| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Årsberetning 2001 - Den Grønne Jobpulje
Kapitel 1 - Hvordan gik 2001?
Forlængelse
Med finansloven for 2001 blev der taget hul på endnu en fireårsperiode med Den
Grønne Jobpulje. Der blev afsat 28,2 mio. kr. til hvert år, og det blev bestemt at de
skulle fordeles med halvdelen til hvert af to indsatsområder: Dels til en indsats
indenfor det rummelige arbejdsmarked, dels til markedsmodning af innovative
miljøteknologier og grønne produkter.
Ny profil
Dermed ændrede Den Grønne Jobpulje i nogen grad profil i forhold til den første
fireårsperiode.
I den første fireårsperiode sigtede jobpuljens indsats primært mod at skabe nye
ordinære job i en bred vifte af projekter i virksomheder, foreninger og organisationer og
hos det offentlige. Faldet i arbejdsløsheden betød imidlertid, at det blev væsentligt
at gøre en speciel indsats for dem, der har stået længst tilbage i
arbejdsløshedskøen. I 2000 begyndte puljen at prioritere en indsats overfor den tunge
ledighed højt, og denne linie blev i 2001 udmøntet til det ene indsatsområde.
Puljen havde tidligere prioriteret at støtte virksomheder, der tog et spring på
miljøområdet f.eks. i forbindelse med lancering af nye teknologier eller produkter.
Denne linie blev forstærket i 2001 med indsatsområdet markedsmodning af innovative
miljøteknologier og grønne produkter.
Hvad faldt væk
Medens to områder således blev prioriteret op, var der en del tidligere
indsatsområder, der blev prioriteret væk. Dermed faldt en væsentlig del af jobpuljens
tidligere ansøgningsgrundlag væk. Det gjaldt først og fremmest den brede indsats for
mindre lokale miljøprojekter, projekter hos det offentlige (bortset fra
arbejdsmarkedsprojekter) og projekter hos boligforeninger og andre aktører, der ikke
kunne betegnes som markedsmodning af innovative produkter eller handlede om
opkvalificering af ledige. Puljen kunne ikke mere støtte netværksprojekter mellem
offentlige myndigheder og virksomheder eller affaldsprojekter i boligområder eller
boligforeninger, medmindre disse indebar en arbejdsmarkedsindsats.
Informationsindsats
Puljen gennemførte i forbindelse med udsendelsen af vejledningen for 2001 en kampagne
for at gøre det helt klart, at der var sket væsentlige ændringer i indsatsområderne.
Vejledningen blev udsendt bredt til tidligere ansøgergrupper og til kommuner og amter,
erhvervsråd, teknologiske innovationscentre og fagblade, og der blev gjort en særlig
indsats for at informere arbejdsmarkedssystemet og de sociale myndigheder om mulighederne
for støtte til det rummelige arbejdsmarked.
Indsatsen havde et dobbelt sigte: Dels at sørge for, at projektansøgere ikke spildte
kræfter på ansøgninger, der måtte afvises fordi de faldt udenfor de nye mere
specifikke indsatsområder, dels at sikre, at tilstrækkeligt mange potentielle ansøgere
indenfor de to tilbageværende områder fik kendskab til puljen. Indsatsen lykkedes på
den måde at der kom forholdsvis få ansøgninger, der måtte have afslag fordi de ikke
faldt ind under de nye indsatsområder. Det betød, at bestyrelse og sekretariat fik luft
til at koncentrere sig om de relevante ansøgninger.
Praksis og ansøgninger
I vejledningen blev der udmeldt fire ansøgningsrunder for sager indenfor det rummelige
arbejdsmarked og fem runder til ansøgninger vedrørende markedsmodning af innovative
miljøteknologier og grønne produkter. Forud for disse runder blev der på to møder i
jobpuljens bestyrelse taget stilling til de overordnede linier for bevillingspraksis på
de to områder, og bestyrelsen godkendte en ny programbeskrivelse og vejledning til
ansøgere. Samtidig tog sekretariatet initiativ til at knytte kontakt til relevante
samarbejdspartnere, bl.a. i andre ministerier på de to områder.
For at få mulighed for at lægge en bevillingspraksis på baggrund af et
tilstrækkeligt antal ansøgninger var der i foråret 2001 to ansøgningsrunder
udelukkende for sager vedrørende markedsmodning af innovative miljøteknologier og
grønne produkter og en runde for sager indenfor det rummelige arbejdsmarked. Der er
nærmere redegjort for behandlingen af ansøgningerne på de to indsatsområder i kapitel
2 og 3.
Resumé af bevillinger på nettet
Den Grønne Jobpulje gav i 2001 i alt 22 bevillinger indenfor det rummelige
arbejdsmarked og 14 bevillinger til projekter vedrørende markedsmodning af innovative
miljøteknologier og grønne produkter. På puljens hjemmeside, www.mst.dk/gronjob, findes et kort resumé af de
forskellige projekter.
Udvidet informationsindsats
Der blev indsendt en hel del relevante ansøgninger vedrørende det rummelige
arbejdsmarked, hvorimod det viste sig at være sværere end forventet at generere et
tilstrækkeligt antal relevante ansøgninger til indsatsområdet vedrørende
markedsmodning af innovative miljøteknologier og grønne produkter. Især var der en del
ansøgninger til dette område, som ikke helt kunne leve op til kravet om, at projektet
skulle være så langt fremme, at der blev søgt støtte til markedsmodning af den nye
teknologi. Jobpuljens sekretariat påbegyndte derfor i efteråret 2001 en indsats for at
informere yderligere om denne støttemulighed. Der blev specifikt fokuseret på at få
information ud til interesserede virksomheder gennem brancheorganisationer og
fagtidsskrifter og gennem revisorer og tilgrænsende støtteordninger.
Udgiftsstop
Puljen havde ikke rigtig nået at se resultaterne af denne indsats, da jobpuljen
blev sat på stand-by efter folketingsvalget i november 2001. Pr. 12. december 2001 blev
der indført et udgiftsstop i staten, hvilket betød, at der ikke kunne træffes
afgørelser om at yde tilskud. Det betød at Den Grønne Jobpulje ikke kunne gennemføre
årets sidste ansøgningsrunde, hvor bestyrelsesmødet var berammet til den 20. december
2001. Der var indkommet i alt 18 ansøgninger til denne runde. Ansøgerne fik besked om,
at de ville blive holdt underrettet om Den Grønne Jobpuljes videre skæbne. To ansøgere
har valgt at klage over det usædvanlige ansøgningsforløb.
Evaluering
I august 2001 udbød Den Grønne Jobpulje opgaven med evaluering af puljen i den nye
fireårsperiode i offentligt udbud. I oktober 2001 modtog jobpuljen en række tilbud.
Stillingtagen til tilbuddene blev sat i bero efter folketingsvalget i november 2001.
Derimod modtog jobpuljen i januar 2002 en afsluttende evaluering, udført af
analyseinstituttet CASA, af indsatsen i perioden 1997 til 2000. Evalueringens konklusion
var, at Den Grønne Jobpulje i den første fireårsperiode har været en succes og levet
op til sine formål. Det fremgår af evalueringen at
Resuméet af evalueringsrapporten er optrykt som bilag 2.
Lukning
Som led i regeringens omprioriterings- og besparelsesrunde vedrørende råd nævn og
puljer blev der peget på, at Den Grønne Jobpulje kunne nedlægges. Det blev fremhævet,
at indsatsen med fordel kunne fortsættes i forbindelse med de generelle erhvervs- og
arbejdsmarkedspolitiske tiltag.
Som konsekvens heraf blev der ikke afsat midler til jobpuljen på finansloven for 2002,
og der blev den 11. marts 2002 fremsat forslag til lov om ophævelse af en række love,
herunder lov om pulje til grøn beskæftigelse (Forslag til lov om ophævelse af lov om
Den Grønne Fond, lov om pulje til grøn beskæftigelse, lov om støtte til
forureningstruede vandindvindinger og om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og
lov om Ørestaden mv.).
Det betød at ansøgningerne til den sidste ansøgningsrunde i 2001 ikke kunne
behandles, og at der ikke kan gives nye tilsagn i 2002. De tilsagn, der tidligere er givet
fra Den Grønne Jobpulje, står ved magt, og disse tilskud vil blive administreret af
Miljøstyrelsen indtil projekterne er gjort færdige og afrapporteret. De sidste projekter
forventes at være færdige ved udgangen af 2004.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|