| Forside | | Indhold | | Næste |
Årsberetning 2001 - Den Grønne Jobpulje
Forord
Kommentarer fra
de to øvrige bestyrelsesmedlemmer
Denne årsberetning bliver den sidste fra Den Grønne Jobpulje. Som det vil
være de fleste bekendt fortsætter puljen ikke i 2002, idet den er blevet nedlagt som led
i regeringens besparelsesrunde i forhold til nævn, råd og puljer.
I 2001 fik jobpuljen en ny profil. I finansloven blev der afsat lidt over 28 mio. kr.
om året i fire år, og det blev bestemt at halvdelen skulle anvendes til støtte for det
rummelige arbejdsmarked og halvdelen til markedsmodning af innovative miljøteknologier og
grønne produkter. Dermed intensiverede Den Grønne Jobpulje arbejdet indenfor to
indsatsområder, hvor der var oplagte behov.
Indsatsen indenfor det rummelige arbejdsmarked tegner lovende. En del tyder på, at
miljøprojekterne har bedre resultater med hensyn til udslusning til arbejdsmarkedet end
andre projekter, og det er generelt jobpuljens indtryk, at lokale virksomheder, der
ønsker at medvirke til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt, gerne vil ansætte
ledige, der ved noget om miljø. På den måde kan de både løfte deres sociale ansvar og
få mulighed for at gennemføre f.eks. elog vandbesparelser eller besparelser gennem bedre
affaldssortering.
Indsatsen med hensyn til markedsmodning af innovative miljøteknologier og grønne
produkter sigter imod at give produktive virksomheder økonomisk støtte til at realisere
gode idéer på miljøområdet. Virksomheder, der lancerer nye produkter løber en
økonomisk risiko, og støtten fungerer som en delvis afbødning af denne risiko og et
incitament til at gå i gang. Støtten fra jobpuljen gives ofte på et tidspunkt, hvor
banker og andre investorer er tøvende overfor projekterne. Dermed medvirker Den Grønne
Jobpulje til at sikre vækst og innovation på miljøområdet og øge virksomhedernes
konkurrenceevne både på det nationale og det internationale marked.
Nu hvor puljen lukker vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til de mange
initiativrige aktører i jobpuljens projekter. Det er tydeligt, at der er gjort en stor og
engageret indsats for at få projekterne til at lykkes, og i en hel del tilfælde har
tilskudsmodtagerne løbet en personlig risiko ved at gå i gang med de miljømæssige
nyskabelser. Og tak til medarbejderne i Det Grønne Sekretariat, som har ydet en dygtig
indsats og løftet en meget stor arbejdsbyrde for at få puljens arbejde til at lykkes.
År 2001 bød også på en meget flot afsluttende evaluering af puljens indsats i den
første fireårsperiode. Evalueringsarbejdet er udført af CASA, Center for Alternativ
Samfundsanalyse, og det er foregået sideløbende med puljens virksomhed, både i form af
dyberegående vurderinger af enkeltprojekter og dataindsamlinger fra alle projekter.
Evalueringen konkluderer, at ordningen har været en succes og levet op til sine formål.
Der er skabt mindst 1000 nye varige fuldtidsstillinger samtidig med at der er løst
væsentlige miljøopgaver. Alt sammen for støttebeløb, der er absolut konkurrencedygtige
i forhold til de gængse arbejdsmarkedsordninger.
Jeg vil derfor gerne udtrykke det håb, at de mange positive erfaringer der er
indhøstet gennem jobpuljens indsats vil kunne spredes og nyttiggøres i samfundet. Det
gælder både de generelle erfaringer, hvor vi har set, at arbejdet for et bedre miljø
kan skabe varige arbejdspladser, og de konkrete erfaringer i alle de mange spændende og
succesfulde projekter, som jobpuljen har været med til at fremme.
Jes Lunde
Formand for Den Grønne Jobpulje
April 2002
Vibeke Grønbæk, folkeskolelærer, byrådsmedlem i Vordingborg kommune og tidligere
MF for de radikale:
En af de væsentligste fordele ved Den Grønne Jobpulje er, at den har været meget
konkret i sin indsats. Det er almindelige mennesker i virksomheder, foreninger eller
indenfor arbejdsmarkedsindsatsen, der har fået gavn af pengene. De er ikke brugt til at
skrive rapporter om, hvad der kunne gøres, men til konkret at få gang i miljøindsatsen.
Evalueringen viser, at 80 % af projekterne fortsætter og det synes jeg er meget flot.
Som lokalpolitiker ved jeg, hvor meget det betyder, at der er nogen der viser vejen.
Der er mange i lokalsamfundene, der gerne vil gøre en indsats for miljøet, men det
kræver viden og organisering at komme i gang. Den støtte, der gives til frontløberne
kommer mangefold igen. De gode idéer bliver kopieret, og den miljøbevidste adfærd
bliver til almindelig praksis i virksomheder, børne- og ungdomsinstitutioner og andre
steder hvorfra der er stor spredningseffekt. Effekten på miljøet af de frivillige
livsstilsændringer er meget stor, og vi har i jobpuljen set mange gode projekter, der
f.eks. viser vejen til bedre affaldssortering eller omlægning til økologisk kost i
institutioner.
Allerede når de støttede projekter afsluttes, kan halvdelen af projektlederne pege
på, at deres idéer og metoder har spredt sig til andre. Det viser noget om det folkelige
engagement, og jeg håber, at der nu hvor både Den Grønne Jobpulje og Den Grønne Fond
stopper, vil være politisk vilje både centralt og lokalt til fortsat at bakke det
frontløberarbejde op, som er nødvendigt for at inspirere til fortsatte
livsstilsændringer i bæredygtig retning. Der er meget miljø for pengene i at styrke
denne forebyggende indsats, fremfor at skulle afhjælpe problemerne i en senere fase.
Steen Andersen, næstformand i SiD:
Med jobpuljens fine resultater må det nu være slået fast med syvtommersøm, at det
kan betale sig for virksomheder at være på forkant af miljøudviklingen. De
virksomheder, der f.eks. har gennemført et miljøstyringsprojekt, har fået
konkurrencemæssige fordele og vækst i afsætningen. Fra SiD's side lægger vi
overordentlig stor vægt på, at der fortsat fokuseres på at danske virksomheder kan
være helt fremme på banen når det gælder om at få del i den vækst, som innovation
på miljøområdet indebærer. Det ville være ærgerligt at gå glip af et nyt
vindmølleeventyr. Og i det lys kan jeg da godt beklage, at en konkret ordning, som kommer
de innovative virksomheder direkte til gode, nu nedlægges.
Det har også været en fornøjelse at se de nyskabelser, der tegner sig i projekterne
indenfor det rummelige arbejdsmarked. Her er det kendetegnende for mange af de støttede
projekter, at der samarbejdes tæt med lokale virksomheder. I de tilfælde, hvor det
lykkes at engagere virksomhedernes ledelse og personale i at tage godt imod en person i
jobtræning, er der stor sandsynlighed for at den pågældende får et godt videre forløb
ud på arbejdsmarkedet.
Projekterne viser, at en miljøindsats er en god løftestang for at få et sådant
positivt samarbejde i gang. At arbejde for et bedre miljø motiverer både projektlederne
i arbejdsmarkedssystemet, den ledige og de virksomheder, der skal modtage de ledige. Der
er mange opgaver at løfte på miljøområdet og det er ønskeligt, at miljø i så høj
grad som muligt indtænkes i arbejdsmarkedsindsatsen. Det er meningsfulde og
fremtidssikrede job, der skabes. I jobpuljens evaluering peges der netop på, at
miljøindsatsen bør integreres i arbejdsmarkedsindsatsen.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |