[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Bekæmpelsesmiddelstatistik 1998

II Landbrugets pesticidanvendelse i 1998

1. Indledning

Handlingsplanen til nedsættelse af pesticidforbruget blev evalueret i 1997 og i forlængelse heraf vedtog Folketinget, at regeringen skulle nedsætte et uafhængigt, tværfagligt udvalg til vurdering af de samlede konsekvenser af afvikling af pesticidanvendelsen inden for jordbrugserhvervene. Dette udvalg, det såkaldte Bichel-udvalg, afleverede sin rapport i marts 1999.

Bichel-udvalget konkluderede blandt andet, at der fortsat var behov for at følge udviklingen i pesticidanvendelsen og pegede på behandlingshyppigheden som den bedst egnede generelle indikator for miljøpåvirkningen.

For at kunne sammenligne udviklingen i behandlingshyppighed over tid har grundlaget for beregningerne så vidt muligt været fastholdt gennem hele forløbet af pesticidhandlingsplanen fra 1987 til 1997. Imidlertid er der gennem denne 10-års periode sket en betydelig udvikling både i udbudet af aktivstoffer og produkter, i deres anvendelsesmønstre og i generelle principper for bekæmpelsesstrategier i landbruget. Derfor har Miljøstyrelsen fundet, at det var hensigtsmæssigt at foretage enkelte revisioner af den hidtidige beregningsmetode, og at tidspunktet for dette var passende.

Til det formål blev der i efteråret 1998 nedsat en arbejdsgruppe, der skulle gennemgå behandlingshyppighedsbegrebet og dets beregningsmæssige forudsætninger med henblik på en revision førend der eventuelt skulle vedtages og iværksættes en "Pesticidhandlingsplan II". Arbejdsgruppen har haft repræsentanter fra Danmarks JordbrugsForskning, Danmarks Statistik, Dansk Planteværn, Landskontoret for Planteavl og Miljøstyrelsen. Rådgiverfirmaet COWI har fungeret som faglig sekretær for gruppen.

Der gives i denne rapport en kort beskrivelse af de ændringer af opgørelsesmetoden, der, på basis af arbejdsgruppens arbejde, er foretaget i forbindelse med dette års afrapportering af behandlingshyppigheden. Særligt interesserede henvises til en nærmere redegørelse fra arbejdsgruppen, der netop er publiceret og kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk).

Opgørelsen baseres fortsat på de salgstal, som firmaerne hvert år indberetter til Miljøstyrelsen ligesom vurderingen af forbrugsmønstre for aktivstoffer og formulerede produkter stadig foretages i samarbejde med Danmarks JordbrugsForskning. Der indhentes desuden i et vist omfang statistiske data og andre oplysninger til at underbygge de foretagne skøn. De benyttede arealdata stammer fra Danmarks Statistiks Landbrugsstatistik for 1998, mens oplysningerne om klimaforhold og skadegørere i det væsentlige er baseret på "Oversigt over landsforsøgene 1998" udgivet af Landsudvalget for Planteavl.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]