Inddragelse af renere teknologi i
tilsyns- og godkendelsesarbejdet 7. Kommunale forskrifter
Kommunerne kan for at forebygge forurening, eventuelt inden for nærmere angivne
geografiske områder, vedtage lokale forskrifter vedr. indretning af drift af andre
virksomheder end listevirksomheder. Forskrifterne giver derved kommunerne mulighed for at
regulere de virksomheder, som ikke skal have en egentlig miljøgodkendelse.
I forskrifterne kan indgå retningslinier for renere teknologi og
forureningsbegrænsende foranstaltninger. Kommunale forskrifter er bindende, idet
kommunerne kan give påbud, hvis disse ikke overholdes. Endvidere er kommunens afgørelser
endelige og kan ikke påklages af virksomhederne.
7.1.1 Retningslinier for tankstationer m.v. - Silkeborg
Formål
 | At nedsætte miljøbelastningen fra tankstationer, vaskeanlæg m.v. |
Kommunens tiltag
 | Opstilling af retningslinier, der i praksis fungerer som kommunal forskrift, og
indarbejdelse af disse retningslinier i spildevandstilladelse. |
Alternativ til
 | Påbudsstillelse og at virksomhederne ikke bliver opmærksomme på og motiveret til
renere teknologi-tiltag. |
Resultat
 | 90% genbrug af vaskevand fra vaskeplads på konkret anlæg. Overførsel af erfaringer
til andre anlæg. |
Retningslinier
Silkeborg Kommune har i forbindelse med etablering/renovering af tankstationer,
vaskeanlæg m.v. opstillet retningslinier for behandling af byggesager og
spildevandstilladelser. Retningslinierne fungerer i praksis som en kommunal forskrift, og
er udfærdiget med det formål at få virksomhederne til at tage størst mulige
miljøhensyn. Kommunen betegner ikke retningslinierne som en kommunal forskrift, idet
kommunen ønsker mulighed for at kunne fravige retningslinierne i tilfælde af, at de i
konkrete tilfælde viser sig for restriktive og derved i strid med
proportionalitetsprincippet.
I 1995/1996 blev en mindre tankstationen bygget med bilvask. I forbindelse med at
virksomheden ansøgte om byggetilladelse, blev virksomhedens vaske- og spildevandssystem
konstrueret efter de retningslinier Silkeborg Kommune har opstillet for
etablering/renovering af tankstationer, vaskeanlæg m.v.
I marts 1996 tildeles virksomheden en tilslutningstilladelse, som indeholder en række
vilkår, der ligeledes svarer til retningslinierne.
Tilslutningstilladelse
1.1 Generelle vilkår.
1.1.2 Vilkårene fastsat i denne tilladelse kan til enhver tid ændres, såfremt Silkeborg
Kommune af hensyn til spildevandsanlægget finder det nødvendigt.
1.2 Krav til spildevandets sammensætning.
Der må ikke afledes stoffer i koncentrationer eller mængder, der kan virke skadelige på
kloaknettet og de dertil hørende anlæg, på driften af disse anlæg, eller på de ved
driften beskæftigede personer.
Spildevandet må ikke indeholde "koldaffedtningsmidler" (sæbe i petroleum
eller petroleumslignende opløsning).
1.3 Drift- og anlægsvilkår.
1.3.1 Bilvaskeanlæg
Processpildevandet fra bilvaskeanlægget skal afledes gennem sandfang og olieudskiller til
den offentlige spildevandsledning.
Sandfanget skal være på min. 5000 l og skal konstrueres således, at
gennemstrømningen giver størst mulig opholdstid.
Der skal anvendes en olieudskiller med indbygget koalescenselement og en
gennemstrømningskapacitet på 6 l/s.
1.3.2 Påfyldningspladsen m.v.
Overfladevand fra påfyldningspladsen, salgsstederne og pumpe- og pejlebrønde, skal
afledes gennem særskilt sandfang og olieudskiller til den offentlige spildevandsledning.
Sandfanget skal være på 5000 l.
Benzinudskilleren skal (sammen med sandfanget) have en opsamlingskapacitet på 1000 l
og en gennemstrømningskapacitet på 6 l/s.
1.3.3 Sandfang og olieudskillere.
Sandfang og olie- / benzinudskillere skal i øvrigt etableres i overensstemmelse med det
indsendte projekt og drives og vedligeholdes i overensstemmelse med Silkeborg Kommunes
retningslinier herfor. Retningslinierne er vedlagt.
Med hensyn til særlige drifts- og vedligeholdelsesforskrifter for koalescensfiltret
henvises til driftsvejledningen herfor.
1.4.2 Egenkontrol
Driftskontrol
Virksomheden skal føre driftskontrol omfattende:
- Kvartalsvis kontrol af olieudskillere, sandfang, og rodzoneanlæg og
- Art og forbrug af fældningskemikalier, vaskemidler, blødgøringsmidler og
bilplejemidler som voks og lignende.
|
Resultat
Bilvasken på tankstationen er i dag et mønstervaskeri, der tjener som eksempel for andre
tankstationer. Virksomheden og det selskab, der ejer virksomheden er meget stolte af
virksomhedens indretning og formidler historien som en succeshistorie til andre af
koncernens tankstationer.
Tankstationen genbruger i dag 80-90% af vaskevandet fra vaskepladsen ved at vaskevandet
renses ved forfiltrering i et sandfang og et koaliscensudskilleranlæg og ved
efterfølgende fældning af urenheder i et ReClean-anlæg. Fældede urenheder (slam)
opsamles i et rodzoneanlæg, hvor der foregår en afvanding og biologisk nedbrydning. Alt
forbrug af ressourcer i virksomheden herunder forbruget af råvarer, vand og energi
registreres i virksomheden.
Selskabet, der ejer tankstationen, har siden opført en ny vaskehal på en anden
tankstation i kommunen efter samme retningslinier.
7.1.2.Forskrift for restaurationer - Miljøkontrollen KBH
Formål
 | At nedsætte sagsbehandlingstiden samt undgå støj- og lugtgener fra restaurationer. |
Kommunens tiltag
 | Udformning af kommunal forskrift for restaurationer. |
Alternativ til
 | Gentagelse af gældende regler ved tilsynsbesøg. |
Resultat
 | Svagt faldende antal klagesager i forbindelse med støj- og lugtgener. |
Baggrund
Miljøkontrollen har i 1996 udformet en forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med
indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune. "Restaurationer"
omfatter restauranter, diskoteker, grillbarer, kaffebarer og lignende erhvervsmæssigt
drevne virksomheder.
Baggrunden for forskriften er, at der i Københavns Kommune findes et meget stort antal
restaurationer, hvis drift årligt afstedkommer mange klager over støj- og lugtgener. For
at forebygge disse klagesager er der i forskriften anvisninger for hvorledes
restaurationerne skal indrettes og drives, således at regler for støj- og lugtemissioner
samt affaldshåndtering overholdes.
To pjecer
Selve forskriften er udformet i pjeceformat og kan rekvireres af restaurationerne.
Derudover har Miljøkontrollen udformet en pjece, hvor der på fem sprog (gr. det
betydelige etniske islæt i kommunen og branchen) gøres opmærksom på, at restaurationer
etableret efter d. 1. april 1996 skal indrettes efter den gældende forskrift. Allerede
etablerede restaurationer skal overholde visse af forskriftens paragaffer inden d. 1.
oktober 1996 og alle paragraferne inden d. 1. april 1998. I pjecen er der en checkliste,
hvor læseren via ja/nej spørgsmål kan checke om den givne restauration overholder
reglerne med hensyn til støj, lugt og affaldshåndtering.
Erfaringer
Miljøkontrollens erfaringer med forskriften er gode. Antallet af klagesager har efter
forskriftens udgivelse været svagt faldende, og de tilsynsførende kan via
tilsynsarbejdet konstatere, at restaurationsejerne har strammet op på forholdene omkring
støj- og lugtgener. Endvidere medfører forskriften, at der er skabt et ensartet
reguleringsgrundlag for restaurationerne i kommunen, hvilket er hensigtsmæssigt set både
ud fra Miljøkontrollens og restaurationernes synspunkt.
|