[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøledelse i Asfaltbranchen

1. Introduktion

1.1 Vejledning i brug af manualen
1.2 Fordele ved at indføre miljøledelse
1.3 Definition af elementerne i miljøledelse

 

I dag ønsker de fleste virksomheder selv at sætte dagsordenen for deres miljøarbejde og være på forkant med miljøkrav fra myndigheder og andre interessenter. Virksomhedens miljøforhold er heller ikke længere alene et arbejdsfelt for enkelte miljømedarbejdere.

For at kunne demonstrere, at virksomheden har styr på miljøpåvirkningerne fra deres aktiviteter, at alle medarbejdere tager miljøhensyn i det daglige arbejde og ikke mindst, at virksomhedens miljøpræstation til stadighed forbedres, indfører mange virksomheder miljøledelse.

Miljøledelse er et dymanisk ledelsesværktøj, som kan:

  • placere ansvar og opgaver i miljøarbejdet i organisationen
  • fastlægge og styre ambitionsniveauet for miljøarbejdet
  • sikre og dokumentere løbende forbedringer af miljøpræstationen
  • sikre miljøinformation og -uddannelse til medarbejderne

Miljøledelsessystemets succes afhænger af engagement på alle niveauer i organisationen. Men ledelsens opbakning er altafgørende, og den skal være på plads, inden virksomheden går i gang med at indføre miljøledelse. Det er ledelsen, der beslutter at sætte processen i gang, og det er ledelsens opgave at sikre, at målene nås og at processen fortsætter. Det er ledelsens ansvar at sørge for, at miljøledelsen forankres i hele organisationen, og ledelsen skal afsætte tilstrækkelige ressourcer til, at alle medarbejdere kan yde en seriøs indsats.

Miljøledelse kan - hvis I ønsker en egentlig certificering - indføres efter en officiel anerkendt standard. Der er to relevante standarder:

  • ISO 14001, der er en international gældende standard for miljøledelse udarbejdet af den Internationale Standardiserings Organisation på linie med ISO 9000 serien.
  • EMAS (Environmental Management and Audit Scheme), der er en frivillig EU "standard". EMAS er beskrevet i en EU-forordning, som har retsvirkning i alle EU-lande.

Kravene i ISO 14001 og EMAS er en ramme, som virksomheden selv skal fylde ud afhængig af de særlige forhold, der kendetegner den enkelte virksomhed. Ingen miljøledelsessystemer er derfor ens.

1.1 Vejledning i brug af manualen

Alle firmaer i asfaltbranchen har indført et kvalitetsstyringssystem efter ISO 9001, ligesom alle produktionsanlæg har en miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Endvidere er der pligt til at udarbejde grønne regnskaber. Disse forudsætninger afspejler sig i manualens anbefalinger. Den almindelige holdning i branchen er f.eks., at hvis virksomheden indfører et miljøledelsessystem, vil det være efter ISO 14001 standarden, evt. suppleret med EMAS. Manualen er derfor struktureret ud fra kravene i ISO 14001. De anbefalinger, der er bygget ind i manualen, afspejler endvidere de beslutninger, som branchens ekspertgruppe har foretaget, samt de konklusioner, der er fremkommet på de brancheworkshops, der har været afholdt som en del af udviklingsprojektet.

Manualen kan bruges som en slags "kogebog", der trin for trin gennemgår de opgaver, der er i forbindelse med opbygning af et certificerbart miljøledelsessystem efter ISO 14001, suppleret med EMAS krav hvor disse er mere vidtgående end ISO 14001.

Hvis I ikke ønsker at gå hele vejen frem til en certificering, kan I vælge ud og fokusere på de dele, som I finder mest relevante. Ved at følge anbefalingerne inden for de enkelte områder får I dog en basis, som vil være enkel at indbygge i et certificerbart system, hvis I ønsker dette på et senere tidspunkt.

Vejledningen er opbygget med 7 kapitler, der beskriver de enkelte trin og arbejdsopgaver ved indførelse af miljøledelse, samt 10 bilag med værktøjer, som kan støtte dette arbejde. Da manualen desuden indeholder disketter med det tilhørende miljørapporteringssystem, er der bagest inkluderet en brugervejledning for systemet. Endvidere findes de 10 bilag med hjælpeskemaer, oversigter m.m. også på diskette (Word 7.0 format).

De første 3 kapitler indeholder korte definitioner af de vigtigste begreber i ISO 14001 og sætter efterfølgende fokus på de indledende overvejelser og beslutninger, I bør træffe inden I går i gang.

Kapitel 4 og 5, som handler om indførelse af miljøledelsens grundelementer og opbygning af selve miljøledelsessystemet med håndbog, forretningsgange og instruktioner, følger punkterne i ISO 14001's kapitel 4 om krav til miljøledelsessystemer. Kapitel 6 giver et overblik over kravene til grønne regnskaber og EMAS-miljøredegørelser, mens kapitel 7 sætter fokus på processen omkring certificering og verifikation.

De 10 bilag indeholder praktiske hjælpeværktøjer i form af skemaer, metoder, forslag til arbejdsgange, oversigter m.m. Bilagene skal tilpasses jeres egne forhold og bruges, efterhånden som I når til den/de pågældende opgave/r i forbindelse med opbygning af miljøledelsessystemet.

Håndbogen rummer gennemgående eksempler fra det fiktive asfaltfirma "Den Gode Vej A/S". Den Gode Vej A/S har følgende organisation:

Figur 1 (6 Kb) (6 Kb)

Den Gode Vej er opdelt i to regioner hver med to produktionsanlæg og et antal vejhold (afhængig af mængden af opgaver).

1.2 Fordele ved at indføre miljøledelse

Inden I beslutter jer for at indføre miljøledelse, bør I diskutere, hvilke fordele der er, og hvad I vil opnå. Da miljøledelse er frivillig men ressourcekrævende, bør fordelene og prioriteringerne være klare.

Det primære formål med at indføre miljøledelse bør naturligvis være at forbedre asfaltfirmaets miljøforhold. Men samtidig kan firmaet opnå flere fordele, hvoraf nogle naturligvis har større betydning end andre:

  • Driftsbesparelser gennem bedre styring af energi- og materialeforbrug
  • Færre udgifter til affaldsbortskaffelse og miljøafgifter
  • Klare kriterier for materialevalg og valg af ny teknologi
  • Konkurrencefordele, især hvis miljøledelse bliver et krav i forbindelse med offentlige indkøb
  • Et nyt og bedre syn på rutiner og arbejdsgange kan være en anledning til forandring og effektivisering
  • At være på forkant med kommende miljølovkrav eller markedskrav og dermed kunne forudse miljøinvesteringer
  • Øget motivation for miljøarbejde blandt medarbejderne
  • Forbedret arbejdsmiljø på virksomheden
  • Fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft
  • Bedre forhold til myndigheder og kunder
  • Bedre forhold til naboer, forbrugere og miljøorganisationer i kraft af øget troværdighed
  • Lettilgængelig dokumentation for overholdelse af regler og krav ved eksterne forespørgsler

1.3 Definition af elementerne i miljøledelse

Elementerne i miljøledelse beskrives med udgangspunkt i modellen for et miljøledelsessystem opbygget efter ISO 14001. EMAS omfatter de samme elementer, og på de punkter, hvor EMAS er anderledes, er det angivet specifikt.

Figur 2 (8 Kb) (8 Kb)

Løbende forbedring

Miljøledelse kræver, at virksomheden forpligter sig til en løbende forbedring af miljøpræstationen, hvor udgangspunktet er overholdelse af miljølovgivningen. ISO 14001 anbefaler, at forebyggelse af forurening sker ved at anvende renere teknologi. Dette er et krav i EMAS, som præciserer, at virksomheden som minimum skal nedbringe miljøpåvirkningerne til niveauer, der svarer til en økonomisk holdbar anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi (BAT).

Miljøpolitik

Miljøpolitikken udstikker kursen for, hvor virksomheden vil hen med miljøarbejdet. Det er i miljøpolitikken, virksomheden beskriver holdninger og principper på miljøområdet samt ambitioner for miljøarbejdet. Miljøpolitikken danner rammen for fastlæggelse af miljømålsætninger og miljømål.

Planlægning

Kortlægningen af virksomhedens miljøforhold og relevante miljølovkrav er grundstenen i planlægningen af miljøledelsesarbejdet. Ud fra kortlægningen udpeger virksomheden de væsentlige miljøpåvirkninger, som miljøledelsessystemet skal omfatte og fastlægger miljømålsætninger for miljøindsatsen. EMAS kræver, at virksomheden gennemfører en indledende miljøkortlægning, mens det kun er en anbefaling i ISO 14001.

Planlægningen omfatter også udarbejdelse af et miljøhandlingsprogram, som er køreplanen, der sætter miljøforbedringer i gang. Ved udarbejdelsen af miljøhandlingsprogrammet fastlægger virksomheden miljømål og de aktiviteter, der skal sættes i gang for at nå målene. Endvidere udpeges de personer, der er ansvarlige for, at aktiviteterne gennemføres, og at det sker til den fastsatte tidsfrist.

Iværksættelse og drift

Iværksættelse og drift af miljøledelsessystemet handler om, at der skal skrives forretningsgange og arbejdsinstruktioner, der sikrer kontinuiteten i miljøarbejdet og de løbende forbedringer af indsatsen. Forretningsgangene og instruktionerne fordeler ansvar og kompetence og beskriver, hvordan miljøhensynene skal indgå i de daglige arbejdsprocesser.

Kontrol og korrigerende handlinger

Kontrollen af miljøledelsessystemet omfatter en miljørevision, hvor virksomheden selv undersøger, om standardens krav og de mål, der er fastlagt, bliver opfyldt. Det handler om at kontrollere, om de driftsopgaver og projekter, der er sat i gang, kører planmæssigt og gennemføres, men også om at kontrollere, at de ledelsesmæssige opgaver og forpligtelser fungerer hensigtsmæssigt. For alle typer af afvigelser fra miljøpolitikken og miljøledelsessystemet skal virksomheden iværksætte korrigerende handlinger, så miljøpåvirkninger begrænses og fremtidige afvigelser undgås.

Ledelsens gennemgang

Ved ledelsens gennemgang evalueres miljøledelsessystemets egnethed og effektivitet, og der gennemføres de nødvendige tilpasninger af miljøpolitikken og systemet, så løbende forbedringer af miljøpræstationen sikres.

Miljøredegørelse

Det er et krav i EMAS, at virksomheden skal udarbejde en offentlig tilgængelig miljøredegørelse, der giver omverdenen et troværdigt og dækkende billede af virksomhedens faktiske miljøpræstation og ambitioner for miljøarbejdet. En miljøredegørelse efter EMAS fritager virksomheden for pligten til at udarbejde grønne regnskaber. Der er i ISO 14001 intet krav om udarbejdelse af en miljøredegørelse eller anden miljørapport til offentligheden.

Miljøverifikation/certificering

Når asfaltfirmaet har opbygget et miljøledelsessystem, som lever op til kravene i ISO 14001 eller EMAS, kan firmaet vælge at få et særligt godkendt firma til at gå det samlede miljøledelsessystem igennem og kontrollere, at systemet er i overensstemmelse med kravene i standarden/forordningen. Hvis systemet lever op til ISO 14001, udstedes et certifikat. Lever systemet op til EMAS forordningen, vil firmaet opnå en registrering.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]