[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljørelateret leverandørstyring i tekstilindustrien

3 Projektaktiviteter

3.1 Opgavedefinition
3.2 Principperne for spørgerammen
3.3 Projektets forløb

 

3.1 Opgavedefinition

Opgavedefinition

Novotex' nuværende system til leverandørstyring skal udvikles videre til et evalueringssystem, der kan anvendes til direkte at kvantificere leverandørers miljømæssige formåen.

Evalueringssystemet skal udarbejdes under hensyn til den gældende certificering i henhold til ISO 14001 og Novotex' registrering i henhold til EMAS-forordningen.

Projektet skal resultere i:

  • En ukompliceret procedure/manual, som let kan anvendes til vurdering af de miljømæssige konsekvenser ved produktion af bomuldstekstiler.
  • Understøttende materiale, som beskriver forudsætning og beslutninger vedr. prioritering og vægtning af de forskellige trin i livscyklus.
  • Udvikling af en enkel PC-software, således at manualen (spørgerammen) kan anvendes på en transportabel PC - og dermed ved besøg på de enkelte virksomheder i tekstilernes livscyklus.

3.2 Principperne for spørgerammen

Spørgeskema

Systemet består af en spørgeramme med et spørgeskema med svarmuligheder af multiple choice typen. Der er 4 svarmuligheder på hvert spørgsmål, og hvert svar tillægges en evalueringsværdi fra 0 til 6. 0 betegner den dårligste miljøstatus og 6 den bedste/optimale.

Evaluering

På grundlag af evalueringsværdierne kan der udarbejdes en samlet, kvantitativ evaluering af miljøstatus for den enkelte virksomhed. Evalueringen kan dels ske med udgangspunkt i de enkelte hovedgrupper i spørgerammen, dels i form af en samlet evaluering af den undersøgte virksomheds miljøstatus.

Resultaterne fra spørgerammen kan behandles manuelt eller i form af en simpel EDB bearbejdning.

I bilag 1 er vist resultaterne fra en afprøvning af systemet inklusive grafisk afbildning af de beregnede evalueringsværdier.

3.3 Projektets forløb

Første fase

Første fase af projektet har været at:

  • Definere de anvendte begreber.
  • Fastlægge principper og hovedstruktur i spørgerammen.
  • Opstille det første udkast til spørgerammen.
  • Udarbejdelse af en foreløbig projekthåndbog med den samlede spørgeramme.
  • Forelæggelse af den foreløbige spørgeramme for en følgegruppe, bestående af relevante/involverede virksomheder og offentlige myndigheder.

Denne fase af projektet er udført af Novotex og PA Consulting Group, og blev afsluttet med et møde i følgegruppen den 3. april 1995.

Anden fase

På grundlag af bemærkninger og forslag fra følgegruppen er der foretaget en omfattende revision af spørgerammen, der er udvidet med en række produktions- og produktspecifikke afsnit for hvert trin i tekstilets livscyklus.

Arbejdet har omfattet:

  • Opsamling og bearbejdning af forslag og kommentarer fra følgegruppen.
  • Indsamling og sammenstilling af informationer/litteratur vedr. den konkrete miljøbelastning i hvert trin i livscyklus.
  • Udarbejdelse af en revideret udgave af spørgerammen.
  • Sammenskrive en statusrapport for projektet.

Arbejdet i denne fase er gennemført af Novotex og Aquavitec.

Tredje og afsluttende fase

Denne foreløbigt afsluttende fase af projektet omfatter:

  • Tilretning af spørgerammen efter nye bemærkninger og kommentarer fra følgegruppen.
  • Spørgerammen er testet hos to udvalgte leverandører samt internt hos Novotex. Denne afprøvning har kun givet anledning til mindre rettelser af redaktionel karakter. Samtidig understregede afprøvningen vigtigheden af at systemet anvendes i dialog/interview- form. Således at tvivlsspørgsmål kan afklares med det samme. Tidsrammen for en »auditering« var to til tre timer.
  • Sammenskrivning af denne afsluttende rapport og manual.

Projektets offentliggørelse

Som afslutning på projektet offentliggøres denne rapport, og resultaterne bliver præsenteret ved deltagelse på et fagligt seminar/møde for den øvrige del af tekstilbranchen.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]