[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Rapport fra udvalget om jordbrugsdyrkning

3 Scenarier der er analyseret

3.1 Total udfasning
3.2 Delvis udfasning

 

3.1 Total udfasning af pesticider

Udvalget har analyseret et scenarium for den totale udfasning af pesticiderne.

Det forudsættes for scenariet om total udfasning af pesticider, at alle pesticider, såvel kemiske som biologiske - vil blive udfaset. I det totale 0-scenarium er således heller ikke anvendt mikrobiologiske bekæmpelsesmidler, mens der alene i væksthusproduktionen er tilladt brugen af makrobiologiske midler (nyttedyr). I scenariet er dog forudsat et vist forbrug af bejdsemidler for at forebygge opformering af udsædsbårne sygdomme. Dette skyldes, at tabsstørrelserne for korndyrkningen ellers ikke kan estimeres.

Det forudsættes ligeledes, at der på lang sigt vil være en teknisk udvikling af dyrkningstekniske metoder til forebyggelse og bekæmpelse af skadevoldere, såsom resistente sorter, mekanisk bekæmpelse, kulturtekniske foranstaltninger, genetisk modificerede organismer m.m., som underudvalgene skal forsøge at forudsige og inddrage i deres vurderinger.

3.2 Delvis udfasning af pesticiderne

For så vidt angår den delvise udfasning specificerer kommissoriet ikke, hvilke scenarier, der skal analyseres. De behandlede scenarier er fastlagt af hovedudvalget. Det er forsøgt at gennemføre analyser af de nedenstående scenarier for henholdsvis landbrug, skovbrug og gartneri, hvor hovedvægten dog har været lagt på landbrugsscenarierne.

Scenarierne er udvalgt med henblik på at vurdere konsekvenserne ved gradvist stigende begrænsninger i pesticidanvendelsen.

Der skal for scenarierne om delvis udfasning af pesticider - som for scenariet vedrørende total udfasning af pesticiderne - inddrages den forventede teknologiske udvikling på langt sigt. Herudover er inddraget mulighederne for udvikling af mindre miljø- og sundhedsskadelige pesticider samt anvendelse af GMO'er (Gen modificerede organismer/planter).

Følgende 3 mellem scenarier er analyseret af underudvalget.

  1. En anvendelse af pesticider i et meget begrænset antal afgrøder, som skal sikre, at det vil være muligt at opretholde de lovmæssigt formulerede phytosanitære krav (0+scenarium; næsten total udfasning).
  2. En anvendelse af pesticider i begrænsede afgrøde/skadegører kombinationer, som vurderes ellers at vil blive meget reducerende for udbytteniveauet (>15% tab i den gennemsnitlige situation). Dette scenarium betegnes +scenariet; begrænset anvendelse med et forbrug på omkring 20% af det nuværende forbrug.
  3. Driftsøkonomisk optimal anvendelse af pesticider ved de nuværende sædskifter, betegnet ++scenariet. Scenariet giver en nedsættelse af forbruget mellem 30-50% afhængig af bedrifttype og beregningsmetode.

 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]