Miljøindsatsen i Arktis 1998 

2. Grønlands naturrigdomme - også i fremtiden

Gennem årtusinder har beboerne i Grønland og de andre arktiske områder levet af fangst, jagt og fiskeri. Til tider har der været overflod, til andre tider er livsgrundlaget svundet ind, og hele fangersamfund kunne uddø. Det har gennem historien været en af tilværelsens mørke sider i den arktiske verden. Store udsving i dyrebestandene karakteriserer naturen her. Det er styret af klima og andre forhold, som mennesket ingen indflydelse har på.

Afhængigheden af naturens luner eksisterer stadig, om end man med moderne havgående både og andre transportmidler kan komme til nye fangst- og jagtpladser. Grønland er jo stort, og naturressourcerne kan være overvældende. Svinder fangsten det ene sted, så er der noget at hente et andet sted. Eller er der?

Dette spørgsmål blev bl.a. drøftet på et seminar om udnyttelsen af Grønlands naturressourcer, som blev holdt på Grønlands Naturinstitut i Nuuk, oktober 1998. Her sagde Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt bl.a., at "vi kun må udnytte de levende ressourcer på en sådan måde, at vores efterkommere får de samme muligheder. Vi må ikke fange så meget, at bestandene går ned. Med andre ord må vi kun høste af renterne, men vi skal lade kapitalen stå.Kapitalen skal gå i arv til vores efterkommere."

Baggrunden for landsstyreformandens ord synes at være den kendsgerning, at der bruges løs af den grønlandske naturkapital. I rapporten fra seminaret kan man bl.a. læse følgende:

• Hvidhval blev indtil for 60 år siden fanget i store mængder sydpå til Nuuk. Nu er fangsten meget lille syd for iskobugten
• Hvalros havde tidligere landgangspladser sydpå til Nuuk. Nu findes de kun nord for Qaanaaq
• Spættet sæl fandtes tidligere med ynglepladser spredt langs Vestkysten. I dag er de sjældne, og vi må importere skind fra Island
• Polarlomvien fandtes indtil for 30 år siden i 48 ynglekolonier i Grønland. I dag er der kun 23
• Ederfugl kunne i 1800-tallet levere dun fra 155.000 reder i Vestgrønland. Nu kendes under 10.000 reder
• Havternen fandtes f.eks. tidligere på Grønne Ejland i en bestand på 100.000 par. I dag er der under 10.000 par tilbage
• Atlanterhavslaksen er gået tilbage. For få år siden var kvoten på 700 tons. I år er den på 20 tons
• Hellefisk kunne tidligere fiskes kommercielt i flere fjorde i Syd og Vestgrønland. I dag sker det kun fra Diskobugten og nordpå.

Arterne er ikke forsvundne, men de fanges i mindre og mindre mængder. I rapporten peges på en række forskellige faktorer som kan være medvirkende til dette. En væsentlig årsag er, at der er flere til at dele naturens ressourcer. Grønland har dobbelt så mange mennesker nu som i 1950. Flere kan komme længere omkring: Antallet af slædehunde er firedoblet siden 1940. Antallet af motorbåde er steget enormt, og motorkraften ligeså. Alene i Nuuk kommune kan man med en blot 20 knobs båd komme ud i den fjerneste krog af kommunen på under tre timer. Før lå det meste øde, selv om der var 12 bosteder mod de 3 i dag, hvilket hænger sammen med, at man skulle ro ud og hjem samme dag. Resultatet var, at man som oftest fangede mindre end renterne. Nu er mulighederne for den enkelte fanger ændret, og der fanges ikke kun til føde og tøj. Der skal også være penge til husleje og andre livsfornødenheder, som f.eks. en dybfryser. Det betyder igen, at man nu kan skyde og gemme så mange polarlomvier, at der er nok at spise i fredningstiden om sommeren.

Situationen i dag er, at befolkningen kan tære på naturkapitalen, og forsvinder de naturlige ressourcer i Grønland, fjernes samtidig en vigtig andel af det grønlandske samfunds livsgrundlag.

2.1 Forvaltning af naturressourcerne

Det grønlandske samfund er også i fremtiden afhængig af at udnytte de levende naturressourcer. Og ingen har større interesse i, at der også i fremtiden er nok at fange end de mennesker, der lever af ressourcerne.

For de ansvarlige politikere ligger der store opgaver i at sætte rammerne for, hvordan ressourcerne skal udnyttes på den bedste måde.

Før de grønlandske politikere kan træffe de nødvendige beslutninger, skal der være et grundlag af viden om bestandene, om fangsterne og om de forhold, der truer eller fremmer bestandene.

Denne viden skal samles, bearbejdes og formidles. Her spiller Grønlands Naturinstitut en væsentlig rolle. De fagfolk, der er her, skal have det bedst mulige grundlag for at kunne rådgive politikerne, men det er væsentligt at slå fast, som det blev fremhævet af daværende landsstyremedlem Marianne Jensen på seminaret i oktober 1998, at det ikke er biologerne, der fastsætter bestemmelserne for, hvad og hvor meget der må fanges. Det gør ene og alene politikerne.

Indsamlingen af den nødvendige viden om, hvordan Grønlands naturressourcer kan forvaltes, er ikke kun er en opgave for videnskabsmænd. De fiskere og fangere, der gennem det daglige arbejde og gennem fortidens overleveringer har en grundlæggende viden, skal også inddrages. At samle denne viden er også en af Naturinstituttets opgaver.

2.2 Styrkelse af Grønlands Naturinstitut

Det er vigtigt, at Naturinstituttet bliver i stand til at udnytte alle de vidensressourcer, der eksisterer andre steder. Derfor må Grønlands Naturinstitut arbejde sammen med andre institutioner, først og fremmest Danmarks Miljøundersøgelser. Dette samarbejde er allerede godt i gang med en arbejdsdeling, hvor Naturinstituttet har ansvaret for den generelle rådgivning om Grønlands naturressourcer, mens Danmarks Miljøundersøgelser rådgiver inden for natur og miljø i forbindelse med olieefterforskning og andre råstofaktiviteter. Et sådant samarbejde er en naturlig sag overalt i verden, og den er til gavn for alle parter.

En nyfanget remmesæl skæres ud i sektioner, der skal bruges til kamiksåler.Foto: Henning Thing/Polar Photos.

Der er gennem århundreder samlet megen viden om Grønlands naturressourcer af bl.a. embedsmænd, der har samlet både deres egne iagttagelser og har nedskrevet de beretninger, fangerne har fortalt samt af videnskabelige ekspeditioner. Der er detaljerede oplysninger at hente i gamle regnskaber over indhandlingen af skind og andre produkter. Det meste af denne viden er endt i Syddanmark, men det er vigtigt, at den overføres til Naturinstituttet, så den kan bruges, hvor den hører hjemme.

Naturinstituttet skal være i stand til selv at undersøge de grønlandske naturforhold. Derfor har Dancea også støttet en række projekter, som styrker dette arbejde. De projekter, der fortælles om i resten af artiklen, handler om de vigtigste dyr, der har betydning for det grønlandske samfund. Der er projekter, som skal vurdere den plantevækst, der er fødegrundlaget for får, rensdyr og moskusokser. Her får biologerne muligheder for at undersøge store områder ud fra satellitbilleder. Biologerne vil operere radiosendere ind i hvalerne, så man kan følge dem på de lange rejser, og der vil blive holdt øje med, hvordan fuglekolonierne har det. Man vil også holde øje med, hvordan efterforskningen af olie kan påvirke naturen.

En opgave, der ikke må glemmes er, at den viden, der samles, også skal ud til dem, der skal bruge den. Det grønlandske samfund skal have et solidt fagligt grundlag for de regler og reguleringer, der skal sikre, at der også er naturressourcer at leve af i fremtiden. Samtidig skal baggrunden for disse reguleringer forstås og accepteres af befolkningen. Befolkningens forståelse er en nødvendig forudsætning for at få ført fremtidens planer for naturforvaltning ud i livet. Denne formidlingsopgave er også en vigtig del af Naturinstituttets arbejde.

2.3 Landjordens store dyr

2.3.1 Plantevæksten som føde

Plantevæksten udgør fødegrundlaget for bl.a. rensdyr, moskusokser og får. Under de arktiske betingelser gendannes plantevæksten kun langsomt, hvis den f.eks. overgræsses af for store bestande. Det er derfor nødvendigt at have et godt kendskab til bevoksninger af lav og andre planter i de forskellige dele af Grønland samt til, hvordan de tre dyr udnytter plantevæksten, og hvordan de reagerer, når der bliver knaphed på føde. Rensdyrene vandrer hurtigt videre for at søge andre græsgange, når føden er sparsom, mens moskusokserne og får har for vane at græsse mere intensivt, hvorfor faren for overgræsning er mere udtalt for disse arter. En imødegåelse heraf kræver en omfattende viden om emnet. De uforudsigelige forandringer i vejret kan imidlertid ikke imødegås, og vejrforholdene kan således true bestande af både moskusokser, får og rensdyr.

2.3.2 Tidligere indsats

De hårde vintre 1948 – 1976 var ødelæggende for store dele af fåreavlen, der var baseret på bl.a. vintergræsning i fjeldene. Dette førte til en mere intensiv fåreavl, der ikke var så afhængig af den ekstensive græsning i fjeldet. Der blev udarbejdet nogle grundige analyser af plantevæksten, og hvad den kunne tåle af græsning, et arbejde, der er ført op til i dag. I 1997 blev der således lavet analyser i nogle af de hegnede og ikke hegnede felter, som blev fastlagt i starten af firserne. Undersøgelserne mundede bl.a. ud i, at der er grundlag for at holde ca. 50.000 moderfår i de sydgrønlandske kommuner Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik, hvor der i dag kun er ca. 20.000 moderfår.

Gennem mange år er plantevæksten undersøgt overalt i Grønland. Mange af undersøgelserne har ren videnskabelig karakter, f.eks. kortlægning af planters udbredelse og opbygning af samlinger af grønlandske planter. De senere år har mange undersøgelser fået karakter af anvendt forskning så som olieefterforskningens påvirkning af plantevæksten, samt rensdyrenes og moskusoksernes afhængighed af og påvirkning af plantevæksten.

Grønlands Naturinstitut har, støttet af Dancea midler, og i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser, fortsat traditionen med at studere fødegrundlaget for de tre vigtige dyr, især rensdyret. Tre områder i Vestgrønland er blevet kortlagt fra satellitbilleder, hvor man kan studere plantevæksten helt ned til flader på 30 gange 30 meter. Det er hensigten, at der skal udarbejdes kort over områderne. Disse kortlægninger sammenlignes med billeder tilbage til 1979, så man kan få et indtryk af udviklingen i vækstmønstret.

Disse Dancea-støttede undersøgelser betyder, at man, udover at få gode oplysninger og kortlagt plantevæksten på en ensartet måde, i tilgift får udviklet kompetencen i Grønlands Naturinstitut, således at medarbejdere i fremtiden bliver kvalificerede til at fortsætte og udvikle undersøgelserne. Der er overført viden og data fra danske institutter, og der er tilført Naturinstituttet både udstyr og kompetence inden for det botaniske område.

Voksen ren i vinterdragt. Foto: Henning Thing/Polar Photos.

2.3.3 Planteundersøgelser i fremtiden

For at sikre at plantevæksten forvaltes på en forsvarlig måde, er der behov for yderligere viden, bl.a. at undersøge, hvordan græsningen påvirker moskusoksernes og rensdyrenes leveområder. Hvis undersøgelserne forløber over tilstrækkelig lang tid, vil man kunne se hvordan, og under hvilke betingelser overgræsning forekommer, og hvordan plantevæksten genetableres. Man kan f.eks. sammenligne udviklingen i de græssede områder med indhegnede områder og bl.a. fortsætte og udvide tidligere fåreundersøgelse i Sydgrønland, hvor man bl.a. også undersøgte hvor stor en plantemængde, der var tilgængelig. De erfaringer, man har herfra, bør udnyttes i tilsvarende undersøgelser i områder, hvor man har, eller hvor man planlægger at sætte får, moskusokser og rener ud.

Der er behov for nærmere at studere, hvilken føde de tre dyr foretrækker, og trække på de erfaringer, der er indvundet med rensdyrene. Deres valg af føde afhænger af de lokale klima- og naturbetingelser. Derfor bør undersøgelserne foregå i flere områder spredt over Grønland.

Endelig vil det være af betydning at fortsætte med at undersøge, hvordan kørespor og andet slid fra bl.a. råstofeftersøgning påvirker plantevæksten og derved mulighederne for at sikre gode græsningsområder.

2.3.4 Rensdyret, den vandrende græsser

Rensdyret har altid været et vigtigt jagtbytte for fangere. I dag jages det både af fuldtidsfangere og fritidsjægere. Rensdyret er tilpasset de arktiske betingelser, bl.a. er dens evne til at vandre med til at sikre, at den får adgang til store græsningsområder.

Jagten i Grønland af rensdyr udgør 10 – 18 % . De tilsvarende kvoter for Nordamerika er på 3 - 5%. Det er derfor afgørende at få undersøgt, hvor stor en jagt man kan tillade.

Tidligere undersøgelser viste, at det først og fremmest var vejr og klima, der satte grænserne for, hvor store bestande af rensdyr områderne kunne bære. Disse oplysninger er blevet bekræftet ved nyere undersøgelser.

Grønlands Naturinstitut fortsætter disse undersøgelser for at belyse årsagerne til, at antallet af rensdyr svinger i antal. Instituttet er ved at bearbejde de mange resultater, der er samlet ind 1990 – 1996, hvor man fra fly og helikoptere talte rensdyr i forskellige områder. For at undersøge hvordan, og hvor langt, rensdyr vandrer i et lokalområde, har man fulgt 15 rensdyr, der er forsynet med en radiosender. Siden 1995 har man samlet og studeret rensdyrkæber, der sammenlignes med gamle kæber for at vurdere forskelle i levevilkår dengang og nu.

De Dancea midler, der siden 1996 har støttet undersøgelserne af rensdyr, er med til at udvide kendskabet til de faktorer, der bestemmer hvor store rensdyrbestande, man kan forvente Grønlands natur kan rumme. Undersøgelserne dækker bl.a. satellitkortlægning af plantevæksten, snedækket og rensdyrene.

Det er vigtigt at udvikle sikre metoder til at vurdere antallet af rensdyr i et område, og hvordan bestanden udvikler sig. Det er en meget usikker metode at tælle får fra fly, en erfaring man har gjort både i Grønland og i Canada. Rensdyret kan sammenlignes med et "miljøbarometer", en slags miljøindikator, der kan fortælle os, hvordan og hvor luftforurening spredes. Projekter, som Dancea har støttet, viser, at der både er radioaktive stoffer, tungmetaller som kviksølv og miljøfarlige organiske stoffer til stede i den grønlandske natur, stoffer som i form af grænseoverskridende forurening føres til Arktis fra andre dele af verden.

2.3.5 Moskusoksen - mere bofast

Ligesom rensdyret lever moskusoksen af plantevæksten, og dens bestande kan også svinge i takt med, hvor megen plantevækst der er samt græsningsbetingelserne. Moskusoksen vandrer ikke så meget som rensdyret, men den græsser tættere end rensdyrene, så der kan være risiko for, at plantevæksten overgræsses.

Skelet af moskusokse. Foto: Henning Thing/Polar Photo

Allerede i 1930-erne undersøgte man bestanden af moskusokser i Østgrønland, hvor der på grund af jagt viste sig en begrundet frygt for, at bestanden var truet. Bestanden blev sikret ved, at man flyttede et antal moskusokser til Vestgrønland. Siden er hele Nordøstgrønland blevet naturpark med meget begrænset jagt på moskusokser.

Den mest systematiske undersøgelse over moskusokserne (1981 til 1990) er udført ved Jameson Land. Man ønskede at vurdere, hvilken virkning en eventuel olieindvinding kunne få for bestandene. De vestgrønlandske bestande er også blevet undersøgt. Resultaterne herfra er endnu ikke publiceret. Imidlertid er bestandene her gode og udgør et vigtig jagtbytte.

Selv om Grønlands Naturinstitut for tiden ikke laver egentlige undersøgelser over moskusokser, så har den omfattende indsats med plantevækst og rensdyr også betydning for vurderinger af moskusoksernes forhold. Der er ingen konkrete undersøgelser, der tyder på at moskusokser og rensdyr konkurrerer om den samme føde og således påvirker hinanden uheldigt. Det er et meget omstridt emne både i Grønland og andre nordlige områder, som man i det fremtidige arbejde formentlig vil undersøge nærmere.

I de senere år har spørgsmålet om flytning og udsætning af moskusokser til nye områder været diskuteret meget i Grønland. Et meget væsentligt spørgsmål i forbindelse med udsætninger af moskusokse og andre store græsædere er, om områdets vegetation kan klare den ny påvirkning. Denne problemstilling er en oplagt opgave for fremtidige undersøgelser, der kan forebygge, at en skrøbelig plantevækst ødelægges, og at snyltere og sygdomme spredes.

Mange af de projekter, der er omtalt under rensdyret, gælder også for moskusokserne. Således er der behov for at finde egnede metoder til at tælle bestandene, så man får et bedre grundlag for at forvalte jagten.

En meget vigtig opgave for Grønland er at indsamle og inddrage den viden, ofte samlet gennem generationer, som lokale fangersamfund har om de jagtbare dyr. En viden, man ikke kan forvente at kunne samle ind i kortvarige forskningsprojekter alene. Det er også af stor værdi at inddrage lokale folks viden, når man skal have oplysninger om bestandene af både rensdyr og andre jagtbare dyr. Det har en stor formidlingsmæssig værdi, der øger befolkningens interesse i en god naturforvaltning, ikke kun af rensdyr og moskusokser, men også af de andre traditionelle fangstdyr.

2.4 Havets pattedyr

Havets pattedyr, fra hvaler og sæler til isbjørne, har været det mest værdifulde livsgrundlag for de gamle arktiske samfund. De gav føde, de gav tøj, de gav redskaber. Også i dag er sæler og hvaler vigtig fødekilde, men det er også dyr, som i andre dele af verden nyder stor bevågenhed. En lang række organisationer er opstået, hvis formål er at beskytte disse dyr. Det har ofte ramt mange samfund i de nordlige egne urimelig hårdt.

Også officielle organisationer, f.eks. Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), interesserer sig for havets pattedyr. Deres formål er dog ikke at hindre, at man udnytter dem, men at man udnytter dem, uden at bestanden truer med at gå til grunde. Det sker bl.a. ved, at der bliver bestemt, hvor mange eksemplarer af f.eks. vågehvaler de forskellige lande må fange hvert år. Kvoterne vurderes ud fra, hvor store og sunde bestandene er i de forskellige områder. Derfor er det afgørende, at man råder over så nøjagtige oplysninger som muligt.

Det er højt prioriterede områder for nutidig og fremtidig indsats inden for forskning og undersøgelser.

2.4.1 Fokus på hvaler

Vågehvalen er for den grønlandske økonomi den mest betydningsfulde hval. Fangsten i Vestgrønland leverer kød svarende til en trediedel af det, ringsælerne leverer, men siden 1975 har IWC lavet kvoter, der dog tager særlige hensyn til landets særlige behov for hvalkød.

Kvoterne, der reguleres med mellemrum, beregnes ud fra hvor mange hvaler, der er i området, og hvor hurtigt de formerer sig. Kvotens størrelse står og falder med hvor pålidelige vurderinger, man har af bestandene. I 1993 vurderede man, at der var ca. 8400 vågehvaler i vestgrønlandske farvande. I 1997 vurderede man, at antallet måske snarere lå på 6400, men at alt mellem 3000 og 14000 kunne være en mulighed. Det er uacceptabelt, at grundlaget for vurderingen er så usikker, og det er ikke muligt på denne baggrund at fastlægge en kvote, der både sikrer hvalerne og tilgodeser det grønlandske samfunds behov for en sikker forsyning med kød.

Derfor støtter Dancea, at arbejdet med hvalerne udbygges ved Grønlands Naturinstitut. Der skal klarhed over , hvor store bestandene er, ikke alene ved Vestgrønland, men også i Nordatlanten. Det skal afklares, om der kommer vågehvaler udefra til Vestgrønland. Der skal klarhed over, hvor bestandene er, om bestandene blander sig indbyrdes, eller om der er tale om forskellige bestande med hver sine arveanlæg. Der skal udvikles mere sikre metoder, når man skal tælle hvalerne. Ligesom ved rensdyrene vil man følge dem over satellitter, som fanger signaler på radiosendere, der sættes på hvalerne.

Problemer med hvalerne er ikke kun, om fangsten truer dem. De kan i deres spæk gemme farlige stoffer, de optager fra deres føde. Det kan i sig selv måske true hvalernes sundhed og evne til at formere sig, men det kan også true de mennesker, der spiser hvalkødet. Derfor er det en vigtig opgave for Naturinstituttet i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser at måle indholdet af f.eks. DDT og PCB. Det er også et af de områder, der støttes af Dancea.

2.4.2 Operation forvaltningsisbryder

Hvidhvalen, der ofte i store tal vandrer mellem Canada og Vestgrønland, er også en vigtig fødekilde i Grønland. Den er bl.a. fanget i stort tal, op til 200 – 300 ad gangen, når de blev drevet på "Grinde-maner" ind på lavt vand ved Upernavik, en fangst, hjemmestyret forbød i 1996. Det er et resultat af, at bestanden åbenbart er gået mærkbar tilbage. Grønlands Naturinstitut er med blandt dem, der stærkt anbefaler, at man sætter skrappe grænser ved, hvor mange der må fanges. En forudsætning for, at de fangere, der lever af at fange hvidhvaler kan acceptere sådanne begrænsninger er, at der ligger sikker viden til grund. Derfor er hvidhvalen også genstand for støtte fra Dancea, så man ligesom med vågehvalen får udviklet sikre metoder og får lavet pålidelige optællinger. Det skal ikke kun dække havet ved Vestgrønland, men også de store dele af hvidhvalernes andre opholdssteder, bl.a. i Baffinbugten. For at øge fangersamfundenes forståelse heraf må der laves et omfattende formidlingsarbejde, og som eksempel kan nævnes, at man er ved at lave en film om hvidhvalen. Denne indsats har fået kodenavnet "Hvidhvalen - en forvaltningsisbryder" i håbet om, at den kan bryde isen mellem forvalterne på Naturinstituttet og fangersamfundene.

En anden vigtig hval i de vestgrønlandske havområder er narhvalen, som også er genstand for undersøgelser, der i store træk ligner arbejdet med hvidhvalen.

Hvalrossen har altid været et efterstræbt bytte, der ikke krævede, at man skulle tage på jagt i det åbne hav. Den kan fanges på og ved kysten. Det har bragt den ned på små bestande, på østkysten så små, at bestanden har været truet. Igen er den konkrete viden om, hvor store eller små bestandene er, ikke tilstrækkelig. Med Dancea støtte vil man udvikle metoder, så man bedre kan vurdere bestandenes størrelser, og man vil følge deres vandringer. I sommeren 1998 udviklede Naturinstituttet en metode til at bedøve hvalrosser, så man kunne operere en radiosender ind. Det vil give gode muligheder til at finde ud af, hvorhen hvalrosserne vandrer, også i områder langt fra de grønlandske kyster. Man vil også i de fremtidige undersøgelser lægge mere vægt på at udnytte de oplysninger, der er at hente i handelen med hvalrosser, noget, der tidligere har givet meget brugbare resultater med f.eks. rensdyr.

Grønlands Naturinstitut har i de undersøgelser af dyr, der er udbredt over havet til Canada, et nært samarbejde med canadiske institutioner.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at man ligesom med vågehvalerne, sammen med Danmarks Miljøundersøgelser også vil følge indholdet af farlige stoffer i både hvidhvaler, narhvaler og hvalrosser. Hvalrosserne er, fordi de opholder sig meget på og ved kysterne, måske særligt udsatte for mulige forureninger med olie. Det er planen, at også isbjørne skal analyseres. Ved samme lejlighed agter Naturinstituttet også at undersøge alder, køn og andre faktorer hos isbjørnebestanden i supplement til det, man lærte om bestanden i 1993 og 1994 i Nordøstgrønland.

2.5 Fugle der lever af havet

2.5.1 En gammel tradition

Fugle har været et vigtig bidrag til føden, ikke mindst de fugle, der er lette at fange i fuglefjeldene. Ringmærkning af de grønlandske havfugle blev tidligt sat i system, og det har givet en omfattende viden om hvordan, og hvorhen de trækker, hvilket er af betydning, når man skal forvalte bestande, der spreder sig over meget store områder og omfatter flere nationer. Materialet er ved at blive overført til Grønlands Naturinstitut sammen med andet tilsvarende materiale. De omfattende samlinger af billeder, optegnelser og andet materiale, der nu er til stede i Grønland, er et godt fundament for det videre arbejde.

Med planerne om olieefterforskning blev der sat omfattende undersøgelser over havfugle i gang for at vurdere, hvilke konsekvenser olie kunne få for havfuglene. Bortset herfra har indsatsen med at undersøge fuglebestandene i Grønland tidligere været begrænset, uanset den store betydning de har for fangersamfundene. Dette er nu ændret, bl.a er der ved Naturinstituttet nu en ornitologisk afdeling som arbejder tæt sammen med Danmarks Miljøundersøgelser.

2.5.2 Lomvier og ederfugle

Da Grønlands Naturinstitut i 1995 oprettede en ornitologisk afdeling, støttede Dancea et projekt, der skulle vurdere bestanden af havfugle. Lomvien var blevet studeret adskillige steder i tidligere undersøgelser tilbage fra 1984. Dancea støtten gjorde det muligt at få de kolonier, man endnu manglede i Østgrønland, talt med, og en langsigtet moniteringsplan for lomvier er nu etableret. Arbejdet blev indledt i Thule 1996 – 1997. Naturinstituttet betaler selv de videre undersøgelser, der i 1998 inddrog bestandene i Ilulissat og det sydlige Upernavik.

Ederfuglene har stor økonomisk betydning, både som føde og som eksport af fjer. Ud over at undersøge bestanden i felten benytter man sig af de oplysninger, der kan hentes i det grønlandske jagtbevis og fangstregistreringssystem "Piniarneq". Det kan give oplysninger om mere end antal. Med optællingerne i 1997 i Avernasuaq og i de indre dele af Kangaatsiaq fjordene er grunden til en langsigtet overvågning lagt. Dette blev betalt af Dancea, men finansieringen er nu overtaget af Grønlands Naturinstitut. Med egne midler har instituttet også startet en egentlig vinterovervågning fra fly af Vestgrønlands havfugle, og bestanden af havterner på Grønne Eilande er talt.

Indsatsen med havfuglene har været med til at gøre Grønland og Grønlands Naturinstitut synlig på verdenskortet, idet man nu er repræsenteret i det internationale havfuglearbejde, bl.a. Circumpolar Seabird Working Group (CSWG). Det har allerede givet resultater, idet der på baggrund af bl.a. Naturinstituttets undersøgelser er lavet to fælles arktiske planer om bevarelse af bl.a. ederfugle. Danmarks Miljøundersøgelser tager sig særligt af de undersøgelser, der koncentrerer sig om den betydning, f. eks. olieefterforskning- og indvinding har for fuglebestandene. Her er det særlig vigtigt at vide, hvilke dele af havene omkring Grønland, der benyttes af fuglene, både når de yngler og er på fældningstræk. Det er en nødvendig baggrund at have, når fremtidige olieindvindinger skal planlægges. Man ser ikke kun på arter med store bestande som f.eks. ederfugle. Også den fåtallige strømand er genstand for nøje overvågning i havet ud for Sydvestgrønland. Der er nemlig noget der tyder på, at ikke kun den grønlandske bestand, men også de fleste af de østcanadiske bestande, tilbringer vinteren her.