Renseanlæggenes størrelsesfordeling i 1998.

Fordeling af renseanlæg på anlægstyper, kapacitet samt rensegrader og udledningsmængder i 1998.

Spildevandets indhold af tungmetaller

Middelværdier og spredning for tungmetaller i ind- og udløb, 1998.

Kvalitetskrav for vandmiljøet

En anden metode at estimere den samlede udledning kunne være at tage udgangspunkt i mængden af tungmetal udledt pr. PE for de fire renseanlæg, og derefter multiplicere med det samlede antal PE tilsluttet alle renseanlæg. En sådan beregning viser, at de udledte mængder i 1998 ville ligge 10-40 % lavere end beregningerne gennemført på basis af vandmængde. Det vurderes derfor, at tallene vist i tabel 3.5 er overestimeret i forhold til den reelle udledning af tungmetaller.

Sammenlignes data for udledningen i 1994 med 1998 er udledningen af de fleste tungmetaller af samme størrelsesorden. For arsen, cadmium, kviksølv, chrom og nikkel er de beregnede udledninger lavere end i 1994, mens udledningerne af zink, bly og kobber er højere end i 1994. Dette er efter Miljøstyrelsens vurdering mere et udtryk for en karakteristik af de 4 anlæg, der er målt på i 1998, end at der er tale om generelle stigninger eller fald i niveauet for de udledte mængder af disse stoffer.

I 1998 er der tillige målt for en række tungmetaller i spildevandsslammet på de 4 udvalgte renseanlæg. Den mængde af slam, der er undersøgt i 1998, svarer til ca. 10 % af den samlede mængde slam i Danmark. Af den slammængde, hvorpå der er målt, udbringes ca. 20 % på landbrugsjord. På landsplan udbringes ca. 60 % af den samlede slammængde på landbrugsjord, hvilket betyder, at det målte slam i 1998 repræsenterer en stor del af det slam, der ikke bringes på landbrugsjord.

Miljøstyrelsen indsamler hvert år data for spildevandsslam fra alle danske renseanlæg. Data for 1997 er sammenfattet i Miljøstyrelsen (1999b). Sammenlignes tallene i tabel 3.6 med data fra denne rapport ligger de målte værdier i samme størrelsesorden. Værdierne for cadmium og bly er dog lidt højere end de målte værdier i 1997.

For det spildevandsslam, der skal anbringes på landbrugsjord, er der opstillet krav bl.a. for indholdet af tungmetaller. Disse krav fremgår af bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (Miljø- og Energiministeriet, 1996). I forhold til de opstillede krav for slam, der skal bringes på landbrugsjord, er værdierne for cadmium og bly højere end de opstillede krav vurderet på tørstofbasis.

På baggrund af data fra Miljøstyrelsens opgørelse af spildevandsslam fra 1997 er det samlede indhold af tungmetaller i spildevandsslam beregnet. Beregningerne er baseret på ca. 90 % af den samlede slammængde i Danmark. Det vurderes på denne baggrund, at de beregnede mængder af tungmetaller giver et godt indtryk af udledningernes størrelsesorden.

Siden 1989 er der sket en betydelig reduktion i udledningen fra renseanlæg. Den udledte mængde af organisk stof er reduceret med 90 %, mens udledningen af kvælstof og fosfor er reduceret med 71 % og 87 %. Udledningen af organisk stof, kvælstof og fosfor fremgår af figur 3.2.

Udvikling i udledningen fra renseanlæg i perioden 1989-1998.

I perioden 1989 til 1998 har tilledningen til renseanlæggene varieret i intervallet 8,2 til 9,4 mio. PE. Udsvingene i belastningens størrelse må tilskrives den usikkerhed, der er forbundet med opgørelsesmetoden, der i vid udstrækning er baseret på relativt få målinger på det enkelte anlæg. Udsvingene i kapacitetens størrelse kan hænge sammen med, at der på et tidspunkt var usikkerhed om, hvorvidt det var tal for den fysiske kapacitet eller om det var tal for den godkendte kapacitet, der skulle indberettes.

Samlet spildevandsudledning og årsnedbør, 1989-98.

Det samlede antal renseanlæg reduceres fortsat. Spildevandsrensningen samles på større og mere avancerede renseanlæg.

Antallet af overskridelser af udlederkrav i procent af antal anlæg med kontrollerede udleder krav er fra 1989 til 1995 faldet fra 39 % til 25 %, men steg i 1996 til 30 %. I 1997 faldt antallet til 20 % og er i 1998 faldet yderligere, således at antallet af overskridelser i procent af anlæg med kontrollerede krav nu er 16 %. Antallet af anlæg med kontrollerede krav har været nogenlunde konstant de sidste fem år. Da samtidig det totale antal kommunale renseanlæg er faldende, er andelen af anlæg med kontrollerede krav stigende. Antallet af anlæg med overskridelser, er det laveste, der er konstateret i perioden 1989-98.

3.1.2 Særskilte industrielle udledere

Opgørelsen over særskilte industrielle udledninger omfatter direkte udledninger til vandløb, søer eller havet fra virksomheder, som ifølge miljøbeskyttelsesloven skal have en udledningstilladelse. Undtaget fra opgørelsen er dog udledninger fra virksomheder mv. som samlet udleder mindre end 30 PE eller som udelukkende udleder kølevand eller uforurenet overfladevand.

Opgørelsen omfatter i alt 109 virksomheder mv. med en eller flere direkte udledninger til vandløb, søer eller havet. Af disse virksomheder er 32 omfattet af Vandmiljøplanens krav om nedbringelse af næringsstofudledningen (VMP-virksomheder). Af de 123 virksomheder udleder i alt 87 kvælstof, fosfor og/eller organisk stof. For 54 af virksomhederne har amterne oplyst, at der udledes tungmetaller og/eller miljøfremmede stoffer. Virksomheder i Vestsjællands, Bornholms, Viborg eller Nordjyllands amter med eventuel udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er på grund af manglende oplysninger ikke indregnet i denne opgørelse.

Den samlede mængde spildevand udledt fra særskilte udledere udgjorde i 1998 ca. 64 mio. m³, hvoraf ca. 43 mio. m³ blev udledt fra VMP-virksomheder.

Udledningen af næringssalte fra særskilte udledere udgjorde i 1998 1.428 ton kvælstof og 124 ton fosfor. Der er hermed tale om et fald i udledningen i forhold til 1997; kvælstofudledningen er således reduceret med 21 % og fosforudledningen med 14 %. Kvælstofudledningen på 1.428 ton fordelte sig med 1.189 ton fra VMP-virksomheder og 239 ton fra øvrige udledere. Fosforudledningen på 124 ton fordelte sig med 100 ton fra VMP-virksomheder og 24 ton fra øvrige udledere.

Udledningen af næringssalte udgjorde af den samlede landbaserede punktkildeudledning i 1998 omkring 14 % for kvælstof og omkring 9 % for fosfor, jf. figur 3.1. Det er fortsat fiskeindustrien, der vejer tungest i industriregnskabet med 46 % af kvælstofudledningen og 52 % af fosforudledningen. Mængden af organisk stof udledt fra særskilte udledere udgjorde i 1998 ca. 10.700 ton BI₅, hhv. ca. 24.100 ton COD. Heraf udgjorde udledningen fra VMP-virksomheder ca. 9.100 ton BI₅, hhv. ca. 21.3700 ton COD. Der er i forhold til udledningen i 1997 tale om en reduktion på 6 % for BI₅ og 23 % for COD.

Hvor de særskilte udledere er af mindre betydning for næringssaltudledningen, er de til gengæld de markant største bidragydere med hensyn til organisk stof med omkring 43 % af den samlede landbaserede punktkildeudledning, opgjort som BI₅. De største udledere her er sukkerindustrien med 61 % og fiskeindustrien med 32 % af industriudledningen.

De af amterne indberettede oplysninger om mængder af tungmetaller og miljøfremmede stoffer udledt i 1998 fra særskilte udledere til vandområderne er summeret op i tabellerne 3.7 og 3.8. Opgørelsen er baseret på oplysninger fra virksomhedernes egenkontrol og fra amternes tilsyn. Indsamling af oplysningerne er således ikke foretaget med henblik på tilvejebringelse af et landsdækkende billede af udledningen, hverken med hensyn til udledte stoffer eller stofmængder, og som allerede nævnt mangler der oplysninger på dette område fra fire af de fjorten amter. Af samme grund er de angivne mængder i tabellerne minimumsangivelser for udledningen.

Tungmetaller og uorganiske sporstoffer mv. udledt fra særskilte industrielle udledere i 1998 (minimumsangivelser).

Miljøfremmede stoffer mv. udledt fra særskilte industrielle udledere i 1998 (minimumsangivelser).

Tungmetallerne og flertallet af de nævnte miljøfremmede stoffer indgår i prøvetagningen under NOVA-2003. For en lang række af stofferne foreligger der imidlertid endnu ikke de nødvendige analysemetoder eller dokumentation for kvaliteten af analyserne. På den baggrund vurderes de angivne stofmængder at være forbundet med en væsentlig usikkerhed.

Andre stoffer udledt fra særskilte udledere i 1998 er frit chlor, formiat, acetat, jern, ferro-jern og olie.

Flere af de tungmetaller og miljøfremmede stoffer, som er omfattet af amternes indberetning for 1998, herunder bl.a. kviksølv og cadmium samt chlorphenoler, aromatiske halogenerede kulbrinter og halogenerede alifatiske kulbrinter, er opført på den såkaldte liste I over stoffer, for hvilke forureningen bør bringes til ophør, jf. direktiv 76/464/EØF om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø. Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996, og der er i forbindelse hermed fastsat kvalitetskrav for vandmiljøet for liste I-stofferne. Koncentrationerne i spildevandet fra de særskilte industrielle udledere vurderes generelt ikke at være kritiske sammenholdt med disse kvalitetskrav.

Der foreligger ikke fra amterne oplysninger om hvilke bestræbelser, der i de konkrete tilfælde gøres med hensyn til at bringe udledningen af de nævnte stoffer til ophør.

Den samlede udledte mængde spildevand er faldet siden 1989. Vandmængden toppede i 1991 med en årsudledning på 100 mio. m³ og faldt derefter frem til 1996, hvorefter den har ligget konstant på knap 65 mio. m³ pr. år. Udledningen fra VMP-virksomhederne har gennem perioden ligget nogenlunde konstant på mellem 40 og 45 mio. m³ pr. år, bortset fra årene 1991-92, hvor der blev udledt omkring 56 mio. m³ pr. år.

Den samlede kvælstofudledning fra særskilte udledere faldt med 37 % alene fra 1989 til 1990 og har generelt været faldende også i årene derefter. Den samlede reduktion siden 1989 er på 78 %, jf. figur 3.4.

For VMP-virksomhederne alene er den procentvise reduktion i kvælstofudledningen siden 1989 mindre end for alle virksomhederne under ét, hvilket bl.a. skyldes, at stadig flere virksomheder bliver omfattet af Vandmiljøplanes krav. Det har derfor interesse særskilt at følge de VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989. For disse virksomheder er udledningen reduceret jævnt gennem perioden fra 2.065 ton til 839 ton, bortset fra, at en ekstraordinært stor udledning fra fiskemelsindustrien i 1992 gjorde dette års samlede udledning til periodens største med 2.237 ton. Den samlede reduktion gennem perioden 1989-98 udgør 59 %.

Udviklingen i fosforudledningen fra industrielle udledere siden 1989 er stort set den samme, hvad enten udledningen opgøres for alle særskilte udledere (Figur 3.4), for VMP-virksomhederne under ét eller alene for VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989. Generelt er der sket en kraftig reduktion i udledningen frem til midt i 1990erne, hvorefter udledningen har været nogenlunde stabil. For alle udledere under ét er der siden 1989 sket en reduktion fra 1.412 ton til 124 ton, svarende til 91 %. For VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989, er udledningen reduceret fra 810 ton til 48 ton, svarende til 94 %.

Den samlede BI₅-udledning fra særskilte udledere, som i 1989 udgjorde 56.205 ton, blev reduceret jævnt frem til 1996, men synes derefter at have stabiliseret sig omkring 10.000 ton BI₅ pr. år. Reduktionen i den samlede udledning fra 1989 til 1998 udgør 81 % (Figur 3.4).

Udviklingen i den samlede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof fra særskilte industrielle udledere i perioden 1989-1999.

BI₅-udledningen fra VMP-virksomheder varierede omkring 19.000 ton pr. år fra 1989 til 1992 og faldt derefter til omkring 6.400 ton i 1996, hvorefter den atter er steget. Udviklingen afspejler i et vist omfang, at der nu er flere VMP-virksomheder end i 1989. For de VMP-virksomheder alene, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989, skete der en halvering af udledningen i perioden fra 1989 til 1991-92, fra 20.305 ton til omkring 10.000 ton. Reduktionen fortsatte med mindre hast frem til 1996, hvorefter udledningen har været svagt stigende til 6.778 ton i 1998. Reduktionen i udledningen fra 1989 til 1998 udgør for disse virksomheder 67 %.

For tungmetaller og miljøfremmede stoffer har der ikke hidtil været foretaget årlige opgørelser over udledningen fra særskilte udledere. Miljøstyrelsen (1994) har tidligere opgjort den samlede udledning af tungmetallerne bly, kobber, chrom, nikkel og zink fra særskilte udledere i 1993 til 5 ton, hvor den tilsvarende udledning i 1998 udgjorde 2 ton. Ligesom for dette års opgørelse var opgørelsen fra 1993 behæftet med stor usikkerhed, og der er ikke grundlag for at antage, at forskellen på de to tal reelt er udtryk for en væsentlig reduktion i udledningen.

3.1.3 Regnbetingede udløb

Opgørelse over regnbetingede udløb omfatter alle regnvandsudledninger til vandløb, søer og havet fra afvandede arealer, såsom tagarealer, vejarealer, stier og pladser, i det omfang disse er tilsluttet et kloaknet. De regnbetingede udledninger kan opdeles i:

• separate udledninger af overfladevand,
• overløb fra fælleskloakerede områder, hvor udledningen udgøres af en blanding af overfladevand og spildevand.

Året-der-gik

Den væsentligste parameter ved beregning af udledningen fra de regnbetingede udløb er nedbøren. 1998 var som helhed meget nedbørsrig. Der faldt 860 mm nedbør i gennemsnit over landet, hvilket er mere end 20 % mere end normalt. Dette har medført tilsvarende større regnbetingede udledninger fra både separat- og fælleskloakerede områder.

Antallet af regnbetingede udløb med tilhørende totale og befæstede arealer fremgår af tabel 3.9. Det samlede kloakerede areal udgør 241.300 hektar, og det befæstede areal udgør 71.600 hektar, svarende til ca. 5 % af det samlede areal. Fordelingen mellem fællessystem og separatsystem er for de befæstede arealer tæt ved 50 %, men med en stor regional variation. Københavns kommune har ca. 90 % fælleskloakerede arealer, mens Københavns Amt har ca. 30 % fælleskloakerede arealer. Der er registreret i alt 5.395 overløbsbygværker og 9.136 separate udløb af overfladevand. Det samlede befæstede areal er stort set uændret, mens der er en tydelig tendens til at flere arealer udleder via bassin, både for fælles- og separatkloakerede arealer.

Antal udløb/overløb separat - og fælleskloaksysterner i 1998.

Udledningen i 1998 var knap 20 % højere end for et normal år med en vandmængde på 244 mio. m³, og et stofindhold på 968 ton kvælstof, 253 ton fosfor og 16.192 ton organisk stof målt som COD. Den højere udledning skyldes den meget store nedbørsmængde.

I 1998 er der udformet en opgørelse af overløb for renseanlæg større end 5.000 PE. For disse anlæg er indberettet de summerede overløbsmængder fra hele renseanlæggets fælleskloakerede opland. Denne opgørelse viser, at på trods af at overløbene i dag kun udgør under 3-4 % af belastningen i renseanlæggenes oplande, har overløbsmængder i mange tilfælde samme størrelsesorden som udløb. I middel udgør de dog kun ca. 12 % for organisk stof og kvælstof og 30 % for fosfor.

Udviklingen siden 1989

De beregnede udledninger af organisk stof, fosfor og kvælstof vist for perioden 1989 til 1998 fremgår af figur 3.5. Tilsvarende er nedbøren i samme periode vist. Figuren viser, at der ikke er de store variationer fra år til år i udledningen. Samtidig ses, at udledningen følger nedbørsmængden.

Indenfor fælleskloakerede områder, er der i perioden 1992-98 sket en stigning på 34 % af det befæstede areal, hvorfra der udledes via bassiner, og tilsvarende er arealet faldet med 10 % for områder, hvorfra der udledes uden bassiner. Stigningen tilskrives etableringer af nye bassiner. I 1998 er der bassiner på udledninger fra 35 % af de fælleskloakerede befæstede arealer.

Det åbne land repræsenterer typisk almindelig beboelse. Ejendommene ligger uden for kloakerede områder og afleder spildevand via anlæg med en kapacitet på under 30 personækvivalenter (PE). Der er først og fremmest tale om udledning af husspildevand.

I 1998 var der i alt ca. 346.500 ejendomme i det åbne land. Ejendommene fordeler sig som beboelsesejendomme beliggende i sommerhusområder, kolonihavehuseområder, områder med spredt bebyggelse og landsbyer. Fordelingen af alle ejendomme i Danmark med en spildevandsafledning under 30 PE beliggende uden for kloakerede områder, herunder fordelingen på de forskellige ejendomstyper fremgår af tabel 3.10.

Antal ejendomme fordelt på rensetype inden for de forskellige ejendomstyper.

Se her

Langt hovedparten af de registrerede ejendomme i det åbne land er beliggende i spredt bebyggelse svarende til ca. 60 % af alle ejendomme. Sommerhusene udgør ligeledes en stor gruppe svarende til ca. 30 % af alle ejendomme.

I tabel 3.10 er det ligeledes vist, hvilken renseforanstaltninger der er etableret på ejendommene i det åbne land. Det ses, at ca. halvdelen af alle ejendomme har afledning af spildevand i form af nedsivning. Det vil sige, at der ikke sker udledning til vandløb, søer eller havet. Det skal bemærkes, at ca. halvdelen af disse nedsivningsanlæg er at finde i sommerhusområderne. Afløbstypen ‘øvrige m. udledning’ udgør, jf. tabel 3.10, en begrænset andel, idet kun ca. 5 % af alle ejendomme har etableret en sådan afløbstype. Heraf fås, at lidt under halvdelen af ejendommene i det åbne land har en form for afledning spildevand, hvor der sker udledning til vandløb, søer eller havet. Helårsbeboelsen udgør mere end 90 % af alle disse ejendomme.

Under en procentdel af udledningerne fra ejendomme i det åbne land sker via minirenseanlæg eller biologiske sandfiltre, jf. tabel 3.11. Resten afleder typisk i form af udledning efter mekanisk rensning, ofte tilknyttet dræn.

Den beregnede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof i 1998 fordelt på de forskellige typer af ejendom inden for det åbne land fremgår af tabel 3.11. Der er tilsyneladende sket et mindre fald i udledningen til vandområder i forhold til sidste år. Den registrerede ændring skal dog formentlig også tilskrives, at indberetningen med hensyn til rensemetoder og dermed rensegrader er mere detaljeret i forhold til tidligere.

Ejendommene i det åbne land uden for kloakerede områder udledte efter rensning ca. 998 ton kvælstof og 228 ton fosfor og 3.888 ton organisk stof til vandløb, søer eller havet. Denne tilførsel til vandmiljøet stammer for ca. 98 %’s vedkommende fra helårsbeboelse, og langt hovedparten heraf kan henføres til den spredte bebyggelse, jf. tabel 3.11.

Tabel 3.11

Udledt mængde af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ejendomme uden for kloakopland.

NOVA-2003 har i 1998 ikke omfattet målinger af tungmetaller eller miljøfremmede stoffer på spildevandsafledningen fra ejendommene i det åbne land. De kommende år vil der blive målt på få udvalgte renseanlæg, der alene er belastet med husspildevand. Målinger på disse anlæg vil fremover kunne anvendes som grundlag for at estimere den totale udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer fra beboelse i det åbne land.

Alligevel er det muligt i dag at give et kvalificeret bud på den totale udledning af tungmetaller, jf. tabel 3.12. Udledning af tungmetaller er beregnet som en kombination af estimater beregnet ud fra to modeller (Miljøstyrelsen, 1997a og Miljøstyrelsen, 1999b). Dette må anses som det bedste estimat på nuværende tidspunkt for den totale udledning. De beregnede mængder for udledning er behæftet ved en væsentlig usikkerhed. Derfor er det ikke holdbart at tale om ændringer i forhold til tidligere år. De forskelle, der kan registreres, skal snarere betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse.

Beregnet udledning af udvalgte tungmetaller og miljøfremmede stoffer, 1998.

Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til Lov nr. 325 af 14. maj 1997 om spildevandsrensning i det åbne land (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt i forhold til tungmetaller. Det må forventes, at udviklingen går i retning af en løbende reduktion af de udledte mængder af tungmetaller til vandmiljøet.

På baggrund af regionplaner, hvoraf det fremgår i hvilke delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra det åbne land, planlægger kommunerne kombinationen af kloakering, nedsivning og lokal rensning af nærmere angivet type mv., som skal gælde for ejendomme i det åbne land.

I dag dækker de kommunale spildevandsplaner kun ganske få procent af ejendommene i det åbne land. Dette er endnu for spinkelt et grundlag til at danne sig et billede af den fremtidige afløbstype for disse ejendomme.

De amter, der har en regionplan, der dækker spildevandsafledningen i det åbne land, har haft vanskeligt ved at vurdere, om de vedtagne kommunale spildevandsplaner er i overensstemmelse med regionplanerne med hensyn til forbedret rensning. Ofte har amterne oplyst, at der er overensstemmelse. Kun i meget få tilfælde er det angivet, at der ikke er overensstemmelse mellem regionplanens og spildevandsplanens krav til rensning.

De beregnede mængder er behæftet med usikkerhed. Derfor er det ikke holdbart at tale om ændringer i udledningen i forhold til tidligere år. De ændringerne, der hidtil har kunnet spores, skal betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse. Dog er der tale om et reelt fald i udledningen af fosfor.

3.1.5 Ferskvandsdambrug

Ferskvandsdambrug opdrætter laksefisk, især regnbueørred og anvender udelukkende ferskvand hertil med afløb til vandløb, sø eller havet.

Året-der-gik

I 1998 var der 423 dambrug i drift. Nettoproduktion af fisk var 32.585 ton. Det samlede foderforbrug var på 31.607 ton inklusiv foder til moderfisk. Der blev således produceret lidt over 1 kg fisk pr. kg tildelt foder.

Beregninger af udledningerne fra dambrug viser, at der i 1998 blev udledt 1.241 ton kvælstof, 92 ton fosfor og 3.430 ton organisk stof (BI₅). Vandforbruget er på baggrund af oplysninger om dambrugenes vandforsyningsforhold beregnet til mindst 4.300 mio. m³ på årsbasis.

Set i forhold til den samlede tilførsel af næringssalte til havmiljøet udgør bidraget fra dambrugene kun en begrænset andel, bortset fra enkelte østdanske fjorde (f.eks. Mariager Fjord), hvor dambrugenes udledning af fosfor udgør en væsentlig del af den samlede tilførsel. Tilsvarende udgør dambrugenes udledning af fosfor en væsentlig del af fosfortilførslen til en række midtjyske søer.

Dambrugenes primære påvirkning af vandmiljøet sker lokalt ved de vandløbsstrækninger, hvor dambrugene er placeret. Denne påvirkning er knyttet til udledningen af organisk stof, der ligesom næringssaltudledningen er forårsaget af ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.

I forbindelse med dambrugsproduktionen anvendes i vidt omfang medicin (antibiotika) og hjælpestoffer med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af forskellige snyltere, bakterielle sygdomme og virussygdomme. I 1998 var de 3 mest anvendte hjælpestoffer kobbersulfat (10,2 ton), kloramin (10,4 ton) og formalin (164 m³). Det har ikke været muligt at foretage en samlet opgørelse over forbruget af medicin i 1998.

Udviklingen siden 1989

Der har i perioden 1989-1998 været et betydeligt fald i de beregnede udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof, jf. figur 3.6. I forhold til 1997 er niveauet for de 3 parametre stort set det samme. I perioden fra 1989 til 1998 er den teoretisk beregnede udledning af organisk stof (BI₅) blevet reduceret med 49 %, kvælstof med 43 % og endelig fosfor med 61 %.

Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ferskvandsdambrug (1993-1998).

Baggrunden for, at udledningerne er faldet, er først og fremmest, at dambrugsbeke   ndtgørelsens bestemmelser om etablering af renseforanstaltninger, fastsættelse af et årligt foderforbrug og krav om bedre foderkvalitet og bedre udnyttelse af foderet i stigende grad er blevet efterlevet.

Den generelle reduktion i dambrugenes udledning af organisk stof er også registreret gennem målingerne af BI₅ i vandløbene. Som eksempler herpå er i figur 3.7 vist tidsserier for udviklingen i BI₅-niveauet i to vandløb i Ribe Amt, hvor dambrug er den væsentligste punktkilde. BI₅-niveauet i de to dambrugsbelastede vandløb er i overensstemmelse med den generelle reduktion i dambrugenes udledning af organisk stof faldet betydeligt. BI₅-koncentrationerne i dambrugsbelastede vandløb er dog fortsat mere end dobbelt så høje som i ubelastede referencevandløb, jf. Bøgestrand m.fl. (1999).

Udvikling i BI₅-niveau (vandføringsvægtede gennemsnit) fra 1987 til 1998 i to vandløb, hvor dambrug er den væsentligste punktkilde (data fra Ribe Amt, 1999).

Udviklingen afspejles også i den biologiske tilstand i vandløbene nedstrøms dambrugene. I 1998 havde ca. 40 % af de dambrugspåvirkede vandløbsstrækninger en acceptabel biologisk tilstand. Set i forhold til 1989, hvor mindre end 15 % af de dambrugspåvirkede strækninger havde en acceptabel tilstand, er der tale om en markant stigning (Miljøstyrelsen, 1999b).

Det indberettede forbrug af hjælpestoffer er stort set blevet fordoblet i forhold til 1997. Det er usikkert, om stigningen dækker over et reelt merforbrug eller er udtryk for en bedre kvalitet i indberetningerne. At få tilvejebragt viden herom samt om effekterne af disse og andre hjælpestoffer nedstrøms dambrugene er en forudsætning for at kunne finde frem til den bedst mulige indsats.

Tungmetaller i slam fra dambrug har de senere år fået stigende opmærksomhed. I en undersøgelse af indholdet af tungmetaller i slam fra dambrug tyder resultaterne på, at den overvejende del af metallerne, især cadmium og nikkel, bliver tilført med åvandet (COWI, 1998).

3.2 Havbaserede punktkilder

Havbaserede punktkilder, der i modsætning til de landbaserede punktkilder befinder sig på søterritoriet, omfatter saltvandsbaseret fiskeopdræt, klapning, offshore-industri og skibsbaseret forurening.

3.2.1 Saltvandsbaseret fiskeopdræt

Ved saltvandsbaseret fiskeopdræt forstås opdræt af fisk i havbrug eller i damme på land, hvortil der er et indtag af saltvand. Sidstnævnte er strengt taget ikke en havbaseret kilde, men medregnes her, da den er reguleret efter de samme regler som havbrugene.

I Danmark er saltvandsbaseret opdræt af fisk især baseret på regnbueørreder. Ørrederne bliver som hovedregel udsat om foråret med en vægt på 700-900 gram og vokser i løbet af sommerhalvåret og frem til slagtningen i efteråret til en vægt på omkring 3-5 kg. Fodringen af fiskene resulterer i et tab af næringsstoffer og organisk stof til vandmiljøet - primært i form af ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.

Havbrugene, hvoraf 25 i 1998 udnyttede deres driftstilladelse, er for hovedpartens vedkommende placeret i beskyttede områder af Lillebælt, det nordlige Bælthav, Smålandsfarvandet og Storebælt. Havbrugene brugte i 1998 ca. 6.100 ton foder. Nettoproduktionen var på ca. 5.200 ton fisk, heraf var ca. 300 ton æg. De flest saltvandsdambrug, hvoraf 13 var i drift i 1998, er af ældre type (jorddamme) og ligger ved Ringkøbing Fjord. Et mindre antal moderne saltvandsdambrug ligger ved Storebælt og Lillebælt samt i Nordjylland ud mod Skagerrak. Saltvandsdambrugene brugte i 1998 ca. 2.500 ton foder med en resulterende nettoproduktion på 1.900 ton fisk.

Det samlede stofbidrag fra driften af havbrug og saltvandsdambrug var i 1998 på omkring 290 ton kvælstof, 33 ton fosfor og 1.571 ton organisk stof. Saltvandsdambrugene anvendte i 1998 i alt omkring 232 mio. m³ vand.

I 1998 var det samlede forbrug af medicin og hjælpestoffer i følge amternes indberetninger på ca. 840 kg plus 16 m³ formalin. De mest anvendte hjælpestoffer var - udover formalin - Tribrisin (338 kg) og Aquavet S/T (216 kg). Omsætningen af stofferne på hav- og saltvandsdambrugene er forholdsvis ukendt. Det samme gælder de miljømæssige effekter af forbruget af medicin og andre hjælpestoffer.

Udledningen fra havbrug er siden 1987 reduceret markant for fosfors vedkommende. I 1987 blev der udledt omkring 40 ton, mens der gennem de senere år udledt under 30 ton pr. år. For kvælstofs vedkommende lå udledningsniveauet i slutningen af 80erne for havbrugenes vedkommende over 300 ton årligt. De senere år har niveauet ligget under 250 ton pr. år. Der findes kun tal for saltvandsdambrug fra 1992. Den totale udledning har været nogenlunde konstant, dog med svagt faldende udledning for kvælstofs vedkommende, jf. figur 3.10. Udledningerne pr. produceret ton fisk er faldet væsentligt for både havbrug og saltvandsdambrug.

Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra havbrug (A) og saltvandsdambrug (B). Der foreligger ikke oplysninger om udledningerne af organisk stof (BI5) fra saltvandsdambrug samt for havbrug i 1994.

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere udviklingen i forbruget af medicin og hjælpestoffer.

3.2.2 Klapning

Skibstransport, færgetrafik og fiskeri - for ikke at tale om lystsejlads - har brug for at havne og sejlrender har en kendt dybde og bredde. Hvert år giver amterne tilladelse til at materiale fra de nødvendige oprensninger eller uddybninger dumpes på udvalgte klappladser indenfor amtets område. I nogle tilfælde er indholdet af forurenende stoffer dog af en sådan karakter, at der ikke kan gives tilladelse til klapning. Materialet bliver derfor deponeret i særlige kystnære depoter.

I 1998 blev der klappet ca. 4 mio. ton uddybnings- og oprensningsmateriale fra havne og sejlrender. Der er som det fremgår af tabel 3.13 ikke nogen udvikling i perioden fra 1989 til 1998. Mængden vil især være påvirket af, om der i det pågældende år har været et eller flere større anlægsarbejder, som indebærer klapning.

Årlige klapmængder (mio. ton) i perioden 1989-1998.

Der er i dag ikke nogen oversigt over den mængde oprensningmateriale, der deponeres på land. Det vil typisk være særlige belastede havneafsnit og som regel overfladesediment, der deponeres. Ikke alt materiale, som opgraves fra havne og sejlrender klappes eller landdeponeres. Opgravet materiale bruges i det omfang det er muligt i dæmninger, vejanlæg. mv. En anden form for genbrug er anvendelsen af rent klapmateriale til kystfodring.

3.2.3 Offshore-industri

Offshore-industiens aktiviteter medfører udledning af en større mængde stoffer og materialer til havet, heriblandt kulbrinter, tungmetaller og en række miljøfremmede stoffer. De væsentligste kilder til udledningen udgøres af:

• boringer (udledning af bl.a. borespåner behæftet med vandbaseret boremudder, cementeringskemikalier mv.),
• produktionsvand (udledning af rester af kulbrinter, produktionskemikalier, tungmetaller mm.),
• brøndvedligeholdelsesoperationer (udledning af kemikalier), og
• spild (olie og kemikalier).

Hovedparten af de anvendte og udledte hjælpestoffer og materialer betragtes som harmløse for det marine miljø, da der er tale om stoffer der er naturligt forekommende i havmiljøet eller egentlige naturprodukter som eksempelvis nøddeskaller, cellulosefibre mv.

Andre anvendte og udledte stoffer og materialer må derimod betragtes som miljøfremmede. Disse vil, afhængig af de udledte mængder og de enkelte stoffers og materialers iboende egenskaber, herunder giftighed, persistens og potentiale for akkumulering i fødekæden, variere i miljøfarlighed og vil således kunne påvirke det marine økosystem i varierende grad.

Året-der-gik

I 1998 blev der ifølge offshore-operatørernes årlige rapporteringer til Miljøstyrelsen udledt i alt 185 ton olie i den danske Nordsøsektor. Udledning af produktionsvand indeholdende rester af olie bidrog med i alt 174 ton, mens spild tegnede sig for de resterende 11 ton.

Udledning af produktionsvand bidrager ligeledes til belastning af det marine miljø med tungmetaller. Tungmetallerne i produktionsvand hidrører fra olie- og gasreservoirerne, dels fra urenheder i anvendte produktionskemikalier som kan ende op i produktionsvandet. Boremudderkomponenterne barite og bentonite indeholder urenheder i form af bl.a. tungmetaller. De udledte mængder af metaller afspejler udledningen af boremudder og er således korreleret med antallet af borede brønde. Opgørelsen i tabel 3.14 over udledte mængder tungmetaller er foretaget på baggrund af målinger på produktionsvand fra et enkelt Nordsøfelt. Der kan imidlertid forekomme større variationer imellem de enkelte felter, hvorfor tallene er behæftet med nogen usikkerhed og skal tages med forbehold.

Tungmetaller udledt til havet i forbindelse med boringer (B) og udledning af produktionsvand (P) i 1998.

I 1998 blev der anvendt 85.316 ton stoffer og materialer, hvoraf 41.216 ton (48 %) anslås udledt til havet. De resterende mængder er bortskaffet på anden vis, bl.a. ved injektion under havbunden, ilandbringning eller som opblandede kemikalier i olien. Dertil kommer, at en vis mængde af de anvendte kemikalier tilbageholdes i reservoirerne i forbindelse med de udførte operationer. Disse kan evt. senere tilbageproduceres og udledes med det producerede vand. Omfanget af tilbageproducerede kemikalier som udledes med produktionsvand er i dag ukendt.

Udviklingen i udledningerne

I 1998 blev oliebaseret boremudder (OBM) atter anvendt til boring af visse sektioner af komplicerede brønde, hvor anvendelse af OBM blev vurderet nødvendig. Borespåner med OBM fra disse boringer blev bortskaffet ved injektion under havbunden eller ved ilandbringning.

Op gennem 1990erne steg udledningen af olie, jf. figur 3.9, til havet via produktionsvand, hvilket skyldes den generelle stigning i mængden af produktionsvand. Væksten i mængden af produktionsvand er dels et resultat af den øgede produktion i perioden, dels en effekt af den generelle ældning af de eksisterende olie- og gasfelter.

Udledning af olie til havet fra offshore-industriens aktiviteter. Udledningerne er fordelt på oliebaseret boremudder (OBM), produktionsvand og spild. Figuren omfatter ikke tal for spild i årene 1982-1982, 1985-1991 og 1993 og omfatter ej heller tal for OBM i årene 1982-1983.

Udvikling i udledning af produkter indeholdende nonylphenolethoxylater (NPE) i forbindelse med offshore-aktiviteter fremgår af tabel 3.15. Udviklingen i udledningen af tungmetaller fra boringer fremgår af tabel 3.16.

Tabel 3.15

Årlige udledning af produkter indeholdende NPE.

1) Mængderne angiver produktmængder og ikke total udledt NPE.

3.2.4 Skibsfart

Også skibsfarten kan give anledning til miljøeffekter. Det drejer sig primært om oliespild, og effekter af antibegroningsmaling.

Oliespild fra skibe

Når olien forurener vores kystområder og strandene langs går det ud over områdernes rekreative værdi for befolkningen, og det kan påvirke turisterhvervene i regionen.

Olie i naturen kan også forårsage store skader på økosystemer, dyr og planter. Mest kendt er effekten på havfugle, hvor fjerdragten danner et effektivt vandskyende og varmeisolerende lag. Når en fugl kommer i berøring med olie, ødelægges dette beskyttende lag. Fjerene klistrer sammen.

En olieplet på størrelse med en femkrone er om vinteren nok til at nedsætte varmeisoleringen, så fuglen dør. Havfuglene kan også få indre skader ved at optage olien med olieforurenet føde eller ved at pudse en olietilsølet fjerdragt. Skaderne er ofte så store, at fuglene kun har ringe chance for at overleve. For at undgå varmetabet til det omgivende, kolde vand søger olieindsmurte fugle ofte ind på kysterne, hvor de kan samles. Derved bliver de ofte meget synlige og kan vække opmærksomhed.

Lavvandede områder, som om sommeren er meget produktive og hjemsted for fiskeyngel, er sårbare over for olieforurening, og især må det ikke undervurderes, at de danske farvande om vinteren huser store bestande af især dykænder - netop på et tidspunkt hvor fuglene er følsomme over for olieforurening. Således registreres fugledød i danske farvande forårsaget af olieforurening næsten udelukkende i vinterhalvåret fra oktober til april. Forureningen rammer først og fremmest edderfugl, sortand, fløjlsand og havlit.

I forhold til halvfjerdserne, hvor der muligvis omkom op mod 100.000 fugle, er antallet af omkomne fugle som følge af olieforureninger faldet betydeligt op til i dag. Olieforurening udgør derfor næppe længere en egentlig trussel mod bestandene, men udgør fortsat et dyreværnsmæssigt problem.

Det er ikke muligt at sætte eksakte tal på de mængder olie, der ulovligt bliver udledt i danske farvande. Det er dog muligt at belyse problemets omfang med eksempler, der siger noget om antal og fordeling af olieforureninger gennem årene. En ny undersøgelse over antallet af olieindsmurte fugle i perioden fra 1984 til 1995, viser dog at der er sket et fald i antal olieindsmurte fugle i Østersøen og i Kattegat, mens der ikke er konstateret et tilsvarende fald i Skagerrak og Nordsøen (Ornis Consult, 1996). Desuden har antallet af meldinger om olieforurening i de danske farvande til Søværnets Operative Kommando (SOK) været ret konstant i de sidste 5-10 år på omkring 400 meldinger - på trods af en stigende skibstrafik, jf. tabel 3.17.

Antal oliemeldinger pr. år.

Antallet af meldinger om observationer kan ikke umiddelbart anvendes som en indikator for, at der eksisterer et alvorligt problem med olieforurening i Danmark. Som regel drejer over halvdelen af alle observationerne sig om enten let olie/diesel, der fordamper eller mudder/alger/strømskel, hvor det altså viser sig at være falsk alarm. Disse tal tyder efter Miljøstyrelsens vurdering på, at de vedtagne initiativer til bekæmpelse af olieforurening har haft en forebyggende effekt. Det største miljøproblem eksisterer i Nordsøen, hvor der fortsat sker en række ulovlige udtømninger af olie - og hermed forureninger af den jyske vestkyst. Den 1. august 1999 trådte et internationalt forbud mod udledning af spildolie i Nordsøen i kraft. Et tilsvarende forbud har eksisteret i længere tid i de andre danske havområder.

Antibegroningsmaling

For at forhindre begroning af skibenes skrog males med en type maling, der indeholder giftige forbindelser. Giftene har en bredspektret virkning i miljøet, således at de udover at være virksomme overfor de organismer som skaber begroning, også har uønskede bivirkninger for miljøet.

Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT), som blev introduceret i 60erne, er et af de giftigste stoffer, der med forsæt spredes i det marine miljø. Gifteffekter forekommer hos en række af akvatiske organismer, men det er især bløddyr, som f.eks. snegle og muslinger, der er følsomme ved ekstremt lave TBT-niveauer helt ned under 1 ng/l (Fent, 1996).

I havet afstedkommer TBT hormonelle forstyrrelser der kan registreres som det såkaldte imposexfænomen hos konksnegle. Imposex er udviklingen af maskuline kønskarakteristika i hunsnegle, der i ekstreme tilfælde kan medføre sterilitet og død. Fra 1998 har NOVA-2003 omfattet overvågning af effekter af antibegroningsmidler (se afsnit 5.4).

3.3 Dyrkede arealer

I Danmark forvalter landbruget 62 % af arealet og heraf er godt 90 % i omdrift. Intet andet land i Europa har i samme grad opdyrket jorden. Landbruget og dermed landbrugets struktur, driftsformer og arealanvendelse har således en afgørende indflydelse på vandmiljøet og naturen generelt.

Specialiseringen og intensiveringen af landbruget i Danmark har betydet en udvikling mod færre bedrifter med et gennemsnitligt større jordtilliggende og husdyrbrug med intensivt dyrehold. Den samlede husdyrtæthed har været nogenlunde konstant, men eksempelvis er den gennemsnitlige størrelse af svinebesætninger steget 6-7 gange i perioden 1970-1996 og den gennemsnitlige størrelse af malkekobesætninger steget 4 gange i samme periode. Frem til midten af 80erne skete der en stigning i forbruget af gødning og pesticider. Dette har bl.a. ført til tab og udledning af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer, herunder pesticider mv. til vandmiljøet.

Landbrugets belastning af vandmiljøet omfatter hovedsageligt ammoniakfordampning, kvælstof- og fosfortab samt udledninger af pesticider.

Udledning af kvælstof og pesticider til vandmiljøet har været reguleret gennem en årrække. Siden midten af 1980erne har flere nationale strategier og handlingsplaner udgjort rammerne for denne regulering. Kapitel 6 indeholder en omtale af de enkelte planer og/eller strategier.

Den seneste opfølgning for opnåelse af målet om en 50 % reduktion af landbrugets kvælstofudledning i Danmark er Vandmiljøplan II. Kvælstof udledningen var i 1987 beregnet til at være 260.000 ton kvælstof pr. år. Målet er at reducere gårdbidraget fra ca. 30.000 ton kvælstof pr. år til et praktisk minimum og markbidraget skal reduceres med ca. 100.000 ton kvælstof pr. år (Miljøministeriet, 1987). Gårdbidraget omfatter udledninger af møddingsaft, ensilage og spildevand fra stalde, møddinger, ensilageoplag mv. og markbidraget omfatter hovedsageligt nitratudvaskning fra de dyrkede arealer.

Regeringen vurderede i marts 1996, at gårdbidraget var reduceret med 20-30.000 ton kvælstof pr. år. Under udarbejdelse af det faglige grundlag for Vandmiljøplan II blev det vurderet, at kvælstofudvaskningen fra rodzonen var reduceret med ca. 17 % i perioden fra 1989/90 til 1995/1996 (Iversen m.fl., 1998). Med et markbidrag på 230.000 ton kvælstof pr. år, svarer dette til en reduktion på 35.000-40.000 ton pr. år. I samme analyse blev effekten af hidtidige tiltag samt forventede ændringer i landbruget vurderet. Ved forventning om fuld efterlevelse af vedtagne reguleringer i landbruget, dvs. at det antages, at ændret fodring og dermed ændrede normer for udnyttelse af husdyrgødning er fuldt ud efterlevet i 1997, samt at der tages højde for ændringer i brak (fra 1997-2003) og økologisk jordbrug (udvaskningspotentialet beregnet fra 1996-97), blev det skønnet, at effekten af ovennævnte ville medføre en udvaskningsreduktion på godt 60.000 ton kvælstof pr. år.

Tiltagene i Vandmiljøplan II blev til for at opfylde den resterende del af målopfyldelsen. De konkrete tiltag i Vandmiljøplan II er beskrevet i afsnit 6.2.1, og vurderes til at kunne reducere kvælstofudvaskningen med omkring 37.000 ton kvælstof pr. år (Iversen m.fl., 1998).

Danmarks JordbrugsForskning (1999) har lavet beregninger af det totale kvælstofoverskud for dansk landbrug fra 1979/80 til 1996/97. Denne balance beregnes på basis af statistiske oplysninger om bl.a. vareindkøb i form af handelsgødning og foderstoffer og vareudsalg i form af animalske og vegetabilske produkter. Af denne balance fremgår det, at det samlede kvælstofoverskud for dansk landbrug i starten af 90erne var ca. 510.000 ton kvælstof pr. år. I 1996/97 er kvælstofoverskuddet beregnet til at være ca. 415.000 ton kvælstof pr. år. Der er dermed forekommet en reduktion på i alt ca. 95.000 ton kvælstof pr. år frem til 1996/97.

Ammoniakfordampning udgør et væsentligt bidrag til kvælstoftab i landbruget (knap 93.000 ton kvælstof pr. år i 1996, hvilket er referenceåret ved den faglige vurdering af Vandmiljøplan II (Andersen m.fl., 1999)). Der er ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen krav om tæt overdækning af flydende husdyrgødning, enten ved etablering af flydelag eller anden overdækning. Formålet er at reducere fordampningen fra lagring af flydende husdyrgødning samt at reducere lugtbelastningen. Det er dokumenteret, at etablering af flydelag ikke sker i det krævede omfang, især på svinebrug mangler flydelaget (COWI, 1999). Implementeringen af Vandmiljøplan II vil have en væsentlig positiv indflydelse på fordampningen fra landbruget (Iversen m.fl., 1998). Det skønnes, at fordampningen fra landbruget vil reduceres med ca. 22 % som følge af fuld implementering af Vandmiljøplan II i forhold til 1996-niveauet. Det er hovedsageligt fordampningen fra stalde og ammoniakfordampning fra udbringningen, der forventes reduceret.

I slutningen af år 2000 fremlægger miljø- og energiministeren og fødevareministeren en handlingsplan til nedbringelse af landbrugets ammoniakfordampning sammen med midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II. Det indgår i forberedelserne til midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II, at opgørelser af landbrugets samlede kvælstofbalance skal revideres, idet der er brug for en vurdering af N-balancen som integrerer opgørelse af tab på forskellige poster som nitratudvaskning, ammoniakfordampning, gårdbidrag, gasformige tab via nitrifikation/denitrifikation og akkumulering i jordbunden.

Fosfor er ikke selvstændigt reguleret indenfor landbruget, men bliver indirekte reguleret gennem reglerne for kvælstoftilførsel med husdyrgødning. Harmonireglerne er fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen, og foreskriver at der (ifølge regler d.d.) maksimalt må tilføres husdyrgødning fra 1,7 DE (dyreenheder) pr. hektar. Dog tillades der på kvægbrug tilførsel af husdyrgødning fra 2,3 DE pr. hektar under forudsætning om særlige sædskifter. Harmonireglerne er baseret på husdyrgødningens indhold af kvælstof, og hindrer dermed ikke overgødskning af fosfor. De største tilførsler af fosfor sker på husdyrbrug. Skærpede harmonikrav ifølge Vandmiljøplan II, for visse brugstyper, vil indirekte bevirke en mindre tildeling af fosfor.

Ved anvendelse af affaldsprodukter (f.eks. slam) til jordbrugsformål må den samlede tilførsel af fosfor ikke overstige 30 kg fosfor pr. hektar pr. år (fra 1. juli 2000), jf. bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).

Indholdet af fosfor i produktionen af husdyrgødningen i Danmark indeholder reelt de danske afgrøders samlede fosforbehov. Derudover anvendes ca. 20.000 ton fosfor i handelsgødning. Fosforproblemet består i, at husdyrproduktionen i Danmark er koncentreret i visse egne, primært Nord- og Vestjylland, og derved forekommer en overgødskning med fosfor, som ophobes i jorden og kan udvaskes til vandmiljøet. Udenlandske undersøgelser tyder på, at ved højt indhold af fosfor i jorden er udvaskningen endog meget høj.

Landbruget må derfor både arbejde for en mere ligelig fordeling af husdyrgødningen regionalt, og anvende husdyrgødningen på flest mulige marker på den enkelte bedrift. Ligeledes skal der fortsat gøres en indsats for at nedbringe mængden af fosfor i husdyrgødning gennem en mere effektiv fodring.

NOVA-2003 indeholder et delprogram, den såkaldte ‘Landovervågning’, hvis formål er at overvåge landbrugets tab og udledninger af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer. Programmet er baseret på 7 overvågningsoplande, tre sandjords- og fire lerjordsoplande, af en størrelse på 5-15 km². Oplandene er udvalgt med henblik på at repræsentere landet med hensyn til jordbund, klima, størrelsesfordeling, husdyrtæthed, bedriftssammensætning og afgrødefordeling. Oplandene adskiller sig på flere områder fra landsgennemsnittet. Indtil 1997 var den væsentligste forskel en højere husdyrtæthed i oplandene i forhold til landsgennemsnittet. Ved inkludering af et nyt opland i 1998 opnåedes en gennemsnitlig husdyrtæthed (0,86 DE pr. hektar), der er lidt lavere end for hele landet (0,96 DE pr. hektar).

Kvælstofbalancer, udvaskning mv. afspejler den pågældende landbrugspraksis. For overvågningsoplandene er landbrugspraksis i form af for eksempel gødningsforbrug og udbytter vurderet på baggrund af interviewundersøgelser. På landsplan er opgørelser af bl.a. gødningsforbrug opgjort på basis af statistikker herfor. Dataindsamlingsmetoden i landovervågningen og landsstatistikken er dermed forskellig. Ovennævnte forhold m.fl. gør, at overvågningsoplandene adskiller sig fra landsplan.

I det følgende gives et kort sammendrag af de vigtigste resultater om udviklingen i landbrugspraksis i landovervågningsoplandene og for hele landet.

I landovervågningsoplandene udgør grønne marker 71 % af det dyrkede areal. Heraf udgør græs inklusiv brak, vinterraps og korn med udlæg (f.eks. korn med isået græs) 41 %, vinterkorn 41 % og rodfrugter, majs, arealer med nedmuldning af halm og juletræer 18 %. Kun førstnævnte gruppe samt rodfrugter (roer) kan forventes at optage betydelige kvælstofmængder i efterårs- og vintermånederne. Andelen af grønne marker er steget fra 67 % i 1990 til 71 % i 1998.

Vigtige forudsætninger for udnyttelse af husdyrgødning er fornuftig håndtering af gødning, dvs. mindske tab fra stald og ved opbevaring, opbevaringskapacitet samt udbringningsteknologi og tidspunkt. I 1998 stod 92 % af dyreenhederne på ejendomme med mindst 9 måneders opbevaringskapacitet, hvilket er en stigning på 53 %-point (forholdsmæssig stigning i antal husdyr på ejendomme med mindst 9 måneders opbevaringskapacitet (1991-1998)) fra 1991 til 1998. Generelt er der en lidt større opbevaringskapacitet i oplandene end i gennemsnit for landet. Med en så god opbevaringskapacitet burde dette forhold ikke længere være begrænsende for udnyttelsen af husdyrgødning.

Den største mængde husdyrgødning udbringes om foråret og andelen af forårs/sommer-udbringningen steg fra 55 % i 1990 til 81 % i 1998. Stigningen var størst fra 1993 til 1994, idet lovkrav om tilstrækkelig opbevaringskapacitet skulle opfyldes ved udgangen af 1994. Fra 1997 til 1998 er andelen af fastgødning/dybstrøelse steget, hvilket har medført en stigende efterårsudbringning.

Fra 1990 til 1998 er der sket et fald i det gennemsnitlige forbrug af kvælstofgødning i oplandene. Forbruget af handelsgødning er reduceret således, at udnyttelsen af husdyrgødningen er steget 42 %-point (stigningen i udnyttelse set i forhold til niveauet i 1990). Husdyrgødningen fordeles bedre i 1994-1998 end tidligere. Udbringningsmetoden af husdyrgødning i form af gylle er væsentlig i forhold til udnyttelse af gyllens indhold af kvælstof, og med en udbredt brug af slæbeslanger kan der sikres en bedre udnyttelse af kvælstoffet. Den optimale udbringningsmetode er ved direkte nedfældning, idet fordampningen af ammoniak er begrænset til et praktisk minimum.

I 1998 blev der overgødsket på ca. 10 % af arealet i landovervågningsoplandene, men overgødskningens størrelse er dog aftaget betydeligt. Omkring 14 % af ejendommene, som anvendte husdyrgødning i 1998, opfyldte ikke minimumskravet til udnyttelse af husdyrgødning.

Håndtering, opbevaring, udbringningsteknik og tidspunktet for udbringningen af husdyrgødning og den supplerende handelsgødning er centralt for udnyttelsen af husdyrgødningen i planteproduktionen. Der er muligheder for at udnytte kvælstofindholdet i husdyrgødning bedre, bl.a. ved at reducere fordampningen af ammoniak ved driften. For at få en bedre udnyttelse af husdyrgødningen skal forbruget af handelsgødning sænkes yderligere.

Nettotilførslen eller kvælstofoverskuddet til markerne i oplandene er stigende med stigende husdyrtæthed. Kvælstofoverskuddet er faldet fra 128 kg kvælstof pr. hektar i 1991 til 91 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på ca. 29 %. Overskuddet i 1998 for planteavlsbrug, husdyrbrug med 0-1,7 DE pr. hektar og husdyrbrug med mere end 1,7 DE pr. hektar er hhv. 49, 91og 132 kg kvælstof pr. hektar.

Den samlede tilførsel af kvælstof i handelsgødning på landsplan er faldet fra 392 mio. kg kvælstof i 1985 til 277 mio. kg i 1998. Mængden af udbragt husdyrgødning (uden udbinding, dvs. gødning afsat direkte på marken) er faldet med ca. 12 mio. kg kvælstof i perioden. Det samlede fald i kvælstoftilførsel (handelsgødning og husdyrgødning uden udbinding) til de dyrkede marker udgør 22 %. Afgrødernes kvælstofbehov (det økonomisk optimale niveau for landmanden) er i samme periode faldet med 36 mio. kg kvælstof. I 1998 er der for første gang balance mellem behov og tilført effektiv kvælstofgødning på landsplan (Grant m.fl., 1999), jf. figur 3.10.

Udviklingen i total og effektiv tildelt kvælstof, kvælstofbehov og handelsgødningsbehov i perioden 1985 til 1998 (efter Grant m.fl., 1999).

Total kvælstofinput (handelsgødning, husdyrgødning samt kvælstof tilført ved bælgplanters fiksering og atmosfærisk deposition) til landbrugsjord i Danmark er faldet fra 750 mio. kg kvælstof i 1985 til 613 mio. kg i 1998. Kvælstof fjernet med afgrøderne har varieret mellem 308 og 408 mio. kg. Kvælstofoverskuddet er dermed reduceret fra 380 mio. kg i 1985 til 247 mio. kg i 1998 (Grant m.fl., 1999).

Kvælstofoverskuddet svarer til tabspotentialet, hvilket kan ske ved kvælstofudvaskning, opbygning af organisk stofpuljer i jorden, denitrifikation og ammoniakfordampning.

Nettotilførslen af kvælstof til landbrugsjorden er faldet fra 133 kg kvælstof pr. hektar fra 1985 til 92 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på 27 %, jf. tabel 3.18. Det skal noteres, at antallet af husdyr, regnet i dyreenheder, har været nogenlunde stabilt, med tendens til en svag stigning siden 1985. Fordelingen mellem kvæg og svin er dog ændret markant, således at svin nu udgør 49 % af dyreenhederne og kvæg kun 46 %.

Tabel 3.18
Kvælstofbalance opgjort pr. arealenhed (kg kvælstof pr. hektar) landbrugsjord i Danmark, 1985, 1995, 1996, 1997 og 1998 (fra Grant m.fl., 1999).

Undersøgelse af næringsstofudvaskning fra rodzonen er udført i overvågningsprogrammet på 18 stationsmarker i 3 lerjordsoplande og på 14 stationsmarker i 2 sand-jordsoplande (indtil 1998 dog yderligere 8 stationer i et tredje sandjordsopland). Undersøgelsen dækker 9 hydrologiske år, 1989/90-1997/98.

Som gennemsnit for måleperioden (1989/1990-1997/1998) udgjorde udvaskningen af kvælstof fra rodzonen 69 kg kvælstof pr. hektar pr. år for 3 lerjordsoplande og 124 kg kvælstof pr. hektar pr. år for 2 sandjordsoplande. Den totale kvælstof udvaskning til vandløbene udgjorde ca. 25 kg kvælstof pr. hektar pr. år for lerjord (36 %) og ca. 11 kg kvælstof pr. hektar pr. år for sandjord (10 %). Til sammenligning lå udvaskningen til vandløb fra udyrkede arealer i undersøgelsesperioden på 0,6-4,3 kg kvælstof pr. hektar pr. år.

En del af kvælstofudvaskningen fra rodzonen vil ende i grundvandet.

Den største kvælstofudvaskning kommer fra kvægbruget. I gennemsnit for årene 1990/91-1995/96 var kvælstofudvaskningen på 63, 69 og 134 kg kvælstof pr. hektar pr. år for hhv. planteavl, svinebrug og kvægbrug (Grant m.fl., 1998).

Der har været store klimatisk betingede årsvariationer i kvælstofudvaskningen, hvorved det er vanskeligt at udtale sig om et generelt udviklingsmønster. En statistisk analyse for perioden 1990/91-1996/97 har imidlertid vist tendens til fald i de målte kvælstofkoncentrationer i jordvandet.

Drænvandsundersøgelser i to lerjordsoplande har vist, at nitratudvaskningen gennem dræn udgjorde ca. 42 % af udvaskningen fra rodzonen.

Udvaskning af kvælstof fra rodzonen afhænger af et komplekst samspil mellem jord, planter, dyrkningspraksis og klima. Dette samspil er vanskeligt at beskrive ved brug af modeller, om det er komplekse simuleringsmodeller eller mere simple empiriske ligninger som den anvendte model er. Der er dermed en vis usikkerhed forbundet med at bestemme udvaskningen fra år til år. Den anvendte model bruges primært til at beskrive en udvikling over tid og reguleringers effekt, hvilket betyder, at det er ændringer af kvælstofudvaskningen der er interessant.

Beregninger for udvaskning af kvælstof fra landovervågningsoplandene er foretaget med en empirisk model (Simmelsgaard, 1991). Beregningerne er ved fastholdt normalklima for driftsårene 1989/90 - 1997/98. Herved isoleres betydningen af de klimatiske variationer.

Den beregnede udvaskning ligger gennemsnitligt (i perioden fra 1990/91 - 1996/97) 26 % under den målte. Årsagen hertil vurderes bl.a. at kunne forklares ved at der er usikkerhed ved målinger og at der er en ringe andel af husdyrgødede marker, som ligger til grund for modellen. Derved kan modellen ikke tage højde for den mineralisering og eftervirkning af kvælstof, der er fra mange års tildelinger af husdyrgødning til flere af stationsmarkerne.

Modelberegninger for alle marker i de 6 oplande viser, at ændringen i landbrugspraksis fra 1989/90 til 1997/98 over en årrække vil medføre en reduktion i udvaskningen fra rodzonen på ca. 25 %. Udvaskningen opgjort i kg kvælstof pr. hektar er faldet mest på sandjordene gennem perioden, 20 kg kvælstof pr. hektar mod 13 kg kvælstof pr. hektar på lerjordene (se figur 3.11). Faldet i udvaskningen af kvælstof på sandjorde hænger bl.a. sammen med forbedringer i håndtering af husdyrgødning.

Figur 3.11

Beregnet udvaskning ved normalklima for de 6 overvågningsoplande for driftsårene 1989/90-1997/98 (efter Grant m.fl., 1999).

Det største fald i tilførsel af fosfor til landovervågningsoplandene er sket fra 1997-1998, hvilket primært skyldes faldet i brugen af handelsgødning og at der tilføres mindre husdyrgødning. Nettotilførslerne af fosfor til landbrugsjorden i oplandene er faldet fra ca. 10,5 kg fosfor pr. hektar i 1991-92 til 5,1 kg fosfor pr. hektar i 1998.

Tilførsel af fosfor med handelsgødning pr. arealenhed landbrugsjord faldt fra 16,7 kg fosfor pr. hektar i 1985 til 7,7 kg fosfor pr. hektar i 1998. Tilførslen af fosfor med husdyrgødning var i 1998 20,9 kg pr. hektar. Fosfor fjernet med afgrøderne har varieret mellem 17 kg og 22 kg fosfor pr. hektar. Nettotilførsel af fosfor til landbrugsjord er således faldet fra ca. 15 kg til 11 kg fosfor pr. hektar i perioden 1985 til 1998.

Der forekommer en ophobning af fosfor især på husdyrbrug hvorved jordens såkaldte fosforstatus øges. Dette bevirker, at der på en del jorde, hvor der er mange husdyr og dermed også stor tilførsel af fosfor, er bindingskapaciteten overfor fosfor ret lev. Fosforstatus i form af et fosfortal er et udtryk for mængden af plantetilgængeligt fosfor i jorden, og dermed også risikoen for tab til vandmiljøet via erosion og udvaskning. I 1997 havde mere end 50 % af de danske jorder et fosfortal over 4,0. Et fosfortal på 2,0-3,5/4,0 er optimal for planteproduktion.

Udvaskning af fosfor fra rodzonen har været lav ved hovedparten af målestationerne i overvågningsprogrammet, gennemsnitlig 0,049 kg fosfor pr. hektar pr. år i den 9-årige måleperiode. Koncentrationerne var her 0,011-0,015 mg fosfor pr. liter. Ved få målestationer har koncentrationerne derimod været høje, svarende til 0,042-0,410 mg fosfor pr. liter, disse høje fosforkoncentrationer er en effekt af jordens meget høje fosfortal. Det totale fosfortab fra dyrkede arealer til vandløb var i måleperioden på gennemsnitlig 0,32 kg fosfor pr. hektar pr. år. I vandløbene i de dyrkede oplande er fosforkoncentrationerne mere end 3 gange højere end i de udyrkede oplande, og medfører derfor en væsentlig påvirkning af de fleste søer.

Fosfortab gennem dræn har ligget på ca. 0,043 kg fosfor pr. hektar pr. år. Fra begyndelsen af afstrømningsåret 1998/99 er drænvandsundersøgelserne udvidet med kontinuert prøvetagning med henblik på en mere korrekt bestemmelse af fosfortab fra dræn.

Som en del af NOVA-2003 bliver der gennemført overvågning af miljøfremmede stoffer i landovervågningsoplandene. I grundvandet er der fundet pesticider eller nedbrydningsprodukter i ca. 46 % af de undersøgte filtre, og i ca. 10 % var grænseværdien overskredet. I 5 boringer er der fundet andre miljøfremmede stoffer, svarende til ca. 13 % af de undersøgte boringer. De fundne stoffer tilhører stofgrupperne aromatiske kulbrinter, alkylphenolforbindelser og blødgører. Afsnit 5.1 gør nærmere rede for grundvandets indhold af miljøfremmede stoffer.

Målet om en 50 % reduktion af forbruget af mængden af aktiv stof og behandlingshyppighed i forhold til et gennemsnit af forbruget 1981-85 (se også afsnit 6.2.2), er hvad angår forbruget af aktiv stof nået for alle pesticidgrupper undtagen ukrudtsmidler. Behandlingshyppigheden derimod er kun reduceret med 8 %. Behandlingshyppigheden af pesticider er stadig langt fra målet.

Behandlingshyppighed og salg af pesticider (Miljøstyrelsen, 1999d).

3.4 Udslip til atmosfæren

Vandmiljøet, og specielt havet, modtager en betydelig mængde kvælstof fra atmosfæren. Dette nedfald af kvælstof har sin oprindelse i både danske og udenlandske kilder.

Kvælstofudslip

Kvælstofudslippene til atmosfæren fra danske kilder omfatter kvælstofilter (NOx) og ammoniak (NH₃). Kvælstofilterne kommer især fra kraftværker, industri og trafik, medens ammoniak hovedsageligt stammer fra landbruget (se afsnit 3.3.1). Som følge af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en faldende tendens i udslippene af NOx-er.

Der blev i 1997 udsendt ca. 248.000 ton kvælstof i form af kvælstofoxider til atmosfæren fra danske kilder. Udslippet af ammoniak var i 1997 på omkring 102.000 ton og er stort set uændret siden 1989, jf. figur 3.13.

Danske udslip af kvælstof (Miljøstyrelsen, 1999e).

Tungmetaludslip

Der har siden starten af 90erne været et fald i de beregnede udslip af tungmetaller til atmosfæren fra danske kilder, specielt for bly, jf. tabel 3.19.

Udslip af tungmetaller (Miljøstyrelsen, 1999e og Illerup m.fl., in prep.).

Udslip af miljøfremmede stoffer til luft

Opgørelsen af de årlige danske udslip af miljøfremmede stoffer omfatter dioxiner og furaner samt polyaromatiske kulbrinter (PAHer). Udslippene af disse stoffer var i 1997 hhv. 20 g og 1.125 kg (Miljøstyrelsen, 1999e).

For følgende stoffer var udslippene i 1997 nul eller tæt på nul: Hexachlorobenzen (HCB), hexachlorocyclohexan (HCH), DDT, polyklorinerede bifenyler (PCBer), Aldrin, Chlordane, Chlordecone, Dieldrin, Endrin, Heptachlor, Hexabromobiphenyl, Mirex, Toxaphene, pentaklorofenol og kort-kædede klorinerede parafiner (Miljøstyrelsen, 1999e).