Nye metoder til overvågning af miljøfremmede stoffer i vandmiljøet

10. Konklusion

Passive akkumulerende indsamlere

Der er et antal passive akkumulerende indsamlere (PAI’er) til rådighed for overvågning af miljøfremmede stoffer i vand. "Semipermeable membrane device" (SPMD) fremstår som den bedst undersøgte og mest anvendte. Det er også den metode, som i andre lande er nærmest en status som moniteringsinstrument. Der er ikke blandt PAI’er med samme "alder" (10 år) andre som kan komme på tale til generelle moniteringsformål. Blandt helt nye indsamlere er der konstruktioner med sammenligneligt princip og kapacitet, som muligvis kan opnå samme funktion. Der er dog endnu yderst begrænsede resultater på disse.

Stofgrupper

Af de vurderede PAI’er er der flest in situ anvendelser af SPMD metoden. Her er der også mange resultater for stoffer, der er relevante for det nuværende Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljøet (NOVA 2003). Alle hydrofobe stoffer vil kunne moniteres (logK_ow > 3). For nogle af de mere vandopløselige pesticidgrupper er der ikke data og der skal formodentlig anvendes anden type PAI. Kationiske og anioniske detergenter har været testet på de eksisterende PAI’er, men sætter sig i grænselaget mellem PAI’ens overflade og vandfasen. For disse stoffer og andre ioniske stoffer er anvendelse af den eksisterende SPMD og andre PAI’er ikke fordelagtig.

Matricer

Der er ingen tekniske problemer (f.eks. holdbarhed) ved eksponering af PAI’er i matricerne i hydrosfæren, heller ikke marine i forhold til ferske vande. SPMD skiller sig ud som den mest anvendte. De typiske problemer vedrører tab af indsamler, vandalisering og begroning. Langtidseksponering vil give bevoksning af PAI’en, men effekten på optagelseshastighed kan kvantificeres med interne standarder.

Der er særlige fordele ved anvendelse af SPMD’er til screeningsformål under forhold, hvor koncentrationen svinger, f.eks. vandløb, drænrør og spildevand. De afgiver meget langsomt det stof som allerede er optaget, og vil derfor registrere forbigående høje koncentrationer af stoffet selvom koncentrationen i vandet udenfor falder igen. PAI’er er ikke flowmålere, og hvor udledningsmængden styres af stærkt svingende strømhastigheder må de kombineres med andre metoder. Ved lave, men formodede konstante koncentrationer, f.eks. i havmonitering, kan SPMD’ers lave detektionsgrænser være en fordel fremfor konventionelle metoder.

Biota

Solvent-fyldte dialyseslanger, som er en simpel og lettilgængelig PAI-metode, opkoncentrerer for lidt af typiske fedtopløselige stoffer og kan ikke anvendes kvantitativt i forhold til bioakkumulering. SPMD’er har et favorabelt overflade-volumen forhold og opkoncentrerer miljøfremmede stoffer til koncentrationer tæt på de biologiske. Med den nuværende viden kan de ikke anvendes til kvantitativ monitering af biokoncentrering, men optagelsesrater i SPMD kan sammenlignes med biota.

Sedimenter

PAI’er er primært anvendelige til kvalitative og semikvantitative formål i sedimenter, hvor sammenligninger er relevante. Potentialet for bioakkumulering fra porevand i sediment kan estimeres med SPMD’er. Beregning af porevandskoncentrationer af miljøfremmede stoffer er mulig, men skal sandsynligvis gennemføres med initielle rater for optag som grundlag for vandkoncentrationen. Anvendelsesområdet i sediment er ikke veludviklet.

Kvalitetssikring

De få data for PAI’er der findes på dette område er fra SPMD. Variationen mellem replikater for SPMD’er afhænger af stoffet (vandopløselige stoffer har højere variation). Den relative standard afvigelse svinger mellem <5% op til 30-50%. PAI’er kan kvalitetssikres med interne standarder som måler permeabiliteten af membranen under eksponering (afprøvet på SPMD). Der er grund til at tro, at SPMD’er kan overholde NOVA 2003 programmets mål for præcision og nøjagtighed for de hydrofobe stoffer. For stærkt hydrofobe stoffer kan SPMD’er muligvis bidrage med lavere detektionsgrænser.