[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund] Miljø, industri og regulering
Miljøreguleringen af industrien bygger på forebyggelse gennem den fysiske planlægning, individuel miljøgodkendelse og decentral myndighedsbehandling af den enkelte virksomhed. Samtidig bygger reguleringen på centralt fastsatte generelle regler vedrørende f.eks. kemiske stoffer og særlige virksomheder og aktiviteter. Reguleringen påvirkes i stigende grad af EU-lovgivningen. Reguleringen bygger på en række principper som f.eks. et højt beskyttelsesniveau, forsigtighed, forureneren betaler, forebyggelse, decentral myndighedsstruktur, individuel behandling af virksomhederne, offentlig/privat samarbejde samt retssikkerhed for de berørte parter gennem offentlighed, klageadgang og myndighedstilsyn med og håndhævelse af reglerne. 2.1 Planlægning til forebyggelse af miljøbelastningLokalisering Den fysiske planlægning er et af de centrale instrumenter i bestræbelserne på at forebygge forurening fra virksomheder. Det fastslås i miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, at potentielt forurenende virksomheder skal placeres, så faren for forurening begrænses mest muligt. Ved etablering af nye virksomheder har planlægningsinstrumentet som hovedregel været effektivt til at forebygge lokale miljøproblemer som støj, lugt, luft-, jord- og grundvandsforurening. Dermed har man forebygget potentielle konflikter mellem virksomhederne, deres nærmeste naboer og lokalsamfundet. I praksis reguleres lokaliseringsspørgsmålet primært via planloven. Den enkelte kommune udlægger industriområder i kommuneplanen, der konkret udfyldes af lokalplaner. Kommuneplanlægningen er dog underlagt de overordnede retningslinier, som fastlægges af amternes regionplanlægning. Både region-, kommune- og lokalplanlægningen er omfattet af offentlighedsfaser med mulighed for indsigelser overfor myndighedernes planlægning. VVM - vurdering af virkninger på miljøet Ved etablering af nye, meget miljøtunge virksomheder findes der særlige planlægningsregler i medfør af EU's VVM-regler. Hvis en virksomhed er omfattet af VVM-reglerne, skal der ved nyanlæg - og for visse anlægstyper også udvidelser, der kan sidestilles med nyanlæg - udarbejdes regionplanretningslinier. Samtidig skal der laves en redegørelse med en vurdering af anlæggets virkning på miljøet samt forslag til miljøgodkendelse. Forslaget til miljøgodkendelsen skal offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af regionplanforslaget. Formålet med offentlighedskravet er bl.a. at høre de lokale beboere vedrørende mulige miljøproblemer og om løsningen af dem på et tidligt tidspunkt. Endelig miljøgodkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven kan først ske efter, at VVM-proceduren er afsluttet. 2.2 Individuel miljøregulering af virksomhederneVirksomheders drift reguleres først og fremmest gennem miljøbeskyttelseslovens godkendelses- og anmeldesystem for forurenende virksomhed. Godkendelsesordning Godkendelsesordningen har været gældende siden 1974 og omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for potentielt at være særligt forurenende, samt virksomheder med meget komplekse miljøproblemer, som kræver en særlig ekspertise. Ordningen betyder, at denne type virksomheder ikke må påbegynde, udvide eller ændre produktion på en måde, som giver forøget forurening, før de har fået en godkendelse til dette. Virksomheder etableret før 1974, som er omfattet af godkendelsesordningen, skal i en bestemt rækkefølge søge om miljøgodkendelse, så alle har en miljøgodkendelse inden år 2002. I alt ca. 6.000 virksomheder vil herefter være omfattet af godkendelsesordningen. Anmeldelsesordning Langt hovedparten af de øvrige virksomheder er omfattet af miljøbeskyttelseslovens anmeldelsesordning. Ordningen indebærer, at en række typer af virksomheder skal indgive anmeldelse inden etablering eller væsentlige udvidelser. Det drejer sig om ca. 14.000 virksomheder. Anmeldelsesvirksomhederne bliver kun mødt med specifikke miljøkrav i de tilfælde, hvor miljømyndigheden efter en konkret vurdering finder, at virksomheden giver anledning til væsentlig forurening eller risiko for forurening. Det samme gælder den gruppe af virksomheder, der hverken er underlagt godkendelses- eller anmeldelsesordningen. Decentral godkendelses- og tilsynsmyndighed Det administrative system bygger på princippet om decentral forvaltning, hvor afgørelserne træffes så tæt på den berørte befolkning som muligt. Loven er decentral og administreres af lokale og regionale, folkevalgte organer. Det betyder, at de konkrete afgørelser træffes af den lokale godkendelses- og tilsynsmyndighed, hvilket for de største og mest komplicerede virksomheders vedkommende er amtskommunerne og for alle øvrige virksomheder kommunerne. De formelle regler omkring kommuners og amters afgørelser i miljøsager findes i miljøbeskyttelsesloven. Loven giver myndighederne hjemmel til at gribe ind overfor "væsentlig forurening" og stille særlige betingelser - f.eks. om sikkerhedsstillelse til dækning af tilsynsmyndighedernes eventuelle udgifter ved selvhjælpshandlinger, der typisk kan være behov for i forbindelse med ophør af virksomhedens drift. Det defineres ikke i selve loven, hvad der er væsentlig forurening, og det overlades dermed til miljømyndighederne at anlægge et konkret skøn. Miljøstyrelsens vejledninger For at bistå miljømyndighederne i det skøn, de skal anlægge i de enkelte sager har Miljøstyrelsen lavet vejledninger, der nærmere beskriver, hvad der f.eks. skal forstås ved begrebet væsentlig forurening. Herved fremmes en vis ensartethed i behandlingen af miljøsagerne på tværs af kommune- og amtsgrænser. Miljøstyrelsens vejledninger er ikke bindende, men bliver i det store hele anvendt af de decentrale myndigheder. Det skyldes bl.a., at vejledningerne bliver lagt til grund ved både Miljøstyrelsens og Miljøklagenævnets afgørelser i klagesager. Miljøstyrelsen udarbejder både generelle og branchespecifikke vejledninger. Heri kobles begrebet "væsentlig forurening" så vidt muligt til miljøkvalitet og vejledende retningslinier. Retningslinierne er så vidt muligt søgt formuleret som målbare størrelser - grænseværdier. Sektorplanlægning Sammen med bekendtgørelser og vejledninger udgør den regionale og kommunale sektorplanlægning for f.eks. overfladevand, spildevand og affald administrationsgrundlaget for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne. Fra fortynding til "livscyklus" Miljøstyrelsens vejledninger afspejler, at principperne for forureningsbegrænsning gennem årene har udviklet sig fra "fortynding" over "rensning" til helhedsbetragtningen "vugge til grav"-princippet. I 1991 blev princippet om renere teknologi som et bærende element i miljøbeskyttelsen således indbygget i miljøbeskyttelsesloven. Den konkrete udmøntning heraf er tænkt effektueret i de lokale miljømyndigheders arbejde med virksomhederne - bl.a. tilskyndet af Miljøstyrelsens vejledninger. De krav om at nedbringe forureningen fra virksomhederne, som kommuner og amter kan stille, kan fastsættes, så de svarer til forureningen, når der anvendes renere teknologi. Branchebekendtgørelser For to brancher - autoværksteder og pelsdyrfarme - findes det samlede sæt af regler for drift og indretning i bekendtgørelser, der er udstedt af miljø- og energiministeren. Her er der i modsætning til de øvrige virksomheder tale om central fastsættelse af vilkårene, hvor kommunerne gennem tilsynet skal påse, at den enkelte virksomhed overholder reglerne. 2.3 Generel miljøregulering af industrienMiljøbeskyttelseslovens individuelle, decentraliserede regulering af de danske industrivirksomheder suppleres med centralt fastsatte regler med hjemmel i bl.a. miljøbeskyttelsesloven, loven om kemiske stoffer og produkter, genteknologiloven og en række afgiftslove. Med ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1991 er der åbnet op for centralt at kunne introducere en række nye instrumenter, som nationalt kan fremme bestræbelserne på at reducere miljøbelastningen fra bl.a. industrivirksomhed. Det drejer sig om miljøaftaler, miljømærkeordning, frivillige konsulentordninger samt en udvidelse af adgangen til at anvende økonomiske styringsmidler - herunder pant/rabatordninger og bortskaffelsesgebyrer. Ved senere lovinitiativer om f.eks. grønne regnskaber og pligten til underretning af myndighederne ved eksport af brugte produktionsanlæg fra særligt miljøbelastende virksomheder, har vægten ligget på inddragelse af befolkningen gennem øget offentlig indsigt i virksomhedernes miljøforhold og dispositioner. Der er blevet indgået en række frivillige aftaler med industriens organisationer om anvendelsen af PVC, VOC'er, transportemballage, pantordninger for batterier, dansk tilslutning til den nordiske miljømærkeordning "Svanen" og indførelse af grønne regnskaber for de mest miljøtunge virksomheder. Hertil kommer etableringen af EMAS, der er en frivillig EU-miljøledelsesordning for industrivirksomheder, samt indførelsen af en række miljøafgifter, gebyr- og tilskudsordninger. Kemiske stoffer og produkter Virksomhedernes anvendelse af kemiske stoffer og produkter er reguleret i loven om kemiske stoffer og produkter. Det drejer sig bl.a. om anvendelsesregulering, -begrænsning og -forbud. Der er tale om et område, som i vid udstrækning er EU-reguleret, og hvor den danske lovgivning ofte er implementering af EU-direktiver. På visse områder er den danske regulering dog mere restriktiv, hvilket bl.a. er begrundet i forsigtighedsprincippet. Særlig virksomhed eller aktivitet Generel regulering kan også være begrænset til særlige virksomheder og aktiviteter som f.eks. bekendtgørelsen om særligt risikobetonede aktiviteter, indførelse af grønne regnskaber for de mest miljøtunge virksomheder, reguleringen af affaldsbortskaffelse og reglerne om opbevaring af kemikalier. Anvendelsen af gensplejsningsteknikken i bioteknologisk produktion og markedsføring af produkter, som består af eller indeholder genetisk modificerede organismer (GMO), reguleres af lov om miljø og genteknologi. Der er tale om regulering af anvendelsen af en særlig teknik. Der er tale om individuelle afgørelser til godkendelse af dels drift dels produkter. Alle udsætninger i forsøgs- og udviklingsøjemed og alle markedsføringer af GMO forhåndsgodkendes, og proceduren for hver enkelt sag involverer miljø- og energiministeren og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Produktion ved anvendelse af genetisk modificerede organismer kræver indtil 22. oktober 1997 godkendelse fra Miljøstyrelsen, hvorefter den eksisterende call-in ophører og kompetencen overgår til amterne. Offentlighed Både på decentralt og centralt niveau er reguleringen af industriens miljøforhold præget af en udstrakt grad af offentlighed. Såvel i forbindelse med den almindelige fysiske planlægning og VVM-miljøvurdering af særlige aktiviteter som ved miljøgodkendelse af godkendelsespligtige virksomheder er der obligatorisk offentlighedsfase. Dels ved offentliggørelse af planerne med henblik på indsigelser inden de vedtages af amtet eller kommunen, dels ved offentlig annoncering af at en virksomhed har fået miljøgodkendelse med henblik på, at naboer eller andre berettigede kan påklage godkendelsen. Hertil kommer de generelle regler om aktindsigt i myndighedernes sagsbehandling. Klagesystemet En miljøgodkendelse kan påklages til Miljøstyrelsen, og Miljøstyrelsens afgørelser i de større og principielle klagesager kan påklages videre til Miljøklagenævnet. En part vil endvidere til hver en tid kunne indbringe sagen for de almindelige domstole. 2.4 EU's miljøregulering af industrienI EU øges reguleringen af industrivirksomhedernes miljøforhold. IPPC-direktivet er i særdeleshed rettet mod særligt forurenende virksomheder, men også Seveso-direktivet - om risikobetonet virksomhed - retter sig mod regulering af enkeltvirksomheder. Det samme gælder Kommissionens forslag til et direktiv om VOC. Bag de senest vedtagne EF-direktiver med relation til særligt forurenende virksomheder ligger principperne om en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik - samme principper, som ligger bag den danske regulering. Hertil kommer en omfattende generel produktregulering i EU. Det drejer sig bl.a. om kemiske stoffer og produkter og standarder og normer for f.eks. biler og brændstoffer, miljømærkning og frivillige miljøledelsesordninger. |