Vejledning om EU's transportforordning 256/93 (EØF) 1. IndledningDenne vejledning er udarbejdet af Miljøstyrelsen med det formål at være til hjælp ved brugen af Rådets forordning nr. 259/93 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra De Europæiske Fællesskaber, som senest ændret ved Rådets forordning nr. 120/97 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra De Europæiske Fællesskaber. Vejledningen er udarbejdet til brug for de virksomheder, der eksporterer eller importerer affald samt de myndigheder (kommuner, amter og politi), der har tilsynet med overholdelsen af forordningen. Forordningen er umiddelbart bindende for medlemsstaterne og skal altså ikke omsættes til national ret. Vejledningen knytter sig derfor især til selve forordningen og til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996 om import og eksport af affald, der supplerer forordningens regler på visse områder. Herudover er der i det omfang, det er fundet hensigtsmæssigt, også indarbejdet henvisninger til andre regler og redegjort for forholdet til disse. Arbejdet med vejledningen er udarbejdet i samarbejde med en følgegruppe bestående af repræsentanter for Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner og Rigspolitiet. 1.1 LæsevejledningVejledningen er inddelt i en række "enkeltvejledninger", således at brugerne f.eks. en virksomhed, der vil eksportere orange affald til nyttiggørelse i et andet EU-land, slår op i "Procedure for eksport af orange affald til nyttiggørelse i et EU-land". Vejledningen er forsynet med en række bilag. Bilag I redegør for forordningens formål og det generelle sigte med forordningen. Bilag II redegør for, hvem anmeldepligten påhviler og hvad der i Danmark forstås ved et godkendt center. I bilaget er endvidere opført lister over de forskellige former for nyttiggørelse og bortskaffelse. Disse lister kan løbende blive ændret, men de seneste udgaver vil altid være optrykt på anmeldeformularerne. Bilag III opregner de forskellige indsigelsesgrunde, som de kompetente myndigheder kan gøre gældende ved overførsler af affald. En kompetent myndigheds indsigelse kan have til følge, at overførslen ikke kan gennemføres. Bilag IV beskriver reglerne for klassificering af de forskellige affaldstyper som henholdsvis grønt, orange og rødt affald. Bilag V indeholder en beskrivelse af reglerne for transport af farligt affald. Affald defineres som farligt, hvis det falder ind under definitionerne af de enkelte fareklasser, f.eks. farlige stoffer, medens affald, der er opført på den grønne, orange eller røde liste er inddelt efter, hvad det består af, f.eks. glasaffald i ikke-spredbar form eller hvilken produktionsproces det stammer fra, f.eks. affald fra minedrift. Definitionen af farligt affald i relation til transportreglerne tager således udgangspunkt i affaldets iboende egenskaber. Bilag VI er rettet til tilsynsmyndighederne og politiet og beskriver, hvorledes disse myndigheder bør forholde sig i relation til fremskaffelse og sikring af beviser i relation til gennemførelse af straffesager for overtrædelser af forordningens regler. Bilagene VII, VIII og IX indeholder kopier af udfyldte anmelde- og ledsagedokumenter, eksempler på kontrakter og sikkerhedsstillelser. For at kunne bruge vejledningen vil det derfor være nødvendigt som virksomhed først at gøre sig klart, om der er tale om affald til bortskaffelse eller til nyttiggørelse (bilagII). Hvis der er tale om nyttiggørelse derefter at læse reglerne om klassificering af affald i henholdsvis grønt, orange og rødt affald. Det vil endvidere også være nødvendigt at undersøge, om det land, man vil overføre affald fra eller til, er et OECD-land eller ej, om det er part i Basel-konventionen eller ej, når der ikke er tale om overførsler mellem Fællesskabet. Miljøstyrelsen er behjælpelig med at oplyse, hvilken status lande udenfor EU har. 1.2 Web-stederDe opdaterede lister over grønt affald (bilag II), orange affald (III), rødt affald (bilag IV) og affald til nyttiggørelse, som det er forbudt at eksportere til ikke OECD-lande (bilag V) kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk under affald. Forordningen, affaldsdirektivet, rådsbeslutninger m.v. kan findes på www.europa.eu.int/eur-lex/da/. På www.europa.eu.int/comm/trade/miti/envir/waste.htm kan bl.a. findes en liste over hvilken procedure ikke OECD-lande ønsker fulgt for eksport af grønt affald.
|
|||