[Forside] [Indhold] [Forrige]
[Næste]
Affald 21
E 16 Plast
E 16.1 Status
E 16.2 Fremtidige initiativer
E 16.3 Regulering
E 16.4 Kapacitet
E 16.5 Miljøvurdering
E 16.6 Betydning for nationale myndigheder
E 16.7 Betydning for kommunale myndigheder
Miljøproblem |
Plastaffald udgør en ikke fornybar
ressource, som kan udnyttes bedre end tilfældet er i dag. |
Initiativer |
Undersøgelse af eksisterende
metoder til at indsamle, sortere og behandle plast |
E 16.1 Status
Mål år 2004
- øge genanvendelsen af plast
For Danmark opgøres behovet for plast til ca. 420.000 tons og affaldsmængden til ca.
240.000 tons i 1996.43 Mængden af plast i affaldet vurderes
at være lavere end forbruget, fordi det indgår i mange produkter med meget lang levetid
så som vand-, kloak-, el-, telefon- og fjernvarmeledninger og bygningsdele.
Forbruget af plastemballager i 1995 er opgjort til ca. 150.000 tons.
Plast udgør ca. 7% af dagrenovationen, det svarer til ca. 120.000 tons i 1996 - heraf
er plastemballagen den mest dominerende del svarende til 90.000 tons. Stort set al den
plast, der ender i dagrenovationen, går til forbrænding.
Der blev i 1996 genanvendt ca. 29.000 tons plast - heraf var knap 13.000 tons
emballageaffald fra erhverv.

Det må forventes, at der er en del plast i den brændbare del af affaldet fra
erhvervsvirksomheder (institutioner, handel og kontor samt fremstilling) - men der
foreligger ingen opgørelser af plastindholdet i disse fraktioner.
Det vurderes, at der i alt går 190.000 tons plast til forbrænding om året.
Endelig findes plast i to miljøbelastende affaldsfraktioner - PVC- og shredderaffald.
Der henvises til bilag E17 og E20.
Danmark vil nå minimumskravet i emballagedirektivet, således at minimum 15% af
emballageplasten (ca. 22.500 tons) genanvendes i år 2001.
Der findes en række barrierer for genanvendelse af plast:
- Der findes mange forskellige plasttyper, som omfatter flere forskellige typer polymerer,
ofte med varierende typer stabilisatorer m.m. Genanvendelse af plast på et højt
miljømæssigt niveau kræver derfor, at plasten er sorteret ud i rene fraktioner.
- Kun eksperter kan skelne imellem de forskellige typer plast.
- Meget af plastaffaldet genereres af mange små affaldsproducenter - især
husholdningerne - hvilket gør sortering/indsamling vanskelig og ressourcekrævende.
- Plast, der anvendes som emballagemateriale for især flydende produkter, optager i
større eller mindre grad stoffer fra disse produkter, således at genanvendelse af
plasten er begrænset af bl.a. disse stoffers lugt, smag og toksikologi.
Når Danmark primært har satset på at nå EU-målet ved at genanvende
transportemballageplast, skyldes det, at det er lettest at overkomme disse barrierer i
forbindelse med transportemballager, da der typisk er tale om større, renere og mere
homogene fraktioner.
E 16.2 Fremtidige initiativer
Midler
- mulighed for separat aflevering af plastdunke
I 1999-2000 skal det undersøges, om der er udviklet sorteringskriterier,
indsamlingsmateriel og især behandlingsmetoder, som kan sikre afsætningsmuligheder for
og en miljømæssig hensigtsmæssig genanvendelse af plastflasker og -dunke. En sådan
genanvendelse finder i øjeblikket kun i meget ringe omfang sted i Danmark. Den findes i
f.eks. Tyskland - men de miljømæssige fordele kendes ikke præcist, ligesom det er
usikkert i hvilken udstrækning de udenlandske erfaringer kan overføres til danske
forhold.
På baggrund af disse undersøgelser vil det blive pålagt kommunerne fra år 2002 at
give borgerne mulighed for at sortere de relevante emballager ud og aflevere dem til
genanvendelse.
E 16.3 Regulering
Kommunerne er i følge Affaldsbekendtgørelsen44
forpligtede til at sikre genanvendelse af transportemballager af plast fra
erhvervsvirksomheder. Denne forpligtelse skal ses i forlængelse af
Transportemballageaftalen, som blev indgået mellem Miljøministeriet, Dansk Industri,
Plastindustrien i Danmark og Emballageindustrien i 1994. Ordningerne forventes at
resultere i en forøget genanvendelse af plastfolier på ca. 10.000 tons i år 2001 i
forhold til 1996-tallene.
En kommende genanvendelsesordning for plastflasker og -dunke vil forudsætte en
ændring af affaldsbekendtgørelsen.
E 16.4 Kapacitet
Det vurderes, at den nødvendige kapacitet til oparbejdning af transportemballager og
andre homogene fraktioner af plastfolier findes i Danmark.
Kapaciteten til oparbejdning af plastflasker og -dunke kendes ikke, men en kortlægning
af denne vil indgå i ovennævnte undersøgelse af mulighederne for at iværksætte
genanvendelse af disse fraktioner.
E 16.5 Miljøvurdering
Plast er sædvanligvis fremstillet på basis af olie, der er en ikke-fornybar
ressource. Konverteringen af olie til plast er forbundet med et væsentligt energiforbrug.
Forbruget af olie er tæt på 2 kg pr. 1 kg produceret plast. Genanvendelse af plast, hvor
virgin plast erstattes af genvundet plast, medfører således en væsentlig miljøgevinst.
Ved forbrænding af plast forsvinder den energi, der er bundet til konverteringen af
olie til plast. Energiudnyttelse af plast i konventionelle affaldsforbrændingsanlæg
giver en dårlig udnyttelse af plastens brændværdi, da der kun opnås elproduktion på
20-25% af den indfyrede energi.
Hvis en væsentlig del af affaldsplasten ikke kan genanvendes og heller ikke kan
undgås, bør det overvejes, om plast med fordel kan udsorteres med henblik på
energiudnyttelse på særlige anlæg, der sikrer en optimal udnyttelse af plastens
brændværdi - således at det kun er konverteringen fra olie til plast, der giver et tab
i ressourceudnyttelsen.
E 16.6 Betydning for nationale myndigheder
Affaldsbekendtgørelsen skal ændres ved årsskiftet 2000/2001, når undersøgelserne
om plastgenanvendelse er afsluttet.
E 16.7 Betydning for kommunale myndigheder
Kommunerne skal i deres kommende planlægning tage højde for, at det fra 2002 vil
blive krævet, at borgernes skal sikres mulighed for at aflevere visse flasker og dunke af
plast til genanvendelse - f.eks. på containerpladser.
________________________
43 Kilde: Den europæiske sammenslutning af
plastproducenter, APME, udarbejder årligt en statistik over forsynings- og
affaldsmængder af plast i Europa, som angiver en affaldsmængde på 219.000 tons ren
plast excl. tilsætningsstoffer i Danmark i 1996. Da plast gennemsnitligt tilsættes 10%
fyld- og hjælpestoffer, vurderes affaldsmængden at være 240.000 tons.
44 I § 36 med virkning fra 1. juli 1998.
|