Norge, Rusland, Sverige og USA) blev formaliseret i 1991 med vedtagelsen af den
arktiske miljøbeskyttelsesstrategi (AEPS). Baggrunden var en voksende bekymring for det
arktiske miljø og mistanke om, at vind og havstrømme førte farlige stoffer fra de
industrialiserede lande til Arktis. Da der var frygt for, at disse stoffer via fødekæden
ophobes i den arktiske befolkning på grund af deres traditionelle kost, er der fra
dansk-grønlandsk side deltaget aktivt i dette samarbejde siden 1991.
Det arktiske miljøsamarbejde er siden blevet udbygget og konkretiseret på
miljø-ministermøder i Grønland i 1993, i Canada i 1996 og i Norge i 1997. I juni 2001
var det 10 år siden, at den arktiske miljøstrategi blev vedtaget, og Finland fejrede
begivenheden ved at afholde et jubilæums-møde i den selvsamme by, Rovaniemi, hvor
strategien i 1991 blev underskrevet. I mødet deltog ministre og højtstående embedsmænd
fra de arktiske lande. Endvidere deltog EU, UNEP, observatørlande m.m. i jubilæet.
I 1996 blev Arktisk Råd oprettet. Der var bl.a. et ønske fra Danmark-Grønland om, at
det arktiske samarbejde ud over miljøsamarbejdet også kom til at dække områder, som
økonomisk vækst, handel, fangst, uddannelse, transport m.m. Det arktiske
miljøsamarbejde og de arktiske miljøarbejdsgrupper fortsætter uforandret, men nu under
Arktisk Råds rammer.
RIO-KONFERENCEN I 1992
Året efter at den arktiske miljøbeskyttelsesstrategi (AEPS) var blevet vedtaget, blev
der i 1992 afholdt en FN konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro.
Som opfølgning på FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro besluttede
Folketinget i 1993 at følge op på FN's målsætning ved at oprette en økonomisk ramme
for dansk miljøbistand, der i dag kaldes for Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen.
Danmark har siden 1993 udbygget sin miljøbistand, og det er besluttet, at den samlede
økonomiske ramme frem til år 2005 gradvist skal stige til 0,5 % af den danske
bruttonationalindkomst. En del af miljøbistanden udmøntes i Miljøstyrelsens tre
programmer: Miljø-bistand Nord - Dancea, Miljøbistand Syd - Danced og Miljøbistand Øst
- Dancee.
At være fanger er et af de mest fleksible erhverv i verden.
MILJØBISTAND NORD - DANCEA
I februar 1994 vedtog regeringen "Delstrategi vedrørende indsatser til
beskyttelse af det arktiske miljø". Delstrategien tog udgangspunkt i den
internationale arktiske miljøstrategi (AEPS), der blev vedtaget af Danmark og de øvrige
arktiske lande i Rovaniemi, Finland, i 1991. Denne strategis hovedelementer omfatter
beskyttelse af menneskene i Arktis med accept af en bæredygtig udnyttelse af
naturressourcerne, hvor kulturelle behov så vidt muligt indpasses. Strategien har
endvidere til formål at beskytte, genoprette og overvåge det arktiske miljø og som
endeligt mål at eliminere forureningen af Arktis.
De konkrete finanslovsbestemte rammer for Dancea-aktiviteterne er siden 1994 løbende
tilpasset den viden og de opgaver som bl.a. tidligere års Dancea-projekter har været med
til at afdække.
Det overordnede formål for Dancea er stadig i overensstemmelse med den internationale
arktiske miljøstrategi og sigter bl.a. på miljømæssig bæredygtig udvikling af især
de danske dele af Arktis med særlig vægt på en bæredygtig udnyttelse af de arktiske
naturressourcer, på naturbevarelse samt på forebyggelse og begrænsning af forureningen
af miljøet i Arktis.
Dancea har siden 1994 ydet en væsentlig støtte til projekter og aktiviteter, der har
kortlagt spredningen gennem luft og hav af forurenende og svært nedbrydelige stoffer fra
den vestlige verden til Arktis samt dokumenteret at disse stoffer - via fødekæden -
ophobes i høje koncentrationer i den arktiske befolkning. Danmark-Grønland har haft
formandskabet for den arbejdsgruppe om menneskelig sundhed, der har undersøgt
koncentrationerne af det formodede kræftfremkaldende giftstof PCB i blodet, og som har
påvist, at østgrønlandske mænd har meget høje koncentrationer af dette stof i blodet
DANCEA-STØTTE TIL PROJEKTER I GRØNLAND
Dancea har siden starten i 1994 ydet støtte til projekter til bedring af natur- og
miljø-beskyttelsen i Grønland og i de senere år er denne indsats styrket kraftigt.
Dette skyldes øget viden om miljø- og naturproblemer i Grønland, en voksende
miljøbevidsthed i det grønlandske samfund og en konkret indstilling fra Folketinget. I
forbindelse med Folketingets forespørgselsdebat i maj 1999 vedtog tinget bl.a., at
indsatsen i Arktis skal styrkes med særlig vægt på Grønland. Miljø-og
Energiministeriet har over Dancea-rammen støttet projekter med direkte relation til det
grønlandske samfund. Der er tale om tre indsatser. For det første projekter som opbygger
og styrker vidensgrundlaget i Grønland på miljø- og naturbeskyttelsesområdet, og
dermed danner grundlaget for en miljø- og naturforvaltning og endvidere indirekte
grundlag for implementering af en række internationale aftaler. For det andet konkrete
indsatser i Grønland fx til indførelse af miljøacceptabel affaldshåndtering og
-bortskaffelse. For det tredje - men ikke mindst væsentlige - støtte til information og
undervisningsmateriale om naturen og miljøet.
En række af Dancea-projekterne i Grønland er nærmere beskrevet i denne bog.
En del af de valgte projekter omhandler den levende natur og udnyttelsen af denne, men
dette afspejler alene, at Dancea gennem årene har støttet en lang række projekter inden
for dette emneområde. Det danskgrønlandske miljøsamarbejde rækker videre og dækker
tillige væsentlige felter inden for bolig-, energi- og sundhedsområdet samt formidling
og debatskabende aktiviteter. De valgte historier afspejler derfor ikke bredden i den
samlede indsats.
Mange steder i Grønland foregår der en fortsat udvikling af fiskeriet.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|