[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vandmiljø-99

Forord

Vandmiljø-99 er den første sammenfattende rapportering af det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003, i daglig tale NOVA-2003. De tidligere vandmiljøredegørelser (Vandmiljø-90 til -98) har alle været baseret på forløberne for NOVA-2003, nemlig Vandmiljøplanens overvågningsprogram for perioderne 1988-1992 og 1993-1997.

NOVA-2003 adskiller sig på flere områder væsentligt fra de hidtidige overvågningsprogrammer. Den mest markante ændring er, at programmet nu omfatter overvågning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i stort set alle delprogrammer. Desuden er prøvetagningsstrategien optimeret inden for de enkelte delprogrammer. Herved har overvågningsprogrammet udviklet sig fra at være specifikt rettet mod at eftervise effekterne af Vandmiljøplan I fra 1987 til nu at være et generelt landsdækkende overvågningsprogram for grund- og overfladevand.

Formålet med Vandmiljø-99 er at dokumentere og rapportere effekterne af Vandmiljøplanenerne fra 1987 og 1998 samt effekterne af andre handlingsplaner mv. for et renere vandmiljø.

Vandmiljø-99 er udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet og haft ansvaret for afsnittene om landbrug, ferskvandsdambrug, vandløb og søer. Miljøstyrelsen har - udover det koordinerende ansvar - stået for udarbejdelsen af afsnittene om alle øvrige forureningskilder, stoftilførsler samt grundvand og marine områder. Kapitlerne om vand og vejr, overordnede mål og virkemidler samt sammenfatning og konklusioner er blevet til i et samarbejde mellem de to styrelser.

Vandmiljø-99 er opdelt i en faglig del og en politisk/administrativ del. I del 1, ‘Faglig status - miljøtilstand og -påvirkninger’ (kapitel 2, 3, 4 og 5), bliver der gjort rede for de væsentligste påvirkninger af vandmiljøet, og på opgørelse af udledninger og tab af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer og for den resulterende miljøkvalitet.

I del 2, ‘Status og perspektiver for indsatsen for et renere vandmiljø’ (kapitel 6 og 7), bliver der bliver gjort rede for de relevante handlingsplaner og opfyldelsen heraf samt vurderet, om der er sammenhæng mellem de opstillede mål og de virkemidler, det er besluttet at tage i anvendelse.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]