| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Pesticidanvendelser i forskellige brancher

6. Resultater

Gennemgangen af produkthåndbøger har givet anledning til i alt ca. 950 registreringer på produktnavn og ca. 630 på aktivstoffer. Mange stoffer anvendes inden for flere brancher, hvorfor registreringen i alt skønsmæssigt omfatter ca. 300 produkter og ca. 250 aktivstoffer. Fordelingen af registreringer er oplyst i nedenstående tabel.

Tabel 6.1
Antal registreringer af aktivstoffer og produkter inden for de 6 brancher.

De kortlagte pesticider er opgjort branchevis. Opgørelsen for hver af de omfattede brancher er vedlagt i bilag 1.

Særlige observationer i forbindelse med kortlægningen er anført nedenfor.

6.2 Additiver

Pesticidprodukter indeholder ud over aktivstoffet også fyldstoffer og hjælpestoffer, hvis formål er at maksimere virkningen af aktivstoffet. Stoffernes kemiske sammensætning oplyses normalt ikke på produktbladet, idet de anses for at være fabrikshemmeligheder.

Indeholder produktet ikke sådanne stoffer, tilsættes de ofte umiddelbart før anvendelsen.

Følgende stoftyper optræder som additiver:

1. Penetreringsolier: øger midlets indtrængen i planter og insekter.
2. Sprede-/klæbemidler (til bladmidler): nedsætter overfladespændingen og øger midlets klæbeevne (f.eks. alkohol ethoxylater).
3. Opløsningsmidler (i dag hovedsageligt vand)
4. Andre additiver: f.eks. ammoniumsulfat, der øger indtrængningen af visse midler (herbicider).

6.2.1 Hjælpestoffer som er aktuelle i forbindelse med forureningskortlægning

De to typer af hjælpestoffer, der formodes at være interessante i forbindelse med forureningskortlægning er detergenter og opløsningsmidler

Detergenter:

Alkylbenzene sulfonater, herunder f.eks. LAS og BAS. Sidstnævnte er forgrenede og derfor forholdsvis persistente.

Alkylphenol ethoxylater. Disse samt deres nedbrydningsprodukter (nonylphenol og octylphenol) er persistente og har hormonlignende effekter.

Opløsningsmidler:

Alifatiske, cykliske og aromatiske kulbrinter. Heraf vil det primært være aktuelt at koncentrere sig om de aromatiske, da de andre må formodes at være nedbrudt.

6.3 Bejdsemidler anvendt til behandling af udsæd

Forbruget af bejdsemidler har i perioden været under 2% af det samlede pesticidforbrug i Danmark (fungicid, insekticid, herbicid og rodenticid). Det samlede forbrug af bejdsemidler (fungicider og insekticider) ligger i størrelsesordenen 80-110 t virksomt stof. I 1994 udgjorde fungicidbejdser 11% af det samlede fungicidforbrug, og insekticidbejdser udgjorde 12% af det samlede insekticidforbrug. Procentdelen er i de senere år mindre pga. svingninger i forbruget af svampe og insektmidler efter de indførte pesticidafgifter og pga. udgåede midler.

Den væsentligste mængde bejdsemiddel er anvendt på udsæd af de store landbrugsafgrøder: byg, hvede, rug, havre, ærter, hestebønne, raps, roer og kartofler. Cirka 70% af bejdsemidlerne anvendes i korn med størst forbrug i vintersæd. Mellem 80 og 100% af udsæden er certificeret i Danmark og er håndteret af korn og foderstoffirmaer samt frøfirmaer.

Denne situation er unik for Danmark, idet landmændene i de fleste af vore nabolande meget oftere anvender egen udsæd og dermed også bejdser en højere andel af deres udsæd på egne bedrifter. Prisen for normal bejdsning af byg og hvede er henholdsvis ca. 10 kr./100 kg og 20 kr./100 kg. Hertil skal lægges udgifter til drift, vedligeholdelse og forrentning af anlæggene. Der er kun en meget begrænset import af sædekorn til Danmark. Der eksporteres en vis del, bl.a. bejdsede roefrø, grønsagsfrø og kun sjældent bejdsede græsfrø.

Hovedparten af bejdsningen er således foregået hos korn- og foderstofselskaberne for korn, ærter og raps, dog også ret store mængder raps, ærter og fodersukkerroer hos frøfirmaerne, mens sukkerroerne er bejdset (pilleret) hos sukkerroefirmaerne.

Bejdsemidler mod frøbårne svampesygdomme og evt. insekter er anvendt over hele landet. Dog er insektbejdsemidlerne til frøbejdsning generelt anvendt i mindre omfang i Nord- og Vestjylland, dels fordi der er mindre forekomst af insekter i disse egne, dels fordi arealet med de afgrøder, som typisk kræver insektbejdsning (raps og grønsagskulturer), er mindre. Korn bejdses næsten aldrig med en insekticid. Indikatorfarven, som skal tilsættes bejdset udsæd, kan være rodamin. Farven skal være rød til korn og ærter, mens farvevalget er frit til de andre kulturer.

Der er kun i begrænset omfang tidligere redegjort for kortlægning af punktbelastninger ved bejdsning inden for de undersøgte brancher. I det følgende gennemgås derfor de forskellige bejdsemetoder samt anvendte bejdsemidler. De angivne oplysninger stammer hovedsageligt fra fagkonsulent Ole Johansen, /101/.

6.3.1 Gårdbejdsning

Gårdbejdsning er forekommet i hele perioden, og den største del af gårdbejdsningen er foretaget af enmandsvirksomheder med transportable anlæg. Også den enkelte landmand har undertiden bejdset sin egen udsæd, især af de afgrøder, som kræver en lille udsædsmængde (raps). Enkelte større godser har også investeret i eget anlæg. Gårdbejdsningen udgør dog næppe mere end 5% af det samlede bejdseforbrug i perioden. Grønsagsfrøene er dog fortrinsvis bejdset på gårde og gartnerier, især i perioden frem til 1980’erne.

6.3.2 Tørbejdsning

Tørbejdsning var mest almindelig for alle kulturer i 50’erne. Ved tørbejdsning kommes frøet i en beholder sammen med bejdsemidlet, hvorefter beholderen rystes eller drejes rundt, så alt frøet indpudres i bejdsemidlet.

Disse anlæg var dominerende i såsædsvirksomhederne i 50’erne og anvendtes også i 60’erne og 70’erne parallelt med vådbejdsningsanlæggene. Disse tørbejdsningsanlæg var meget åbne og forårsagede, at meget støv fra bejdsemidlet og frøet lagde sig overalt på gulve og maskiner. Det blev fejet sammen og bortkastet sammen med al anden affald og ofte fejet uden for fabriksanlægget. For gårdbejdsningen har tørbejdsningsmetoden været dominerende helt op i 70’erne.

6.3.3 Vådbejdsning

Vådbejdsning blev dominerende i løbet af 60’erne. På det tidspunkt havde de fleste såsædsvirksomheder både et anlæg til vådbejdsning og et til tørbejdsning. Ved overgangen til vådbejdsning foregik processen ligeledes i en beholder, som kunne rotere. Frøet i beholderen tilsattes bejdsemidlet som en væske, og beholderen roterede, indtil frøet var dækket af bejdsemiddel. Der var normalt et mindre spild på gulvet omkring beholderen, men den væsentligste risiko for punktforurening var, når beholderen tømtes, efter at frøet var bejdset. Denne tømning kan være sket på jorden uden for bygningen eller direkte i et vandløb. Risikoen for den form for bortskaffelse var højest i perioden fra 50’erne til og med 70’erne.

Ved overgang til vådbejdsning blev arbejdsgangen radikalt ændret i såsædsvirksomhederne. Den roterende beholder, der skulle åbnes ved tømning, blev erstattet af et gennemløbsanlæg, hvor korn og frø påføres bejdsemidlet umiddelbart inden afvejning og opsækning. Bejdsningen foregår da i lukkede anlæg med afsugning til filter. Indholdet af dette filter skal afleveres til den kommunale modtageordning.

Kun ved uheld eller lemfældig omgang med sugeslanger kan der forekomme spild nær bejdseanlægget hos de såsædsvirksomheder, der eksisterer i dag. Der er generelt en tendens til, at væsken anvendt til vådbejdsning er gået fra at være organiske opløsningsmidler til mere vandige opløsninger fra midten af 80’erne. Denne tendens har været endnu mere udtalt siden 1996.

6.3.4 Anvendte bejdsemidler i de enkelte frøtyper

Udsæd af kornarterne (byg, hvede, rug og havre) har været bejdset med kviksølvmidler fra 50’erne til midten af 70’erne. De første fremavlsgenerationer af korn blev dog fortsat bejdset med kviksølvmidler indtil begyndelsen af 80’erne, men forbruget af kviksølv er meget lille efter 1974. I 50’erne var det fortrinsvis en tørbejdsning med kviksølv (fx "tillantin" og "Panogen", to meget flygtige kviksølvforbindelser), mens det i 60’erne ændredes til vådbejdsning stadig med kviksølvmidler som "Panogen" og "Germisan universal vådbejdse".

Byg, som udgør langt den største afgrøde i de første tre årtier, er siden midten af 70’erne blevet bejdset med imazalilmidler ("Fungazil"), og dette middel har ofte været blandet med et andet middel som fx. guazatin ("panoctine"), thiabendazol ("Tecto", mens blandingsproduktet mellem thiabendazol og imazalil hedder "Fungazil TBZ"), carboxin (blandingsproduktet med imazalil er "Fungazil C"), tridimenol ("Baytan"), og senest i 1997 er blandingen mellem imazalil og tebucanol ("Raxil") kommet på markedet.

Hvede har været den næststørste kornafgrøde i de tre første årtier og den største afgrøde siden begyndelsen af 90’erne. Hvede blev fra midten af 70’erne bejdset med blandingsmidlet fuberidazol/dimethyldithiocarbamat ("Neo-Vonit"), fra slutningen af 70’erne med tridimenol ("Baytan") og fra midten af 80’erne med fuberidazol/bitertanol ("Sibutol LS 280"). Parallelt med disse midler har hveden siden midten af 70’erne meget ofte været bejdset med guazatin ("Panoctine") indtil 1998 og siden da med N-methylpyrarolyl eller diphenoconasol ("Dividend").

Frø af sukkerroer og fodersukkerroer har konsekvent været bejdset i hele perioden. Kviksølvmidler var dominerende fortrinsvis som tørbejdsning i 50’erne, mens det blev en vådbejdsning fra begyndelsen af 60’erne. Fra slutningen af 60’erne blev de fleste roefrø pilleret, og der har i Danmark ikke været anvendt kviksølvmidler i kombination med pillering af roefrø. Kviksølvmidlerne dominerede således som fungicidbejdse, indtil pilleringen blev indført, hvor et hollandsk produkt TCMCB en kort overgang overtog kviksølvmidlernes plads, men meget hurtigt blev roefrøet dog behandlet med thiram som det helt dominerende produkt. Roerne har endvidere været behandlet med insektmidlet Lindan siden begyndelsen af 60’erne, hvor det dog hurtigt blev overtaget af mesurol fra midten af 60’erne og af furathiocarb ("Promet") fra begyndelsen af 80’erne og i de seneste år af midlet imidacloprid ("Gaucho").

Ærter, hestebønne og raps er afgrøder, som har størst betydning som afgrøder i Danmark fra midten af 70’erne til slutningen af 80’erne, dog stadig med nogen betydning i 90’erne. Bejdsningen har fortrinsvis været udført som en vådbejdsning. Udsæd af ærter blev bejdset med captanmidler til slutningen af 80’erne, hvorefter thiram helt dominerer. En periode i slutningen af 80’erne til begyndelsen af 90’erne blev endvidere bejdset med metal-axyl "Apron".

Rapsudsæden blev ligeledes bejdset med captan til slutningen af 80’erne, hvorefter thiram har været det mest anvendte bejdsemiddel. Rapsen blev i en periode tillige bejdset med insektidmidler, som fx lindan. Blandingsproduktet "Vitavax", hvis aktivstof er en blanding af carboxim, thiram og lindan, var populært i 80’erne. Dette middel er nu forbudt i Danmark, men der er dispensation til bejdsning af ærter til eksport.

Grønsags- og blomsterfrø har ligeledes været behandlet med kviksølvmidler i 50’erne, og det var flere steder i form af en tørbejdse helt op i 60’erne. Vådbejdsningen begynder dog at dominere fra slutningen af 60’erne. Denne vådbejdsning blev i øvrigt ofte foretaget med den formulering, der ellers var tiltænkt udsprøjtningen på markerne, fordi det skummede mindre, dvs. captafol ("Orthocid Difolatan 80"). Bejdsningen var derfor ikke farvet, men fra slutningen af 70’erne var frøfirmaerne nødt til at benytte bejdseformuleringen med rød farveindikator.

Allerede fra midten af 60’erne blev fungicidbejdsningen udført med captanmidler ("Orthocid 75"). Thiram (fx. "Danatex 50") overtager gradvist captan op igennem 80’erne og dominerer helt bejdsningen af grønsagsfrø i dag. Visse typer af grønsager har endvidere været insekticidbejdset med lindan (salat frø o.l.). En stor del af grønsagsfrøene har været bejdset på gårdene (gartnerierne), og det er her, at man finder årsagen til det store udbud af bejdsemidler. Frøfirmaerne har bejdset med nogle få midler, og hovedparten af frøfirmaernes bejdsning vedrører grønsags- og blomsterfrø til eksport.

Læggekartoflerne bejdses ret konsekvent, men hovedparten af denne bejdsning foregår samtidig med lægning i foråret (monceren og rizulex). Dog forekommer også bejdsning af kartofler efter optagningen i efteråret, men dette er såkaldte lagringsbejdse. Dette sker på gårdene eller på kartoffelsortercentralerne. Midlerne hertil var tidligere thiabendazol og har siden 1997 været imazalil.

Det vurderes, at de væsentligste midler, som udgør en punktkilde forureningsrisiko, og som samtidig er anvendt i store mængder, er kviksølvmidlerne og i mindre grad lindan. I slutningen af 60’erne udgår alkyl- og methylkviksølvmidlerne, som var mere flygtige (letoptagelige) end de kviksølvmidler, der forsøgtes introduceret i begyndelsen af 70’erne. Alle kviksølvmidler udgår dog i midten af 70’erne, om end de tidligste opformeringsgenerationer af korn får lov til at blive kviksølvbejdset til begyndelsen af 80’erne. Lindan udgår i slutningen af 80’erne og forbydes helt i 1995.

Pesticidanvendelsen inden for frugtavl og gartneri er nærmere beskrevet i Amternes Videncenter for Jordforurening, Teknik og Administration, nr. 5 1998: Branchebeskrivelse for aktiviteter med pesticidhåndtering og -anvendelse. Maskinstationer, planteskoler, frugtplantager og gartnerier.

Større planteskoler og frugtplantager anvender tit i forbindelse med skift i plantekulturer korn som mellemkulturer. Dette betyder dels, at andre ikke i branchen normalt anvendte stoffer kan være anvendt, og dels at midler brugt her kan være anvendt ud over de tilladte anvendelsesområder.

Kemikaliefirmaer har traditionelt ikke ønsket midler registreret som planteskolemidler, idet branchen er for lille og for specialiseret til, at det kunne betale sig for kemikaliefirmaerne at bruge ressourcer på godkendelse af midler til branchen. Dette betyder, at midler hverken er tilladt eller anbefalet inden for branchen.

Nordisk Alkali Biokemi A/S (NAB) var specialiseret inden for de mindre brancher (havebrug, frugt, planteskoler og gartneri). Brancherne var små, hvilket betød en begrænset afsætning af NAB’s midler. Efter NAB’s ophør er landbrugsmidler brugt i de små brancher på trods af manglende tilladelse/godkendelse.

Svampeangreb er et særligt problem i planteskoler, specielt inden for frugttræer, roser og frø til træer, da de spirer langsomt.

Behandling af frø inden udsåning har været almindelig udbredt. Bejdsning er typisk sket med svampemidler i en cementblander.

Det skal bemærkes, at herbicider er plantegifte, og at der i en produktionsplanteskole aldrig kan behandles med større mængder end dem, der kan nedbrydes i kulturtiden på den behandlede plante.

De steder, der kan være belastet med større mængder herbicider, skal således findes uden for det egentlige produktionsareal, f.eks. gårdspladser.

Pesticidanvendelsen inden for maskinstationer er nærmere beskrevet i Amternes Videncenter for Jordforurening, Teknik og Administration, nr. 5 1998: Branchebeskrivelse for aktiviteter med pesticidhåndtering og -anvendelse. Maskinstationer, planteskoler, frugtplantager og gartnerier.

6.6 Materielgårde og anlægsgartnere

Anlægsgartnerier og materielgårde er kendetegnet ved specialisering i sprøjtning af enkelte afgrødetyper.

Der har ikke tidligere været egentlige sprøjteplaner specifikt for materielgårde og anlægsgartnere. Dansk Jordbrugsforskning har lavet sprøjtevejledninger til anlægsgartnerne. Her ud over er der som udgangspunkt for sprøjtningen anvendt kataloger fra kemikaliefirmaerne.

Efter forbud mod anvendelsen af Prefix i 1996 kom der en sprøjtevejledning for offentlige arealer.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |