[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund]

Miljø, industri og regulering

Forord

I de seneste år er den videnskabelige forståelse af miljøproblemerne og håndteringen af dem ændret drastisk. Det samme gælder den generelle holdning til de stadig større miljøproblemer - de bliver i stigende grad taget alvorligt. Fokus er skiftet fra lokale til regionale og globale miljøproblemer, og der er stigende forståelse for problemernes gennemgribende samfundsmæssige betydning. Miljøpolitikken bliver derfor mere helhedsorienteret og reguleringen internationaliseres.

I forhold til industrien bliver miljøforhold i stadig større grad en afgørende rammebetingelse. Der er gradvist ved at ske en markedsorientering af reguleringen. I mange sammenhænge er miljøvenlighed allerede i dag en konkurrenceparameter, og i fremtiden må man forvente, at miljøvenlighed ligefrem vil være en overlevelsesbetingelse for mange virksomheder.

Formålet med dette debatoplæg er at indlede en diskussion om fremtidens miljøregulering af industrien. Målet for diskussionen vil i sidste ende være at få fastlagt de principper, som formodentlig vil være grundlaget for reguleringen af industrien de kommende 5 - 10 år.

Det er et debatoplæg, og målgruppen for oplægget er især interesseorganisationer, virksomheder og myndigheder på industriområdet og på miljøområdet.

En forudsætning for, at indsatsen bliver så hensigtsmæssig som mulig, er overblik over og indsigt i koblingen mellem industriens aktiviteter og miljøproblemerne. Det er som led i bestræbelserne på at skabe overblik og indsigt, dette debatoplæg skal ses.

Debatoplægget er også et led i opfølgningen af den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 og debatten i Folketinget i den forbindelse. Oplægget er således en del af en større sammenhæng. Fra Miljøstyrelsen er der som opfølgning på den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse senest blevet offentliggjort tre debatoplæg om henholdsvis styrkelse af den produktorienterede miljøindsats, kemiske stoffer og erhvervsaffald. Dette oplæg skal ses i sammenhæng med de øvrige - det vedrører de samme miljøproblemer, men har en anden angrebsvinkel.

Først i oplægget er der en sammenfatning på seks sider. I kapitel 1 ses generelt på industrien i miljøpolitikken og baggrund, mål og forudsætninger for en justering af miljøindsatsen. Det følges op i kapitel 2 med en gennemgang af principperne i den eksisterende miljøregulering af industrien. I kapitel 3 lægges op til debat om en justering af en række konkrete styringsmidler, og i kapitel 4 lægges op til en debat om en række aspekter ved det administrative system.

Der er valgt en meget åben debatform, hvor der i første omgang primært indkredses en række centrale problemstillinger og stilles en række spørgsmål. Debatten vil blive fulgt op med konkrete udspil.

Det er mit håb, at oplægget vil give en god debat og konstruktive diskussioner vedrørende reguleringen af miljøbelastningen fra industrien.

København, august 1997

Erik Lindegaard

Direktør i Miljøstyrelsen


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]