[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøvurdering af råvarer – Livscyklusvurdering og dataindsamling

1. Introduktion

Lak- og farveindustrien mødes i stigende omfang af krav om professionel information om deres produkters miljømæssige egenskaber i form af miljøvurderinger eller livscyklusvurderinger (LCA). Der foreligger ikke for øjeblikket et færdigudviklet operationelt metode- og regelsæt på dette felt, og det er vanskeligt at tilvejebringe de nødvendige data. LCA anvendes i dag til en lang række formål inden for forskellige sektorer; blandt disse kan specielt nævnes:

  • produktudvikling/produktforbedring
  • markedsføring
  • miljømærkning (ISO type I mærkning)
  • miljø "statements" (ISO type II mærkning)
  • miljøvaredeklarationer (ISO type III mærkning)
  • strategisk planlægning
  • grønne indkøb
  • andre miljøpolitiske beslutninger
  • produktstrategier
  • valg af energikilder til f.eks. elproduktion
  • affaldsbehandlingsstrategier
  • emballagepolitik

Der har i en længere årrække eksisteret velindarbejdede metoder, regelsæt og hjælpeværktøjer til information om farve- og lakprodukters egenskaber med hensyn til sikkerhed og sundhed. Til støtte for producenternes arbejde på dette felt har FDLF bl.a. udarbejdet interne vejledninger i mærkning, og der vedligeholdes et bibliotek af "sikkerhedskort", med basisoplysninger om fysisk-kemiske og toksikologiske egenskaber for en lang række brancherelevante råvarer.

For at støtte producenternes arbejde med at udvikle og tilvejebringe miljøinformation om farve- og lakprodukter har FDLF gennemført et projekt med henblik på at:

  • identificere forventninger og behov i branchen til en fælles råvaredatabase
  • katalogisere og prioritere råvaretyper
  • identificere databehov og kvalitetskrav til data i forbindelse med forskellige anvendelsesområder for LCA
  • gennemføre casestudier med henblik på at illustrere anvendelse af råvaredata i forbindelse med vurderingen af malevarer
  • udarbejde en vejledning til virksomhederne i dataindsamling og -vurdering

På grund af den beskedne succes med fremskaffelse af miljødata fra de store europæiske råvareproducenter er udarbejdelse af vejledning i dataindsamling og forslag til strukturering af database nedtonet i den endelige afrapportering af projektet.

I rapporten lægges hovedvægten på livscyklusvurdering (LCA) og mulighederne for anvendelse heraf. Dette princip er grundlæggende i beskrivelse og vurdering af produkters miljøbelastning, og anvendes i bl.a. miljømærker og -varedeklarationer. Rapporten er opbygget på følgende måde:

I kapitel 2 gives en kort introduktion til LCA samt en beskrivelse af anvendelsesmuligheder for LCA i lak- og farveindustrien.

I kapitel 3 gives en vejledning i indsamling af data fra råvareleverandører til brug for LCA.

I kapitel 4 gives en oversigt over råvarer anvendt i lak- og farveindustrien.

I kapitel 5 gives en oversigt over datakilder til brug ved anvendelse af LCA.

I kapitel 6 beskrives forløbet af datasøgningen og resultatet heraf.

I kapitel 7 er vist eksempler på udførelse af LCA for forskellige farverecepter.

I kapitel 8 gives en detaljeret referenceliste opdelt i datakilder, metodebeskrivelser og andre relevante referencer.

Der har under projektet været et krav fra FDLF om fuld fortrolighed omkring anvendelse og leverance af råvarer. Af denne grund er alle navne på leverandører og producenter søgt udeladt eller anonymiseret i rapporten. 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]