[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund]

Afgørelser og domme

1.1 Miljøstyrelsen

MYNDIGHED
1.1.1 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 11. januar 1996, j.nr. M 202­0013

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 60, stk. 3

SAGSINDHOLD
Vandforsyningsloven § 60, stk. 3, 2. pkt. kunne næppe anvendes til at pålægge virksomheder at betale for en udvidelse af et vandforsyningsanlægs egen driftskontrol eller for etablering af overvågningsboringer

RESUMÉ
Miljøstyrelsen udtalte vejledende, at bestemmelsen i vandforsyningslovens § 60, stk. 3, 2. pkt. næppe kunne anvendes til at pålægge en virksomhed at betale for en udvidelse af et vandforsyningsanlægs egen driftskontrol eller at betale for etablering af overvågningsboringer eller analyser af vandet fra disse boringer. Begrebet "særlig fare" måtte antages at betyde, at virksomheden skulle medføre fare for en forurening af en art, som ellers ikke - eller ikke i samme grad - ville have været til stede, og som derfor i sig selv kunne begrunde en tilføjelse af bestemte parametre til den regelmæssige drikkevandskontrol eller en forøgelse af kontrolhyppigheden for disse parametre. Miljøstyrelsen tilføjede, at domstolene ved fortolkning af bestemmelsen antageligt ville anlægge en forholdsvis snæver fortolkning af bestemmelsen og herunder bl.a. lægge vægt på, om virksomheden havde haft en berettiget forventning om, at dens aktiviteter havde kunnet foregå lovligt, uden at den pådrog sig yderligere omkostninger efter miljøregler.

MYNDIGHED
1.1.2 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 17. januar 1996, j.nr. M 331­0026

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 19 og 20

SAGSINDHOLD
Der var ikke i miljøbeskyttelseslovens § 19 hjemmel til at udstede generelle tilladelser, hvorfor styrelsen ophævede et amts tilladelse til udlægning af muslingeskaller og tilbagekaldte sin egen (gamle) tilladelse.

RESUMÉ
Miljøstyrelsen havde i 1989 givet en muslingeindustri generel tilladelse efter den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 11, stk. 1 (nugældende § 19) til under nærmere fastsatte vilkår at udlægge tomme muslingeskaller på mark­ og skovveje. I 1995 tilbagekaldte amtet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 20 tilladelsen og meddelte samtidig en ny, generel tilladelse (inden for amtets grænser). I virksomhedens klage til Miljøstyrelsen blev det gjort gældende, at tilbagekaldelsen skulle ophæves, subsidiært at vilkårene i tilladelsen skulle lempes. Miljøstyrelsen bemærkede, at muslingeskallerne måtte betragtes som affald, hvorfor disse var omfattet af anvisningsreglerne for affald, idet muslingeskallernes anvendelse til vejforbedringsformål ikke var omfattet af affaldsbekendtgørelsens § 28 om homogene biprodukter. En tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 kunne således kun udnyttes, såfremt dette ikke var i strid med affaldsregulativet i den kommune, hvor virksomheden lå. Afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 19 skulle baseres på konkrete vurderinger af både affaldsproduktet og jord­ og grundvandsforholdene på det sted, hvor restproduktet skulle anvendes. En tilladelse skulle i givet fald meddeles ejeren eller brugeren af den ejendom, hvor skallerne ønskedes anvendt. På denne baggrund fandt Miljøstyrelsen, at tilladelsen gik videre end, hvad der var hjemmel til i miljøbeskyttelseslovens § 19, hvorfor styrelsen ophævede amtets afgørelse og tilbagekaldte sin oprindelige tilladelse fra 1989 med en frist på ca. 6 måneder med henblik på indhentelse af nye, konkrete tilladelser.

MYNDIGHED
1.1.3 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 24. januar 1996, j.nr. M 2042­0027

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven §§ 4, stk. 1 og 46, stk. 3

SAGSINDHOLD
Principper for fastsættelse af pris for levering af vand uden for kommunen

RESUMÉ
Nitten kommuner havde i en årrække aftaget vand fra Københavns Vandforsyning i henhold til særlige aftaler. Da der i forbindelse med forhandlinger om en ny aftale ikke kunne opnås enighed om prisen for levering af vand, blev sagen indbragt for Miljøstyrelsen. Københavns Vandforsyning havde fastsat kapacitetsbidraget på grundlag af anskaffelsesværdien (i 1975) af vandforsyningens produktionsapparat, tillagt stigningen i byggeomkostningsindexet for monteret etagebyggeri, samt nyinvesteringer. Arealforrentningen var beregnet på baggrund af nutidsværdien af arealerne og forrentningen var fastsat til 2 % over diskontoen. Endelig var fastsat et administrationsbidrag på 7 1/2 % af de løbende anlægs­ og driftsudgifter. Disse driftsudgifter kunne ikke udledes af regnskabet. Af en indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet fremgik, at kapacitetsbidrag og arealforrentning kunne lægges til grund for prisfastsættelsen, når disse udgifter fremgik af årsregnskabet. Værdifastsættelsen af aktiverne burde ske til anskaffelsesprisen, dog kunne der i visse tilfælde tillades en op­ eller nedskrivning af værdierne (årsregnskabslovens §§ 29 og 30).

Miljøstyrelsen afviste den foretagne beregningsmåde vedrørende kapacitetsbidraget og henviste bl.a. til, at modtagerkommunerne allerede havde betalt en del af afskrivningen på disse værdier. Anlægsværdierne burde opdeles i komponenternes indvinding, transmission og distribution med en udtrykkelig angivelse af, hvorledes aktiverne blev afskrevet. Beregningerne af såvel kapacitetsbidrag som arealforrentning skulle tage udgangspunkt i den historiske anskaffelsespris for nyere, ikke­regnskabsmæssigt afskrevne anlægsværdier. Forrentningsprocenten burde ikke følge diskontoen men eksempelvis forrentningssatsen i Finansministeriets cirkulære om udbud og udlicitering af statslige drifts­ og anlægsopgaver. Administrationsbidraget burde så vidt muligt fastsættes ud fra dokumenterede udgiftsposter og i modsat fald ud fra en sandsynliggørelse af, at der påføres vandforsyningen omkostninger af en sådan størrelsesorden.

MYNDIGHED
1.1.4 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 12. februar 1996, j.nr. M 335­0072

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 24 og 72

SAGSINDHOLD
Påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 stadfæstet, da virksomheden sandsynligvis selv havde forurenet, uanset forurening var sket før 1992

RESUMÉ
Et amt havde meddelt påbud efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 72 til en bestående virksomhed om at foretage nærmere undersøgelser af en grund, som amtet havde konstateret forurenet via registreringsundersøgelser i henhold til affaldsdepotloven. Det fremgik af påbudet, at et undersøgelsesoplæg skulle godkendes af amtet inden iværksættelsen af selve undersøgelsen. Der var siden 1960 drevet lakerings­ og forniklingsvirksomhed på grunden. Grund og virksomhed skiftede ejer i 1974 - dog med den hidtidige ejer som teknisk leder i endnu en årrække. Virksomheden påklagede påbudet til Miljøstyrelsen og gjorde gældende, at virksomheden havde købt grunden i god tro, samt at forureningen kunne skyldes den tidligere virksomhed på grunden. Virksomheden var dog villig til at foretage en begrænset oprensning. På baggrund af oplysninger fra amtet lagde Miljøstyrelsen til grund, at den fundne forurening kunne udgøre et miljømæssigt problem, samt at der var behov for yderligere undersøgelser. Da der var tale om en kontinuerlig produktion siden 1961, som virksomheden havde overtaget i 1974 under ledelse af den tidligere ejer, da forureningen sandsynligvis var fortsat i hvert fald til 1978, og da forureningen med et enkelt stof ifølge de foreliggende oplysninger om produktionsprocesser sandsynligvis var sket efter 1973, stadfæstede styrelsen påbudet, dog alene med hjemmel i § 72. Et undersøgelsespåbud havde således ikke samme sikre hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 24, der i øvrigt forudsatte, at der forelå fare for vandforsyningsanlæg, samt at det vandværk, der eventuelt skulle betale erstatning, forinden var blevet hørt. Der kunne efter styrelsens opfattelse meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 også vedrørende forurening fra før 1992. Styrelsen præciserede, at amtsrådets efterfølgende godkendelse af undersøgelsesprogrammet skulle betragtes som et nyt påbud efter § 72 med klageadgang.

MYNDIGHED
1.1.5 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 1. marts 1996, j.nr. M 233­0098

LOVOMRÅDE
Olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3 og 4

SAGSINDHOLD
Påbud om oprensning på egen grund efter olieudslip fra utæt olietank kunne meddeles, da der forelå uforsvarlig adfærd, da tanken efter et konstateret svind blev fyldt op uden tæthedsprøvning

RESUMÉ
Et olieudslip fra en overjordisk olietank blev anmeldt til kommunen. Der var ikke umiddelbart nogen olieforurening at se. Under tilsyn på ejendommen oplyste kommunen, at en VVS­installatør burde trykprøve tanken, samt at der burde graves frit omkring olierøret fra tanken til fyret i kælderen. Trykprøvning blev dog ikke foretaget, idet VVS­installatøren antog, at olien måtte være stjålet. Det blev herefter aftalt med kommunen, at grundejeren skulle holde kontrol med forbruget. Efter ny påfyldning af olie blev der få dage senere konstateret et nyt udslip, der efterfølgende viste sig at skyldes en læk på rørsystemet. Kommunen meddelte herefter påbud i henhold til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3 og 4 om, at olieforurenet jord skulle fjernes, og at det skulle sikres, at drikkevandskvaliteten ikke bringes i fare. Forinden skulle indsendes en projektplan til godkendelse. I påbudet blev endvidere henvist til anbefalingerne i en konsulentrapport. Afgørelsen blev påklaget af grundejeren og dennes forsikringsselskab. I klagen blev det gjort gældende, at påbudet ikke havde den fornødne klarhed, at der ikke forelå uforsvarlig adfærd, samt at der ikke kunne meddeles påbud om foranstaltninger uden for ejendommen.

Miljøstyrelsen var enig med klager i, at der ikke uden samtykke fra den pågældende grundejer kunne meddeles påbud om boringer uden for ejendommen, hvilket i øvrigt fulgte direkte af bestemmelsen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, sidste pkt. Styrelsen fandt, at påbudet med dennes henvisninger til anbefalingerne i konsulentrapporten var tilstrækkeligt præcist formuleret. Kommunen havde ikke ved aftalen om kontrol af forbruget meddelt accept af påfyldningen, men alene taget denne til efterretning. Da der ikke var sket trykprøvning af tankanlægget i forbindelse med det første udslip, fandt styrelsen, at grundejeren havde handlet uforsvarligt ved igen at påfylde tanken en så stor mængde olie. Herefter stadfæstede styrelsen den del af påbudet, der vedrørte foranstaltninger på egen grund.

MYNDIGHED
1.1.6 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 21. marts 1996, j.nr. M 233­0083

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 72

SAGSINDHOLD
Et § 72­påbud om undersøgelser efter utæt olietank blev stadfæstet, mens påbud om oprensning efter olietankbekendtgørelsen blev ophævet, da der ikke forelå uforsvarlig adfærd

RESUMÉ
I forbindelse med et lynnedslag gik et oliefyr i stå og en ledning mellem oliefyr og ­tank blev blæst ren med trykluft. Få dage efter gik fyret atter i stå, fordi tanken var tom. Tanken blev påfyldt, men få dage senere var den atter tom. En trykprøvning viste, at der var en utæthed i rørsystemet under gulv.

Kommunen udstedte et undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 og et påbud efter olietankbekendtgørelsens § 16 om afdræning og oppumpning af olie. Efter opfordring fra forsikringsselskabet ændredes påbudet senere til at fjerne olieforureningen uden for huset, idet forsikringsselskabet for at sikre indeklimaet ville fjerne forureningen indenfor, hvorved hele forureningen ville være lettilgængelig. Forsikringsselskabet forestod alle arbejder, men forbeholdt sig ret til regres over for kommunen.

I klagen blev det gjort gældende, at påbuddene var ugyldige, dels fordi § 72 alene fandt anvendelse overfor virksomheder, og dels fordi der var tale om et hændeligt uheld. Endelig blev det gjort gældende, at kommunen ved udstedelse af påbudet om kun at fjerne forureningen uden for huset havde varetaget usaglige hensyn, nemlig en begrænsning i erstatningspligten, såfremt påbudet ansås som uhjemlet.

Miljøstyrelsen lagde til grund, at hullet sandsynligvis var opstået efter den første gennemblæsning af røret. Selv om det antoges, at forureningen havde stået på i længere tid, var der ikke grundlag for at statuere uforsvarlig adfærd, idet olieforbruget havde været nogenlunde stationært, og der havde ikke kunnet konstateres olielugt i huset. På trods af, at konstruktionen af rørsystemet måtte betegnes som yderst uhensigtsmæssig, fandtes den ikke direkte uforsvarlig.

På denne baggrund ophævedes påbudet efter olietankbekendtgørelsens § 16, mens påbudet efter miljøbeskyttelseslovens § 72 blev stadfæstet, da bestemmelsen ikke forudsatte uforsvarlig adfærd og kunne anvendes over for private husstande. Der var tale om inddragelse af usaglige hensyn, såfremt en kommune begrænsede et påbud alene for at mindske et eventuelt efterfølgende erstatningskrav.

1.2 Miljøklagenævnet

MYNDIGHED
1.2.1 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 19. januar 1996, j.nr. 13/202­39

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 41, stk. 1­3

SAGSINDHOLD
Der kunne ikke meddeles forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 2 mod fortsat drift af en fyldplads på grund af manglende proportionalitet, men derimod påbud efter § 41, stk. 1

RESUMÉ
Et amt havde nedlagt forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 mod fortsat deponering på en lovligt bestående, ikke godkendt fyldplads. Fyldpladsen var beliggende i en grusgrav i et område med store vandindvindingsinteresser. Af gennemførte forureningsundersøgelser fremgik, at grundvandet nedstrøms fyldpladsen var perkolatpåvirket. Efter klage fra fyldpladsens ejer ophævede Miljøstyrelsen forbudet og hjemviste sagen m.h.p. at vurdere mulighederne for påbud om begrænsning af deponeringen og spørgsmålet om afværgeforanstaltninger. Klagerne (bl.a. amtet, to vandværker og Danmarks Naturfredningsforening) gjorde bl.a. gældende, at en fortsat opfyldning ville vanskeliggøre eller fordyre et eventuelt afværgeprojekt, og at det ville være stort set umuligt at sikre, at der kun blev deponeret uforurenet materiale.

Miljøklagenævnet fandt, at der ikke forelå en sådan alvorlig fare for sundheden, at forbud kunne nedlægges efter § 41, stk. 3. Nævnet fandt endvidere, at der ikke ved et forbud mod den resterende opfyldning (ca. 3.000 m³) ville kunne opnås nogen miljømæssig fordel af betydning i forhold til et påbud om begrænsning af deponeringerne til uforurenende materialer, hvorfor et forbud efter § 41, stk. 2 ville være i strid med proportionalitetsprincippet. Der var heller ikke grundlag for at antage, at amtet som led i en afværgeforanstaltning ville vælge en bortgravning af de allerede deponerede materialer. Risikoen for en forurening i forbindelse med fortsat deponering kunne imødegås ved en omhyggelig sikring af deponeringsaktiviteten. Da der var behov for hurtigt at sikre grundvandet mod yderligere forurening, ophævede nævnet styrelsens hjemvisning af sagen og meddelte i stedet et påbud efter § 41, stk. 1, til såvel fyldpladsens ejer som til den driftsansvarlige, hvori præciseredes, hvilke materialer der måtte deponeres samt krav om inspektion af modtagne læs og journalføring, der skulle indsendes til amtet hver 14. dag.

MYNDIGHED
1.2.2 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 24. januar 1996, j.nr. 211­54

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 20

SAGSINDHOLD
Et afslag på en ansøgning om vandindvindingstilladelse blev hjemvist p.g.a manglende partshøring og ufyldestgørende begrundelse

RESUMÉ
Et amt meddelte afslag på en ansøgning om grundvandsindvinding til markvanding. Amtet begrundede sit afslag med, at indvindingsoplandet for bestående vandværker var stærkt truet af nitrat, samt at et indvindingsområde, hvor vandkvaliteten fortsat var god, ønskedes friholdt for yderligere markvanding og reserveret udvidelse/erstatning for det nitrattruede indvindingsopland. Efter klage fra ansøgeren ophævede Miljøstyrelsen afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling. Styrelsen henviste i den forbindelse til, at der ikke var foretaget partshøring i sagen efter forvaltningslovens § 19 og at begrundelsen var ufyldestgørende. Der var meddelt andre indvindingstilladelser til markvanding i det omhandlede område, der var meget vand i området, og indvindingen ville formentlig ikke medføre en grundvandssænkning ved det bestående vandværk, hvis opland ønskedes beskyttet. Der forelå heller ikke oplysninger om planer for omlægning eller forøgelser af indvindingen til den almene vandforsyning i området.

Afgørelsen blev påklaget af et vandværk til Miljøklagenævnet, der stadfæstede afgørelsen.

MYNDIGHED
1.2.3 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 29. februar 1996, j.nr. 211­53

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven §§ 20 og 22, stk. 2

SAGSINDHOLD
Ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ophæve en tilladelse til fortsat indvinding af overfladevand fra et mindre, højt målsat vandløb, da grundvandsindvinding ikke var mulig

RESUMÉ
Et amt meddelte 10­årig tilladelse til fortsat indvinding af overfladevand fra en å til markvanding på vilkår om en maksimalt tilladelig timekapacitet og en minimumsvanddybde i åen.

Åen var i regionplanlægningen målsat som gyde­/opvækstvand for laksefisk. I regionplanretningslinierne var fastsat, at eksisterende tilladelser til indvinding af overfladevand som hovedregel skulle afvikles. Miljøstyrelsen stadfæstede afgørelsen. I klagen, der blev indgivet af Danmarks Sportsfiskerforbund, anførtes bl.a., at miljøhensynet ikke var tillagt fornøden vægt, at åen havde en selvreproducerende laksefiskebestand, at åens vandføring i forvejen var beskeden, samt at tilladelsen ikke var i overensstemmelse med regionplanen.

Miljøklagenævnet fandt, at regionplanretningslinierne bevirkede, at der kun kunne meddeles tilladelse til fortsat indvinding af overfladevand, når der konkret forelå særlige forhold, der talte herfor. Denne betingelse var ikke opfyldt, hvis der kunne indvindes grundvand i området og henset til, at der var tale om et mindre og højt målsat vandløb. Da der ikke kunne indvindes egnet grundvand, og da indvindingen kunne ske uden tilsidesættelse af vandløbets målsætning, fandt nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ophæve tilladelsen, men den tilladelige timekapacitet blev nedsat. Nævnet kritiserede samtidig, at de foregående instanser ikke havde tilvejebragt oplysninger om mulighederne for grundvandsindvinding i området.

1.5 Tilsynsråd

MYNDIGHED
1.5.1 Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt

SAG
Afgørelse af 9. februar 1996, j.nr. 1995­951/269

LOVOMRÅDE
Spildevandsbetalingsvedtægtsloven § 3, stk. 4 og 5

SAGSINDHOLD
En kommune kunne ikke indgå aftale med lodsejerne om frivillig egenbetaling af tilslutningsbidrag til offentligt spildevandsanlæg

RESUMÉ
En kommune havde vedtaget en spildevandsplan, hvoraf fremgik, "at hvis der i de mindre byområder måtte være et samlet ønske om tilslutning til den offentlige kloakforsyning, vil man være indstillet på at imødekomme dette således, at kloakforsyningen her kan bidrage med op til maksimalt 8.000 kr. af det samlede tilslutningsbidrag, som måtte overstige 35.000 kr." Et byrådsmedlem anmodede om Tilsynsrådets stillingtagen til lovligheden af denne beslutning. Det fremgik af sagen, at kommunen på grund af den store forskel på anlægsudgiften og det maksimale tilslutningsbidrag, der kunne opkræves efter reglerne, ikke var interesseret i at kloakere et konkret område, medmindre lodsejerne selv ville betale et væsentligt højere tilslutningsbidrag. Da der i henhold til lovgivningen ikke var hjemmel til at oppebære frivillig egenbetaling, og da formålet med reglerne i betalingsvedtægtsloven netop var, at beboerne i mindre bysamfund skulle friholdes for de særligt store udgifter til kloakering, fandt tilsynsrådet, at kommunen ikke kunne indgå en aftale om frivillig egenbetaling.

MYNDIGHED
1.5.2 Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt

SAG
Afgørelse af 9. februar 1996, j.nr.1995­951/273

LOVOMRÅDE
Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg 1987 § 3

SAGSINDHOLD
Da fastsættelse af reduceret tilslutningsbidrag var ulovhjemlet, havde kommunen både ret og pligt til efterfølgende at forhøje tilslutningsbidraget

RESUMÉ
Et tillæg til en spildevandsplan indebar, at en række ejendomme ville blive søgt inddraget under det offentlige spildevandsanlæg. I den forbindelse vedtog kommunen et tillæg til den gældende betalingsvedtægt, hvorefter tilslutningsbidraget for ejendomme i det pågældende område blev fastsat til 80 % af normalbidraget, hvilket blev meddelt de berørte grundejere. Efter indhentet udtalelse fra Miljøstyrelsen ændrede kommunen godt et år senere tilslutningsbidragets størrelse, således at bidraget for nogles vedkommende blev sat op til fuldt normalbidrag, mens dette for ejendomme, der kun kunne aflede spildevand, men ikke regnvand blev nedsat til 60 % af normalbidraget.

I klagen fra en række lodsejere blev det gjort gældende, at der ikke var hjemmel til at opkræve tilslutningsbidrag, idet ejendommene tidligere havde været inddraget under et offentligt spildevandsanlæg, ligesom tilslutningsbidrag tidligere var betalt, samt at bidraget alene kunne opkræves som oprindelig udmeldt af kommunen.

Efter indhentet udtalelse fra Miljøstyrelsen, lagde Tilsynsrådet til grund, at der var hjemmel til at opkræve tilslutningsbidrag, men at der ikke var hjemmel til at fastsætte tilslutningsbidraget til 80 % af normalbidraget. På denne baggrund udtalte Tilsynsrådet, at kommunen havde såvel ret som pligt til at ændre afgørelsen, der i øvrigt var truffet efter saglige og objektive kriterier i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledning. Tilsynsrådet foretog sig herefter ikke yderligere.

[Forside] Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]