Miljøindsatsen i Arktis 1998 ForordÅrsberetning for Dancea programmet for 1998 vedrørende miljøindsatsen i Arktis
indeholder en oversigt over de projektaktiviteter, som programmet har støttet gennem
året. Det cirkumpolare område udgør 8% af jordens overflade, og de oprindelige befolkninger i området er få og spredt ud over enorme landområder. Således bor der i Grønland verdens største ø - kun omkring 57.000 mennesker. De arktiske områder betragtes traditionelt som en uberørt og ren natur, men forureninger transporteres via luften og havstrømme over lange afstande til Arktis. Bioakkumulering af forureninger i fødekæderne kombineret med befolkningernes traditionelle levevis har ført til målinger af høje forureningskoncentrationer i mennesker og dyr. Levevilkårene for de oprindelige folk i Arktis er præget af store forskelle, både hvad angår selvbestemmelse og økonomiske muligheder. Den økonomiske krise i Rusland har i særlig grad ramt de oprindelige folk, hvor den forventede gennemsnitlige levealder for disse befolkningsgrupper er faldet til omkring 44 år. Kampen mod forureningen i Arktis kan ikke alene føres af de arktiske lande. Danmark har sammen med en række andre lande arbejdet aktivt for af få begrænset forureningen til Arktis. På Århus-konferencen i juni 1998 blev der underskrevet en tungmetal- samt en POP-protokol, der forbyder produktion og begrænser anvendelse af en række af disse forureninger. De oprindelige folk høster af naturens ressourcer gennem jagt og fiskeri. Der er eksempler på, at de traditionelle fangstdyr er forsvundet, eller at deres antal er gået ned som følge af, at fangsten har fået økonomisk formål, eller at flere fangere gennem bedre transportmidler har fået adgang til jagtområderne. Det er derfor vigtigt fortsat at støtte udviklingen i Arktis over en bred front frem mod større bæredygtighed.
|