Tilrettelæggelse af miljødialog
5. Hvordan vælger du midler?
Du kan vælge midler, når du er sikker på, hvem virksomheden skal i
dialog med og de mål, dialogen skal opfylde. Du kan vælge mellem fire grupper midler,
som alle egner sig til miljødialog. Det drejer sig om distribution af miljøinformation,
personlig miljødialog, udbud af miljøinformationer og indsamling af miljøinformationer.
Hver gruppe består af en række midler, der er præsenteret her på siderne i form af
lister.
Du får den mest effektive dialog, hvis du kombinerer midler fra alle fire grupper. En
mere detaljeret beskrivelse af de enkelte midler finder du i Katalog over midler til
miljødialog, der er udgivet i samme serie som denne håndbog.
Du skal overveje to ting, når du vælger midler:
Hvor aktivt vil virksomheden og interessenten gå ind i dialogen? Hvis du har
udarbejdet et dialogkort og beskrevet interessenterne, kender du aktivitetsniveauet
Hvilke former for kommunikation lægger virksomhedens dialogmål op til? Formidling
af miljøinformationer, samtaler om miljø, øget kendskab til hinanden eller udbud af
informationer, så interessenterne selv kan vælge?
Som det fremgår af eksemplet her på siden, skal du bruge de dialogmål, som du har
formuleret, når du skal vælge midlerne. Ud for hvert mål, som du overfører til
skemaet, noterer du det eller de midler, der egner sig til at opfylde målet. Hvis du
bruger listerne med midler i 5.1, 5.2, 5.3 og 5.4, undgår du at overse relevante midler.
Interessent |
Dialogmål |
Midler |
Udvalgte kunder |
Vi skal i perioden 1/3 1/7 informere om fordelene ved
tilbagetagning af vores emballage, samt prøveperiode og pris. |
Direct mail
Personlige samtaler |
Leverandør af nøgleprodukter |
Vi skal inden 1/11 informere om vores møder med kunderne. |
Telefonsamtale |
Leverandører, der opfylder vores miljøkrav |
Vi skal inden 1/9 informere om vores miljøpolitik og
invitere til møde om, hvordan de kan leve op til den. |
Direct mail
Miljørapport
Messe
Møder |
Naboer |
Vi skal inden 1/3 informere om, at vi omlægger kørslen, men
at omlægningen kan tage op til et halvt år. |
Artikel i lokalbladet
Folder |

Hvis din virksomhed er mere aktiv i dialogen end interessenten, er der behov for at
præsentere forskellige miljøinformationer, så virksomhedens informationer, holdninger
og forslag fremstår præcist og overskueligt. Du kan vælge blandt følgende midler, der
egner sig til at distribuere miljøinformationer:
Annonce
Dagblade
Direct mail
Emballage
Etiketter
Fagblade
Foldere og brochurer
Lokalblade
Magasiner
Manual til fælles markedsføring
Miljøbrugsanvisning
Miljøledelsescertifikater
Miljømærker
Miljøoplysninger i økonomisk regnskab
Miljørapport
Miljøvaredeklaration
Nyhedsbrev
Personligt brev
Point-of-sale materiale
Postkort
Pressemøde
Radio
Tv
Tv-reklame
Video
Da der er stor konkurrence om modtagerens opmærksomhed, stiller midler fra denne gruppe
store krav til virksomhedens evne til at udforme dem, så de virker interessante og
overbevisende. Der er altid en fare for, at modtagerne ikke læser de informationer, de
modtager fra virksomheden. Og selvom de læser dem, er det ikke sikkert, at de fortolker
dem, som du ønsker. Derfor er du for det meste nødt til at kombinere skriftlig og
elektronisk miljøkommunikation med andre midler, der gør det muligt for interessenten at
komme til orde.
Når du vælger skriftlig og elektronisk miljøkommunikation, skal du overveje, om det er
nok kun at bruge midler, som virksomheden selv får udformet fx breve og tryksager
- eller om informationerne også skal ud gennem pressen.
Hvis du vælger at bruge pressen, skal du afveje fordele og ulemper. Fordelen er, at
informationerne fremstår mere troværdigt og kommer ud til mange modtagere på en gang.
Ulempen er, at du ikke kan være sikker på, at pressen omtaler virksomhedens
miljøforhold på den måde, du ønsker. Hvis du vil kommunikere om miljø gennem pressen,
kan du få gode råd i en anden af håndbøgerne i denne serie: Miljødialog gennem
pressen.
Du vil ofte have brug for at tale med interessenterne, hvis dialogmålet er et forslag
om, at de skal handle på en bestemt måde. Den personlige kontakt er som regel
nødvendig, hvis I skal blive enige. Det er der to grunde til: Samtaler er bedre egnet til
at få hurtige og uddybende svar på spørgsmål end andre midler, og de fleste
foretrækker at indgå aftaler ansigt til ansigt eller pr. telefon.
I forhold til andre midler er den personlige dialog den mest forpligtende
kommunikationsform, fordi begge parter på forhånd har besluttet at bruge tid på
hinanden. Og næsten altid med bestemte resultater for øje.
Du kan vælge mellem følgende former for personlig dialog til at diskutere
miljøspørgsmål:
Messer
Besøg på virksomheden
Møder
Hvis du vælger personlig dialog som middel, skal du være opmærksom på, at det stiller
krav til de kollegaer, der skal føre dialogen. Derfor skal du sørge for, at de løbende
får uddannelse i relevante miljøspørgsmål.
Du er også nødt til at kombinere den personlige dialog med forskellige former for
skriftlig og elektronisk miljøkommunikation til forberedelse af møder og
arrangementer.
Hvis interessenterne selv er aktive og interesserede i at få informationer om
virksomhedens miljøarbejde, kan du stille miljøinformationer til rådighed på en
hjemmeside, så de selv har mulighed for at vælge de oplysninger, de har behov for. Ved
hjælp af ny informationsteknologi kan du opbevare og præsentere store mængder
information om jeres miljøforhold.
Hvis du vælger at bruge hjemmesiden, skal du være sikker på, at du har de nødvendige
ressourcer til at opdatere informationerne. Miljøinformationer på hjemmesiden er
velegnede til alle, der selv har lyst til at finde dem. Men det er sjældent nok. Folk er
nødt til at vide, at informationerne er tilgængelige, før de på egen hånd kan finde
dem frem.
Ud over hjemmesiden kan du også gøre dine miljøinformationer tilgængelige for
interessenterne ved hjælp af:
intra- og extranet for udvalgte interessenter
virksomhedens omstilling
hotline til miljøspørgsmål
Et grundigt kendskab til hinandens ønsker og muligheder på miljøområdet er en
vigtig del af dialogen. Indsamling af information om interessenten før og undervejs i
dialogen forbedrer dine muligheder for at tilrettelægge miljøarbejdet, så det gavner
begge parter.
En løbende opdatering af viden om interessenternes behov er nødvendig, fordi viden og
holdninger forandres hurtigt på miljøområdet.
Informationsindsamlingen skal undersøge, hvordan interessenterne forholder sig til
forskellige forslag, og på hvilke områder virksomheden skal forbedre sine
miljøpræstationer og service for at opfylde interessenternes ønsker og krav.
Du kan vælge blandt følgende midler, hvis der er behov for at vide mere om virksomhedens
interessenter:
Spørgeskemaundersøgelse
Gruppeinterviews
Individuelle interviews
|