Vurdering af beskæftigelseseffekt i forbindelse med jord- og grundvandsforureninger 1. IndledningBaggrund Der investeres langt over 500 mio. kr. om året i projekter, der skal undersøge og afværge jord- og grundvandsforureninger. Danmarks Statistik har for 1996 opgjort investeringerne til 473 mio. kr. Heraf var 270 mio. kr. offentlige investeringer (Amterne, Værditabsoprydninger og Teknologipuljen). Resten fordeles på Oliebranchens Miljøpulje, Banestyrelsen og Forsvaret. Opgørelsen omfatter ikke private firmaers udgifter til undersøgelser og afværgeforanstaltninger, men skønnet ud fra det antal projekter, der årligt godkendes af amter og kommuner, er de private investeringer af samme størrelse som de offentlige, svarende til 250-300 mio. kr. om året. Denne investering skaber arbejde i en række sektorer af dansk erhvervsliv, primært i brancherne rådgivende ingeniører, entreprenører, laboratorier og jordrensefirmaer. Miljøstyrelsen skal i forbindelse med den årlige status "Depotredegørelsen" opgøre indsatsen mod jord- og grundvandsforureninger, og hvilken beskæftigelseseffekt investeringen har haft. Formål Formålet med denne rapport er at opstille en model, der relaterer amternes investeringer til beskæftigelse. Det er hensigten, at der ved hjælp af modellen skal foretages en automatisk omregning fra de økonomiske og tekniske oplysninger amterne/kommunerne hvert år indberetter til Miljøstyrelsen, til beskæftigelse i de fire ovennævnte brancher. Amternes Videncenter for Jordforurening har for Miljøstyrelsen gennemført en undersøgelse af, hvordan amterne og kommunerne anvender de offentlige investeringer. I samarbejde med CASA og Danmarks Statistik er der opstillet en model, som omregner investeringerne til beskæftigelse. Dataindsamling Det er ved indsamling af økonomiske og tekniske oplysninger fra 179 repræsentative sager undersøgt, hvorledes pengene fordeles på forskellige projektfaser som undersøgelser, projektering og afværgeforanstaltninger. Inden for hver projektfase er det undersøgt, hvilken erhvervsgruppe, der får omsætning af investeringen, og endelig hvor mange arbejdspladser denne omsætning skaber. |