[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Afværge teknikker for MTBE-forurenet grundvand

1. Indledning og baggrund

MTBE (Methyl Tertiær Butyl Ether) er en etherforbindelse, der i Danmark har været anvendt som tilsætningsstof til benzin siden ca. 1985 med henblik på øgning af benzinens oktantal. MTBE erstattede alkylblyforbindelser, der viste sig via luften at være en væsentlig kilde til bly planter og som konsekvens heraf også i mennesker og dyr. Forbruget af MTBE i Danmark er i 1990 skønnet til i størrelsesordenen 100.000 tons, i 1997 var forbruget dalet til skønsvis 16.000 tons, primært fordi den nyere bilpark kører på 95 oktan benzin eller mindre, hvortil der i Danmark ikke tilsættes MTBE. Miljøstyrelsen har i sin Handlingsplan for MTBE (Miljøstyrelsen, 1998a) redegjort for de miljømæssige aspekter af MTBE, grænseværdifastsættelse, muligheder for erstatning med andre stoffer, tanksikkerhed, og endelig behov for videre undersøgelser. Det er i sidstnævnte sammenhæng, at denne rapport skal ses.

MTBE i miljøet

MTBE tilføres omgivelserne diffust bl.a. fra bilers udstødning, ved karburatortab og i forbindelse med tankning af biler. Fra atmosfæren udbredes MTBE til overfladevand og jord/grundvand. MTBE tilføres endvidere jord/grundvandsmiljøet punktvist fra utætte tankanlæg, spild og utætte ledninger, herunder kloakledninger. Mens den diffuse spredning giver anledning til koncentrationer i overfladevand eller grundvand på brøkdele af mikrogram pr. liter til nogle få mikrogram pr. liter, kan punktudledninger resultere i koncentrationer op til nogle hundrede milligram pr. liter tæt på kilden. Miljøstyrelsens handlingsplan for MTBE (Miljøstyrelsen, 1998a) indeholder en oversigt over danske målinger. Resultater fra amternes indberetninger af fundne koncentrationer i forbindelse med dette projekt findes i bilag 5. Det er først i de sidste par år, at man er begyndt at måle grundvandets indhold af MTBE. Derfor er den nuværende viden om forureningsudbredelsen meget begrænset. En medvirkende faktor til den ringe viden er det forhold, at MTBE ikke spores ved den normale analyse af benzinkomponenterne. MTBE er vanskeligere og dermed også dyrere at analysere end benzen, toluen, ethylbenzen, xylener (BTEX) og andre aromatiske kulbrinter, der karakteriserer benzinforurenet grundvand.

Grænseværdien i Danmark for MTBE i drikkevand er fastsat til 30 µg/l (Miljøstyrelsen, 1998a).

MTBE grundvandstruende

Da MTBE er karakteriseret ved en høj vandopløselighed, ringe sorption til jordmatricen og ringe nedbrydelighed i jord og grundvand, er stoffet potentielt en væsentlig grundvandstruende forbindelse. I nogle situationer vil MTBE være det dominerende forureningsstof i forbindelse med udslip fra tankstationer, evt. det eneste spor fra benzinforureningen, da kulbrinterne i benzinen ved forekomst af ilt i grundvandet normalt er biologisk nedbrudte.

MTBE forskellig fra BTEX-forbindelser

Oprensning af MTBE-forurenet grundvand stiller andre krav end de, der kendes fra oprensning af grundvand forurenet udelukkende med aromatiske kulbrinter (BTEX). Naturlig nedbrydning (intrinsic remediation), stimuleret aerob nedbrydning in-situ og rensning af oppumpet vand i rensningsanlæg over jorden forløber anderledes end for de aromatiske forbindelser. Men erfaringerne hermed er meget begrænsede, og det er derfor formålet med dette udredningsprojekt at systematisere erfaringerne og diskutere afværgeteknikkernes teknisk-økonomiske forhold. Der lægges især vægt på metoder, for hvilke der foreligger felterfaringer, og metoder, der vil kunne anvendes under danske forhold.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]