Inddragelse af renere teknologi i
tilsyns- og godkendelsesarbejdet 4. Vilkår i
miljøgodkendelser og spildevandstilladelser
I dette kapitel illustrerer en række eksempler på vilkår fra miljøgodkendelser og
spildevandstilladelser hvordan tilsynsmyndigheden kan fremme renere teknologi og det
forebyggende miljøarbejde i virksomhederne.
Eksemplerne omfatter konkrete renere teknologi vilkår, vilkår om renere
teknologi-redegørelser, miljøhandlingsplaner, driftsjournaler, årlige afrapporteringer,
miljøhåndbøger, miljøstyring, substitution, vilkår om loft på affaldsfrembringelse
og rammegodkendelser.
4.1 Vilkår om implementering af renere teknologi
Tilsynsmyndighedens stærkeste virkemiddel til implementering af renere teknologi er at
stille vilkår herom i miljøgodkendelser og spildevandstilladelser.
Dette sker i dag kun i beskedent omfang og stort set udelukkende i miljøgodkendelser.
Det har i forbindelse med det foreliggende projekt ikke været muligt at finde eksempler
på vilkår om implementering af renere teknologi i spildevandstilladelser, men kun
vilkår om redegørelser og miljøhandlingsplaner.
Ikke krav om specifik RT
Generelt fraråder Miljøstyrelsen tilsynsmyndighederne at stille krav om anvendelse af
specifikke renere teknologier, idet myndigheden dermed kan pådrage sig et ansvar for
produktionsanlæggets drift.
Risikoen for, at en virksomhed anker givne vilkår, mindskes betydeligt, hvis vilkåret
bliver udformet på baggrund af dialog med virksomheden, og hvis virksomheden har
indvilliget i vilkåret inden godkendelsen eller spildevandstilladelsen meddeles endeligt.
De beskrevne eksempler på vilkår om konkret renere teknologi er for langt de flestes
vedkommende udformet på baggrund af dialog med den givne virksomhed. Ved
miljøgodkendelser og spildevandstilladelser er det ofte den indledende dialog med
virksomheden omkring f.eks. udformningen af miljøtekniske beskrivelser og vurderinger,
der medfører den største påvirkning af virksomheden i retning af indførelse renere
teknologi.
Dette medfører ofte, at når tilsynsmyndigheden når til formuleringen af vilkår, er
de fleste tilgængelige og mulige renere teknologi tiltag allerede indført eller
undervejs i virksomheden. I de tilfælde finder mange tilsynsmyndigheder det ofte ikke
nødvendigt at stille eksplicitte vilkår herom.
Med mindre det fremgår, har vilkårene i de beskrevne eksempler ikke været påklaget
til Miljøstyrelsen.
4.1.1 Afvikling af tri-affedtningsanlæg - Ry
Formål
 | At afvikle tri-affedtningsanlæg i en virksomhed. |
Kommunens tiltag
 | Krav om substitution af trichlorethylen og projektbeskrivelse for alternativ
affedningsproces. |
Alternativ til
 | Krav om emissionsmålinger og påbud ved emissionsoverskridelser. |
Resultat
 | For nuværende intet konkret resultat, men virksomheden er blevet tvunget til at
overveje alternativ teknologi. |
Som den første virksomhed i Ry Kommune fik en jern- og metalvirksomhed (A6 og A4) i
1993 stillet vilkår i miljøgodkendelsen om indførelse af renere teknologi.
Med henblik på at afvikle brugen af chlorerede opløsningsmidler til affedtning fik
virksomheden stillet som vilkår, at der skulle udarbejdes en projektbeskrivelse for
erstatning af affedtningsprocessen og at tri-affedtningsanlægget skulle afvikles efter en
nærmere angivet dato.
1.2 Vilkår for godkendelsen
Renere teknologi:
1.2.8 Under henvisning til Miljøbeskyttelseslovens § 3 skal virksomheden løbende sikre
at valg af råvarer, processer, anlæg og forureningsbekæmpende foranstaltninger sker med
henblik på i størst muligt omfang at begrænse og forebygge luft-, vand- og
jordforurening herunder støjulemper samt ressourcespild.
På denne baggrund stilles der hermed krav om, at virksomheden snarest og senest
01.01.1997 ophører med anvendelsen af trichlorethylen.
Efter denne dato skal ovennævnte processer erstattes af mindre forurenende
teknologier. Det kan f.eks. være vandbaseret alkalisk affedtning.
Virksomheden skal senest 01.10.1996 til Ry Kommune indsende projektbeskrivelser for den
valgte affedtningsproces, der skal erstatte tri-affedtning.
3.0 Miljøkontrollens bemærkning.
Trichlorethylen.
Anvendelsen af trichlorethylen til affedtning af metalemner vurderes ikke at være i
overensstemmelse med § 3 i /MBL/, der lægger vægt på, at der skal anvendes den reneste
teknologi.
Der er i dag udviklet vandbaserede affedtningsanlæg, der kan erstatte tri-affedtning.
På baggrund af ovennævnte forhold er der opstillet en tidsfrist for afvikling af
triaffedtningsanlægget. Tidsfristen er fastsat til 01.01.1997.
Virksomheden er langt fremme med planer om at lade trianlægget erstatte af et alkalisk
affedtningsanlæg
|
Udskydelse
Virksomheden fik i september 1996 udskudt de to frister til henholdsvis 1. januar 1998 og
1. august 1997, fordi virksomheden i mellemtiden var flyttet til produktionsarealer, hvor
der ikke umiddelbart var plads til et alkalisk affedtningsanlæg (som kræver mere plads
end et tri-affedtningsanlæg).
Virksomheden påpegede desuden, at et alkalisk affedtningsanlæg er en kostbar
investering, og at leverandøren af tri-affedtningsanlægget havde oplyst, at der fra
myndighedernes side ikke umiddelbart var planer om at forbyde brugen af trichlorethylen.
Emissionsmålinger
Virksomhedens ønske blev imødekommet af kommunen under forudsætning af, at virksomheden
senest 1. februar 1997 lod foretage målinger af emissionen af trichlorethylen. At der
ikke i godkendelsen stilles krav om måling af udledningen af trichlorethylen skyldes
vilkåret om afvikling af tri-affedtningsanlægget. Kravet om afvikling af
affedtningsprocessen blev fastholdt.
4.1.2 Recirkulering af vaskevand - Thisted
Formål
 | Fjernelse af udledning af spildevand fra vask af bildele. |
Kommunens tiltag
 | Krav om etablering af lukket vaskeanlæg. |
Alternativ til
 | Etablering af renseforanstaltninger. |
Resultat
 | Virksomheden har etableret lukket vaskeanlæg. |
Thisted Kommune har i en miljøgodkendelse fra maj 1996 stillet vilkår om, at en
autoophugger (K5) kun må foretage vask/rensning af demonterede dele, hvis
rensemidlet/vaskevandet recirkuleres og ikke udledes.
1. Godkendelsens vilkår:
Vask/rensning af demonterede dele må foregå indendørs i lukket rensebar eller
vaskeanlæg med recirkulering af rensemiddel/vaskevand og uden afledning.
|
På tidspunktet for godkendelsen stod virksomheden foran etablering, og de fastsatte
vilkår svarede til virksomhedens ansøgning om etablering.
Resultat
I efteråret 1997 planlægger virksomheden at etablere en vaskeplads til vask/rensning af
personbiler og demonterede bildele. For at undgå problemer ved udledning af spildevand
har virksomheden oplyst, at vaskevandet vil blive renset, recirkuleret og genbrugt uden
udledning af spildevand. De olierester, som vil blive frasepareret fra
vandrensningsanlægget, vil blive bortskaffet sammen med virksomhedens øvrige spildolier.
Derudover er virksomheden ved at indføre et miljøstyringssystem udviklet af
autobranchen.
4.1.3 Omstilling af køleaggregater til el-drift -
Bjerringbro
Formål
 | At begrænse støjemissioner fra kølevogne om natten. |
Kommunens tiltag
 | Krav om at køleaggregaterne på kølevogne skal kunne omstilles til el-drift. |
Alternativ til
 | Påbud om overholdelse af støjkrav. |
Resultat
 | Virksomhedens drift er omlagt. Kravet er ikke længere relevant. |
Bjerringbro Kommune har i en miljøgodkendelse fra juni 1993 stillet vilkår til et
mejeri (F5) om, at køleaggregaterne på mejeriets kølevogne skal kunne omstilles til
elektrisk drift, så støjemissionen kan begrænses.
1. Indretning og drift.
3.4 Køleaggregaterne på kølevognene skal kunne omstilles til elektrisk drift.
Elektrisk drift skal anvendes, dersom aggregaterne enkeltvis skal være i gang mere end
1/2 time i natperioden kl. 22.00-6.00, og kølevognene er placeret inde på virksomhedens
areal eller på adgangsvejen.
|
Baggrund
Vilkåret blev stillet på baggrund af, at en kortlægning af virksomhedens støjniveau
viste, at en reduktion af de største støjkilder med kølevognene som den
væsentligste faktor var nødvendig for at nå ned på et rimeligt støjniveau i
forhold til de tæt beliggende beboelsesejendomme.
I dialog med virksomheden stillede kommunen derfor ovenstående vilkår, idet
virksomheden i forvejen havde planer om at omstille køleaggregaterne på kølevognen til
elektrisk drift.
Resultat
Efterfølgende har virksomhedens drift dog ændret sig, så der ikke (max. 1. nat/mdr.)
holder kølevogne udendørs. Derfor anvendes løsningen med omstilling af
køleaggregaterne på kølevognene til elektrisk drift ikke i dag i praksis.
Køleaggregaterne skal dog stadig kunne omstilles til elektrisk drift, hvis det på et
senere tidspunkt bliver aktuelt i forbindelse med eventuelle omlægninger af virksomhedens
drift.
4.1.4 Anvendelse af miljødiesel - Korsør
Formål
 | At nedbringe luftemissioner ved fyring. |
Kommunens tiltag
 | Vilkår om substitution af konventionel fuelolie med miljødiesel. |
Alternativ til
 | Brug af fuelolie eller almindeligt disel. |
Resultat
 | Bidraget af SO2 er nedsat. |
Korsør Kommune har i en miljøgodkendelse af et betonblandeanlæg (B2) fra juni 1993
stillet vilkår om, at virksomheden som brændsel i virksomhedens fyringsanlæg skal
anvende miljødiesel med lavest mulig svovlindhold.
Godkendelsens vilkår
10.0. Renere teknologi.
10.2 Der skal anvendes miljødiesel med lavest mulige svovlindhold til fyring i
kedelanlægget.
|
Vilkåret blev stillet på et tidspunkt, hvor en række virksomheder bl.a.
Storebæltsfærgerne i Korsør Kommune var begyndt at anvende miljødiesel fremfor
konventionel fuelolie. Eftersom virksomheden havde et relativt stort brændselsforbrug,
fandt kommunen det relevant at stille ovenstående vilkår.
Virksomheden har uden indsigelser efterlevet vilkåret, på trods af at miljødiesel er
dyrere end traditionel fuelolie.
4.1.5 Generelt vilkår om renere teknologi - Dragsholm
Formål
 | At virksomhederne løbende skal nedsætte miljøbelastningen. |
Kommunens tiltag
 | I udvalgte miljøgodkendelser indskrives et generelt vilkår om renere teknologi. |
Alternativ til
 | Begrænset fokus på renere teknologi. |
Resultat
 | Virksomhederne tager renere teknologi-undersøgelserne alvorligt. |
I forbindelse med miljøgodkendelse af produktionsvirksomheder, hvor der er et
potentiale for renere teknologi, indskriver Dragsholm Kommune et generelt vilkår i
miljøgodkendelsen om virksomhedens forpligtigelser til at gennemføre en kontinuerlig
miljøindsats.
Vilkår:
7.0 Renere teknologi:
7.1 Virksomheden skal kontinuerligt undersøge og vurdere de enkelte processer,
procesgange og materialevalg med henblik på at anvende renere teknologi.
7.2 Virksomheden skal arbejde på at nedbringe ressourceforbruget, så den, på en
økonomisk forsvarlig måde, opnår en reduktion i miljøbelastningen.
7.3 Virksomheden skal orientere sig i og søge oplysninger i tilgængeligt materiale om
renere teknologi omhandlende for virksomheden relevante emner.
7.4 Som et værktøj for overholdelse af vilkårene omkring renere teknologi, bør
virksomheden udarbejde en miljøpolitik og indføre miljøstyring.
|
Erfaring
Vilkåret er første gang anvendt i miljøgodkendelser fra 1995. Det er kommunens
erfaring, at vilkåret henleder virksomhedernes opmærksomhed på mulighederne for renere
teknologi, særligt i den periode, hvor kommunen er i dialog med virksomheden omkring
miljøgodkendelsen. Ikke sjældent er det netop i denne periode, at virksomheden opdager
muligheder for ressourcebesparelser og indførelse af renere teknologi.
4.1.6 Generelt vilkår om renere teknologi - Korsør
Formål
 | At indskærpe en virksomhed dens forpligtelse omkring renere teknologi. |
Kommunens tiltag
 | Vilkår om ajourføring og vidensformidling i virksomheden omkring renere teknologi. |
Alternativ til
 | At virksomheden ikke bliver opmærksom på og motiveret til renere teknologi-tiltag. |
Resultat
 | Kendes ikke. |
Korsør Kommune har i en miljøgodkendelse fra december 1994 af et af forsvarets
motorværksteder (A6) stillet vilkår om, at virksomheden skal holde sig ajour med
udviklingen indenfor renere teknologi i branchen, og at der til enhver tid skal anvendes
de mest miljøvenlige affedtningsmetoder og midler til rensning af motorerne.
Vilkår
7.6 Vilkårene i denne godkendelse skal være kendt af enhver, der arbejder i
virksomheden.
10.0 Renere teknologi.
Virksomheden forpligtes til at holde sig ajour med udviklingen i branchen indenfor renere
teknologi og tage højde for, at der senere kan komme krav om indførelse af renere
teknologi på virksomheden.
Der skal til enhver tid anvendes de mest miljøvenlige affedtningsmidler og metoder til
rensningen af motorerne.
|
Renere teknologi-vilkårene er stillet for at sikre, at virksomheden til stadighed
vurderer, om produktionsmetoderne er så lidt miljøbelastende som muligt. Vilkåret om,
at miljøgodkendelsen skal være kendt af alle medarbejdere, skal sikre, at der i det
daglige arbejde bliver taget størst muligt miljøhensyn. Virksomheden havde ingen
indvendinger til vilkårene og påpeger selv, at ny teknologi omkring reparation og
afprøvning af motorer naturligvis vil blive vurderet, hvis den skulle fremkomme på
markedet.
Korsør Kommune har endnu ikke fulgt op på miljøgodkendelsen og ved derfor ikke, om
vilkårene har resulteret i en udvikling af virksomhedens miljøindsats. Virksomheden har
på baggrund af en generel beslutning fra Forsvaret indført miljøstyring i 1996.
4.2 Renere teknologi-redegørelser og miljøhandlingsplaner
Virksomheder, som søger om miljøgodkendelse, har siden 1992 som en del af
ansøgningen om godkendelse skullet fremsende en redegørelse for mulighederne for at
anvende renere teknologi i produktionen. Tidligere erfaringer viser, at mange renere
teknologi-redegørelser har haft så begrænset et omfang, at det ikke har muliggjort en
seriøs vurdering.
Stadig flere tilsynsmyndigheder benytter renere teknologi-redegørelser som en mulighed
for at komme i dialog med virksomheden. Oftest er der tale om, at tilsynsmyndigheden
anmoder virksomheden om at udfærdige en handlingsplan for de kommende års renere
teknologi-indsats. Handlingsplanen kan samtidig tjene som dokumentation for, at
virksomheden løbende stræber mod at reducere miljøbelastningen.
De beskrevne eksempler viser, at vilkår om handlingsplaner bliver stillet uanset om
virksomhederne ved godkendelsestidspunktet overholder gældende grænseværdier eller ej.
Endvidere viser praksis, at tilsynsmyndighederne ikke sondrer skarpt mellem begreberne
renere teknologi-redegørelser, handlingsplaner og miljøhandlingsplaner.
4.2.1 Udarbejdelse af renere teknologi-redegørelse -
Silkeborg
Formål
 | At motivere virksomheden til kontinuerligt at overveje renere teknologi-muligheder. |
Kommunens tiltag
 | Krav om årlig renere teknologi-redegørelse. |
Alternativ til
 | At virksomheden ikke bliver opmærksom på og motiveret til renere teknologi-tiltag. |
Resultat
 | Renere teknologi-redegørelserne har ansporet virksomheden til renere teknologi. |
For en maskinfabrik (A6), der producerer maskiner til betonindustrien, har Silkeborg
Kommune i miljøgodkendelsen fra maj 1996 stillet vilkår om, at virksomheden årligt skal
udforme en renere teknologi-redegørelse:
1.5 Renere teknologi.
Virksomheden skal årligt inden den 1. juli indsende en vurdering af, hvorledes de
anvendte produktionsmetoder forholder sig til andre alternative teknologier på området
både med hensyn til anvendelse af den mindst forurenende teknologi og de bedst mulige
miljøbeskyttende foranstaltninger.
|
Virksomhedens overvejelser
I juni 1997 fremsendte virksomheden sin første renere teknologi-redegørelse, hvor den
har gjort sig overvejelser om, hvordan ressourceforbruget og affaldsdannelsen kan
minimeres. Som de væsentligste punkter kan nævnes, at flere konstruktioner nu bliver
varmgalvaniseret hos underleverandører i stedet for malet, fordi der tidligere var meget
spild, når f.eks. gittertransportører blev malet. Virksomheden forsøger at minimere
svejsning ved at konstruere anderledes, og konstruktioner støbes i stedet for at blive
skåret ud og svejset. Virksomheden forsøger endvidere at fremstille tegninger, hvor der
ved produktionen skal slibes mindre eller slet ikke, hvilket medfører mindre forbrug af
slibeskiver og bånd.
Kommunen er godt tilfreds med denne renere teknologi-redegørelse. Ved næste tilsyn
vil kommunen tage udgangspunkt i de tiltag, virksomheden har gennemført, og i dialog med
virksomheden forsøge at komme frem til nye områder for virksomhedens renere
teknologi-indsats.
4.2.2 "To-trins-raketter" - MLK Østjylland I/S
Formål
 | At reducere et trykkeris emissioner af opløsningsmidler. |
MLK-enhedens tiltag
 | Vilkår i form af to-trins-raket for nedbringelse af luftemissioner ved substitution. |
Alternativ til
 | Krav om umiddelbar nedbringelse af luftemissioner ved renseforanstaltninger. |
Resultat
 | Substitution og nedbringelse af luftemissioner. |
Baggrund
MLK Østjylland I/S udfærdiger i nogle tilfælde såkaldte "to-trins-raketter",
når tilsynsmyndigheden står over for en virksomhed, der ikke umiddelbart kan opfylde
gældende grænseværdier. Ideen med to-trins-raketten er, at tilsynsmyndigheden i
samarbejde med virksomheden fastlægger en tidsplan for at sikre en gradvis nedbringelse
af emissionerne på den for virksomheden og miljøet mest gavnlige måde.
To-trins-raketten giver virksomheden mulighed for at nedbringe den problematiske
emission ved at omlægge sin produktion eller investere i ny teknologi i et for
virksomheden fornuftigt tempo. Den udviste fleksibilitet fra tilsynsmyndighedens side
giver et godt grundlag for den fortsatte dialog med virksomheden, idet virksomheden
efterfølgende som regel er mere samarbejdsvillig og motiveret, end hvis der f.eks. var
stillet påbud om øjeblikkelig nedbringelse. Dette kan i sidste ende spare
tilsynsmyndigheden for meget arbejde: Overfor en usamarbejdsvillig virksomhed kan det for
den tilsynsførende tage op til flere år at komme igennem med en given problemstilling,
mens samme problematik måske kan løses ved en enkelt telefonopringning til en
samarbejdsvillig virksomhed.
Eksempel på to-trins-raket
Trykkeriet er en listevirksomhed (E3), som færdigbehandler tryksager ved kachering
(påklæbning af plastfolie på f.eks. karton) samt lakering.
På godkendelsestidspunktet (maj 1994) overholdt virksomheden ikke gældende
grænseværdier for udledningen af opløsningsmidler til luften.
Vilkår
Miljøgodkendelsen blev derfor givet med det vilkår, at grænseværdierne skulle
overholdes ved årsskiftet 1996/1997. Vilkåret fungerede som anden del af en
to-trins-raket.
1.2 Vilkår for godkendelsen
1.2.6. Virksomheden skal til stadighed sikre, at den samlede udledning af forurenende
stoffer til luften sker under overholdelse af de i nedennævnte skema anførte emissions-
og immissionsgrænser:
|
STOF |
IMMISSIONS- GRÆNSE (mg/Nm3) |
EMISSIONS- GRÆNSE gældende indtil d. 31.12.1996
(kg/time) |
EMISSIONS- GRÆNSE gældende fra d. 01.01.1997
(kg/time) (mg/Nm3) |
Ethylacetat: |
1 |
12.9 |
Sum af nævnte stoffer 21.5 |
Sum af nævnte stoffer 6.25 |
Sum af nævnte stoffer 300 |
Toluen: |
0.4 |
0.1 |
Butylacetat: |
0.2 |
0.01 |
Isopropylalkohol: (1-prophanol) |
1 |
0.3 |
Methylethylketon: (2-butanon) |
1 |
8.1 |
Isopropylacetat: |
0.7 |
3.0 MLK Østjyllands bemærkninger
Emissionsbegrænsning / renere teknologi
På længere sigt skal virksomheden bringes til at overholde de vejledende
emissionsgrænser anført i Luftvejledningen. Der skal udføres emissionsbegrænsende
foranstaltninger, således at emissionen bringes under 6.25 kg/time. Såfremt dette ikke
er muligt, må koncentrationen af organiske opløsningsmidler tilhørende klasse III ikke
overstige 300 (mg/Nm3).
Der er således aftalt en reduktionsplan for forbruget af organiske opløsningsmidler i
virksomheden.
D. 1. januar 1996 vil massestrømmen af organiske opløsningsmidler være reduceret til
10 kg/time.
D. 1. januar 1997 vil massestrømmen være reduceret til 6.25 kg/time.
Reduktionen i forbruget af organiske opløsningsmidler vil ske ved substitution af
produkter, der er baseret på organiske opløsningsmidler til vandbaserede produkter.
|
1. Raket-del
Den første del af to-trins-raketten bestod af en aftale mellem virksomheden og
tilsynsmyndigheden om, at virksomheden per 1. januar 1996 skulle have nedbragt emissionen
af organiske opløsningsmiddel til 10 kg/time. Denne del af aftalen blev ikke nedfældet
som vilkår i miljøgodkendelsen.
2. Raket-del
Dette var derimod tilfældet med anden del af to-trins-raketten, der blev indskrevet som
vilkår i miljøgodkendelsen, og som betød, at efter 1. januar 1997 ville der ikke
længere være fastsat emissionsgrænseværdier for de enkelte stoffer, men emissionen
skulle være nedbragt til en samlet sum af 6.25 kg/time. Yderligere tilføjede kommunen et
koncentrationskrav, således at den samlede udledning af emissionsstofferne ikke måtte
udgøre mere end 300 mg/Nm3.
Resultat
Ved et tilsyn i begyndelsen af 1996 blev det konstateret, at virksomheden ikke var nået
helt ned på de aftalte men ikke vilkårsfastsatte 10 kg/time. Virksomheden
fortsatte dog som aftalt med at minimere miljøbelastningen. Ved et tilsyn i maj 1997
konstaterede tilsynsmyndigheden, at virksomheden var overgået til næsten udelukkende
vandbaserede produkter, at lakeringsprocessen var ændret, så der nu i overvejende grad
anvendes UV-lak fremfor opløsningsmiddelbaseret lak, og at den samlede emission af
forurenende stoffer lå under det fastsatte vilkår i godkendelsen (anden del af
to-trins-raketten).
4.2.3 Dokumentation for undersøgelser af renere teknologi
- Københavns Amt
Formål
 | At tvinge virksomheden til at vurdere alternative teknologier. |
Amtets tiltag
 | At stille krav om specifik dokumentation af, at muligheden for alternative teknologier
er undersøgt. |
Alternativ til
 | Mindre konkret fokus på renere teknologi-redegørelser. |
Resultat
 | Ved tilsyn har tilsynsmyndigheden konstateret, at virksomheder har indhentet den
nødvendige dokumentation. |
Københavns amt stiller i forbindelse med miljøgodkendelser krav om, at virksomhederne
konkret undersøger markedet for alternative teknologier.
3.5
Virksomheden skal ved at indhente specifikationer fra leverandører dokumentere, at der
ved indkøb af nyt udstyr vælges støjsvagt udstyr.
|
4.2.4 Udarbejdelse af miljøhandlingsplan - Korsør
Formål
 | At fremme renere teknologi, herunder energibesparelser og substitution af male- og
sandblæsningsprocesser i en virksomhed. |
Kommunens tiltag
 | Krav om plan for mulighederne for renere teknologi. |
Alternativ til
 | At virksomheden ikke bliver opmærksom på og motiveret til miljøtiltag. |
Resultat
 | Virksomheden har ændret holdning samt substitueret og begrænset forbruget af maling. |
Korsør Kommune har i en miljøgodkendelse fra juni 1995 stillet vilkår til en
maskinfabrik (A4 og A6) om, at virksomheden skal indsende en plan over mulighederne for at
indføre renere teknologi, energibesparelser samt mulighederne for erstatning af
miljømæssigt belastende male- og sandblæsningsprocesser. Virksomheden forarbejder jern,
stål og metaller samt foretager sandblæsning og sprøjtemaling.
Godkendelsens vilkår
10.0 RENERE TEKNOLOGI
Virksomheden skal inden 1. december 1995 sende en plan til Teknisk forvaltning over
muligheden for at indføre renere teknologi, energibesparelser samt erstatte
miljømæssigt belastende male- og sandblæseprocesser.
Planen skal indeholde en tidsplan samt et budget over eventuelle investeringer og
besparelser i forbindelse med en sådan ændring af produktionen.
Virksomheden skal til stadighed arbejde hen imod anvendelse af den bedste
tilgængelige, mindst forurenende teknologi. Det gælder både for drift og indretning af
virksomheden, for råvarer og hjælpestoffer, anlæg, processer og i forhold til
affaldsfrembringelsen.
Vi henviser her til følgende:
Miljøprojekt nr. 147: "Blæserensning", Miljøstyrelsen 1990.
Miljøprojekt nr. 216: "Korrosionsbeskyttelse af stålkonstruktioner",
Miljøstyrelsen
1993.
Miljøprojekt nr. 126: "Miljøvenlige malematerialer i jernindustrien",
Miljøstyrelsen 1990.
Miljøprojekt nr. 140: "Vandige malematerialer til korrosionsbeskyttelse",
Miljøstyrelsen 1990.
Miljøprojekt nr. 159: "Miljøvenlig affedtning i jernindustrien",
Miljøstyrelsen 1991.
Miljøprojekt nr. 124: "Vedligeholdelse af køle-smøremidler", Miljøstyrelsen
1990.
|
Med vilkåret om udarbejdelse af handlingsplan tilstræbte kommunen at opnå, at
virksomheden blev tvunget til at gøre sig overvejelser om muligheden for at reducere
miljøbelastningen. Det holdningsbearbejdende sigte med vilkåret understreges af
henvisningen til diverse miljøprojekter.
Resultat
Foranlediget af vilkåret og den efterfølgende handlingsplan påbegyndte virksomheden
bl.a. en indsats for at begrænse forbruget af maling, og der anvendes i dag stort set
udelukkende maling uden organiske opløsningsmidler.
4.2.5 Udarbejdelse af handlingsplan - Korsør
Formål
 | At undgå styren i virksomhedens produktion. |
Kommunens tiltag
 | Krav om handlingsplan omkring brug af forbehandlet glasfiber. |
Alternativ til
 | Almindelig brug af glasfiber med deraf følgende styrenforbrug til hærdning. |
Resultat
 | Har indtil videre ikke kunne vurderes. |
Korsør Kommune har i en miljøgodkendelse fra juni 1995 stillet vilkår til en
producent af glasfiberprodukter (D9) om, at virksomheden skal indsende en plan over
mulighederne for at bruge forbehandlet glasfiber i produktionen.
Godkendelsens vilkår
10.0 RENERE TEKNOLOGI
Virksomheden skal inden 1. december 1995 sende en plan til Teknisk forvaltning over
muligheden for at bruge forbehandlet glasfiber i produktionen.
Planen skal indeholde en tidsplan samt et budget over eventuelle investeringer og
besparelser i forbindelse med en sådan ændring af produktionen.
Virksomheden skal til stadighed arbejde hen imod anvendelse af den bedste
tilgængelige, mindst forurenende teknologi. Det gælder både for drift og indretning af
virksomheden, for råvarer og hjælpestoffer, anlæg, processer og i forhold til
affaldsfrembringelsen.
|
Kravet om at virksomheden skal udarbejde en handlingsplan over muligheden for at bruge
forbehandlet glasfiber blev stillet på baggrund af dialog med virksomheden. Virksomheden
havde erfaret, at det var muligt at købe forbehandlede glasfiberplader, hvorved man ville
kunne undgå at arbejde med styren, og dermed opnå en stor miljø- og
arbejdsmiljømæssig gevinst.
Virksomheden er i dialog med DTU om at få produceret vakuumforme til brug for
processerne. Virksomheden har vurderet, at fremtidens produktionsform vil være lukkede
processer, hvor forbehandlede plader opvarmes og presses i form med vakuum og den
udvikling ønsker man at være med i.
4.2.6 Renere teknologi-redegørelse og
medarbejderinddragelse - Skive
Formål
 | At anspore virksomheden til en systematisk miljøindsats. |
Kommunens tiltag
 | Krav om renere teknologi-redegørelse og medarbejderinddragelse. |
Alternativ til
 | At virksomheden ikke bliver opmærksom på og motiveret til miljøtiltag. |
Resultat
 | Har indtil videre ikke kunne vurderes. |
Skive Kommune har i miljøgodkendelse fra januar 1997 til en jern- og metalvirksomhed
(A6) stillet vilkår om, at virksomheden årligt skal redegøre for de tiltag, der er
gennemført i løbet af året, og de planlagte tiltag for det kommende år. Derudover er
der stillet et generelt vilkår omkring indførelse af renere teknologi og om, at
virksomhedens medarbejdere skal informeres om perspektiverne ved renere teknologi.
1. Vilkår for godkendelsen
1. 8 Tilsyn og egenkontrol
1.8.1 Virksomheden skal føre journal over følgende:
art og mængde af indkøbte råvarer (jern/stål, metaller, svejsetråd,
køle-/smøremiddel, olier m.v.)
art og mængde af affald, samt dato, transportør og sted for bortskaffelse, herunder
materiale, der afsættes til genbrug
dato for kontrol og udskiftning af filter på udsugningsanlæg, samt oplysninger om
uregelmæssigheder i driften heraf
antal ansatte i produktionen den 1. i hver måned
Journalen skal indgå som et led i den miljøredegørelse, virksomheden skal indsende
til Skive Kommune den 1. i hver måned, jf. vilkår 1.8.9.
1.8.9. Virksomheden skal, så vidt det økonomisk og teknisk er muligt, anvende den renest
mulige teknologi inden for de forskellige produktionsformer/processer. Den enkelt
medarbejder skal informeres om, at anvendelsen af renere teknologi starter hos ham ved, at
han minimerer mængden af restprodukter, minimerer sit forbrug af el og vand m.v.
Informationen kan ske ved medarbejdersamtaler, opslag m.v.
Hvert år den 1. marts skal virksomheden indsende en redegørelse til Skive Kommune om
hvilke miljøtiltag, der er foretaget i det forgående kalenderår, og en beskrivelse af
de miljøtiltag, der er planlagt i det efterfølgende kalenderår. Eventuelle driftsuheld
skal ligeledes beskrives.
Virksomheden skal første gang indsende en redegørelse pr. 1. marts 1998, omhandlende
de ting der er sket i 1997, og de tiltag der er planlagt til 1998.
Redegørelsen skal desuden indeholde en overskuelig opstilling af det journalførte i
henhold til vilkår 1.8.1.
|
Møder og virksomhedsbesøg
I perioden op til udstedelsen af miljøgodkendelsen var kommunen og virksomheden i tæt
dialog med fem møder og to virksomhedstilsyn. Virksomhedens interesse for forebyggende
miljøarbejde var fremkommet via kontakt til andre maskinfabrikker, der var blevet stillet
over for miljøkrav fra kunder. På den baggrund kunne kommunen i samarbejde med
virksomheden indføje ovenstående vilkår i virksomhedens miljøgodkendelse. Vilkårene
skal anspore virksomheden til en mere systematisk miljøindsats.
Kommunen har indtil videre ikke kunnet vurdere, om vilkåret har afstedkommet den
ønskede udvikling i virksomheden.
4.3 Spildevandstilladelser
4.3.1 Begrænsning af miljøfremmede stoffer - Grenaa
Formål
 | At reducere mængden af miljøfremmede stoffer i spildevandsslam, så slammet kan
anvendes på landbrugsjord. |
Kommunens tiltag
 | Vilkår om kortlægning og udarbejdelse af handlingsplan for fjernelse af miljøfremmede
stoffer i spildevand. |
Alternativ til
 | Afbrænde slam. |
Resultat
 | Minimering af LAS og APE i spildevandet. |
Grenaa Kommune har i en spildevandstilladelse fra 1997 stillet vilkår til en
virksomhed (A3) om udarbejdelse af en oversigt over miljøfremmede stoffer i spildevandet.
1 Tilslutningstilladelse
2 Kravparametre og vilkår
4) Virksomheden udarbejder inden 1. oktober 1997 en oversigt over, i hvilket omfang
spildevandet indeholder den anioniske tensidgruppe lineære alkydbenzensulfonater (LAS) og
den nonioniske tensidgruppe alkylphenolethoxylater (APE), som omfatter
nonylphenolethoxylater (NPE) og octylphenoletoxylater (OPE). Såfremt stofferne findes,
skal virksomheden inden 1. april 1998 have udarbejdet en plan for begrænsning af disse
stoffer.
|
Vilkåret er en del af kommunens samlede strategi for at kunne bortskaffe
spildevandsslammet. Vilkåret kan fremover forventes stillet til alle relevante
virksomheder.
4.3.2 Vilkår om handlingsplan - Silkeborg
Formål
 | At reducere virksomhedens spildevandsudledning. |
Kommunens tiltag
 | Krav om årlig udarbejdelse af miljøhandlingsplan og statusrapport. |
Alternativ til
 | Traditionelle rensningsløsninger. |
Resultat
 | Reduktion af spildevandsudledning og indførelse af miljøstyring. |
Påbud og forbud
I slutningen af 80erne var dialogen mellem en syntetisk forarbejdende fiberindustri
(E6) og Silkeborg Kommune anstrengt. Kommunen måtte meddele både påbud og forbud til
virksomheden pga. uregelmæssigheder og overtrædelser af kravværdier i
spildevandsudledningen af bl.a. detergenter og H2S.
For at bryde denne udvikling stillede kommunen i tilslutningstilladelsen fra 1989 krav
om, at virksomheden årligt skulle udforme en statusrapport for virksomhedens emissioner
og for hvordan disse kunne nedbringes.
Fra tilslutningstilladelse 1995
1.7.7 Journaler:
Der skal hvert år indsendes:
- senest den 1. juni en handlingsplan og statusrapport med baggrund i den udarbejdede
miljøhandlingsplan.
|
Resultat
Dette vilkår fik stor betydning, idet virksomheden i begyndelsen af 90erne ved en
kortlægning af virksomhedens kemikalieforbrug fandt frem til, at der kunne spares mange
penge ved forskellige effektiviseringer og omlægninger af virksomhedens
garnfarvningsprocesser.
Denne erfaring ansporede virksomhedens miljøarbejde, og da virksomheden senere skal
sammenlignes med en hollandsk virksomhed inden for samme koncern med det formål at lukke
den mindst rentable af de to virksomheder, får den danske virksomhed lov at fortsætte
produktionen. Virksomheden forsætter sit miljøarbejde, og i 1995 indfører virksomheden
et EMAS-registreret miljøstyringssystem.
4.3.3 Vilkår om renere teknologi-redegørelser og
handlingsplaner - Gladsaxe
Formål
 | At reducere udledning af tungmetaller samt motivere virksomheden til miljøstyring. |
Kommunens tiltag
 | Vilkår om driftskontrol, handlingsplan og afrapportering. |
Alternativ til
 | Emissions- og egenkontrolvilkår, evt. traditionelle rensningsløsninger. |
Resultat
 | Renere teknologi løsninger i form af recirkulering af spildevand, fuldautomatisk
doseringsanlæg og substitution. |
Et tekstilvaskeri med vask af ca. 4000 tons linned, beklædning og måtter pr. år samt
en årlig udledning af ca. 70.000 m3 spildevand ansøgte i efteråret 1994 om tilladelse
til udledning af spildevand til det offentlige kloaksystem. Kommunen havde året forinden
ansøgningen foretaget en større undersøgelse af virksomhedens spildevand, som viste, at
virksomheden udledte relativt høje mængder af tungmetallerne bly, cadmium og kobber (Cd
6,5 m
g/l, Pb 0,3-0,6 mg/l og Cu 0,6 mg/l).
Med baggrund i spildevandsundersøgelsen lagde kommunen i udledningstilladelsen fra
april 1995 vægt på at sikre, at virksomheden ville udarbejde handlingsplaner, som skulle
føre til nedbringelse af miljøbelastningen fra virksomheden.
Tidsbegrænset tilladelse
Spildevandstilladelsen blev tidsbegrænset ud fra den betragtning, at man tre år senere
ville have udviklet den fornødne teknologi både i form af recirkuleringsløsninger og
nye produktionsprincipper f.eks. ved omstruktureringer af produktionen. Kommunen
forventede, at virksomheden inden da ville kunne halvere sine udledninger af tungmetal.
Endvidere lagde kommunen vægt på, at der årligt blev gennemført en revision af
handlingsplanerne, f.eks. i forbindelse med den årlige egenkontrol, som udtages i form af
en ugentlig måleserie på spildevandet.
Virksomheden havde i mange år anvendt natriumhypochlorit (NaOCL), som kan danne
adsorberbare, organiske chlorforbindelser i vandmiljøet, som blegemiddel. Kommunen så
derfor helst, at virksomheden afskaffede stoffet, hvorfor der i spildevandstilladelsen
blev stillet vilkår om, at virksomheden skulle undersøge muligheden for substitution.
Vilkår 2. Driftskontrol
2.2 Nøgletal for produktionen udregnes årligt for forbrug af vand og kemikalier. Der
udregnes for henholdsvis beklædnings-, linned- og måtteafdeling nøgletal i form af
vandforbrug pr. kg tøj for de respektive kemikalier, der anvendes.
2.3 Efter opstilling af nøgletal skal forbrug af vand og kemikalier vurderes.
Vandforbruget vurderes dels ud fra forbruget i de enkelte afdelinger og dels ud fra
forbruget pr. kg tøj. Disse data sammenlignes med de tidligere års registreringer, og
udviklingen vurderes. Herefter opstilles målsætning og handlingsplan for mulig
nedsættelse af forbruget af vand og kemikalier.
Vilkår 4. Handlingsplaner
4.1 Ved fremkomsten af måleresultaterne fra hvert gennemført måleserie foretages en
vurdering af resultaterne. På denne baggrund opstilles en målsætning og en
handlingsplan for mulig nedsættelse af miljøbelastningerne.
4.2 Inden den 1. september 1997 fremsendes en teknisk, økonomisk og miljømæssig
vurdering af mulighederne for etablering af fuldskalaanlæg til rensning og recirkulering
af spildevand fra beklædningsvaskeri til Gladsaxe Kommune. Herunder vurderes muligheder
for:
Optimeret anvendelse af detergenter (45-60% ledes normalt til kloak) energibesparelser
ved udnyttelse af varmekapaciteten i vandet besparelser på indkøb og afledning af vand.
4.3 Senest den 1. september 1997 fremsendes teknisk, økonomisk og miljømæssig
vurdering af mulighederne for substitution af blegemidlet natriumhypochlorit til mindre
miljøbelastende stoffer (eller metode). Herunder ønskes substitution til stofferne
natriumpercarbonat og hydrogenperoxid vurderet.
4.5 Inden den 1. september 1997 fremsendes en redegørelse for og en vurdering af de fra
produktionen udledte kemikaliers miljømæssige egenskaber, herunder toksicitet,
bioakkumulerbarhed og bionedbrydelighed.
|
Baggrunden for vilkår 4.1 var, at virksomheden skulle evaluere resultaterne af den
gennemførte årlige måleserie, og at denne evaluering skulle afrapporteres samtidigt med
måleresultaterne til kommunen. Evalueringen var tænkt som en del af den samlede årlige
revision af virksomhedens forhold på miljøområdet i relation til spildevandet.
Baggrunden for vilkår 4.2 var, at DTI tidligere havde påvist, at der kan være store
muligheder for ressource- og energibesparelser ved et fuldskalaanlæg, som tillige ville
reducere tungmetaludledningen fra virksomheden væsentligt.
Baggrunden for vilkår 4.5 var et forsøg fra kommunens side på i samarbejde med
virksomheden at starte en proces, hvor vaskeriet stiller krav til sine
kemikalieleverandører for at få oplysninger om kemikaliernes egenskaber i det ydre
miljø. På sigt ville dette måske skabe mulighed for, at virksomheden ved
kemikalieindkøb også ville prioritere miljøegenskaberne for de pågældende kemikalier.
Resultat
Virksomheden fremsendte i juni 1996 en status over de tiltag, den var blevet pålagt i
spildevandstilladelsen fra foråret 1995.
Via de stillede vilkår om drifts- og nøgletal er virksomheden bl.a. blevet opmærksom
på uhensigtsmæssig brug af kemikalier. Virksomheden vurderer således, at der anvendes
for meget alkali og blegeessens, og at der måske anvendes for mange typer vaskemidler og
for meget natronlud.
I rapporten angiver virksomheden at den vil begynde at arbejde med følgende tiltag:
 | Udskiftning af kemikalieleverandør |
 | Etablering af fuldautomatisk doseringsanlæg |
 | Etablering af lokal spildevandsrensning |
 | Reduktion af vandforbrug på 80% |
 | Reduktion af energiforbrug på 30% |
 | Udfasning af 95% af natriumhypochlorit til fordel for brintoverilte. |
4.3.4 Nedbringelse af vand- og energiforbruget - Fyns Amt
Formål
 | At nedbringe vand- og energiforbruget samt undersøge mulighederne for alternativ
anvendelse af affaldet fra produktionen. |
Amtets tiltag
 | Vilkår om energisyn i forbindelse med udvidelse og krav om undersøgelse af
mulighederne for reduktion af vandforbruget. |
Alternativ til
Resultat
 | Kendes ikke, da virksomhedsudvidelsen ikke er etableret. |
Baggrund
I forbindelse med at en cellulosemasse-virksomhed i 1994 ville udbygge produktionen med
oparbejdelse af mælke- og juicekartoner, søgte virksomheden om fornyelse af
miljøgodkendelsen. Af renere teknologi redegørelsen fremgik det, at det ikke var muligt
at finde eksempler på tilgængelige energi- og vandbesparende processer, som var bedre
end de aktuelle valg. Det fremgik af redegørelsen, at virksomheden lå på et rimeligt
lavt niveau sammenlignet med andre pap-, papir- og pulpproduktioner i Danmark.
Fyns Amt fandt, at reduktionsmulighederne for energi- og vandforbruget skulle
undersøges. Også mulighederne for alternativ affaldsbortskaffelse skulle undersøges, og
der blevet stillet vilkår om, at affaldsproduktionen ikke måtte overstige 18.000 tons
vådt affald pr. år de første to år - herefter skulle undersøgelsesarbejdet tages op
til revision.
Renere Teknologi
32. Virksomhederne skal inden for ét år regnet fra opstarten lade gennemføre et
energisyn af virksomheden med henblik på reduktion af energiforbruget.
Energisynet skal foretages af et af Energistyrelsen godkendt konsulentfirma og udføres
efter de retningslinier, der er angivet i Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 88 af 24.
Februar 1993 "Energisyn og energieffektivisering i visse virksomheder".
En rapport over energisynet skal være Fyns Amt i hænde senest ét år efter opstart.
33. Virksomheden skal inden et år regnet fra opstarten undersøge mulighederne for at
reducere vandforbruget. Oplysninger om resultatet af undersøgelsen samt hvilke
vandbesparende foranstaltninger, virksomheden har tænkt sig at arbejde videre med, skal
meddeles til Fyns Amt senest 2 år efter opstarten.
34. Virksomheden skal foretage en undersøgelse af hvilke muligheder der eksisterer for
alternative anvendelser af affaldet fra produktionen.
Resultatet af undersøgelsen samt oplysninger om, hvilke tiltag virksomheden har tænkt
at igangsætte på denne baggrund skal meddeles Fyns Amt senest 2 år efter opstarten.
På baggrund af redegørelsen vil Fyns Amt tage stilling til en eventuel revision af
den i vilkår 3 fastsatte grænse for affaldsmængde til bortskaffelse.
|
Baggrunden for at lægge et loft for affaldsproduktionen var bl.a., at der i amtet ikke
var tilstrækkelig kapacitet til at bortskaffe affaldet.
Resultat
Virksomheden valgte ikke at udvide produktion og kom derfor ikke til at udnytte
godkendelsen.
4.3.5 Vilkår om vand- og kemikaliereduktion - MLK Fyn
Formål
 | At nedbringe chromindholdet i virksomhedens spildevandsudledning. |
MLK-enhedens tiltag
 | Stille vilkår om redegørelse for reduktion af vand- og kemikalieforbrug samt
etablering af internt renseanlæg |
Alternativ til
Resultat
 | Virksomheden har fået forlænget spildevandstilladelsen med to år. |
Baggrund
Et garveri søgte i april 1996 kommunen om en ny spildevandstilladelse i forbindelse med,
at virksomheden skulle søge amtet om ny miljøgodkendelse. Amtet meddelte virksomheden
tilladelse til en produktion, der medførte større forurening i spildevandet. Dette fandt
amtet acceptabelt både i forhold til kommunens rensningsanlæg og i forhold til den
videre udledning fra rensningsanlæg til recipient.
Virksomheden foretog i 1992 en miljøteknisk revision. Ud over en kortlægning af
produktions- og miljøforholdene opstillede virksomheden en langsigtet handlingsplan for
at nedbringe virksomhedens forurening, herunder foranstaltninger til reduktion af
forbruget af vand, hjælpestoffer og kemikalier.
Virksomheden forventede at kunne reducere vandforbruget inden for en årrække fra 43
m3/ton råvare til ca. 35 m3/ton råvare.
På denne baggrund fastsatte MLK- Fyn følgende vilkår:
4. Tilsyn og kontrol
4.1 Virksomheden skal forsat arbejde for nedbringelse af det specifikke ressource- og
vandforbrug.
Virksomheden skal én gang årligt til kommunen fremsende en redegørelse for
gennemførte tiltag og for hvilke tiltag, der i det følgende produktionsår forventes
iværksat for at nedbringe det specifikke ressource- og vandbrug.
4.2 Virksomheden skal inden det interne renseanlæg til chromfjernelse etableres
fremsende en funktions- og driftsbeskrivelse af anlægget til godkendelse hos kommunen.
4.3 Virksomheden skal, når renseanlægget er etableret og klar til drift, give
kommunen meddelelse herom.
|
Resultat
Garveriet har fået nye ejerforhold og har fået to års forlængelse af den eksisterende
spildevandstilladelse.
4.4 Rammegodkendelser
Med en rammegodkendelse kan tilsynsmyndighederne give virksomheder mulighed for
uden forudgående godkendelse at gennemføre ændringer i drift og indretning eller
produktionsmæssige udvidelser indenfor en given ramme.
I forhold til Miljøbeskyttelseslovens intentioner bør rammegodkendelser primært
anvendes overfor miljøpositive virksomheder, hvor sikkerheden for at virksomheden vil
agere hensigtsmæssigt er størst.
I dette afsnit ses en række eksempler på vilkår om indførelse af miljøstyring på
virksomhederne. Disse vilkår er dog i alle de gengivne tilfælde forhandlet på plads med
virksomheden i en åben dialog. Virksomhedens incitament hertil er netop at opnå en
rammegodkendelse, der opfattes som mere smidig end en "almindelig" godkendelse.
4.4.1 KARTA-modellen - miljøstyring og rammegodkendelse -
Københavns Amt
Formål
 | At der skabes mulighed for bedre ressourceudnyttelse og dermed mulighed for bedre
miljø- og produktionsmæssige resultater. |
Amtets tiltag
 | Udvikling af KARTA-modellen, der kombinere helhedsbetragtninger, forebyggelse og
affaldsminimering i godkendelsesprocedurer og miljøstyringssystemer. |
Alternativ til
 | Traditionelle godkendelser baseret på emissionsgrænser. |
Resultat
 | Forestående udgivelse af en håndbog om KARTA-modellen, der tilbydes de virksomheder,
der ønsker at optimere drifts- og miljøforhold. Etablering af miljøstyringssystemer og
udarbejdelse af rammegodkendelser for virksomheder med en række miljøgevinster til
følge. |
Formål med KARTA
Københavns amt iværksatte i 1994 et pilotprojekt i samarbejde med seks af amtets større
virksomheder. KARTA (Københavns Amts Renere Teknologi Aktiviteter) var og er baseret på
frivilligt samarbejde mellem virksomhed og miljømyndighed om en forebyggende
miljøindsats. Formålet med projektet var at udmønte miljølovens forebyggende
principper i overensstemmelse med de senere års udvikling mod en mere markedsorienteret
indsats. Et led i projektet var at finde og løse de problemer, som i dagligdagen udgør
en barriere for en mere langsigtet og forebyggende godkendelsespraksis.
Amtet har udviklet en godkendelsesmodel, KARTA-modellen, med en detaljeret manual for
såvel godkendelsesprocedure som etablering af miljøstyringssystemer. En godkendelse
efter KARTA-modellen, som tilbydes de miljøpositive virksomheder, er en rammegodkendelse,
der baseres på virksomhedens miljøledelse og tilskynder virksomheden til at samordne
interne krav om effektiv drift og kvalitetskontrol med den miljømæssige kontrol.
Myndighederne får ved at integrere miljøstyringssystemer i godkendelser større
sikkerhed for, at virksomheden fortsat udfører miljømæssige forbedringer også
efter godkendelsens udstedelse, mens virksomheden bl.a. får mere fleksible rammer for
dens udvikling.
Et af de væsentligste arbejdsområder i pilotprojektet viste sig at være en styrkelse
af den åbne dialog og en samarbejdsform, hvor parterne frivilligt optræder som
kvalificerede modspillere i et samarbejde om at nå langsigtede miljøfordele. Væsentlig
var også den mere værktøjsprægede del, hvor der er arbejdet med i praksis at etablere
og koordinere miljøstyringssystemer med mere udviklingsrettede rammegodkendelser.
Amtet har nu udstedt godkendelser med rammer, der modsvarer de seks pilotvirksomheders
miljøansvarlige adfærd og udarbejdet en detaljeret manual for samarbejdet med
virksomhederne og koordineringen af miljøstyringsarbejdet og rammegodkendelser.
Tankegangen er, at elementerne fra miljøstyringsstandarder og fra
godkendelsesbekendtgørelsen kan samordnes i opbygningen af ét system.
For at inspirere virksomhederne til at arbejde mere målrettet med miljøforholdene har
amtet i forbindelse med KARTA-projektet afholdt møder i et lederforum, hvor
virksomhedslederne har drøftet den enkelte virksomheds miljøpræstation. De konkrete
diskussioner har virket stærkt befordrende for virksomhedsledernes vilje til at indgå i
det forebyggende miljøarbejde.
En væsentlig forudsætning for at amtet tilbyder en rammegodkendelse er, at
virksomheden har vilje og evne til miljøansvarlig adfærd. Der ligger endnu ingen
administrative regler for, hvordan virksomheders miljøansvarlighed skal vurderes, men
Teknisk Forvaltning har på baggrund af KARTA-projektet opstillet et vurderingsgrundlag,
som passer til KARTA-modellen.
KARTA-modellen
De væsentligste elementer i rammegodkendelser efter KARTA-modellen er:
- Vurdering og valg af godkendelsesform.
Virksomhed og myndighed vurderer, om der er grundlag for at anvende KARTA-modellen, eller
om et traditionelt godkendelsesforløb er at foretrække.
- Kortlægning af den aktuelle miljøpræstation.
På dette trin koordineres virksomhedens miljøstyring med amtets miljøgodkendelse.
Miljøstyringens indledende miljøgennemgang svarer til de oplysninger, der skal ligge til
grund for ansøgning om miljøgodkendelse, men der skal foretages visse justeringer, hvis
kortlægningen skal kunne anvendes til begge formål.
I en miljøkortlægning afdækkes sammenhængen mellem virksomhedens produktion og
miljøforholdene. Der udformes en samlet fremstilling af de miljøforhold, der skal
prioriteres i miljøarbejdet samt af eksisterende miljødata. Det tilstræbes, at
virksomhederne etablerer løbende opsamling af data fra processerne, som afspejler
virksomhedens aktuelle miljøpræstation.
Som led i kortlægningen opstilles så vidt muligt både absolutte produktions- og
emissionstal og nøgletal for emissioner i forhold til produktmængde. Nøgletallene
danner et godt udgangspunkt for det videre forebyggende miljøarbejde, der kan tage
udgangspunkt i en reduceret miljøpåvirkning pr. produceret enhed.
I en KARTA-rammegodkendelse erstattes amtets kontrol med virksomhedernes miljøforhold så
vidt muligt af egenkontrol og årlig afrapportering af det samlede miljøregnskab. For at
dette kan lade sig gøre, skal virksomhedens organisering af miljøstyringsarbejdet med
egenkontrol, dokumentation og dokumentstyring være på plads. Udover en kortlægning af
miljøforholdene indebærer miljøkortlægningen derfor ligeledes en kortlægning af
virksomhedens organisatoriske indgangsvinkel til miljøarbejdet.
- Miljøprogrammet - Den miljøforbedrende indsats.
Den miljøforbedrende indsats udtrykkes ved virksomhedens miljøstyringssystem og den
tilsvarende miljøtekniske beskrivelse. De relevante indsatsområder fastlægges ud fra en
prioritering af de væsentlige områder. Prioriteringen foretages i samarbejde ud fra
virksomhedens mål og myndighedskrav.
KARTA-håndbogen
I amtets KARTA-håndbog er opstillet en detaljeret model for arbejdet med miljøstyring og
rammegodkendelser på de miljøpositive virksomheder. Der opstilles retningslinjer,
værktøjer og/eller vejledning for områder som: Indledende dialog, forudsætninger for
samarbejde, vurdering af miljøansvarlig adfærd, miljøstyringssystemets elementer,
miljøteknisk vurdering, samkørsel af godkendelse og miljøstyringssystem. Håndbogen
indeholder desuden en lang række checklister og eksempler på rammegodkendelsesvilkår
baseret på miljøstyring.
Erfaringer
Københavns Amt har meget positive erfaringer fra pilotprojektet og den videre indsats,
men understreger, at KARTA-modellen ikke giver alle svar, men opstiller en række
muligheder. Dialogen med virksomhederne er styrket betydeligt, der implementeres en lang
række renere teknologi-tiltag, organiseringen af miljøarbejdet i virksomhederne er på
plads, og tilsyn med de godkendte virksomheder påregnes at ændre karakter i retning af
en årlig afrapportering og dialog. KARTA-håndbogen forventes at blive et væsentligt
redskab for amtets tilsynsvirksomhed.
4.4.2 Driftsjournal og handlingsplaner - MLK Østjylland
I/S
Formål
 | At fastholde virksomheden på en fortsat miljøindsats. |
MLK-enhedens tiltag
 | Rammegodkendelse med krav om driftsjournal og årlige handlingsplaner. |
Alternativ til
 | MLK-enheden ser intet alternativ til dette tiltag, idet MLK-enheden ikke mener at krav
om renere teknologi kan indføres som vilkår i miljøgodkendelsen. |
Resultat
 | Endnu intet resultat. |
MLK Østjylland I/S meddelte i juni 1996 rammegodkendelse til en
overfladebehandlingsvirksomhed (A4) med vilkår om, at virksomheden skal føre
driftsjournal og udarbejde handlingsplaner for nedbringelse af miljøbelastningen ved brug
af renere teknologi.
Vilkårene blev stillet på baggrund af dialog med virksomheden. Ud fra oplysninger i
driftsjournal samt handlingsplanerne kan der indledes en dialog med virksomheden om renere
teknologi.
1.2.19 Driftsjournaler
Virksomheden skal føre driftsjournaler, som på forlangende skal forevises
tilsynsmyndigheden. Driftsjournalerne skal indeholde oplysninger om forbrug af energi,
vand og råvarer samt arten og mængden af forurenende stoffer.
Driftsjournalerne skal som minimum ajourføres en gang om måneden og indeholde
følgende oplysninger:
- Forbrug af naturgas og olie.
- Virksomhedens elforbrug.
- Virksomhedens vandforbrug.
- Mængden af jern, aluminium og evt. andre metaller der overfladebehandles.
- Forbruget af produkter til affedtning/bejdsning, chromatering, overfladebe-handling og
dechromatering.
- Mængde og tidspunkt for aflevering af olie- og kemikalieaffald samt navn på
affaldstransportør og affaldsmodtager. Kvitteringer for aflevering af olie- og
kemikalieaffald skal kunne forevises på tilsynsmyndighedens forlangende.
- Tidspunkt for kontrol med renseanordninger samt eventuelle reparationer.
1.2.20 Driftsjournaler og evt. emissionsopgørelser skal sammenfattes
i en årsopgørelse for et kalenderår. Første gang for 1997. Årsopgørelsen skal
tilsendes kommunen hvert år inden den 1. marts. Første gang den 1. marts 1998.
1.2.21 Handlingsplaner
På baggrund af driftsjournaler og evt. emissionsopgørelser skal virksomheden foretage en
vurdering af virksomhedens emissioner i forhold til produktionen samt opstille en
handlingsplan for mulig nedsættelse af miljøbelastningen ved hjælp af renere teknologi.
Handlingsplanen skal revideres hvert år og sammen med årsrapporten indsendes til
kommunen.
|
Tilsynsmyndigheden konstaterer i rammegodkendelsen, at der er stillet vilkår omkring
de maksimale luft-emissioner/immisioner, som virksomheden kan bevæge sig indenfor uden at
skulle søge ny miljøgodkendelse, hvis ændringer i driftsformen, der medfører forøget
forurening meddeles til kommunen. Rammegodkendelsen medfører desuden, at virksomheden
selv er ansvarlig for, at f.eks. afkast på et givent tidspunkt har den tilstrækkelige
højde til sikring af, at de enkelte vilkår i rammegodkendelsen overholdes. Der er
således ikke stillet vilkår om bestemte afkasthøjder eller maksimale
produktionsstørrelser.
Som det fremgår af ovenstående, vil kommunen først i 1998 modtage en handlingsplan
fra virksomheden.
4.4.3 Rammegodkendelse med virksomhedsaftale - Aalborg
Formål
 | At følge og fastholde virksomhedens miljøindsats. |
Kommunens tiltag
 | Meddelelse af rammegodkendelse, krav om årlig statusrapport, deltagelse i virksomhedens
udvælgelse og prioritering af indsatsområder samt indgåelse af virksomhedsaftale 2. |
Alternativ til
 | At virksomheden ikke bliver opmærksom på og motiveret til renere teknologi-tiltag. |
Resultat
 | Virksomheden har gennemført renere teknologi-tiltag og et miljøstyringssystem. |
Aalborg Kommune har i marts 1995 meddelt rammegodkendelse til en kartoffelmelsfabrik
(E13). Virksomheden producerer kartoffelstivelse og -protein samt kemisk modificeret
stivelse.
I rammegodkendelsen er der stillet vilkår om loft på virksomhedens årlige produktion
og affaldsdannelse. Virksomheden skal hvert år oplyse om den kommende kampagnes maksimale
produktion og dokumentere, at kartoffelsaft og procesvand fra produktionen kan opbevares
og udbringes efter de til enhver tid gældende regler.
Placering, indretning og drift
1. Den årlige produktion må ikke overstige 60.000 t kartoffelstivelse, 3.000 t
kartoffelprotein og 44.000 t modificeret kartoffelstivelse.
2. Virksomheden skal hvert år inden kampagnestart og senest den 1. august oplyse den
kommende kampagnes maksimale produktion og dokumentere, at kartoffelsaft og procesvand fra
denne produktion kan opbevares og udbringes efter de til enhver tid gældende regeler.
Lugt
19. Virksomhedens drift må ikke efter kommunens skøn medføre væsentlige lugtgener i
omgivelserne.
20. Virksomheden skal fortsætte undersøgelserne for hurtigst muligt at finde en metode
til undgåelse af lugtgener. Status for undersøgelserne og planlagte
undersøgelsesaktiviteter skal indsendes til kommunen til godkendelse hvert år inden 1.
august.
I forbindelse med status for undersøgelserne skal virksomheden oplyse, hvilke
metoder/foranstaltninger der vil blive anvendt til undgåelse af lugtgener i den kommende
periode.
Afkast fra modificeringsanlæg
22. Ved ændring af kemikalier, der anvendes i modificeringsprocessen, skal der forinden
indsendes produktblade på de nye kemikalier til kommunen. Der skal vedlægges
beregninger/målinger, der dokumenterer, at massestrømme og emissionsmålinger ikke
overskrides, og at B-værdier i luftvejledningen kan overholdes med de givne kanalhøjder.
Affald
41. Virksomhedens affaldsmængder må ikke overstige følgende mængder:
- sten 2.000 tons/år
- jord 9.000 tons/år
- vasket sand15.000 tons/år
|
Kommunen vurderer, at lugtgener er en af virksomhedens væsentligste
miljøbelastninger. Virksomheden må derfor arbejde på hurtigst muligt at finde en sikker
metode, der fremover helt kan fjerne lugtgenerne i forbindelse med opbevaring af
kartoffelsaften. Kommunen har ikke selv kendskab til en metode hertil og vurderer derfor,
at virksomheden kan få problemer med at overholde et vilkår om, at driften ikke må
medføre væsentlige lugtgener i omgivelserne. Der stilles derfor vilkår om, at
virksomheden skal fortsætte undersøgelserne af metoder til undgåelse af lugtgener.
RT-tiltag
Kommunen konstaterer i godkendelsens forudsætningsdel, at virksomheden allerede har
gennemført flere renere teknologi tiltag. Således udvindes kartoffelprotein fra
kartoffelsaften, hvorved kartoffelsaftens restkvælstofindhold reduceres med op til 50%
samtidig med, at der med det indvundne kartoffelprotein opstår et salgbart produkt.
Virksomheden har påbegyndt og fortsætter forsøg på at opnå en yderligere begrænsning
af mængden af kartoffelsaft ved bl.a. opkoncentrering/genbrug af vand samt udvinding af
f.eks. fodermidler og protein fra de forskellige safttyper. Kommunen konstaterer i den
sammenhæng, at kommunen ikke har kendskab til renere teknologi, som kan nedbringe
virksomhedens miljøbelastning yderligere.
Miljøstyring og aftale
Kartoffelmelsfabrikken indgik i 1994-95 i et pilotprojekt med kommunen med det formål at
udvikle en manual med anvisninger, om hvordan virksomheder kan opbygge og gennemføre et
miljø- og energistyringssystem. På den baggrund indførte kartoffelmelsfabrikken
miljøstyring og indgik sammen med kommunen en "Virksomhedsaftale 2" (se afsnit
2.1.1), som betyder, at kommunen har været inddraget i virksomhedens udvælgelse og
prioritering af indsatsområder. Kommunen vil også fremover blive inddraget i drøftelser
om virksomhedens udvælgelse og prioritering af indsatsområder.
4.4.4 Miljøstyring, handlingsplan og massebalance -
Herning
Formål
 | At motivere virksomheden til at fortsætte sin miljøindsats. |
Kommunens tiltag
 | Krav om miljøstyring, årlige miljøhandlingsplaner og massebalancer på baggrund af
ønske fra virksomheden. |
Alternativ til
 | Almindelig godkendelse med emissionskrav m.v. |
Resultat
 | Miljøstyringssystemet er endnu ikke certificeret. Virksomheden er miljøpositiv. For
andet år i træk er der udarbejdet en miljøredegørelse. |
På baggrund af et ønske fra en galvaniseringsvirksomhed (A3, A4 samt A6) har Herning
Kommune i april 1994 i en rammegodkendelse for virksomheden opstillet rammer for
produktionen og fastsat vilkår om indførelse af et miljøstyringssystem, udarbejdelse af
miljøstatus og massebalance for forbrug af zink, udarbejdelse af renere
teknologi-handlingsplaner m.v.
Generelle vilkår
1. Godkendelsen omfatter:
Eksisternde varmforzinkning af indtil 70.000 tons stål pr. år, anlæg for
blæserensning, anlæg for metallisering, lakeringsanlæg for drift og vedligeholdelse,
tilhørende hjælpeanlæg og servicefunktioner samt udbygning i tilknytning hertil,
eksempelvis: (
)
Miljøstyring
6. Virksomheden skal udvikle, bruge og vedligeholde et miljøstyringssystem omfattende
følgende hovedområder:
- Miljøpolitik med overordnede målsætninger for alle virksomhedens miljørelationer
angående aktiviteter og produkter.
- Udmøntning af miljøpolitikken i delmål med tilhørende handlingsplan, organisation,
metodebeskrivelser (arbejdsinstrukser) og egenkontrolprogram.
- Dokumentation blandt andet omfattende årlig miljøstatus og en til stadighed ajourført
miljøteknisk beskrivelse.
- Periodisk kontrol af miljøstyringssystemets funktion med nødvendig korrektion.
7. Virksomheden skal senest den 13.04.1995 have udarbejdet en handlingsplan for den
videre indsats på miljøområdet, herunder indførelse af renere teknologi.
Handlingsplanen skal blandt andet forholde sig til målsætningerne angivet i
Brancheorienteringen for varmforzinkningsindustrien. Miljøhandlingsplanen skal omfatte en
periode på 4 år. Virksomheden skal herefter, mindst hvert andet år, ajourføre
handlingsplanen i overensstemmelse med virksomhedens miljøpolitik, miljøstatus samt
ændringer i virksomhedens aktiviteter. Handlingsplanen fremsendes til Herning Kommunes
miljøafdeling til kommentering.
8. Som en del af miljøhandlingsplanen skal virksomheden udarbejde et program for
virksomhedens egenkontrol, der som minimum beskriver hvordan virksomheden
vil dokumentere at den overholder gældende miljøkrav. Egenkontrolprogrammet skal hvert
år ajourføres under hensyn til den aktuelle miljøstatus og ændringer i virksomhedens
aktiviteter, Måle- og analysemetoder skal fremgå af egenkontrolplanen.
Egenkontrolprogrammet indsendes til Herning Kommunes Miljøafdeling til godkendelse senest
en måned før det træder i kraft. Egenkontrolprogrammet kan i øvrigt ændres efter
aftale med Herning Kommunes Miljøafdeling.
9. Virksomheden skal i sin organisationsplan indarbejde ansvar og kompetencer
vedrørende miljøforhold.
10. Virksomheden skal udarbejde metodebeskrivelser for alle betydende miljøforhold,
eksempelvis drift og vedligeholdelse af renseanlæg, miljøtekniske aktiviteter og
processer, miljøkrav ved indkøb af råvarer og materiel, håndtering og opbevaring af
affald o.s.v.
11. Virksomheden skal udarbejde og ved ændringer ajourføre en miljøteknisk
beskrivelse af virksomheden med flowsheet, massebalancer, oplag, stoffer og materialer
samt andre forhold af betydning for miljøet. Den miljøtekniske beskrivelse skal
endvidere omfatte en beskrivelse og nummering af alle emissioner med tilhørende
forureningsbegrænsende anlæg samt en oversigt over udarbejdede, hertil førende
metodebeskrivelser.
12. Virksomheden skal hvert år efter afslutning af egenkontrolprogrammet udarbejde en
miljøstatus for virksomheden med angivelse af virksomhedens emissioner, massebalancer for
betydende stoffer og materialer samt en vurdering af udviklingstendenser og forhold til
gældende miljøkrav og opstillede mål i øvrigt. Miljøstatus fremsendes årligt senest
den 1. marts til Hernings Kommunes Miljøafdeling til orientering.
38. Virksomheden skal 1 gang årligt udarbejde en massebalance for zink. Massebalancen
udarbejdes for den samlede virksomhed, men kan evt. opgøres for mindre enheder.
Virksomheden skal herudover, såfremt Herning Kommune finder det nødvendigt, udarbejde
tilsvarende massebalencer for andre parametre, eksempelvis vand, andre tungmetaller og
organiske opløsningmidler. Massebalancer fremsendes til tilsynsmyndigheden sammen med den
udarbejdede Miljøstatus, jævnfør vilkår 12.
|
I ansøgningen om miljøgodkendelse påpeger virksomheden, at den ønsker at anvende
miljøstyring/miljørevision som ledelsesværktøj, og at den løbende vil udarbejde
handlingsplaner for miljøtiltagene, herunder indførelse af renere teknologi i
processerne. I forlængelse af dette konstaterer kommunen, at hovedhensynet for
udformningen af rammegodkendelsen har været at begrænse forureningen med tungmetaller og
risikoen for jordforurening, og at sikre sammenhæng med virksomhedens drift i øvrigt,
herunder det forhold at virksomhedens planlægger at indføre et miljøstyringssystem.
Således har et væsentligt formål med kommunens vilkår om miljøstyring været at
sikre, at de oplysninger, som virksomheden skal bruge som dokumentation i et
miljøstyringssystem, også kan bruges som dokumentation over for kommunen. En
dokumentation, der i så høj grad som muligt kan baseres på driftsdata, der i forvejen
anvendes i virksomheden.
Erfaringer
Kommunen lægger vægt på, at vilkår om miljøstyring er opstillet i enighed med
virksomheden. Dette skyldes, at der efter kommunens mening ligeså vel kan stilles
traditionelle vilkår med grænseværdier og egenkontrol m.v., hvis virksomheden ikke
ønsker at indføre miljøstyring.
Kommunen mener, at fordelen ved ovenstående vilkår er, at dialogen mellem
virksomheden og kommunen formaliseres, så der årligt er mulighed for at diskutere
virksomhedens miljøstatus, egenkontrol og fremtidsplaner.
Virksomheden arbejder forsat på at indføre miljøstyring og er nået så langt, at
kommunen nu for andet år i træk har modtaget en miljøredegørelse.
Miljøstyringssystemet er dog endnu ikke certificeret.
4.4.5 Miljøhåndbog og årlig afrapportering - Århus
Formål
 | At tilskynde til at virksomhederne foretager en forebyggende miljøindsats, herunder
også produktorienteret miljøindsats. |
Kommunens tiltag
 | Udarbejdelse af rammegodkendelse, herunder dialog med virksomhed om udformning af
godkendelsens rammer. |
Alternativ til
 | Almindelig miljøgodkendelse. |
Resultat
 | Rammegodkendelse, hvor vilkårene tilskynder til anvendelse af renere teknologi. Første
redegørelse fra virksomheden 1. maj 1998. |
Århus Kommune har i 1997 meddelt en større maskinfabrik (A6) rammegodkendelse.
Rammerne i godkendelsen angiver, at virksomheden kan udvide sin produktion til en vist
antal enheder og med et råvareforbrug, som er 50% større end forbruget i 1994. Drift-
eller bygningsmæssige ændringer eller udvidelser skal anmeldes til kommunen til
vurdering i forhold til rammerne i godkendelsen. Rammerne omfatter derudover bl.a. vilkår
om maksimal timeemission af forurenende stoffer, vilkår om udarbejdelse og løbende
ajourføring af miljøhåndbog og vilkår om årlig afrapportering. Et udsnit af
vilkårene ses nedenfor.
1.2. Rammerne for nærværende godkendelse er defineret ved
følgende:
Godkendelsen omfatter en årlig produktionsstørrelse (for 1 kalenderår) på op til
(x) antal enheder, og et heraf afledt råvareforbrug, som er 50 % større end forbruget i
1994.
3. Luftforurening
3.2. Virksomhedens samlede timeemission af støv fra svejsning,
flamme-/plasmaskæring, slyngrensning og bearbejdning samt fyring med fuelolie, må ikke
overstige nedennævnte grænser. Bidrag fra fyringsanlægget medregnes kun under støv i
øvrigt:
Art: |
Max. timeemission af partikler mindre end 10 m m: |
Ni + CrVI |
0.38 gram pr. time |
Mn + Pb + Cu + CrIII |
46.0 gram pr. time |
Støv i øvrigt |
1665 gram pr. time |
5. Tilsyn og kontrol
5.8. Virksomheden skal føre journal over:
 | Indkøb af råvarer og hjælpestoffer |
 | Eftersyn/vedligeholdelse og udskiftning af filtre |
 | Uheld/driftsproblemer jf. vilkår 5.7 |
 | Borttransport af affald |
Journalen skal være umiddelbart tilgængelig for tilsynsmyndigheden.
5.9. På virksomheden skal forefindes en håndbog/miljøredegørelse
indeholdende oplysninger efter samme struktur som i ansøgningen om miljøgodkendelse
eller tilsvarende. Håndbogen/redegørelsen skal ajourføres i forbindelse med ændringer.
Håndbogen/redegørelsen skal være tilgængeligt for Miljøkontoret, og kan til enhver
tid rekvireres af Miljøkontoret.
5.10. Hvert år, inden 1. maj, skal virksomheden til Miljøkontoret
rapportere følgende vedrørende foregående kalenderår:
- Producerede antal enheder samt antal driftstimer.
- Anvendte mængder råstoffer og hjælpestoffer, specificeret på kategorier som i
ansøgningen.
- Fremkomne mængder affald, herunder olie- og kemikalieaffald.
- Samlet redegørelse for uheld og driftsforstyrrelser.
- Hvilket tiltag virksomheden har udført med hensyn til anvendelse af renere
teknologi/mindst forurenende teknologi i produktionen med henblik på reduktion af
ressourceforbruget, vand og energi, samt minimering af spild i form af affald og
emissioner til omgivelserne.
 | Virksomheden kan foruden ovennævnte vælge at oplyse om eventuel produktorienteret
indsats med henblik på at reducere miljøbelastningen fra virksomhedens produkter over
hele deres livscyklus. Afgivelse af disse produktrelaterede oplysninger er helt frivilligt
for virksomheden. |
 | Det bør tilstræbes, at virksomheden i redegørelsen formulerer de miljømæssige mål
for det kommende kalenderår. |
 | Rapportering skal ske 1. gang for kalenderåret 1997. Rapporteringen kan eventuelt
erstattes af et grønt regnskab, hvis virksomheden beslutter sig for at udarbejde et
sådant. Dog skal som minimum ovennævnte forhold belyses. |
|
Håndbog
På ansøgningstidspunktet arbejdede virksomheden med indførelse af et
certificeret miljøstyringssystem, hvilket er baggrunden for kravet om tilstedeværelsen
af en håndbog der, når virksomheden er certificeret, vil svare til virksomhedens
miljøstyringshåndbog.
Grænse for støv-emission
Grænserne for emissionen af støv fra virksomheden er fastsat i dialog med virksomheden
på baggrund af kravene i Luftvejledningen. I praksis medfører vilkårene, at
virksomheden må anvende renere teknologi, subsidiært bedste renseteknik, hvis
virksomheden ønsker at udvide produktionen.
Kommunen har med godkendelsen søgt at definere konkrete og præcise rammer, så
rammevilkårene tilskynder til/nødvendiggør anvendelse af renere teknologi.
Ressourceforbrug
Samlet har udformningen af rammegodkendelsen taget ca. et år, og der har i alt været
afholdt fem møder mellem virksomhed og kommune omkring godkendelsens udformning. Kommunen
har anvendt omkring 150 timer på godkendelsesforløbet.
4.4.6 Produktionsstyring og handlingsplan - Høje-Taastrup
Formål
 | At reducere emission af organiske opløsningsmidler fra virksomhed. |
Kommunens tiltag
 | Vilkår om produktionsstyring, handlingsplan samt årlig miljøredegørelse i
rammegodkendelse. |
Alternativ til
 | Lempeligere vilkår eller lukning af virksomhedens produktion. |
Resultat
 | Substitution til mindre toksiske lakker og substitution af opløsningsmidler. |
Høje-Taastrup Kommune har i 1996 i en rammegodkendelse af en større lakvirksomhed
stillet vilkår om, at virksomheden skal foretage produktionsstyring med henblik på
reduktion af opløsningsmiddel-emissionen til omgivelserne. Der blev endvidere stillet
vilkår om, at virksomheden skulle udarbejde en handlingsplan vedr. reduktion af
emissionen af organiske opløsningsmidler, idet de vejledende grænseværdier ikke kunne
overholdes, samt at virksomheden skal udarbejde en årlig miljøredegørelse.
Ansøgning om udvidelse
Virksomheden er etableret før Miljøbeskyttelsesloven trådte i kraft og var derfor ikke
miljøgodkendt, da den i sommeren 1996 indsendte en ansøgning om tilladelse til at udvide
produktionen fra to til tre laklinier. Udvidelsen ville betyde, at virksomheden ikke kunne
overholde de vejledende grænseværdier.
Virksomheden, som anvender ca. 80 forskellige lakker, udviklede som følge deraf sammen
med en rådgiver en beregningsformel, som kan udregne emissionen og immissionsbidraget i
omgivelserne af opløsningsmidler fra en aktuel produktion i virksomheden. Beregningen er
baseret på nøgletal for de enkelte lakker (B-værdi og indhold af opløsningsmidler) og
produktionsdata.
Hvis en planlagt drift vil betyde, at immissionsbidraget af opløsningsmidler vil
overskride den beregnede vægtede (gennemsnitlige) grænseværdi, skal virksomheden
begrænse produktionen, så grænseværdien kan overholdes. Høje-Taastrup Kommunes
immissionsvilkår til virksomheden varierer således med toksiciteten af de aktuelt
anvendte lakker.
Produktionsstyring: (vilkår 6.12)
Anvendes en af de i vilkår 6.11 anvendte lakker på én eller flere af laklinierne, skal
virksomheden før lakeringen sættes i gang kontrollere, at driften ikke medfører
overskridelser af grænserne for virksomhedens immissionskoncentrationsbidrag, jf.
vilkårene 4.8-4.11. Kontrollen skal ske ved den beregningsmetode, der er beskrevet i den
miljøtekniske redegørelse, herunder bilag 9:
Hvis det beregnede immissionsindeks er > 100%, skal produktionerne reguleres således,
at indekset er £
100%.
Trykkerirapporter og beregnede immissionsindeks skal opbevares i 2 år og forevises
tilsynsmyndigheden på forlangende.
Indberetning til tilsynsmyndigheden
Virksomheden skal senest 15. januar 1997 fremsende en handlingsplan til
tilsynsmyndighedens godkendelse vedr. reduktion af emissionen af organiske
opløsningsmidler fra rengøring af lakvalsedele. Emissionen skal nedbringes så meget, at
emissionen fra valsevaskerummet dels ikke overskrider emssionsgrænserne, jf. vilkårene
3.1 og 3.1, og dels kan rummes inden for grænseværdierne for virksomhedens samlede
immissionskoncentrationsbidrag til omgivelserne, jf. vilkårene 4.10 og 4.11.
Handlingsplanen kan omfatte flere faser, hvoraf første indsats skal være gennemført
senest 1. februar 1997.
Der skal én gang årligt udarbejdes en miljøredegørelse for foregående kalenderår.
Miljøredegørelsen skal fremsendes til tilsynsmyndigheden senest 1. juni og som minimum
omfatte følgende oplysninger:
 | Samlet forbrug af lak specificeret på de enkelte anvendte lakker |
 | Samlet forbrug af opløsningsmiddel |
 | Samlet forbrug af trykfarve |
 | Samlet forbrug af PVC-compound |
 | Samlet produktion i stanseafdelingen opgjort i antal låg |
 | Samlet produktion i tryk/lakafdelingen opgjort i antal plader |
 | Samlet mængde bortskaffet affald opgjort for de enkelte fraktioner, som angivet i
miljøteknisk redegørelse |
 | Ajourført liste over anvendte lakker med lavere B-værdi end den beregnede maksimale
immissionskoncentration, jf. vilkår 6.11. |
 | Resumé af foretagne kontrolmålinger |
 | Datoer for driftsstop af det termisk regenerative rensningsanlæg fordelt på akutte
hhv. planlagte stop med angivelse af antal timer, hvor produktionen på laklinierne I/III
og/eller stanselinierne har været i gang. Der skal desuden i henhold til vilkår 2.6
foreligge dokumentation for overholdelse af immissionskoncentrationsbidragene i dagstimer
med udledning fra den høje skorsten, jf. vilkårene 4.1, 4.2, 4.8-4.11 |
 | Datoer for driftsstop på efterbrænderen på laklinie II. |
Den indsendte miljøredegørelse kan excl. de 4 sidste punkter erstattes
af grønt regnskab i henhold til Miljøministeriets bekg. nr. 975 af 13. december 1995 om
visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til at udarbejdelse af grønt regnskab. Dog
skal det grønne regnskab også indeholde ovennævnte oplysninger.
|
Resultat
Som et resultat heraf har virksomheden valgt at substituere de mest toksiske lakker, idet
de som følge af ovenstående beregninger virkede produktionsbegrænsende.
Endvidere havde virksomheden problemer med for høje emissioner af
opløsningsmiddelholdige rensevæsker fra vask af lakvalser. Her fik virksomheden 6
måneders frist til at udarbejde en plan for reduktion af denne emission. Som følge heraf
substituerede virksomheden disse rensevæsker med en lavemitterende, esterholdig
rensevæske.
4.4.7 Regulering via driftskontrol - Københavns Amt
Formål
 | At regulere emissionen af stoffer på en for virksomheden hensigtsmæssig måde og at
sætte fokus på virksomhedens driftsparametre og dermed bidrage til, at virksomheden får
fokus på forebyggende initiativer. |
Amtets tiltag
 | At benytte driftsdata som grundlag for regulering af virksomhedens emission af
forurenende stoffer. |
Alternativ til
 | Målinger. |
Resultat
 | Helt ny godkendelse, derfor ingen miljømæssige resultater endnu. |
I sammenhæng med den nye KARTA-model for miljøgodkendelse har Københavns Amt i
foråret 1997 udstedt miljøgodkendelse (rammegodkendelse) til en J1-virksomhed,
industriel fremstilling af protein, pektin eller enzymer.
En forudsætning for, at der kan arbejdes med rammegodkendelse, er at virksomheden er
miljøpositiv. Denne virksomhed har indført kvalitetsstyring og er i sammenhæng
med KARTA-arbejdet ved at indføre miljøstyring. Virksomheden er således ved at
etablere et fuldt system til overvågning og kontrol af produktionssystemet.
På en række punkter betyder kvalitets- og miljøstyringssystemet, at amtet har fået
mulighed for at kontrollere virksomhedens miljøpåvirkning ved driftsdata i stedet for
ved målinger. Dette indebærer en række fordele:
 | virksomhedens omkostninger til egenkontrol reduceres |
 | der sættes fokus på virksomhedens driftsforhold, hvorved virksomheden bliver motiveret
til at iværksætte forebyggende initiativer til begrænsning af ressourceforbrug og
emissioner |
 | reguleringen hviler på en indsigt i virksomhedens drift og ikke på øjebliksmålinger |
 | der opnås et helhedsbillede af virksomhedens drift og emissioner. |
2. Luftforurening
Aktivt enzymprotein
2.1 Emission af enzymer skal begrænses ved hensigtsmæssig drift.
Der fastsættes ikke vilkår for koncentrationer af enzym i afkast, men koncentrationen
reguleres gennem kontrol af anlæggets driftsforhold. Niveauet for emission af
enzymprotein skal holde sig på det lave niveau, som fremgår af måleresultaterne
refereret i miljøteknisk beskrivelse side 23.
2.2 Virksomheden skal, jf. Handlingsplanen bilag L, udføre en serie enzymmålinger på
afkastet fra tørre-beden under normale driftsbetingelser. Målingerne skal
påbegyndes senest 3 måneder efter godkendelsens dato og være afrapporteret til amtet
senest 9 måneder fra godkendelsens dato. Målingerne skal dokumentere sammenhængen
mellem enzymemissionen fra anlægget og driftsparametre.
Herefter kan egenkontrol af enzymemissionen foretages som kontrol af de
driftsparametre, der har betydning for produktets støvtal.
|
4.4.8 Egenkontrol per produceret enhed - MLK Fyn
Formål
 | At motivere virksomheden til at fokusere på forurening per produceret enhed. |
MLK-enhedes tiltag
 | Stille vilkår til opgørelse over forbrugsmængder. |
Alternativ til
 | Opgørelse af emissioner uden relation til forbrugsmængde. |
Resultat
 | Bruges i næsten samtlige rammegodkendelser- men proceduren er ny, hvorfor ingen
erfaring er indhentet. |
I forbindelse med at MLK Fyn i juni 1997 skulle meddele en samlet miljøgodkendelse til
en emballagevirksomhed (E3), ansøgte denne om en rammegodkendelse, og der blev derfor
stillet vilkår om egenkontrol.
6.0 Egenkontrol
6.1 Der skal føres journal over forbruget af produkter der indeholder organiske
opløsningsmidler: lakker, hvide farver, kulørte farver, vandbaseret lakker, Pu-lak,
klæbere og fortyndere. Opgørelse skal desuden indeholde oplysninger om mængden af
fremstillet emballage i perioden.
Herudover skal der føres journal over de i forbindelse med virksomhedens drift
frembragte affaldsmængder med data for bortskaffelse samt modtager af affaldet.
Yderligere skal journalen indeholde en redegørelse for, hvorvidt de anvendte produkter
er baseret på mindst forurenende råvarer.
Journalen skal være tilsynsmyndigheden i hænde senest 1. april det efterfølgende år
efter årsopgørelsen.
|
Baggrunden for vilkåret er, at MLK fandt, at virksomheden burde finde muligheder for
at reducere det store forbrug af opløsningsmidler.
Virksomheden kunne ikke på godkendelsestidspunktet overholde luftvejledningen, hvorfor
der blev stillet vilkår om udformning af et projekt inden for et halvt år. Projektet
skulle redegøre for, hvordan grænseværdierne kunne overholdes.
Resultat
Vilkåret er stillet medio 1997, hvorfor MLK endnu ikke har set resultaterne af vilkåret.
Men vilkåret indføjes i dag i stort set alle MLKs rammegodkendelser for at få
virksomhederne til at fokusere på eget ressourceforbrug.
4.5 Produktionsvilkår
Når der ses bort fra rammegodkendelser, ses der yderst sjældent vilkår, der
fastsætter grænser for en virksomheds affaldsfrembringelse. I det følgende gengives et
eksempel fra en rammegodkendelse og et fra en almindelig godkendelse.
4.5.1 Begrænsning af affald - Aalborg
Aalborg Kommune har i to miljøgodkendelser stillet vilkår om loft på virksomhedernes
affaldsfrembringelse.
Eksempel 1
Det første eksempel er i en rammegodkendelse fra marts 1995 af en kartoffelmelsfabrik
(E13), der producerer kartoffelstivelse og- protein samt kemisk modificeret stivelse.
Affald
41. Virksomhedens affaldsmængder må ikke overstige følgende mængder:
- sten |
2.000 tons/år |
- jord |
9.000 tons/år |
- vasket sand |
15.000 tons/år |
|
Virksomhedens forventninger
Vilkåret er stillet på baggrund af, at virksomheden frem til 1998 forventer en
produktionsstigning på omkring 33%. Denne fremskrivning har kommunen lagt til grund, dels
som grundlag for et loft på den årlige produktion, dels som grundlag for et loft på
virksomhedens årlige affaldsfrembringelsen.
Eksempel 2
Det andet eksempel er i en miljøgodkendelse fra september 1995 af et trykkeri (E3), der
foretager laminering og farvetryk på plastemballage.
Affald:
22. Virksomhedens affaldsfrembringelse fra produktionen må ikke overstige følgende
mængder:
Folieaffald |
427 tons/år |
Papaffald |
17 tons/år |
Jernaffald |
32 tons/år |
Halogenholdigt opløsningsmiddelholdigt affald |
3,4 tons/år |
Opløsningsmiddelaffald |
8,1 tons/år |
Organisk-kemisk affald |
20,0 tons/år |
|
Virksomhedens forventninger
Vilkåret er stillet på baggrund af virksomhedens forventninger til stigningen i
affaldsfrembringelsen frem til år 2001 grundet en forventet produktionsstigning i samme
periode på 25%. Virksomheden forventede, at det halogen- og opløsningsmiddelholdige
affald ville være væk efter 1996, hvilket blev opfyldt.
Kommunens praksis
I begge ovenstående eksempler er loftet på virksomhedernes affaldsfrembringelse identisk
med virksomhedernes egne forventninger. Der er således ikke tale om, at kommunen stiller
skærpede krav til virksomhederne omkring mængden af virksomhedernes
affaldsfrembringelse.
Kommunen stiller ovenstående vilkår bl.a. på baggrund af Miljøbeskyttelseslovens
§33. Forekommer der efter kommunens opfattelse væsentlig overskridelse af de tilladte
affaldsmængder, skal virksomheden indsende ansøgning om godkendelse af den ændrede
affaldsfrembringelse.
Overvejelser om ny praksis
Kommunen overvejer i øjeblikket at ændre fremgangsmåden ved vilkårstillelse om loft
på affaldsfrembringelsen. I stedet for at fastholde faste mængdegrænser, overvejer
kommunen at fastsætte vilkår om indsendelse af en årlig redegørelse over de frembragte
affaldsmængder fordelt på fraktioner. Sammen med redegørelsen skal der medfølge
begrundelser for eventuelle stigninger i mængden af frembragt affald. Denne metode
vurderer kommunen vil have en større holdningsbearbejdende effekt på virksomhederne, da
de dermed selv skal følge og tage stilling til udviklingen af affaldsfrembringelsen.
4.6 Påbud
4.6.1 Forureningsbegrænsende foranstaltninger - MLK Fyn
Formål
 | At nedsætte forureningen med opløsningsmidler til omgivelserne. |
MLK-enhedens tiltag
 | Påpege forskellige muligheder for nedbringelse emisison af opløsningsmidler ved brug
af renere teknologi - samt påbud. |
Alternativ til
 | Skorstensforhøjelse. |
Resultat
 | Indførelse af vandbaserede baselakker. |
Baggrund
I 1996 gav MLK Fyn et autolakkeri påbud om at gennemføre forureningsbegrænsende
foranstaltninger i forbindelse med udskiftning af dens lakeringsanlæg. Ved installation
af en ny lakkabine kunne de foreskrevne afkast- og afstandsregler i
autobranchebekendtgørelsen ikke overholdes, med mindre afkastet blev forhøjet til 17
meter. Dette ønskede kommunen imidlertid ikke at give byggetilladelse til.
Varslet
MLK undersøgte på baggrund af en OML-beregning om autolakkeriet kunne overholde
luftvejledningens B-værdier med det aktuelle 12 meters afkast og med de anvendte lakker.
Dette var ikke muligt, hvorfor MLK fremsendte et varsel til virksomheden med krav til
spredningsfaktoren.
Varslet afgørelse
..
Der skal senest den 1. februar 1997 træffes foranstaltninger, som sikrer, at forureningen
fra lakeringskabinen er nedbragt til et acceptabelt niveau. Dette kan eksempelvis ske ved
gennemførelse af nævnte foranstaltninger:
- Renere teknologi i form af anvendelse af miljøvenlige malingprodukter, eksempelvis
produkter med lav opløsningsmiddelindhold og/eller opløsningsmidler med høj B-værdi.
- Fortynding af opløsningsemissionen ved justering af skorstenshøjde og røghastighed.
- Emissionsbegrænsning i form af rensning.
Med den eksisterende skorsten:
Højde over terræn: |
12 meter |
Lysning i top: |
0,8 meter |
Røghastighed: |
10 m/s |
Må der kun udledes stoffer, hvor kravet til spredning Snødv er mindre end:
Snødv = Qmax /Br < 1200 m3/sek
Hvor:
Qmax er den maksimale timeemission af det udledte opløsnings-middel for den anvendte
malingtype (mg/s). Den maskimale time-
emission svarer til det maksimalt mulige forbrug for lakering af en personvogn.
BR er den resulterende B-værdi for de anvendte malingtyper (mg/m3)
Snødv er den stofemission (Qmax) og tilhørende B-værdi, der fører til den største
værdi for udtrykket Qmax /Br.
Ved en forhøjelse af skorstenshøjden til 14 meter over terræn og en forhøjelse af
lufthastighed i toppen af afkast til ca. 20 m/s må der tilsvarende kun udledes stoffer,
hvor kravet til spredningen Snødv er mindre end:
Snødv = Qmax /Br < 2850 m3/sek
Eksempel: til hellakering af en personvogn anvendes ca. 4 liter base/forlak. Da den
ansøgte malingtype har en resulterende B-værdi på 0,12 mg/m3, må virksomheden med 14
meter skorstenshøjde maksimalt udlede 1,2 kg opløsningsmidler per time, hvilket svarer
til et indhold af opløsningsmidler på 30 vol-%.
|
På denne baggrund anmodede virksomheden om at få udskudt det varslede påbud og
afholde et møde med kommunen. Påbudet blev udskudt og virksomheden fremsendte en
redegørelse for et forsøg med anvendelse af vandbaserede baselakker.
Resultat
Værkstedet har ikke forhøjet skorstenen, men bruger i dag udelukkende vandbaserede
baselakker.
MLK anvender ofte spredningsfaktoren i godkendelser, fordi den giver virksomheden
mulighed for at anvende andre malingprodukter end de oplyste. Ved ændringer skal
virksomheden blot dokumentere, at de nye produkter har en Snødv< anlæggets
spredningsfaktor.
Erfaring
MLK stiller krav om, at virksomhederne selv skal beregne Snødv. Alle fremsender ikke
beregningen, men data på forbrugte produkter.
|