Status og perspektiver for kemikalieområdet

3. Udslip til og forekomst i miljøet

3.1 Generelt om"stofstrømme"
3.2 Overvågning
3.3 Luft
3.4 Vand
3.5 Jord
3.6 Affald
3.7 Stoffer på tværs af medier

3.1 Generelt om"stofstrømme"

Punktkilder

En lang række af de stoffer, som udledes til miljøet, udledes via punktkilder, d.v.s. virksomheder, spildevandsanlæg, kraftværker lossepladser m.v. Disse udledninger er gennem efterhånden mange år blevet reguleret. Dette giver samtidig rimeligt gode muligheder for at skønne over, i hvilke mængder kemiske stoffer udledes fra disse kilder.

Diffuse kilder

Derimod er det ofte vanskeligt at afgrænse og indkredse de kemiske stoffers samlede miljøbelastning. Dette skyldes, at den samlede belastning også omfatter den diffuse belastning, som er en konsekvens af, at de kemiske stoffer indgår som "byggesten", tilsætningsstoffer eller urenheder i en lang række varer eller produkter, som cirkulerer rundt i samfundet.

Disse stoffer vil på et eller andet tidspunkt ende i miljøet. En vis del vil blive afgivet i produktions- eller brugsfasen, mens resten vil havne i vore affaldsstrømme.

De kemiske stoffer kan således "slippe ud" til miljøet ad mange veje, hvor vi kun har godt styr på nogle af dem - f.eks. udslippene fra produktionsprocesserne. Dette betyder, at når de kemiske stoffer genfindes i bortskaffelsesfasen, f.eks. i spildevandsslam, kan det være svært at finde hovedkilderne.

Et eksempel på dette er det relativt store indhold af phthalater i nogle renseanlæg til- og udløbsvand (MP 278/1994) og spildevandsslam (AR 15/1995).

Massestrømsanalyser

I forbindelse med Miljøstyrelsens øgede indsats mod miljøfarlige stoffer er analyser af stofstrømme - eller massestrømsanalyser - taget i brug. Princippet for sådanne analyser er i store træk enkelt, nemlig, at den mængde kemikalie der sættes ind i den ene ende vil - på et eller andet tidspunkt - komme ud igen.

Ved på samfundsplan at opstille en massestrømsanalyse for et givet kemisk stof (eller en given stofgruppe) bliver det muligt at bestemme de vigtigste kilder til udslip samt at klarlægge, hvilke anvendelser af det kemiske stof, der er årsag til disse udslip. Anvendt på denne måde kan analysen være et vigtigt redskab i indsatsen for at minimere udslip af kemiske stoffer til miljøet.

For at sikre ensartethed og sammenlignelighed mellem forskellige analyser er der udarbejdet en standardmetode for massestrømsanalyser af kemiske stoffer (AR 57/1993).

Figur 3.1.1 Principdiagram for transport og omsætning af kemiske stoffer i det danske samfund

I figur 3.1.1 vises en forenklet illustration af stofkredsløbet i det danske samfund. Illustrationen er et principielt diagram for transport og omsætning af kemiske stoffer i det danske samfund (AR 57/1993).

Hvor sker tabene?

Hvor i stofkredsløbet tabene til miljøet er størst afhænger af produktionsstrukturen og teknologianvendelsen samt af færdigvarernes/anvendelsernes karakter.

Nogle kemiske stoffer, f.eks. dem der indgår i vaskepulver, tabes næsten 100% ved brugen. Andre afgives kun i små mængder i brugsfasen (f.eks. ved slid eller korrosion), hvorfor hovedparten først vil tabes, når færdigvaren indeholdende de kemiske stoffer kasseres/bliver til affald. Som eksempler her kan nævnes kobber eller nikkel i diverse metalvarer (som legeringer eller overfladebehandlinger).

For andre igen vil tabet ved brugen ske til andre recipienter end det tab, der sker ved bortskaffelsen. F.eks. vil der fra bildæk ske en væsentlig spredning af gummi og additiver til jord- og vandmiljøet i brugsfasen, mens tabet ved bortskaffelsen vil gå til luftmiljøet, hvis dækkene brændes frem for at blive genanvendt.

Nogle kemiske stoffer har ekstra lang levetid eller brugstid. Som et eksempel her kan nævnes træimprægneringsmidler. For disse vil det samlede udslip i brugsfasen være væsentligt, og udslippet vil ske løbende over en længere årrække til især jord- og vandmiljøet.

3.2 Overvågning

Det store antal anvendte herunder omdannede kemiske stoffer gør det umuligt at foretage en systematisk overvågning af spredning, forekomst og effekt af stofferne i omgivelserne (jord, vand og luft).

For en række stoffer er der i gennem årene foretaget en lang række undersøgelser af tilførslen og forekomsten af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i omgivelserne. Tilførsel og effekter af næringsstoffer til vandmiljøet og tilførslen af forbrændningsprodukter til atmosfæren har i de seneste år indgået i en række landsdækkende overvågningsprogrammer.

Generelt er behovet for opgørelserne over emissioner til luft, vand og jord i de seneste år blevet øget betydeligt i forbindelse med, at der i faktisk alle nye EU-direktiver om regulering af kemiske stoffer indgår bestemmelser om, at der skal foretaget overvågning af både tilførslen af disse stoffer til omgivelserne og deres effekt på miljø- og naturtilstanden. En del ældre direktiver har fået tilføjet nye bestemmelser om, at der løbende skal indsamles oplysninger om emission, forekomst og effekt af de foretagne miljømæssige reguleringer.

I en række konventioner om luftemmissioner og luftkvalitet herunder klima er der bl.a indgået aftale om årlige rapporteringer af målte mængder af svovldioxid (SO₂) og kvælstofoxider (NO_X) fra kraftværker, opgørelser af emissionen af drivhusgasser (CO₂, NO_X , SO₂, CO, ammoniak, methan og VOC'er).

Luft

I forbindelse med EMEP-luft måleprogrammet om grænseoverskridende stoffer er der siden 1978 målt luftens indhold af en række forurenende stoffer bl.a svovl- og kvælstofforbindelser. Programmet omfatter også opbygning af modeller til beregning af spredningen af stofferne i Europa. Ud fra de enkelte landes meteorologiske forhold og forureningsslip beregnes stoffernes spredning over Europa.

Vand

På vandområdet har Vandmiljøplanens overvågningsprogram i de seneste snart 10 år sikret løbende indsamling af oplysninger om tilførslen, spredningen og effekterne af næringsstoffer og organisk stof. På grundvandsområdet er der ligeledes indgået en systematisk overvågning af pesticider.

I de seneste år er der i konventioner til beskyttelse af havområderne omkring Danmark (Paris-konventionen og Helsingfors-konventionen) blevet lagt større vægt på, at der bliver etableret overvågningsprogrammer, som kan give oplysninger om tilstand og udvikling af havområdernes miljø- og naturmæssige tilstand. Løbende indsamling af oplysninger om tilførslerne fra land og luft er ligeledes en vigtig i konventionernes overvågningsprogrammer.

Affald

På affaldsområder udarbejdes opgørelser over affaldsmængder og genanvendte mængder fra ISAG systemet (Informations System for Affald og Genanvendelse). Opgørelserne er baseret på halvårlige indberetninger fra 300 affaldsbehandlende virksomheder. Årlige opgørelser af afleveret kemikalieaffald opgøres af Danmarks Statistik/Kommunekemi

Fremtidig overvågning

Det stigende behov oplysninger og dokumentation om miljø- og naturtilstanden og årsagerne hertil gav i 1994 Miljøministeriets sektorforskningsudvalg anledning til at nedsætte en arbejdsgruppe til at udarbejde en strategi for den fremtidige overvågning. Gruppen konstaterede, at de nuværende overvågningsprogrammer ikke opfylder såvel nationale som internationale forpligtelser. F.eks. er det meget begrænset, hvad Danmark gennemfører af overvågning af udledningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer til vandmiljøet. Effektvurderinger i medierne er ligeledes begrænset.

På denne baggrund er Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen nu i gang med at udarbejde en opgørelse over behovet for overvågning og efterfølgende at udarbejde forslag til et overvågningsprogram for miljø- og natur. Det er fundet hensigtsmæssigt, at de nuværende spredte overvågningsaktiviteter kommer til at indad i en fælles organisatorisk ramme, som kan sikre, at overvågningsresultater indsamles og rapporteres løbende, og at de anvendes i alle relevante sammenhænge.

Et samlet landsdækkende overvågningsprogram forventes at kunne iværksættes den 1. januar 1998.

3.3 Luft

Luftforureningen kommer fra mange forskellige kilder, der hver for sig udsender et spektrum af kemiske stoffer. Luftforureningen kan være af enten lokal, regional eller global karakter og påvirke befolkningens sundhed samt dyr og planter, vandet, jorden, materialer, klima og ozonlag. De største forureningsmængder til luften skyldes anvendelse af fossile brændsler.

Når luftforurenende stoffer transporteres over lange afstande, vil de undervejs ofte blive omdannet til andre stoffer via kemiske processer. Virkningerne på miljøet kan finde sted langt fra forureningskilderne, og ofte er der tale om effekter forårsaget af omdannede stoffer. Sammenhængen mellem stoffernes transport, omdannelsen i atmosfæren og virkningerne på miljøet er meget kompliceret og kendes endnu ikke fuldt ud.

Faldende luftforurening

Den samlede luftforurening fra industri og kraftværker er faldet betydeligt i Danmark de seneste 20 år. Til gengæld er der kommet mange nye stoffer til, for hvilke de miljømæssige effekter ikke kendes. F.eks. er der i befolkningsundersøgelser konstateret effekter på luftvejene ved langt lavere koncentrationer end dem, der viser effekter ved dyreforsøg med enkeltstoffer. En forklaring kan være, at nogle stoffer forstærker andre stoffers skadevirkning. Bl.a. tyder meget på en sådan forstærkende virkning ved samtidig udsættelse for svovldioxid, kvælstofdioxid og partikler (NMPR, 1995).

Kuldioxid (CO₂)

Forurening med kuldioxid fremkommer ved afbrænding af fossile brændsler som kul, naturgas og olie. Forureningen er først og fremmest global, idet kuldioxid bidrager til en øget drivhuseffekt. Det vurderes, at kuldioxid er ansvarlig for over halvdelen af den forøgede drivhuseffekt. Den samlede danske kuldioxidemission var i 1992 ca. 60 millioner tons. Heraf står energisektoren for ca. 75 %. Transportsektoren bidrager med ca. 20%, hvor hovedparten af emissionerne kommer fra vejtransporten (NMPR, 1995). Kuldioxid-emissionen er stort set uændret siden 1975. Der er forskel på mængden af udslip fra de forskellige brændsler. F.eks er forurening med kuldioxid kun halvt så stor ved forbrænding af naturgas som ved forbrænding af kul. Kraftværkernes CO₂-udslip er steget kraftigt siden 1975, hvilket skyldes, at de har skiftet fra olie- til kulfyring. også i transportsektoren er emissionerne steget, mens de er faldet for andre kildetyper (N&M, 1994).

Methan (CH₄)

Den næstvigtigste drivhusgas i global sammenhæng er methan. Udslippene stammer primært fra landbruget, hvor kreaturhold er langt den vigtigste kilde med et udslip på 65% af den samlede danske emission på ca. 406.000 tons. Emissionerne fordeler sig nogenlunde ligeligt på methan fra fordrøjelse og gylle (NMPR, 1995).

Derudover er der methan-emissioner fra den biologiske iltfri nedbrydning af deponeret affald (lossepladsgas), hvor den årlige emission skønnes at være ca. 120.000 tons (tallet angiver den værst tænkelige situation og er behæftet med stor usikkerhed) (NMPR, 1995). Dannelsen af lossepladsgas forventes at aftage kraftigt i de kommende år, i takt med at alt brændbart affald bliver dirigeret til forbrænding eller genanvendelse. De resterende methankilder er mindre udslip fra kullagre, naturgasnettet, raffinaderier og fra forbrændingsprocesser (NMPR, 1995).

Lattergas (N₂O)

Skønnet over lattergasemissionen på 10.700 tons i 1992 for hele Danmark er behæftet med en endnu større usikkerhed. Ca. 80 % menes at stamme fra denitrifikation af kvælstofholdig gødning i landbruget. Emissionen anslås at variere mellem 0 % og 5 % af den tilførte kvælstofmængde. Andre kilder er kraftværker, biler og opvarmning, som samlet anslås at bidrage med 1.900 tons (NMPR 1995).

Andre kvælstofforbindelser

Luftbårne Kvælstofforbindelser omdannes til andre stoffer og bidrager bl.a. til sur nedbør, der kan medføre skovdød og ødelægge søers biologiske liv. Endvidere bidrager kvælstofforbindelserne også til kvælstofbelastningen af kyst- og havområderne. Forsuringen fremkommer ved reaktion mellem kvælstofforbindelserne og andre stoffer - herunder vand - hvorved der sker en omdannelse til salpetersyre. Kvælstofforbindelser emitteres enten ved forbrænding af fossile brændsler (NO_x) eller afdamper ved spredning af gødning (NH₃).

Kvælstofoxider (NO_x)

Den totale udledning af NO_x i Danmark var ca. 275.000 tons i 1992. Emissionerne kommer Især fra transportsektoren og kraftværkerne. Transportsektoren bidrager således med ca. 42% af det samlede NO_x-udslip, og bidraget er steget markant siden 1975. Dette skyldes, at energiforbruget i transportsektoren har været jævnt stigende. Energisektoren bidrager med ca. 33% (NMPR, 1995). For NO_x-emissionerne er der ikke nogen klar udviklingstendens, men der kan muligvis konstateres et svagt fald i de senere år. Udover den egentlige NO_x-emission kommer der også bidrag fra omdannet ammoniak.

Ammoniak (NH₃)

Den samlede danske årlige emission af ammoniak fra såkaldt menneskeskabte kilder anslås at være ca. 113.000 tons (Total-N), hvor landbruget tegner sig for hovedparten (97%). Emissionerne stammer fra stalde, husdyrgødningslagre, udbragt husdyrgødning og fra gødningen fra græssende husdyr (NMPR, 1995).

Svovldioxid (SO₂)

Svovldioxid medfører forsuring, idet stoffet omdannes til svovlsyre og derefter falder ned med nedbøren og forsurer jorden og vandet. Det samlede udslip af svovldioxid har været faldende siden 1979. Udslippet af SO₂ var således ca. 205.000 tons i 1992 (NMPR, 1995) mod 486.000 tons i 1979 (N&M, 1994). Det er et fald på godt 50%. Årsagen til faldet er primært røggasrensning på kraftværkerne, samt at svovlindholdet i forskellige brændsler er blevet reduceret. Fordelt på kilder kommer størstedelen af SO₂-forureningen fra kraftværkerne (ca. 65% i 1992). Den samlede energisektor (kraftvarme, decentral fjernvarme, private oliefyr) tegner sig for ca. 71% af SO₂-emissionerne (NMPR, 1995).

VOC

Forkortelsen VOC står for Volatile Organic Compounds - d.v.s. flygtige organiske forbindelser såsom benzin og organiske opløsningsmidler. VOC-emissioner er især et luftforureningsproblem i byerne. VOC medvirker ved en fotokemisk proces til dannelse af bl.a. ozon i atmosfærens nedre luftlag. De sidste hundrede år er ozonkoncentrationen mere end fordoblet. Høje ozonkoncentrationer tæt på jordoverfladen er et problem, fordi ozon er en meget reaktiv luftart, som bl.a. kan angribe levende organismers cellemembraner. Den samlede emission af VOC i Danmark var i 1992 ca. 169.000 tons (NMPR, 1995).

Transportsektoren bidrager med mest - ca. 2/3 - hvor hovedparten af udslippene kommer fra vejtransporten (NMPR, 1995).

Industriens andel af den samlede udledning af VOC udgjorde i 1992 ca. 33.000 tons svarende til ca. 20%. Generelt er VOC-emissionerne fra industrien faldende på grund af et skift i både teknologier og materialer (NMPR, 1995). F.eks. er forbruget og emissionerne af stofferne toluen og xylen gået stærkt tilbage i de senere år, hvilket bl.a. skyldes den stigende anvendelse af vandbaserede malinger og lakker frem for de opløsningsmiddelbaserede (AR 64/1995). I efteråret 1995 har industrien i en frivillig aftale forpligtet sig til inden udgangen af 1999 at reducere udledningen af VOC fra en række industrielle brancher med 40 % i forhold til 1988-niveauet.

Chlorerede opløsningsmidler

Også industriens forbrug og dermed emissioner af chlorerede opløsningsmidler er faldet jævnt i de sidste mange år på grund af løbende substitutionstiltag. Afviklingen af CFC'erne ser dog ud til at have medført en vis stigning i forbruget af stofferne - f.eks. dichlormethan (forbrug: 350 tons i 1992 og 475 tons i 1993) og trichlorethylen (forbrug: 1.050 tons i 1992 og 1.200 tons i 1993) (AR 64/1995). De nyligt indførte grønne afgifter på chlorerede opløsningsmidler tilsigter et yderligere fald i forbruget.

Ozonlagsnedbrydende stoffer

En særlig gruppe af kemiske stoffer er de klor- og bromholdige kemiske forbindelser, der har en nedbrydende kemisk virkning på stratosfæren (f.eks. CFC'er og haloner). Ud over at nedbryde ozonlaget bidrager stofferne også til drivhuseffekten. Forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer er en indikator for belastningen af ozonlaget, men selv om forbruget falder, vil denne belastning fortsat kunne stige på grund af udslip fra tidligere forbrug, og fordi stoffernes levetid i atmosfæren er lang.

Ved at korrigere for stoffernes forskellige ozonlagsnedbrydende effekt får man det såkaldte ODP-vægtede forbrug. Forkortelsen ODP betyder ozone-depleting-potential, d.v.s. evnen til at nedbryde ozon. Dette ODP-forbrug er i perioden 1986-1994 faldet med ca. 91% - svarende til et fald fra knap 6.800 tons i 1986 til ca. 600 tons i 1994. Af 1994-forbruget udgjorde CFC'erne ca. 61%, HCFC'erne ca. 18%, 1,1,1-trichlorethan ca. 10% og halonerne ca. 9% (MST, 1995).

Hvad angår bortskaffelse og genbrug genvindes/destrueres ca. 10% af CFC-indholdet i de kasserede køleskabe og frysere (pr. juni 1995). Resten (ca. 70 tons/år) udledes. Bortskaffelsen af præisolerede fjernvarmerør, kølecontainere, kølepaneler i køle/fryserum m.v., hvor der er anvendt polyurethan-isolering, medfører ligeledes CFC-emissioner. Der er oprettet en "opsamlings-bank" for både CFC'er og haloner, hvorfra stofferne kan genbruges (MP 261, 1994).

Tungmetaller

De samlede opgørelser over tungmetaludledningerne til luften er behæftet med stor usikkerhed. Omfanget af langtransporten er kun dårligt belyst, hvorfor det ikke kan vurderes, hvor stor en del af den danske emission, der medvirker til belastningen af miljøet i Danmark. De tungmetaller, som der er mest viden om i forbindelse med luftforurening, er bly, cadmium og kviksølv. Nedenstående tabel viser beregnede mængder af de totale årlige udledninger for de seneste år.

Tabel 3.2.1 Årlige danske luftemissioner af tungmetaller fordelt på hovedkilder. Tabellen skal fortolkes med en del usikkerhed og tallene stammer fra forskellige år (Red.1/1995 og MST/1995)

Trafikken har tidligere været hovedkilden for bly-udslippene (tidligere ca. 1000 tons/år). Der tilsættes nu ikke længere bly til motorbenzin. Udslippet fra vejtrafik udgøres derfor alene af naturligt forekommende bly.

Øvrige kilder for bly dækker bl.a. udslip fra blyakkumulatorer samt industriel afbrænding af spildolie og fossile brændstoffer (MST, 1995).

Affaldsforbrænding er hovedkilde til cadmium-emissioner, idet brændbart affald, herunder især PVC - og i stigende grad nikkel-cadmium batterier - kan indeholde cadmium. Ved forbrænding vil en del af dette fordampe (ca. 12% af den tilførte mængde) (MST, 1995). Den faktiske emission afhænger af kvaliteten af røggasrensningen ved forbrændingsanlæggene. På dette punkt er der sket væsentlige forbedringer i perioden 1980-1990. En række mindre forbrændingsanlæg med dårlig røgrensning er blevet lukket, og kravene til røgrensning ved de øvrige anlæg såvel som ved nye anlæg er blevet skærpet betydeligt. Alle affaldsforbrændingsanlæg i Danmark skal i dag være udstyret med rensningssystemer for bl.a. tungmetaller (NMPR, 1995).

Der udledes årligt godt 2 tons kviksølv til luften, og der er flere kilder hertil. De væsentligste er affaldsforbrænding og kraftværker (baseret på kul) samt cementfremstilling (Udkast, aug. 1996).

PAH'er

PAH'er (polycykliske aromatiske hydrocarboner/kulbrinter) er svært nedbrydelige stoffer, der bl.a. dannes i forbrændingsprocesser. Udstødningen fra bilernes diesel- og benzinmotorer er en af de væsentligste kilder sammen med kraftværker, boligopvarmning, industri og fjerntransport. Det skønnes, at det samlede udslip af PAH'er ligger på 1.300 - 1.500 tons/år (1992-tal) (AR 64/1995). De fleste PAH'er er bl.a. mutagene og kræftfremkaldende. Til gengæld er deres kemiske reaktioner i luften ikke kendt fuldt ud. I en nyere undersøgelse (MP 285, 1995) har man målt og risikovurderet forekomsten af visse PAH'er i storby-miljøer og landområder. Det vurderes heri, at de målte PAH'er ud fra en samlet betragtning bidrager væsentligt til risiko for kræft.

Den stadig stigende anvendelse af katalysator-biler forventes at medvirke til lavere PAH-udledning, fordi de nye katalysatorer effektivt fjerner PAH'er - til under 10% af den oprindelige udledning. Derudover medfører ændringer i dieselbrændstoffet, at færre PAH'er frigives (MP 285, 1995).

Dioxiner/Furaner

Dioxiner (polychlorerede dibenzodioxiner) omfatter ca. 75 forskellige kemiske stoffer; furaner (polychlorerede dibenzofuraner) ca. 135. De dannes som uønskede biprodukter/forureninger ved et antal af forskellige processer - f.eks. under affalds- og skrotforbrænding og ved papirfremstilling, hvor der er en klorkilde til rådighed. Stofferne kan også udledes fra biler, fra visse industriers spildevand og fra spildevandsslam fra renseanlæg (M&S, 1993). Dioxiner anses for at være kræftfremkaldende, at kunne påvirke immunsystemet og stofskiftet samt menes at have en hormonlignende virkning.

Data om dioxin/furan-emissionen er sparsom, og der foreligger kun få målinger. Det samlede udslip af dioxiner anslås at være ca. 30 gram om året (NMPR 1995). Affaldsforbrænding var tidligere den væsentligste kilde til dioxin-udslippet i Danmark, men som følge af røggasrensningen på forbrndingsanlæggene er disse udslip til luften reduceret betydeligt.

Lindan

Bekæmpelsesmidlet lindan (hexachlorcyclohexan) har et specielt højt damptryk, og det er den eneste organiske chlorforbindelse, for hvilken der løbende foretages målinger af det atmosfæriske nedfald. Målingerne har vist store koncentrationer af lindan i nedbøren i forårsmånederne - sprøjtesæsonen.

På baggrund af målingerne er den gennemsnitlige deposition af lindan fra nedbøren beregnet til 550 kg i 1992 (M&S, 1993). Til sammenligning blev der i Danmark solgt 10.058 kg lindan i 1992 (Orint. 1/1994). Lindan anvendes ikke længere i Danmark. Tilførslen af lindan skyldes hovedsageligt langtransport især fra kilder syd og vest for Danmark (M&S, 1993).

POP'er

Et fælles træk for dioxiner/furaner, mange chlorerede pesticider og PCB er, at de er persistente og bioakkumulerbare samtidig med, at de bl.a. via luften kan transporteres over lange afstande. Populært kaldes disse stoffer for POP'er (Persistent Organic Pollutants). De lange transportmuligheder betyder, at mange af disse stoffer kan findes i det danske miljø, selv om det har været forbudt at anvende dem i Danmark i mange år.

3.4 Vand

I Danmark er der de seneste årtier konstateret en række forringelser af vandkvaliteten. Øget tilførsel af kvælstof og fosfor har medført algevækst og iltsvind med efterfølgende effekter. Undersøgelser af vores grundvandsressourcer - som vi tidligere har betragtet som godt beskyttet - viser, at også grundvandet er forureningstruet fra forskellige kilder. Desuden er forekomster af forskellige miljøbelastende stoffer med til at forringe vandkvaliteten.

Vandkvaliteten påvirkes af direkte udledninger i form af spildevandsudledning, afvanding fra marker og nedsivning, men påvirkninger sker også i form af nedfald af stoffer, som primært er udledt til luften. Nogle miljøbelastende stoffer, f.eks. PAH'er og POP'er, kan transporteres over lange afstande og er således bl.a. fundet i arktiske områder.

Kvælstof

Den samlede tilførsel af kvælstof i 1993 til de marine områder fra vandløb, direkte udløb fra punktkilder og atmosfæren er beregnet til ca. 147.000 tons. Heraf kom ca. 2/3 fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 39.000 tons. Den samlede tilførsel af kvælstof er steget, hvilket primært skyldes øget nitrattilførsel fra vandløb på grund af udvaskning fra jordarealerne. I perioden fra 1988-93 er den samlede tilførsel således steget med ca. 40.000 tons. Men her skal det bemærkes, at kvælstoftilførslen er tæt knyttet til de nedbørsmængder, der falder i vinterhalvåret, hvorfor der er store udsving mellem de enkelte år (Red. 2/1994). Derimod er udledningen af kvælstof fra punktkilder faldet - siden 1984 med ca. 41% (Red. 2/1994).

Ved de kommunale renseanlæg er der opnået en markant reduktion af udledningerne af kvælstof. I 1993 blev der udledt 10.800 tons, hvilket er en reduktion 46% sammenlignet med udledningen fra midten af 80'erne (Red. 2/1994).

I 1993 var industriens udledninger på 2.600 tons kvælstof. Denne opgørelse er dog behæftet med usikkerhed, da der ikke er data for længere tidsintervaller, og udledningerne kan variere meget afhængig af ændringer i produktionen. Dertil kommer, at mængderne er baseret på indberetninger fra 103 store virksomheder, hvorved der er et ukendt antal mindre virksomheder, der ikke er omfattet af opgørelsen (Red. 2/1994).

Grundvandets nitratindhold skyldes overvejende gødningstilfrrslen på landbrugsarealerne. Såfremt gødningen ikke omsættes, sker der en udvaskning af nitratholdigt vand fra rodzonen til vandløb og grundvandet. Ud fra en gennemsnitsbetragtning må nitratindholdet i grundvandet på landsplan betragtes som stigende. Forholdene er dog forskellige fra de enkelte områder i Danmark, hvor især Midt- og Nordjylland er ramt af grundvandsforurening som følge af nitratnedsivning. Det skyldes bl.a. de forholdsvis sandede jorder i området. Det forhøjede indhold af nitrat forekommer hovedsageligt i de øvre dele af grundvandsmagasinerne. Her er den gennemsnitlige koncentration ca. 40-50 mg/l. De dybereliggende grundvandsmagasiner, som normalt bruges til drikkevandsforsyning, har en gennemsnitlig nitratkoncentration på ca. 15 mg/l. (grænseværdien i drikkevand er 25 mg/l; det højest tilladte indhold er 50 mg/l). Dog er der i visse jyske områder målt nitratkoncentrationer i de nedre grundvandsmagasiner på op til 50 mg/l (Red. 2/1994).

Fosfor

Den totale udledning af fosfor til det marine miljø var i 1993 ca. 3.900 tons. Heraf kom godt 90% fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 240 tons. Også for fosfor gælder det, at udledningen fra punktkilder har været faldende - i perioden 1984-94 med ca. 74%. (Red. 2/1994).

I 1993 udledte de kommunale renseanlæg 1.800 tons fosfor, hvilket svarer til ca. 45% af den totale udledning. Fra midten af 80'erne til i dag er fosfor-udledningen blevet reduceret med 71%. Dette skyldes primært, at renseanlæggene er blevet bedre til at tilbageholde fosfor, samt at sammensætningen i råspildevandet har ændret sig. Alene de sidste 5 år er fosforindholdet i spildevandet faldet med 1/3 som følge af øget forbrug af fosfatfrie vaskemidler. Denne ændring medfører en betydelig reduktion i anvendelsen af kemikalier i de renseanlæg, der fjerner fosfor (Red. 2/1994).

Industriens andel af fosforudledningen er beskeden sammenlignet med den totale udledning. I 1993 blev der udledt 246 tons. Ligesom ved kvælstofudledningen fra industrien er disse mængder behæftet med usikkerhed (Red. 2/1994)..

Olieudledning

Havforureningslaboratoriet vurderede i 1983 den samlede olieudledning til danske farvande til mellem 9.000 og 30.000 tons pr. år, hvoraf den overvejende del stammer fra skibstrafik. Under 1% af olieudledningen stammer fra off-shoreindustrien.

PAH'er

Forekomsten af PAH'er i det marine miljø er kun sparsomt kendt. Der er konstateret problemer i disse miljøer, men problemets omfang kan ikke vurderes. Kilderne til PAH-emissioner er enten olieforureninger, landbaserede forbrændingskilder eller direkte udledninger fra off-shore installationer med udslip og forbrænding af olie samt direkte udledninger fra skibe. PAH'er spredes let i havmiljøet især med sediment. Fra sediment kan PAH'er optages i mikroorganismer, som derefter optages af fisk.

Der er også fundet PAH'er i renseanlæggenes udløb. Således er det beregnet, at der på denne måde udledes mellem 3 og 8 kg årligt af henholdsvis phenatren, anthracen og benz(a)pyren (MP 278, 1994).

Tungmetaller

En oversigt over de årlige udledninger af en række tungmetaller til de danske farvande ses i tabel 3.4.1 (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.1 Beregnet tungmetaludledning til danske farvande i tons (1993), ekskl. klapning og spildevandsslam

Industriens udledninger af tungmetaller er generelt blevet reduceret i forhold til midten af 80'erne. Tungmetal-udledningen vurderes at være ca. 8 tons i 1995 (fremskrivningstal) mod ca. 20 tons i 1985 (MP 153, 1990). Fremover forventes disse udledninger at falde yderligere på grund af stadig bedre renseforanstaltninger på virksomhederne samt grundet indførslen af renere teknologi.

Ved klapning af havbundsmateriale flyttes og deponeres der store mængder tungmetaller i havmiljøet. De beregnede mængder er vist tabel 3.4.2. Tallene er dog maksimumtal, og er i en vis grad udtryk for tilledning fra kilder, der allerede er opgjort (Red. 2/1994). Man kan sige, at man ved klapning flytter rundt på allerede sediment-ophobede tungmetaller. I 1993 blev der klappet 6,4 mio. tons, hvilket er lidt over gennemsnittet af, hvad der klappes årligt.

Tabel 3.4.2 Samlet mængde tungmetaller klappet årligt i tons

Nedfald fra luft er en væsentlig kilde. Det vurderes ud fra beregninger (MST Red. 1/1995), at der ad denne vej i 1990 tilføres de danske havområder 0,5 ton kviksølv, 4,8 tons cadmium og 170 tons bly. Mængden af bly er dog formodentlig reduceret kraftigt siden 1990.

Overfladeaktive stoffer

Et stort forbrug af vaske- og rengøringsmiddel gør disse produkter til en betydelig forureningskilde. Produkterne indeholder overfladeaktive stoffer som tensider, kalkbindere, fosfonater samt parfume og farvestoffer, hvoraf nogle har toksiske effekter over for akvatiske organismer. Visse af de mest toksiske stoffer er dog - efter indgåelse af en brancheaftale - blevet substitueret, bl.a. er nonylphenolethoxylater næsten fuldstændigt afviklet i vaske- og rengøringsmidler.

I 1985/86 var det samlede forbrug (industri, husholdning) på ca. 145.000 tons rengøringsmidler og ca. 142.000 tons vaskemidler (der foreligger ingen nyere opgørelse, men forbruget forventes at være steget). Disse mængder udledes før eller siden med spildevandet. Alene i husholdningen blev der brugt ca. 70.000 tons rengøringsmidler og ca. 50.000 tons vaskemidler (MP 152, 1990).

Renseanlæg kan aldrig fjerne alle kemiske stoffer fra spildevandet. Dertil kommer de direkte spildevandsudledninger fra spredt bebyggelse, der udgør ca. 10% af den samlede spildevandsudledning (Red. 2/1994). Desuden sedimenteres nogle af stofferne i spildevandsslammet og tilføres derigennem til jorden, når slammet anvendes til jordbrugsformål. Endelig anvendes overfladeaktive stoffer i off-shore industrien. Forekomster af de overfladeaktive stoffer i vandmiljøet er på nuværende tidspunkt ikke nøjere undersøgt, og udledninger af overfladeaktive stoffer er dårligt belyst.

Pesticider

Pesticider er først og fremmest en alvorlig trussel mod drikkevandskvaliteten, fordi nogle kan udvaskes eller nedsive til grundvandet. Via afstrømning fra marker sker der også en udledning til det øvrige vandmiljø. Der kan være en betydelig tidsmæssig forsinkelse mellem det tidspunkt, hvor et pesticid anvendes og det tidspunkt, hvor det kan konstateres i grundvandet. Den forurening, der konstateres i dag, kan således stamme fra anvendelse eller bortskaffelse af pesticider gennem de sidste årtier.

I tabel 3.4.3 findes en oversigt over grundvandskoncentrationerne af 8 pesticider målt i perioden 1990-93. Fundene er baseret på analyser af ca. 825 filtre. Fund på under 0,01 mg/l indgår ikke i opgørelsen. I perioden 1990-1993 blev der fundet pesticider i ca. 9% af prøverne svarende til 71 af de undersøgte filtre. Dichlorprop, merchlorprop og atrazin er blevet fundet hyppigst. Grænseværdien (0,1 mg/l) var overskredet i 25 af de undersøgte filtre - svarende til 3 % (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.3 Fund af pesticider i grundvandet i perioden 1990-1993 (Red. 2/1994)

I forbindelse med vandværkernes boringskontrol er godt 2.450 boringer undersøgt for pesticider i 1993 og 1994. Her er der fundet pesticider i ca. 12% af de undersøgte boringer og godt 3% overskred den tilladte grænseværdi for drikkevand. På nuværende tidspunkt skønnes det, at godt 20% af landets vandværksboringer er blevet analyseret for pesticider, hvorfor forholdene vurderes at være nogenlunde repræsentative som udtryk for den samlede grundvandstilstand (Red. 2/1994).

De fire phenoxysyrer, der er fundet i grundvandet, er også fundet i renseanlæggenes udløb. Man har således beregnet, at der herfra totalt udledes ca. 150 kg 2,4-D pr. år. For de tre øvrige ligger mængderne under 50 kg/år (MP 278, 1994).

Siden 1992 har det været ulovligt at anvende dinoseb som plantebeskyttelsesmiddel i Danmark. DNOC er tidligere udgået fra det danske marked. I forbindelse med revurderingen og den indførte forbudsprocedurer blev det forbudt at anvende atrazin og 6 andre stoffer som plantebeskyttelsesmidler fra juli 1995. I sommeren 1996 blev yderligere 12 stoffer føjet til listen over stoffer, der enten ikke må indgå i plantebeskyttelsesmidler, eller hvor anvendelsen bliver meget stærkt reduceret. På denne liste er bl.a. phenoxysyrerne, hvis anvendelse bliver stærkt indskrænket fra sommeren 1997. Yderligere en række produkter er i efteråret 1996 på vej gennem forbudsproceduren. Fremover kan det derfor forventes, at almindelig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler ikke vil forårsage koncentrationer af plantebeskyttelsesmidler i grundvandet over drikkevandsdirektivets grænser

Andre chlorerede organiske stoffer

I 1988/89 blev udledningen af chlorerede aromatiske forbindelser via industrispildevand vurderet til at være ca. 40.000 tons/år, mens udledningen af chlorerede alifatiske forbindelser (organiske opløsningsmidler) var ca. 17.300 tons/år (opgjort på baggrund af enkeltstofanalyser). På grund af renseforanstaltninger er disse udledninger blevet reduceret kraftigt til under 2.000 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket svarer til en reduktion på 95% i forhold til 1988/1989 (MP 153, 1990).

De chlorerede organiske stoffer findes også i renseanlæggenes udløb. Her har man f.eks. fundet dichlor- og pentachlorphenol (beregnet til ca. 60 kg/år) og chlorerede organiske opløsningsmidler (beregnet til 80-800 kg/år) (MP 278, 1994)

Andre ikke-chlorerede organiske stoffer

Udledningen af ikke-chlorerede organiske stoffer via industri-spildevand vurderes at være under 10 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket er en reduktion på ca. 97% i forhold til 1988/89, hvor udledningen var ca. 310 tons/år (MP 153, 1990).

En række ikke-chlorerede organiske forbindelser er desuden fundet i renseanlæggenes udløb og slam. Det drejer sig først og fremmest om phenol (beregnet til ca. 4 tons/år) og nonylphenol (beregnet til ca. 350 kg/år) (MP 278, 1994). Endvidere skønnes det samlede årlige udslip af phthalater fra renseanlæg, d.v.s. udløb fra renseanlæg og slam, at være 20-30 tons (middelværdital). Kilder hertil er udslip fra industrien samt brug af produkter med blød PVC. Analyser foretaget i 1995 viser, at vask af bl.a. PVC-gulve og tekstiler med PVC-tryk er en betydelig kilde til udledning af phthalater fra private husholdninger (Status okt. 1995).

I Danmark er der de seneste årtier konstateret en række forringelser af vandkvaliteten. Øget tilførsel af kvælstof og fosfor har medført algevækst og iltsvind med efterfølgende effekter. Undersøgelser af vores grundvandsressourcer - som vi tidligere har betragtet som godt beskyttet - viser, at også grundvandet er forureningstruet fra forskellige kilder. Desuden er forekomster af forskellige miljøbelastende stoffer med til at forringe vandkvaliteten.

Vandkvaliteten påvirkes af direkte udledninger i form af spildevandsudledning, afvanding fra marker og nedsivning, men påvirkninger sker også i form af nedfald af stoffer, som primært er udledt til luften. Nogle miljøbelastende stoffer, f.eks. PAH'er og POP'er, kan transporteres over lange afstande og er således bl.a. fundet i arktiske områder.

Kvælstof

Den samlede tilførsel af kvælstof i 1993 til de marine områder fra vandløb, direkte udløb fra punktkilder og atmosfæren er beregnet til ca. 147.000 tons. Heraf kom ca. 2/3 fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 39.000 tons. Den samlede tilførsel af kvælstof er steget, hvilket primært skyldes øget nitrattilførsel fra vandløb på grund af udvaskning fra jordarealerne. I perioden fra 1988-93 er den samlede tilførsel således steget med ca. 40.000 tons. Men her skal det bemærkes, at kvælstoftilførslen er tæt knyttet til de nedbørsmængder, der falder i vinterhalvåret, hvorfor der er store udsving mellem de enkelte år (Red. 2/1994). Derimod er udledningen af kvælstof fra punktkilder faldet - siden 1984 med ca. 41% (Red. 2/1994).

Ved de kommunale renseanlæg er der opnået en markant reduktion af udledningerne af kvælstof. I 1993 blev der udledt 10.800 tons, hvilket er en reduktion 46% sammenlignet med udledningen fra midten af 80'erne (Red. 2/1994).

I 1993 var industriens udledninger på 2.600 tons kvælstof. Denne opgørelse er dog behæftet med usikkerhed, da der ikke er data for længere tidsintervaller, og udledningerne kan variere meget afhængig af ændringer i produktionen. Dertil kommer, at mængderne er baseret på indberetninger fra 103 store virksomheder, hvorved der er et ukendt antal mindre virksomheder, der ikke er omfattet af opgørelsen (Red. 2/1994).

Grundvandets nitratindhold skyldes overvejende gødningstilfrrslen på landbrugsarealerne. Såfremt gødningen ikke omsættes, sker der en udvaskning af nitratholdigt vand fra rodzonen til vandløb og grundvandet. Ud fra en gennemsnitsbetragtning må nitratindholdet i grundvandet på landsplan betragtes som stigende. Forholdene er dog forskellige fra de enkelte områder i Danmark, hvor især Midt- og Nordjylland er ramt af grundvandsforurening som følge af nitratnedsivning. Det skyldes bl.a. de forholdsvis sandede jorder i området. Det forhøjede indhold af nitrat forekommer hovedsageligt i de øvre dele af grundvandsmagasinerne. Her er den gennemsnitlige koncentration ca. 40-50 mg/l. De dybereliggende grundvandsmagasiner, som normalt bruges til drikkevandsforsyning, har en gennemsnitlig nitratkoncentration på ca. 15 mg/l. (grænseværdien i drikkevand er 25 mg/l; det højest tilladte indhold er 50 mg/l). Dog er der i visse jyske områder målt nitratkoncentrationer i de nedre grundvandsmagasiner på op til 50 mg/l (Red. 2/1994).

Fosfor

Den totale udledning af fosfor til det marine miljø var i 1993 ca. 3.900 tons. Heraf kom godt 90% fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 240 tons. Også for fosfor gælder det, at udledningen fra punktkilder har været faldende - i perioden 1984-94 med ca. 74%. (Red. 2/1994).

I 1993 udledte de kommunale renseanlæg 1.800 tons fosfor, hvilket svarer til ca. 45% af den totale udledning. Fra midten af 80'erne til i dag er fosfor-udledningen blevet reduceret med 71%. Dette skyldes primært, at renseanlæggene er blevet bedre til at tilbageholde fosfor, samt at sammensætningen i råspildevandet har ændret sig. Alene de sidste 5 år er fosforindholdet i spildevandet faldet med 1/3 som følge af øget forbrug af fosfatfrie vaskemidler. Denne ændring medfører en betydelig reduktion i anvendelsen af kemikalier i de renseanlæg, der fjerner fosfor (Red. 2/1994).

Industriens andel af fosforudledningen er beskeden sammenlignet med den totale udledning. I 1993 blev der udledt 246 tons. Ligesom ved kvælstofudledningen fra industrien er disse mængder behæftet med usikkerhed (Red. 2/1994)..

Olieudledning

Havforureningslaboratoriet vurderede i 1983 den samlede olieudledning til danske farvande til mellem 9.000 og 30.000 tons pr. år, hvoraf den overvejende del stammer fra skibstrafik. Under 1% af olieudledningen stammer fra off-shoreindustrien.

PAH'er

Forekomsten af PAH'er i det marine miljø er kun sparsomt kendt. Der er konstateret problemer i disse miljøer, men problemets omfang kan ikke vurderes. Kilderne til PAH-emissioner er enten olieforureninger, landbaserede forbrændingskilder eller direkte udledninger fra off-shore installationer med udslip og forbrænding af olie samt direkte udledninger fra skibe. PAH'er spredes let i havmiljøet især med sediment. Fra sediment kan PAH'er optages i mikroorganismer, som derefter optages af fisk.

Der er også fundet PAH'er i renseanlæggenes udløb. Således er det beregnet, at der på denne måde udledes mellem 3 og 8 kg årligt af henholdsvis phenatren, anthracen og benz(a)pyren (MP 278, 1994).

Tungmetaller

En oversigt over de årlige udledninger af en række tungmetaller til de danske farvande ses i tabel 3.4.1 (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.1 Beregnet tungmetaludledning til danske farvande i tons (1993), ekskl. klapning og spildevandsslam

Industriens udledninger af tungmetaller er generelt blevet reduceret i forhold til midten af 80'erne. Tungmetal-udledningen vurderes at være ca. 8 tons i 1995 (fremskrivningstal) mod ca. 20 tons i 1985 (MP 153, 1990). Fremover forventes disse udledninger at falde yderligere på grund af stadig bedre renseforanstaltninger på virksomhederne samt grundet indførslen af renere teknologi.

Ved klapning af havbundsmateriale flyttes og deponeres der store mængder tungmetaller i havmiljøet. De beregnede mængder er vist tabel 3.4.2. Tallene er dog maksimumtal, og er i en vis grad udtryk for tilledning fra kilder, der allerede er opgjort (Red. 2/1994). Man kan sige, at man ved klapning flytter rundt på allerede sediment-ophobede tungmetaller. I 1993 blev der klappet 6,4 mio. tons, hvilket er lidt over gennemsnittet af, hvad der klappes årligt.

Tabel 3.4.2 Samlet mængde tungmetaller klappet årligt i tons

Nedfald fra luft er en væsentlig kilde. Det vurderes ud fra beregninger (MST Red. 1/1995), at der ad denne vej i 1990 tilføres de danske havområder 0,5 ton kviksølv, 4,8 tons cadmium og 170 tons bly. Mængden af bly er dog formodentlig reduceret kraftigt siden 1990.

Overfladeaktive stoffer

Et stort forbrug af vaske- og rengøringsmiddel gør disse produkter til en betydelig forureningskilde. Produkterne indeholder overfladeaktive stoffer som tensider, kalkbindere, fosfonater samt parfume og farvestoffer, hvoraf nogle har toksiske effekter over for akvatiske organismer. Visse af de mest toksiske stoffer er dog - efter indgåelse af en brancheaftale - blevet substitueret, bl.a. er nonylphenolethoxylater næsten fuldstændigt afviklet i vaske- og rengøringsmidler.

I 1985/86 var det samlede forbrug (industri, husholdning) på ca. 145.000 tons rengøringsmidler og ca. 142.000 tons vaskemidler (der foreligger ingen nyere opgørelse, men forbruget forventes at være steget). Disse mængder udledes før eller siden med spildevandet. Alene i husholdningen blev der brugt ca. 70.000 tons rengøringsmidler og ca. 50.000 tons vaskemidler (MP 152, 1990).

Renseanlæg kan aldrig fjerne alle kemiske stoffer fra spildevandet. Dertil kommer de direkte spildevandsudledninger fra spredt bebyggelse, der udgør ca. 10% af den samlede spildevandsudledning (Red. 2/1994). Desuden sedimenteres nogle af stofferne i spildevandsslammet og tilføres derigennem til jorden, når slammet anvendes til jordbrugsformål. Endelig anvendes overfladeaktive stoffer i off-shore industrien. Forekomster af de overfladeaktive stoffer i vandmiljøet er på nuværende tidspunkt ikke nøjere undersøgt, og udledninger af overfladeaktive stoffer er dårligt belyst.

Pesticider

Pesticider er først og fremmest en alvorlig trussel mod drikkevandskvaliteten, fordi nogle kan udvaskes eller nedsive til grundvandet. Via afstrømning fra marker sker der også en udledning til det øvrige vandmiljø. Der kan være en betydelig tidsmæssig forsinkelse mellem det tidspunkt, hvor et pesticid anvendes og det tidspunkt, hvor det kan konstateres i grundvandet. Den forurening, der konstateres i dag, kan således stamme fra anvendelse eller bortskaffelse af pesticider gennem de sidste årtier.

I tabel 3.4.3 findes en oversigt over grundvandskoncentrationerne af 8 pesticider målt i perioden 1990-93. Fundene er baseret på analyser af ca. 825 filtre. Fund på under 0,01 mg/l indgår ikke i opgørelsen. I perioden 1990-1993 blev der fundet pesticider i ca. 9% af prøverne svarende til 71 af de undersøgte filtre. Dichlorprop, merchlorprop og atrazin er blevet fundet hyppigst. Grænseværdien (0,1 mg/l) var overskredet i 25 af de undersøgte filtre - svarende til 3 % (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.3 Fund af pesticider i grundvandet i perioden 1990-1993 (Red. 2/1994)

I forbindelse med vandværkernes boringskontrol er godt 2.450 boringer undersøgt for pesticider i 1993 og 1994. Her er der fundet pesticider i ca. 12% af de undersøgte boringer og godt 3% overskred den tilladte grænseværdi for drikkevand. På nuværende tidspunkt skønnes det, at godt 20% af landets vandværksboringer er blevet analyseret for pesticider, hvorfor forholdene vurderes at være nogenlunde repræsentative som udtryk for den samlede grundvandstilstand (Red. 2/1994).

De fire phenoxysyrer, der er fundet i grundvandet, er også fundet i renseanlæggenes udløb. Man har således beregnet, at der herfra totalt udledes ca. 150 kg 2,4-D pr. år. For de tre øvrige ligger mængderne under 50 kg/år (MP 278, 1994).

Siden 1992 har det været ulovligt at anvende dinoseb som plantebeskyttelsesmiddel i Danmark. DNOC er tidligere udgået fra det danske marked. I forbindelse med revurderingen og den indførte forbudsprocedurer blev det forbudt at anvende atrazin og 6 andre stoffer som plantebeskyttelsesmidler fra juli 1995. I sommeren 1996 blev yderligere 12 stoffer føjet til listen over stoffer, der enten ikke må indgå i plantebeskyttelsesmidler, eller hvor anvendelsen bliver meget stærkt reduceret. På denne liste er bl.a. phenoxysyrerne, hvis anvendelse bliver stærkt indskrænket fra sommeren 1997. Yderligere en række produkter er i efteråret 1996 på vej gennem forbudsproceduren. Fremover kan det derfor forventes, at almindelig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler ikke vil forårsage koncentrationer af plantebeskyttelsesmidler i grundvandet over drikkevandsdirektivets grænser

Andre chlorerede organiske stoffer

I 1988/89 blev udledningen af chlorerede aromatiske forbindelser via industrispildevand vurderet til at være ca. 40.000 tons/år, mens udledningen af chlorerede alifatiske forbindelser (organiske opløsningsmidler) var ca. 17.300 tons/år (opgjort på baggrund af enkeltstofanalyser). På grund af renseforanstaltninger er disse udledninger blevet reduceret kraftigt til under 2.000 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket svarer til en reduktion på 95% i forhold til 1988/1989 (MP 153, 1990).

De chlorerede organiske stoffer findes også i renseanlæggenes udløb. Her har man f.eks. fundet dichlor- og pentachlorphenol (beregnet til ca. 60 kg/år) og chlorerede organiske opløsningsmidler (beregnet til 80-800 kg/år) (MP 278, 1994)

Andre ikke-chlorerede organiske stoffer

Udledningen af ikke-chlorerede organiske stoffer via industri-spildevand vurderes at være under 10 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket er en reduktion på ca. 97% i forhold til 1988/89, hvor udledningen var ca. 310 tons/år (MP 153, 1990).

En række ikke-chlorerede organiske forbindelser er desuden fundet i renseanlæggenes udløb og slam. Det drejer sig først og fremmest om phenol (beregnet til ca. 4 tons/år) og nonylphenol (beregnet til ca. 350 kg/år) (MP 278, 1994). Endvidere skønnes det samlede årlige udslip af phthalater fra renseanlæg, d.v.s. udløb fra renseanlæg og slam, at være 20-30 tons (middelværdital). Kilder hertil er udslip fra industrien samt brug af produkter med blød PVC. Analyser foretaget i 1995 viser, at vask af bl.a. PVC-gulve og tekstiler med PVC-tryk er en betydelig kilde til udledning af phthalater fra private husholdninger (Status okt. 1995).

3.5 Jord

Kemikalieforurening af jord kan opdeles i to problemområder. For det første kan der være tale om "fortidens synder", d.v.s. de arealer, der er forurenet på grund af eksisterende eller tidligere virksomheder på stedet, eller fordi der tidligere er blevet deponeret affald på grunden. Det andet område dækker de kemiske påvirkninger af jorden, der løbende sker gennem nedfald fra luften, landbrugets anvendelse af gødningsstoffer, (herunder restprodukter), kalk og pesticider.

Forurenede grunde

I marts 1994 var der registreret ca. 3.000 forurenede grunde i Danmark. Ca. halvdelen af disse er gamle lossepladser og ca. 1/3 er gamle industrigrunde. Godt 10% af grundene anvendes til helårsbeboelse, men langt flere ligger nær boligområder.

Ud over de allerede registrerede grunde forventes yderligere 7 -8.000 grunde at blive registreret (NMPR, 1995).

På landsbasis skønnes det, at det årlige behov for rensning/deponering af kemikalieforurenet jord ligger på ca. 560.000 tons (groft estimat). Mængderne kan opdeles i 4 kategorier (MP 334, 1996):

1) tungmetalforurenet jord: ca. 250.000 tons
2) olieforurenet jord: ca. 240.000 tons
3) tjæreforurenet jord: ca. 45.000 tons
4) opløsningsmiddelforurenet jord: 20.000 - 35.000 tons

En skærpet indsats overfor jordforurening vil betyde, at mængderne af forurenet jord til behandling/deponering vil stige fra det nuværende niveau til ca. 800.000 tons i 1997.

Tungmetalforurenet jord bortskaffes i Danmark næsten udelukkende ved forskellige former for deponering. Ahængig af forureningsniveauet, bliver jorden enten brugt som afdækningsjord på lossepladser, fyld i bygge- og anlægsarbejder eller deponeret i specialdepoter. Det er vurderet, at størsteparten (ca. 75%) vil være egnet som afdækningsjord (AR, 1994).

I 1992 blev ca. halvdelen af den olie-, tjære- og opløsningsmiddelforurenede jord tilført jordrensningsfirmaer. Derudover blev en mindre mængde - ca. 2% - afbrændt på kraftværkerne, mens resten antages at blive brugt som afdækningsjord på lossepladser (AR, 1994).

Kvælstof

I 1993 blev der i alt tilført 550.585 tons Total-N med kvælstofsholdig gødning til dansk dyrkningsjord. I tabel 3.5.1 findes der en oversigt over mængden af de forskellige typer af gødning (Notat, april 1995).

Der er ikke nogen klar udviklingstendens i gødningsforbruget, når der sammenlignes med tidligere års opgørelser. Dette fordi forbruget varierer fra år til år afhængig af afgrødefordelingen i landbruget.

Tabel 3.5.1 Mængderne af kvælstof tilført dyrkningsjord i 1993

Udledninger af ammoniak fra landbruget medvirker i et ikke ubetydeligt omfang til forsuringen af jorden. Hvert år afsættes der således ca. 59.000 tons kvælstof i form af NH₃ på de danske landarealer. Heraf stammer ca. 75% fra danske kilder, mens resten importeres fra andre lande (NMPR, 1995).

Fosfor

En samlet oversigt over tilførte mængder fosforholdig gødning findes i tabel 3.5.2. I 1993 blev der i alt tilført 80.000 tons til dyrkningsjord (Notat, april 1995). Som for kvælstofholdig gødning er der heller ingen klar udviklingstendens for den fosforholdige gødning.

Tabel 3.5.2 Mængder af fosfor tilført dyrkningsjord i 1993

Svovl

I Danmark er afsætningen af svovl fra luften den største kilde til jordforsuring. Det samlede nedfald af svovl i Danmark var i 1992 ca. 48.000 tons. Heraf går noget dog til vandarealerne (N&M, 1994).

Tungmetaller

Jorden får tilført en række tungmetaller bl.a. ved atmosfærisk nedfald, fra kunstgødning og fra affaldsprodukter til jordbrugsformål. Desuden deponeres der store mængder tungmetaller i form af restprodukter fra affaldsforbrænding. Her er der dog tale om kontrolleret deponering og ikke diffus spredning. De tungmetaller, der udgør det største problem, er bly, cadmium og kviksølv.

Bly

Det skønnes, at blykoncentrationen i dansk jord varierer fra ca. 11 mg bly/kg tørstof i landbrugsjord til 300-500 mg bly/kg tørstof i overfladejord langs meget trafikerede veje (Red.1/ 1995). De væsentligste årsager til blykoncentration i jorden er den tidligere anvendelse af blyholdig benzin og blyhagl til jagt. Disse to kilder bidrog med en samlet belastning af miljøet på henholdsvis 700-800 tons/år i 1990 og 1.500-1.600 tons/år i perioden 1970-75 (Red. 1/1995). Især på sure jorder kan forhøjede blykoncentrationer medføre risiko for øget optagelse af bly i planter. På jorder med højere ph er bly meget fast bundet, og der er derfor næppe risiko for blyoptagelse på landbrugsarealer, hvor ph af dyrkningsmæssige årsager holdes høj ved kalkning (NMPR, 1995).

Den samlede mængde bly, der tilføres jorden (eksklusiv deponering), var mellem 1.000 og 4.000 tons i 1990. Heraf er skrotpladser og produkthandlere de største kilder, idet skrottet ofte opbevares direkte på jorden uden overdækning. Blyforureningen fra disse kilder (der er behæftet med stor usikkerhed) skønnes at være fra 500 - 2.500 tons pr. år (Red. 1/1995). En anden væsentlig kilde til blyforurening er gamle el-kabelkapper. Skønsmæssigt befinder der sig mellem 100.000 og 200.000 tons bly i jorden som kapper omkring el-kabler, der er i brug. En del af blyet vil efterhånden blive opløst ved korrosion. Forureningen fra denne kilde er også behæftet med stor usikkerhed, men er med forbehold vurderet til at være 100 -1.000 tons bly/år (Red.1/1995).

Bly-mængden fra atmosfærisk nedfald er opgjort til ca. 240 tons i 1990. Heraf er størstedelen import fra udlandet (Red. 1/1995). Derudover blev der i 1993 tilført landbrugsjorden ca. 12 tons bly via spildevandsslam. Det gennemsnitlige indhold af bly i spildevandsslam er uændret i forhold til tidligere års opgørelser (Notat, april 1995). I 1994 blev de sidste blyholdige additiver i benzin substitueret, hvorfor blyforurening fra transporten i dag vurderes at være ca. 5 tons pr. år (MST, 1995) i modsætning til ca. 100 tons/år i 1990.

Generelt må det påregnes, at der vil ske en løbende ophobning af bly i det danske samfund, idet store mængder fortsat er "gemt" i produkter, materialer mv. Alt andet lige betyder ophobningen, at mængderne - som med tiden skal bortskaffes og potentielt kan forurene miljøet - er stigende.

Cadmium

Det skønnes, at cadmiumkoncentrationen i dansk landbrugsjord er ca. 16 mg/kg tørstof i jorden (DMU, 4/96). Den samlede mængde cadmium, der tilføres jorden (eksklusiv affaldsdeponering), ligger på ca. 8,6 tons pr. år. Det er en kvalitativ vurdering baseret på opgørelser fra 1990 og 1993 (Red. 1/1995 & Notat, april 1995). Tilførslen af cadmium stammer hovedsageligt fra atmosfærisk nedfald, som i dag udgør en baggrundsbelastning på 4,7 tons/år. De væsentligste danske kilder her er forbrænding af fossile brændstoffer og affaldsforbrænding. Disse kilder udgør dog kun en mindre del af den samlede baggrundsbelastning. Størstedelen af det amosfæriske nedfald er import fra udlandet (Red. 1/1995).

Næststørste kilde er fosforholdig handelsgødning, idet råfosfat naturligt indeholder cadmium. Cadmiumtilførslen via handelsgødning blev vurderet til at være ca. 2,6 tons i 1993. I de seneste 10 år er der sket en reduktion i denne type tilførsel, hvilket skyldes mindsket forbrug af fosforholdig gødning samt forbrug af fosfatforekomster med et lavere indhold af cadmium. (Notat, april 1995).

Endelig tilføres der ca. 1 ton cadmium/år fra kalk (1990-tal) og ca. 300 kg/år fra spildevandsslam (1993-tal). Indholdet af cadmium i spildevandsslam var i perioden 1991-94 ca. 60 mg pr kg fosfor. Indholdet af cadmium i slam er dog fortsat langt under den skærpede grænseværdi på 200 mg/kg total-fosfor (Notat, april 1995).

Tidligere er det beregnet, at cadmiumkoncentrationen i dansk landbrugsjord - hovedsageligt på grund af tilførsler fra fosfatholdig handelsgødning og nedfald fra luft - øges med 5-6 g cadmium/ha/år svarende til en stigning på 0,8% pr. år. Udviklingen i belastningen af landbrugsjorden har dog været væsentlig mindre, end det først var skønnet. Således var nettotilførslen af cadmium i 1990 mindsket til ca. 1,5 g/ha/år svarende til 0,3% pr. år (Red. 1/1995).

Kviksølv

Det skønnes, at kviksølvkoncentrationen i dansk landbrugsjord er ca. 0,04 mg/kg tørstof i jorden (DMU, 4/96). Den samlede udledning af kviksølv til jorden (eksklusiv deponering) er ca. 200-300 kg/år. (Udkast, aug. 1996)

Det atmosfæriske nedfald til dansk jord vurderes til at være ca. 0,5 tons/år. Da emissionen af kviksølv fra danske kilder (primært forbrændingsanlæg og kulkraftværker) vurderes at være ca. 1,5 tons/år, må der altså være tale om en væsentlig eksport (NMPR, 1995). Efter at alle danske forbrændingsanlæg har fået installeret røggasrensning i løbet af 1995, forventes det, at den samlede emission af kviksølv fra forbrændingsanlæg vil ligge på ca. 0,5 tons/år (mod ca. 1,2 ton i 1990). Alt andet lige vil dette reducere tilførslen af kviksølv til jorden. Af andre kilder til kviksørlvtilførsel (opgjort for 1992 og 1993) kan nævnes spildevandsslam (ca. 140 kg/år), gødning (ca. 100 kg /år) samt øvrige kilder (ca. 50 kg/år) (Udkast, aug. 1996).

Pesticider

Landbrugets brug af pesticider bidrager også til belastning af jorden. De indeholdte aktivstoffer kan forårsage miljøproblemer såsom skader på følsomme afgrøder - eller efterfølgende afgrøder på grund af langsom nedbrydning i jorden - bioakkumulering samt skader på mikroorganismer, flora og fauna. Der foreligger dog ikke oplysninger om, at disse påvirkninger har medført væsentlige ændringer af landbrugsarealernes værdi som dyrkningsjord. Da der ikke findes noget overblik over jordforureningen som følge af pesticider - f.eks. fra gamle depoter hvor den enkelte landmand har bortskaffet pesticidrester og emballage - er det ikke muligt at beregne forekomsten af jordforurening fra pesticider. I afsnit 2.2 findes der en oversigt over de aktivstoffer, der i 1994 blev brugt i størst mængde i landbruget.

3.6 Affald

Produktionen af affald i Danmark er betydelig. I 1994 udgjorde den samlede affaldsmængde 10,9 mio. tons, hvoraf 55% blev genanvendt, 20% forbrændt og 24% deponeret, mens omkring 1% blev behandlet som særligt miljøfarligt affald.

Til sammenligning kan nævnes, at den samlede affaldsmængde i 1985 var 9 mio. tons. Affaldet fremkommer ved råstofudvinding, produktion, forbrug og i forbindelse med serviceydelser, men også ved rensning af luft og spildevand. Affald er generelt set udtryk for et ressourcespild, og det udgør - enten i sin oprindelige form eller i form af et restprodukt - en belastning for miljøet (NMPR, 1995).

Det nye affaldsregistreringssystem ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse) er medvirkende til, at der i dag eksisterer en bred viden om mængderne i de danske affaldsstrømme (Notat, jan. 1996). Ifølge ISAG blev der i 1994 produceret 124.586 tons olie- og kemikalieaffald. ISAG indsamler dog ikke data om affaldets kemiske indhold.

De affaldstyper, der især kan forårsage miljøproblemer, er olie- og kemikalieaffald og såkaldte restprodukter (d.v.s. slam fra renseanlæg og slagger, flyveaske mv. fra forbrændingsanlæg). Miljøfarlige stoffer, der deponeres, vil ende i perkolatet fra lossepladserne og derefter via renseanlæggene ende i spildevandsslammet.

Restprodukter

Restprodukter omfatter affald fra rensningsanlæg, kulfyrede kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg. Mængden af slam, sand og ristestof fra rensningsanlæg samt flyveaske og afsvovlingsprodukter fra kraftværker registreret i 1994 er 2,9 mio. tons.

Hertil kommer slagger, flyveaske og røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændning, hvoraf der er registreret 480.000 tons i 1994.

Spildevandsslam

Den totale mængde kommunalt spildevandsslam, der blev produceret i 1993, kan beregnes til ca. 170.00 tons slamtørstof. Af denne mængde blev ca. 67% anvendt i jordbruget (Notat, oktober 1995). I en nyligt publiceret undersøgelse, er der foretaget analyser for en række miljøbelastende organiske stoffer i spildevandsslam fra tre udvalgte renseanlæg. Analyseprogrammet repræsenterede bl.a. PAH'er, PCB, DDT, chlorbenzener, chlorphenoler, phthalater og detergenter. Af disse kunne der i samtlige prøver påvises PAH'er (1,5 - 6 mg/kg tørstof), phthalaterne herunder DEHP (17 - 120 mg/kg tørstof) og detergenter herunder nedbrydningsproduktet nonylphenol (62 - 110 mg/kg tørstof), mens mange af de øvrige stoffer kun blev påvist i få prøver eller slet ikke. Koncentrationerne af de påviste stoffer lå i næsten alle tilfælde i den lave ende eller endnu lavere end de niveauer, der er rapporteret i den internationale litteratur (AR 15/1995). Vidensgrundlaget om mulige miljøkonsekvenser af slamudbringning på landbrugsjord er i dag begrænset, men der er taget initiativer for at fremskaffe den nødvendige viden.

Slagger

Den årlige produktion af slagger fra affaldsforbrænding udgør ca. 20% af den indfyrede affaldsmængde, svarende til godt 420.000 tons. I øjeblikket genanvendes ca. 74% af slaggen til anlægs- og vejbygningsformål, mens resten deponeres.

I restprodukter fra forbrændingsanlæg findes et bredt spektrum af tungmetaller (bly, cadmium, arsen, nikkel m.fl.) samt lave koncentrationer af en række organiske stoffer. Sammenligner man koncentrationerne af tungmetaller i slaggen med kvalitetskrav for jord til fri anvendelse ses, at fremtidig anvendelse af slagger er problematisk. Der er både konstateret problemer i forhold til en overfladenær anvendelse men også i forhold til udvaskning af stoffer til grundvandet, da undersøgelser har vist, at en række tungmetaller udvaskes.

Koncentrationer af tungmetaller ligger generelt en faktor 1000 over de organiske forbindelser. I en undersøgelse af restprodukter fra et konkret affaldsforbrændingsanlæg, blev der påvist en lang række organiske forbindelser (PAH'er, chlorbenzener, chlorphenoler, PCB og phthalater). Niveauerne betegnes som moderate eller lave. Koncentrationen af phthalater var op til 5 mg/kg tørstof, og det var den gruppe af organiske forbindelser, som blev fundet i de største koncentrationer (MP 269, 1994).

Med den nuværende kvalitet af slaggen må det forventes, at en større del skal deponeres efter revision af reglerne om anvendelse af forbrændingsslagger. Ved at hæve kvaliteten af slaggerne kan man ved genanvendelse dels spare på anvendelsen af jomfruelige materialer og dels sikre kapaciteten på de kontrollerede lossepladser. En fortsat genanvendelse af slaggen kræver dog, at kvaliteten af denne hæves.

En forbedring af slaggen kan først og fremmest ske ved en udfasning af miljøbelastende stoffer i produktionsfasen, hvor dette er muligt. For de anvendelsesområder, der ikke kan erstattes med miljøvenlige kemikalier og materialer kan slaggekvaliteten forbedres ved en udsortering af de problematiske fraktioner. Selv, hvis en udfasning af de miljøbelastende stoffer på kort sigt bliver muligt, vil der alligevel være behov for en udsortering af en række problematiske produkter, da disse er ophobet i samfundet og vil blive bortskaffet i årtier frem.

Flyveaske

Der produceres på landsplan omkring 50.000 tons flyveaske om året. Afhængig af røggasrensningsmetoden vil flyveaske forekomme sammen med de sure røggasrensningsprodukter eller separat. Flyveaske indeholder høje koncentrationer af tungmetallerne bly, cadmium og kviksølv samt arsen og zink. Af organiske stoffer er det især phthalater, chlorphenoler og chlorbenzener, der forefindes. Ved målinger herhjemme har niveauerne for de organiske stoffer vist sig at ligge lavere end de værdier, som findes i litteraturen for sammenlignelige anlæg i udlandet.

Røggasrensningsprodukter

Røggasrensningsprodukterne (rensning af partikler og sure røggasser (saltsyre) fra affaldsforbrændingen) udgør ca. 10.000 tons pr. år. Røggasrensningsprodukterne indeholder store mængder tungmetaller og salte (primært chlorider).

Røggasrensningsprodukterne deponeres i dag midlertidigt, da man endnu ikke har fundet egnede anvendelsesmuligheder for denne gruppe restprodukter. Problemet med anvendelsen af røggasrensningsprodukter er, at mobiliteten af tungmetaller er meget stor. Der arbejdes i øjeblikket på to strategier for bortskaffelse af denne restproduktgruppe. Den ene er ekstraktion af de belastende salte og tungmetaller med henblik på en senere nyttiggørelse. Den anden drejer sig om at stabilisere produkterne med henblik på deponering.

Selv om betydelige mængder salte og tungmetaller fjernes fra røggasrensningsprodukterne, vil der fremover formodentlig stadig vedblive at være et håndteringsproblem.

Olie- og kemikalieaffald

Affald, som indeholder miljø- og sundhedsfarlige stoffer, som f.eks. mineralolie, organiske opløsningsmidler, tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer skal indsamles særskilt. Generelt er det Kommunekemi A/S, der behandler det farlige affald, men kommunerne kan give konkret tilladelse til oparbejdning eller genanvendelse af miljøfarligt affald, og det foregår i større omfang end tidligere. Det er især olieaffald, der bliver behandlet andre steder, bl.a. har Storkøbenhavns Modtagestation behandlet 2.200 tons i 1994. Det anslås, at Kommunekemi A/S behandler 65-70% af det danskproducerede miljøfarlige affald (DS, 1995).

I 1994 fik Kommunekemi A/S tilført 89.254 tons olie- og kemikalieaffald. Herudover blev der importeret ca. 14.000 tons (primært organiske opløsningsmidler). Kemikalieaffaldet forbrændes og resterne - d.v.s. slagger, filterstøv og -kage - deponeres. Af olieaffaldet udvindes olieprodukter til genanvendelse, hvorefter resterne forbrændes.

Ca. 18% af den samlede mængde olie- og kemikalieaffald var olieaffald. De resterende 82% var kemikalieaffald svarende til 73.542 tons. I tabel 3.5.1 findes en oversigt over forskellige typer af kemikalieaffald tilført Kommunekemi A/S i 1994.

Tabel 3.5.1 Kemikalieaffald fordelt efter type (1994). Dækker ca. 65-70% af den totale mængde (DS, 1995)

Betragtet over en længere tidsperiode er mængderne af olie- og kemikalieaffald forøget fra ca. 63.000 tons i 1982 til ca. 89.000 i 1994, hvilket svarer til en stigning på ca. 42%. Tallene afspejler, at en stigende mængde indleveres og bortskaffes miljømæssigt forsvarligt. Der har dog i de senere år været en tendens til fald i de mængder, der tilføres Kommunekemi A/S. Dette kan bl.a. tilskrives: anvendelse af renere teknologi, substitution af rå- og hjælpestoffer, øget genanvendelse af affaldsprodukter samt at mere affald - især olieaffald - behandles andre steder. F. eks. er mængden af indleveret olieaffald reduceret med 15% i forhold til 1993 (DS, 1995).

Mængden af svovl- og halogenholdigt affald og det kviksølvholdige affald er faldet betydeligt fra 1993 til 1994. Mængden af andet kemisk affald er til Gengæld steget med 57%, hvilket hovedsagelig skyldes øget modtagelse af flyveaske til deponering samt en øget mængde forurenet jord fra oprydning på affaldsdepoter. Det svarer til en stigning på godt 5.000 tons i forhold til 1993 (DS, 1995).

Kommunekemi A/S har ca. 7.000 kunder, hvoraf de 150 største står for godt 60% af den tilførte affaldsmængde. I 1995 modtog Kommunekemi A/S ca. 92.000 tons affald.

3.7 Stoffer på tværs af medier

Visse miljøbelastende stoffer optræder i alle medier. Dette kan skyldes, at de udledes til alle medier, eller at de primært udledes til et medie, f.eks. luften, hvorfra de ved senere nedfald tilføres vand- og jordmiljøet. Eksempler på sådanne stoffer, som kan svæve ofte over meget lange afstande inden de falder ned, er PAH og POP'erne.

Stoffernes evne til at bevæge sig over lange afstande betyder for det første, at det kan være meget vanskeligt, at finde den kilde, der er årsagen til et stof optræder i mediet. Derfor kan kilden til udledningen befinde sig geografisk langt fra det sted, hvor stoffet optræder i miljøet. Desuden omdannes en række stoffer i miljøet, således at det stof, der findes i miljøet, ikke er identisk med det stof, der oprindeligt udledtes men derimod et nedbrydningsprodukt heraf.

Under alle omstændigheder understreger denne problemstilling, at det er afgørende på dette område, at arbejde for, at stoffernes ses reguleret internationalt, idet dansk enegang ikke kan løse forekomsten af alle uønskede problemstoffer i det danske miljø.