[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vejledning om EU's transportforordning 256/93 (EØF)

Bilag 6: Bevissikring

6.1.1 Sikring af beviser

En række oplysninger er afgørende for bedømmelsen af hvorvidt der kan /skal gennemføres en straffesag om overtrædelse af forordningen.

6.1.2 Affaldsbeskrivelse.

Der skal foretages en visuel bedømmelse af affaldet med en beskrivelse af affaldstypen og dens sammensætning specielt med henblik på at fastslå, hvad det er for forhold, der medfører, at transporten eller oplagringen af affaldet er ulovlig.

Det kan f.eks. være forskellige grønne affaldstyper - plast og papir - som er sammenblandet og som af den grund bevirker, at transporten skulle have været anmeldt.

6.1.3 Vægtangivelse

Mængden opgøres så nøjagtigt som muligt enten ved en beskrivelse af rumfang eller ved vægtangivelse.

Ofte er to eller flere affaldstyper med samme transport, hvorfor det i disse tilfælde er nødvendigt så nøje som muligt at opgøre, hvor store mængder, der er af hver affaldstype. Såfremt det er muligt bør der også foretages en opgørelse af affaldets eventuelle emballering - tromler/fade/paller/big bags/eller bulk.

6.1.4 Fotografering

Affaldet fotograferes så vidt det er muligt.

I flere tilfælde er affaldsemballagen forsynet med mærkesedler, hvis tekst sikres eventuel ved fotografering

Emballagen kan "nummereres" i tilsynsrapporten, således at de aktuelle tekstbeskrivelser kan anføres ud for hver enkelt, og man derved kan sikre sig oplysninger om oprindelsesstedet.

Dette har betydning både for bevissikringen, og for en evt. senere returnering af affaldet til afsendelseslandet.

6.1.5 Prøveudtagning/analysering.

Udtag prøver af affaldet, således at den visuelle beskrivelse kan støttes ved fremvisning af prøverne.

Ved prøveudtagning noteres så udførligt som muligt, hvornår og hvorledes prøven er udtaget.

Det kan være formålstjenligt at udtage parallelprøver, dels en prøve til senere fremlæggelse i retten, og dels en prøve, der kan benyttes som "sikkerhedskopi" af den eller de prøver, der fremsendes til analysering.

6.1.6 Transportform/oplagringssted.

Der kan for selve transporten være ulovlige forhold omkring affaldets sikring under transporten, hvilket beskrives.

På virksomhederne kan affaldet være oplagret uhensigtsmæssigt eller ulovligt, således at der kan opstå fare for det omliggende miljø.

Affaldsoplagring fotograferes og beskrives, specielt med henblik på de forhold, der skaber fare for miljøet og de eventuelle konsekvenser heraf.

Sikring af dokumenter.

Eventuelle fragtbreve eller ledsagedokumenter og tilladelser sikres, helst ved original ellers i form af kopi.

Personoplysninger.

Ved tilsyn på virksomhederne er det af stor betydning, at det noteres, hvem fra virksomheden, der var tilstede ved tilsynet, disse personers forklaringer om forholdene, og hvad, der er blevet aftalt om udbedring af forholdene.

Eventuelle aftaler skal fremgå af det brev, som tilsynsmyndigheden sender til virksomheden efter et tilsynsbesøg.

Skrivelser bør fremsendes såvel til virksomheden (A/S, Aps mfl.), som til den ansvarlige ledelse ved anbefalet brev, således at det efterfølgende kan påvises, at virksomheden har fået underretning om forholdene.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]