| Kortlægning og vurdering af antibegroningsmidler 1 Sammenfatning1.1 Forekomst af biocider i havmiljøet
1.1 Forekomst af biocider i havmiljøet1.1.1 HavmiljøUdledningen til havmiljøet af biocider fra antibegroningsmidler kan estimeres på baggrund af oplysninger om de mængder, der anvendes årligt. For lystbåde er kun kobber, Diuron og Irgarol medtaget, fordi tinholdige produkter (med tributyltin) ikke er tilladt til både, der er mindre end 25 meter, og Sea-Nine ikke anvendes i malinger, der anvendes til lystbåde. Den estimerede årlige udledning til havmiljøet af kobber, Diuron og Irgarol fra lystbåde samt udledning fra alle kilder kan for 1997 opgøres til: Kobber: 16500-33000 kg
Diuron: 850-1700 kg
Irgarol: 11-22 kg (estimeret total udledning ca. 25 kg) De ovennævnte værdier er estimater, der som altid må betragtes med forbehold. Værdierne antyder dog, at tilførslen af kobber, Diuron og Irgarol fra lystbåde udgør en væsentlig del af den totale udledning til havmiljøet. Der findes ingen målinger af tributyltin (TBT) danske lystbådehavne, som er foretaget efter, at forbudet mod at bruge stoffet til lystbåde trådte i kraft i 1991. Målinger foretaget før forbudet har påvist koncentrationer i vandet fra under 0,1 til 0.9µgTBT/l. Indholdet af TBT i marine sedimenter er højere, idet der er målt koncentrationer fra under 30 til ca. 4950 g, TBT/kg tørstof i danske havområder. Målinger af Diuron i Århus Amt har påvist koncentrationer på op til 1,07 µg/l i højsæsonen. 500 meter uden for en enkelt havn (hvor koncentrationen var op til 0,83 µg/l) blev der målt 0,028 µg/l. I den samme undersøgelse blev koncentrationen af Irgarol målt, og den samlede belastning af de to ukrudtsmidler i lystbådehavnene blev opgjort til: 0,092-1,37 µg/l. 500 meter uden for en enkelt havn var der 0,041 µg/l af de to ukrudtsmidler tilsammen. Koncentrationer af Irgarol er målt i danske havne, og der er påvist et betydeligt indhold af dette stof i vandet, hvor Irgarol blev målt i koncentrationer på op til 2,3 µg/l i 1996. Nye målinger af Irgarol i danske marine sedimenter har påvist koncentrationer på typisk 10-25 µg/kg tørstof i lystbådehavne. Danske målinger af total kobber har påvist koncentrationer på ca. 1 µg/l i fersk- og havvand, og på 0,1 til 87 mg/kg tørstof i sediment fra Nordsøen ud for den dansk/tyske vestkyst. På nuværende tidspunkt foreligger ingen tilgængelige oplysninger om koncentrationer af Sea-Nine og zinkpyrithion i miljøet. 1.1.2 VinterpladserMålinger på vinterpladser i Københavnsområdet har vist koncentrationer af TBT på i gennemsnit 3,2 mg TBT per kg vådvægt jord. Prøver udtaget i november måned på vinterpladser i Århus Amt viste koncentrationer af Diuron på op til 1,8 mg Diuron per kg jord tørstof. I jordprøver fra vinterpladser, hvor maling fjernes fra lystbåde, er der målt mellem 4,6 og 10 mg Irgarol pr. kg jord tørstof (Århus Amt 1997a). På vinterpladserne blev der desuden fundet en række andre stoffer. Anvendelsen af biocidholdige bundmalinger medfører således en forurening af jorden på vinterpladserne. Denne forurening vil kunne begrænses, hvis der tages initiativer til opsamling og bortskaffelse af malingaffald efter klargøring af lystbåde. De udgifter, der vil være forbundet med en potentiel deponering af forurenet jord på vinterpladserne, bør indgå i overvejelserne, når omkostningerne til indførelse af en biocidfri, mekanisk rensning af lystbåde vurderes. 1.2 Lovgivning og reguleringAnvendelsen af organiske tinforbindelser (som TBT) er reguleret ved den ottende ændring af Direktiv 76/769/EØF, der i Danmark siden 1991 har medført et forbud mod brug af tin-baserede produkter til både under 25 m's længde. TBT og tilsvarende aktivstoffer er fortsat tilladt i malinger til større skibe, når malingen distribueres og forhandles i beholdere på mindst 20 liter og i øvrigt påføres professionelt. Direktivet er gennemført ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1004 af 14. december 1995 om begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål (Miljø- og Energiministeriet 1995). Danmark har gennemført bestemmelserne i Direktiv 76/464/EØF ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet (Miljø- og Energiministeriet 1996). l denne bekendtgørelse fastsættes såkaldte kvalitetskrav for vandmiljøet (vandkvalitetskriterier) for tributyltinoxid (TBTO) og kobber. Kemiske stoffer klassificeres med fareklasser og tilhørende R-sætninger ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 829 af 6. november 1997 af listen over farlige stoffer (Miljø- og Energiministeriet 1997), der gennemfører Kommissionens direktiv, nr. 93/72/EØF, 93/101/EØF og 94/69/EØF. Blandt de aktive stoffer i antibegroningsmidler er Diuron, kobberforbindelser og tributyltinforbindelser optaget på listen over farlige stoffer (Miljø- og Energiministeriet 1997). I EU er et direktiv vedrørende markedsføring af biocidholdige produkter under udarbejdelse. På nuværende tidspunkt foreligger der en »Fælles holdning«, der har form af et udkast til direktivet. Antibegroningsmidler er en gruppe af biocider, som vil blive omfattet af det kommende direktiv. Direktivet forventes at blive vedtaget inden for den nærmeste fremtid. De fleste lande i Europa følger bestemmelserne i den ottende ændring af Direktiv 76/769/EØF, der forbyder anvendelsen af TBT til både, der er mindre end 25 meter. En betydeligt mere omfattende regulering af anvendelsen af antibegroningsmidler findes i Sverige, og denne regulering er beskrevet nedenfor. I Sverige vurderes antibegroningsmidler på linje med pesticider, hvilket indebærer, at de ikke må importeres eller forhandles uden godkendelse fra Kemikalieinspektionen. Den svenske godkendelsespraksis for anvendelse af biocidholdige antibegroningsmidler til lystbåde omfatter bl.a.:
Der er ikke indført særlig regulering (bortset fra den ottende ændring af Direktiv 76/769/EØF) af antibegroningsmidler til lystbåde i lande som Finland, Norge og Tyskland. 1.3 Vurdering af miljøfarlighed1.3.1 TributyltinforbindelserTBT er meget giftig over for vandlevende organismer. Desuden nedbrydes TBT langsomt i miljøet, og stoffet har et højt potentiale for bioakkumulering i levende organismer. Da TBT nedbrydes meget langsomt i sedimenter, er det sandsynligt, at der stadig findes hotspots med en høj koncentration, der stammer fra brug på lystbåde, ligesom der er nye målinger, der viser høje koncentrationer i kommercielle havne. Da frigivelsen af TBT fra sedimentet ikke kendes, og da der kun foreligger få undersøgelser, hvor effekter relateres til TBT koncentrationen i sedimentet, kender man ikke konsekvensen af de høje koncentrationer for bundlevende organismer. Tilgængeligt TBT i vandet er dog særdeles giftigt over for snegle, muslinger og andre organismer, der lever i og på havbunden. I Danmark er der fastsat et kvalitetskrav på 0,001 µg/l for tributyltinoxid (TBTO) svarende til 0,0004 µg Sn/l (Miljø- og Energiministeriet 1996). Da der er observeret negative effekter af TBT ved koncentrationer i samme størrelsesorden som det nuværende kvalitetskrav for TBTO, foreslås et vandkvalitetskriterium på 0,000004 µg Sn/l svarende til 0,00001 µgTBT/l (= 0,01 ng TBT/l). Der foreslås et kvalitetskriterium for sediment på 0,002-0,3 µgTBT/kg sediment (vådvægt). 1.3.2 DiuronDiuron er meget giftigt for vandlevende organismer, specielt for alger, da det hæmmer fotosyntesen. Endvidere er stoffet langsomt nedbrydeligt. Det kan ikke forventes at blive nedbrudt væsentligt i de frie vandmasser, men vil sandsynligvis ophobes i sedimenter, hvor nedbrydningen vil være endog meget langsom. Bioakkumuleringspotentialet for Diuron og dets nedbrydningsprodukter er moderat. Kvalitetskriterier for Diuron foreslås til 0,01 µg/l for vand og 0,15 µg/kg for sediment (vådvægt). 1.3.3 KobberforbindelserKobber er meget giftigt for vandlevende organismer, men giftigheden afhænger af fysisk-kemiske faktorer som vandets pH, hårdhed og indhold af organisk materiale. Det er derfor omdiskuteret, hvorvidt kvalitetskriterier for kobber kan/bør fastlægges generelt, eller hvorvidt der bør fastlægges kriterier lokalt ud fra de fremherskende forhold på stedet Forslag til kvalitetskriterier for kobber bør baseres på en gennemgang af flere forhold, f.eks.:
Der foreslås ikke kvalitetskriterier for kobber. 1.3.4 ZinkpyrithionZinkpyrithion kan omdannes meget hurtigt i vandmiljø, enten ved fotolyse eller ved bionedbrydning. De resulterende nedbrydningsprodukter er stabile. Toksiciteten af tre nedbrydningsprodukter er undersøgt, og de to af dem er væsentligt mindre giftige end zinkpyrithion, medens det tredje er omtrent lige så giftigt. Det kan på baggrund af den hidtil foretagne gennemgang af resumeer af de udførte undersøgelser ikke vurderes, hvor stor en del af nedbrydningsprodukterne, der vil høre til den mindre giftige gruppe. En mere detaljeret vurdering af zinkpyrithion forudsætter en omhyggelig vurdering af undersøgelser, der er udført af producenten. Dette har ikke været muligt inden for rammerne af dette projekt. Kvalitetskriterier for zinkpyrithion foreslås til 0,01 µg/l for vand og 0,030,4 µg/kg for sediment (vådvægt). 1.3.5 IrgarolIrgarol er meget giftig for vandlevende organismer. Irgarol er et stof, der er særligt giftigt for fotosyntetiserende organismer. De koncentrationer, der hidtil er målt i miljøet, overskrider markant de koncentrationer, hvor der er vist effekter på følsomme vandlevende organismer (f.eks. blæretang og marint perifyton). Blæretang er en særdeles vigtig komponent i bl.a Østersøen, og det kan være kritisk, at de følsomme livsstadier tidsmæssigt falder sammen med isætningen og istandsættelsen af bådene i forårsmånederne. Den langsomme nedbrydning af Irgarol indikerer, at stoffet kan ophobes miljøet. Det vurderes at Irgarol er moderat bioakkumulerbar. Kvalitetskriterier for Irgarol foreslås til 0,001 µg/l for vand og 0,00040,02 µg/kg for sediment (vådvægt). 1.3.6 Sea-NineSea-Nine er meget giftig for vandlevende organismer, og det nedbrydes kun langsomt i miljøet, hvor det bindes til sedimenter. Ophobning i levende organismer kan ikke udelukkes på det foreliggende grundlag. Der foreligger ikke resultater af undersøgelser af forekomsten af Sea-Nine i miljøet. De tilgængelige oplysninger er ikke entydige omkring nedbrydning af Sea-Nine og karakteren af nedbrydningsprodukterne. Dette gælder især under iltfrie, anaerobe forhold, som f.eks. kan forekomme, hvis Sea-Nine bindes til akvatiske sedimenter. Producenten har i december l 997 fremsendt en sammenfatning af undersøgelser om aerob og anaerob nedbrydning af Sea-Nine, som er udført i 1991 og 1992. Det vurderes, at det kræver en detaljeret gennemgang af de tekniske rapporter, før en endelig vurdering af nedbrydningen og omdannelsen af Sea-Nine kan foretages. Kvalitetskriterier for Sea-Nine foreslås til 0,01 µg/l for vand og 0,6 µg/kg for sediment (vådvægt). 1.4 Vurdering af sundhedsfarlighed1.4.1 TributyltinforbindelserI forbindelse med klassificering efter Rådets direktiv 67/548/EØF er tributyltinforbindelser generelt klassificerede som hud- og øjenirriterende (Xi; R36/38), farlige ved hudkontakt (Xn; R21), giftige ved indtagelse samt giftige med mulighed for alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (T; R25-48/23/25). Tributyltinoxid (TBTO) er opført på Arbejdstilsynets allergiliste som et kontaktallergen. Miljøstyrelsen har vurderet, at anvendelsen af TBTO i forbindelse med træbeskyttelsesmidler bør betragtes som værende særlig farlig for sundheden. Miljøstyrelsen har på denne baggrund indledt en forbudsprocedure mod TBTO. 1.4.2 DiuronDiuron mærkes med risikosætningen R48/22 – »Farlig: mulighed for varig skade på helbred ved indtagelse« på grund af observerede effekter på blod og bloddannende organer. Den svenske Kemikalieinspektion vurderer, at Diuron har et svagt kræftfremkaldende potentiale og en svag tendens til at inducere kromosomforandringer i legemsceller. En tilsvarende vurdering er ikke foretaget i Danmark, og det anderledes syn på Diuron i Sverige kan skyldes, at Kemikalieinspektionen har foretaget sin vurdering på baggrund af andre undersøgelser end de der har udgjort vurderingsgrundlaget i Danmark. 1.4.3 KobberforbindelserDer foreligger meget få oplysninger om kobber(I)oxid og kobber(I)thiocyanats giftighed. Kobber(I)oxid er optaget på listen over farlige stoffer som sundhedsskadelig med risikosætningen R22 »farlig ved indtagelse«. Desuden anses kobber(I)oxid for øjenirriterende, men stoffet er ikke mærket som sådant i listen over farlige stoffer (Miljø- og Energiministeriet 1997). Kobber(I)oxid er optaget på Arbejdstilsynets liste over allergifremkaldende stoffer som et kontaktallergen, men generelt er der rapporteret meget få allergiske tilfælde efter indtagelse eller efter hudkontakt med kobberforbindelser hos mennesker. Indånding af kobberstøv, -røg og -dampe må anses at være let irriterende for de øvre luftveje og i særlige tilfælde at kunne give influenzalignende symptomer. Arbejdstilsynet har foreslået en arbejdshygiejnisk grænseværdi på 1,0 mg kobber/m3 for kobberpulver og -støv og en anden værdi på 0,1 mg kobber/m3 for kobberrøg (Arbejdstilsynet 1996). 1.4.4 IrgarolIrgarol er fundet hudsensibiliserende i en test på forsøgsdyr og opfylder derfor kriterierne for klassificering som sensibiliserende og farebetegnelsen lokalirriterende (Xi; R43). Der er rapporteret om et enkelt tilfælde af hudallergi hos en person, som har arbejdet med antibegroningsmaling igennem flere år. Irgarol er ikke optaget på listen over farlige stoffer (Miljø- og Energiministeriet 1997) og har så vidt vides ikke været genstand for særlige danske sundhedsmæssige vurderinger. 1.4.5 Sea-NineDe største sundhedsmæssige problemer ved anvendelse af Sea-Nine i antibegroningsprodukter anses at være stoffets hud- og øjenirriterende egenskaber samt stoffets allergifremkaldende potentiale og dets ret høje akutte giftighed ved indånding. På basis af de foreliggende oplysninger bør Sea-Nine klassificeres som lokalirriterende med symbolet Xi. Stoffet angives at være øjenirriterende, men det er ikke muligt at vurdere sværhedsgraden af denne effekt (R 36 eller R 41). Det er ligeledes ikke muligt at vurdere stoffets hudirriterende potentiale på baggrund af de foreliggende data. Sea-Nine er ikke optaget på listen over farlige stoffer (Miljø- og Energiministeriet 1997) og har så vidt vides ikke været genstand for særlige danske sundhedsmæssige vurderinger. Miljø- og sundhedsmæssigt relevante data for de vurderede stoffer er samlet i tabel 1.1. og 1.2. Tabel 1.1 Tabel 1.2
1: Målt uden for havne og i kystnære områder i saltvand.
Antibegroningsmidlerne er på nuværende tidspunkt kun officielt klassificeret med hensyn til deres effekter på mennesker (tabel 1.1). Når stofferne ikke har nogen fareklassificering med hensyn til effekter i vandmiljøet, skyldes det, at ingen af stofferne er miljøfareklassificeret i EU. Der er forslag til miljøfareklassificering af TBT og Diuron, som begge foreslås klassificeret med N; R50-53, »miljøfarlig«, »meget giftig for organismer, der lever i vand« og »kan medføre uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet« (personlig kommunikation, Frank Jensen, Miljøstyrelsen, januar 1998). Desuden vurderes de miljømæssige egenskaber for Irgarol at opfylde kriterierne for de ovennævnte forslag til miljøfareklassificering af TBT og Diuron. Alle de vurderede antibegroningsmidler er særdeles giftige for vandlevende organismer. Da TBT, Diuron og Irgarol desuden er vanskeligt nedbrydelige (tabel 1.1), må de koncentrationer af disse stoffer, der ved flere lejligheder er påvist i vand og sediment anses for at være en alvorlig miljøbelastning. For de øvrige aktivstoffer er der større usikkerhed om deres skæbne i miljøet. Den giftige kobber vil muligvis blive inaktiveret i miljøet i større eller mindre grad, når kobber frigives fra bundmalingen. Den biologiske nedbrydning af Sea-Nine og zinkpyrithion, herunder nedbrydningens virkning på stoffernes giftighed, har ikke været tilstrækkeligt belyst i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport. Det fremgår af tabel 1.2, at kvalitetskravene for TBT, Diuron og Irgarol er markant overskredet i flere tilfælde for vand og sediment. Ifølge Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 (Miljø- og Energiministeriet 1996) er overskridelse af kvalitetskravene kun tilladt, når der er fastsat et nærområde med lempet målsætning og under forudsætning af, at der i nærområdet ikke forekommer koncentrationer, der kan medføre akut giftvirkning. Oplysningerne om stoffernes akutte giftvirkning, der er præsenteret i denne rapport, viser, at de målte koncentrationer i havvand (tabel 1.2) kan medføre akutte effekter over for følsomme grupper af vandlevende organismer. 1.5 Alternativer til kemiske antibegroningsmidlerPå nuværende tidspunkt er de mest oplagte alternativer til biocidholdige antibegroningsmidler at finde indenfor de mekaniske metoder, der f.eks. bruger børster eller højtryksspuling til at fjerne begroningen fra bådenes bund. Der findes biocidfrie skibsmalinger, og flere nye malingtyper er under udvikling, men det vurderes, at sådanne alternativer ikke er tilstrækkeligt udviklede og afprøvede til at erstatte biocidholdig skibsmaling. De vigtigste mekaniske metoder og status for biocidfrie malinger er beskrevet nedenfor. 1.5.1 Mekanisk rensning af lystbåde i DanmarkI Danmark er en mekanisk bådvaskemaskine under udvikling i Kolding havn. Den nuværende status er, at vaskemaskinen behøver mere udvikling og tilpasning. De test, der har været udført af producenten KBK Boatcleaner ApS i 1997 har ifølge producenten vist, at vaskemaskinen foretager en pæn afrensning på 60% af bådens bund (KBK Boatcleaner ApS 1997). Ifølge producenten vil der kunne opnås en rensning af yderligere 30% af bundarealet ved en ændring af maskinens torsionsled. De sidste 10% afhænger af skrogets form og vil højst sandsynligt kunne fjernes ved en ekstra rensning på det pågældende sted. KBK Boatcleaners ApS konkluderer, at med en regelmæssig mekanisk rensning 4-6 gange i løbet af sæsonen, vil rurer og alger ikke udgøre noget alvorligt begroningsproblem. KBK Boatcleaners ApS ser ud fra et marinbiologisk og skibsteknisk synspunkt intet til hinder for at benytte mekanisk rensning som alternativ til kemiske antibegroningsmidler. KBK vil i nær fremtid afprøve vaskemaskinen ved rensning af så mange både som muligt. Herefter vil vaskemaskinen blive løftet på land for bestigelse af eventuelle skader og fejl. En metode, hvor bådenes bund indesluttes af en presenning, mens de ligger i havn, er foreslået af den danske biolog Høpner Petersen. Presenninger placeres som et skørt omkring båden, så lystilførslen begrænses, hvorved algevæksten hæmmes. Desuden vil vandet omkring båden stå stille, hvilket medfører, at vandkvaliteten i løbet af et par uger bliver så dårlig, at fastsiddende liv og planter dør. Metoden kræver, at bådene med jævne mellemrum ligger stille og indesluttes af presenningen. 1.5.2 Udvikling af rensningsstationer i SverigeI Sverige har man udviklet metoder, hvor bådene renses med børster (STARK Boat Washer) eller ved højtryksspuling (RULE) i selve havnebassinet. Rensningen i havnebassinet har den fordel, at bådene ikke skal løftes på land. Dette gør rensningen billigere, og der spares tid. Begge metoder kræver, at bådene er behandlet med en hård maling, som kan modstå den mekaniske påvirkning. I sæsonen 1995 blev STARK Boat Washer afprøvet på 32 både. Resultatet af testen var generelt positivt ifølge Kemikalieinspektionen i Sverige (KEMI 1996). Rapporten fra Kemikalieinspektionen opsummerer, at 93% af deltagerne i testen ville bruge STARK vaskemaskinen, hvis det var forbudt at anvende biocidholdig maling. En mindre del af testdeltagerne, 80%, mente, at de ville anvende STARK uden et forbud mod biocidholdig maling, hvis vaskemaskinen var tilgængelig i nærheden af deres både, og prisen per vask ikke var for høj. Kemikalieinspektionen angiver, at størstedelen af begroningen fjernes ved behandlingen i vaskemaskinen. Den nuværende udgave af STARK vaskemaskinen kan ikke anvendes til alle typer af lystbåde, idet båden ikke må være bredere end 3 meter, den må ikke have dyb køl, og den må ikke have indenbords motor. En anden begrænsning for STARK vaskemaskinen er, at bådens stævn ikke vaskes under rensningen af bådens bund. Imidlertid løftes stævnen under vasken, hvorved stævnen lettere kan renses med hånden eller med en trykvasker. Producenten har udarbejdet planer for en forbedret vaskemaskine, som også kan vaske både med dyb køl. Højtryksspuling (RULE), mens bådene befinder sig i havnebassinet, er udviklet i Sverige igennem de sidste år. Metoden anses stadig for at være under udvikling og Båtbranchens Riksförbund medgiver, at metoden kan anvendes på mange forskellige bådtyper. Maskinen er imidlertid dyr at installere og Båtbranchens Riksförbund mener, at metoden er urealistisk dyr. Prisen for en behandling i RULE vil være omkring 250 svenske kr. (mens prisen for en rensning ved anvendelse af STARK vil være ca. 100 svenske kr.) (Johnson 1997). Højtryksspuling af både, som tages op af vandet, er en meget effektiv metode til at fjerne begroning. De praktiske forhold i forbindelse med optagning af både er undersøgt og evalueret i Sverige (KEMI 1992b, Johnson 1997). Kemikalieinspektionen i Sverige konkluderer, at man med relativ enkel teknik kan bygge effektive rensningsstationer med stor kapacitet. I Kemikalieinspektionens rapport (KEMI 1992b) angives det f.eks., at det vil tage 10-15 minutter fra det tidspunkt, hvor båden løftes ud af vandet, til den rensede båd er søsat. Prisen for en højtryksspuling af en båd, inklusive optagning med transportbånd, gaffeltruck eller optagningsvogn, er estimeret til at være mindre end 200 svenske kr. 1.5.3 Alternative skibsmalingerDer er i dag en lang række biocidfrie skibsmalinger under udvikling. Ideen med disse produkter er primært at skabe en overflade, som minimerer begroning. De nye malingtyper omfatter f.eks.: Silikonebaserede glatte eller selvpolerende produkter uden biocider.
Kulhydratbaserede produkter. Disse malinger giver en meget vandholdig overflade, som ikke er attraktiv for begroning (Johnson 1997). Sådanne produkter er under udvikling og findes ikke på markedet endnu. Et produkt af denne type forventes afprøvet i Sverige i løbet af 1998. Produkter med enzymer eller biologisk nedbrydelige biocider. Det har været forsøgt gennem flere år at udvikle malingtyper uden miljøskadelige biocider. På nuværende tidspunkt findes der ikke sådanne produkter på markedet. Produkter med fiberhår. Der er udført forsøg i Sverige med maling indeholdende fiberhår. Undersøgelser har vist, at fiberhårene ikke forhindrer begroning, og at belægningen øger friktionen mellem båd og vand (Johnson 1997). 1.5.4 AnbefalingerPå nuværende tidspunkt er de mest oplagte alternativer til biocidholdige antibegroningsmidler at finde indenfor de mekaniske metoder, da nye malingtyper uden de traditionelle biocider hidtil har vist sig at have utilstrækkelige tekniske egenskaber. Højtryksspuling på land er en meget effektiv metode til fjernelse af begroning, og metoden vurderes at være praktisk anvendelig til rengøring af forskellige bådtyper. Mekanisk rensning med vaskemaskiner eller højtryksspuling i havnebassinet er under udvikling og afprøvning. Udviklingen af vaske- og rengøringssystemer bør opprioriteres, og maskinerne bør på et tidligt tidspunkt testes på mange forskellige bådtyper. En sådan afprøvning skønnes nødvendig for at dokumentere, at maskinerne er effektive (også på »kritiske områder« som ror, skrue og vandindtag) og ikke beskadiger bådene. I forbindelse med de mekaniske metoder skal man være opmærksom på det materiale, der vaskes af bådene. Medmindre der fastsættes regler for fjernelse af bundmaling og kontrolleret opsamling af affaldet, vil vaskevandet uundgåeligt indeholde giftige stoffer fra malingen. Det vil være et paradoks at fremme alternativer til biocidholdige midler, hvis udsigten er, at de giftige stoffer i en årrække vil forekomme i vaskevandet. Dette fører til anbefalingen, at vaskevandet ikke umiddelbart blandes med vandet i havnebassinet. Der kan eventuelt etableres recirkulationssystemer, hvor vaskevandet bruges mange gange, og hvor malingrester bundfældes, før vaskevandet ledes ud i havnebassinet som foreslået af Kemikalieinspektionen i Sverige (KEMI 1992b). Motivationen for at anvende de alternative rengøringssystemer er imidlertid at spare udgiften til bundmaling. Såfremt de alternative metoder etableres i tilstrækkeligt omfang, vil vaskevandet ikke i fremtiden indeholde giftstoffer og skal derfor ikke nødvendigvis renses. Et andet problem kan være, at den begroning, der vaskes af bådene, kan forringe iltforholdene i nærheden af rensningsstationen. Betydningen af denne tilførsel af iltforbrugende organisk materiale undersøges i Sverige (KEMI 1996). Det organiske materiale (rurer og alger) vil imidlertid også kunne bundfældes, inden vaskevandet ledes ud i havnebassinet. Det må anses for sandsynligt, at en del sejlere vil foretrække at bruge biocidholdige antibegroningsmidler, hvis der er grund til skepsis over for de mekaniske metoder, eller hvis den mekaniske rensning er for besværlig. Når 80% af deltagerne i testen af den svenske STARK metode var indstillede på at benytte metoden uden et forbud mod kemiske antibegroningsmidler, skal der sikkert lægges meget i forudsætningen, at vaskemaskinen skulle være tilgængelig i nærheden af båden. Dette indbefatter formodentlig, at bådejerne ikke uden videre vil ligge i kø i havnebassinet for at få vasket båden. Udviklingen og udbredelsen af de alternative metoder er i dag for utilstrækkelig til, at disse metoder på meget kort sigt kan erstatte de kemiske antibegroningsmidler. Det vurderes, at de metoder, der er under udvikling, i løbet af få år vil være tilstrækkeligt afprøvede til, at de kan imødekomme behovet for en biocidfri rensningsteknologi. Udbredelse og anvendelse af de alternative metoder i Danmark kræver dog, at der etableres rensningsstationer i de fleste lystbådehavne og bådklubber. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||