[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Omkostninger og økonomiske sikkerhedsstillelse ved deponering af affald

1              Indledning

1.1    Baggrund for projektet

1.2    Projektets formål

1.3    Projektafgrænsning

1.4    Definitioner

1.1          Baggrund for projektet

Gebyrfastsættelsen på deponeringsanlæg er aktualiseret på grund af vedtagelsen af Rådets direktiv af 26. april 1999 om deponering af affald /1/. I direktivets artikel 10 fastsættes det, at det skal sikres, at alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende samt de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af det deponeringsgebyr, anlægget forlanger for deponeringen.

I direktivets artikel 8 fastsættes det endvidere, at et deponeringsanlæg kun må godkendes, hvis ansøgeren, inden deponeringen påbegyndes, har truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger af godkendelsen, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i art. 13 følges. Denne sikkerhed eller tilsvarende tilbageholdes, så længe anlægget er genstand for overvågning og monitering i overensstemmelse med art. 13, litra d).

På baggrund heraf har Miljøstyrelsen besluttet at iværksætte et udredningsarbejde om mulighederne for sikkerhedsstillelse i relation til direktivets artikel 8 og 10.

Som et vigtigt element i udredningsarbejdet skal der foretages en analyse af gebyrfastsættelse ved affaldsdeponering, herunder størrelsen af omkostninger ved planlægning, etablering, drift, nedlukning og efterbehandling af et deponeringsanlæg samt omkostninger til sikkerhedsstillelse.

1.2           Projektets formål

Projektet er udarbejdet til brug for dansk implementering af direktivet om deponering af affald, specielt implementeringen  af direktivets artikel 8 og 10 i sammenhæng med artikel 13. Danmark skal have implementeret direktivet inden den 16. juli 2001, jf. direktivets artikel 18, stk. 1. Implementeringen kræver en ændring af miljøbeskyttelsesloven, og endvidere skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om affaldsdeponering. Implementeringsarbejdet er påbegyndt i efteråret 1999 og forventes afsluttet i foråret 2001.

Formålet med projektet har været at få undersøgt muligheder og former for sikkerhedsstillelse – bankgaranti, fond-/puljeordninger, selvforsikring, forsikringer – herunder kommunernes muligheder for sikkerhedsstillelse. Endvidere har det været formålet at få lavet en udredning af, hvilke omkostninger vedr. sikkerhedsstillelse, nedlukning og efterbehandling der skal medregnes for at opfylde direktivets krav, herunder sikkerhedsstillelsens størrelsesorden og sikring af gennemsigtighed heri.

Udgangspunktet for projektet har været, at udredningen omfatter alle aspekter i tilknytning til sikkerhedsstillelse, herunder inddragelse af ekspertise inden for alle relevante fagområder, såsom teknisk, juridisk, forsikringsmæssig og økonomisk ekspertise.

Det har været målet, at Miljøstyrelsen på baggrund af projektet vil blive i stand til at udpege den mest anvendelige form for sikkerhedsstillelse til brug for implementeringen af direktivet. Endvidere giver rapporten retningslinier for bedømmelse af de omkostninger, der kræves sikkerhedsstillelse for.

1.3           Projektafgrænsning

Affaldskategorier, kategorier af deponeringsenheder

Deponeringsdirektivet opererer med 3 kategorier af affald, svarende til 3 kategorier af deponeringsenheder:

·        Inert affald / deponeringsenhed for inert affald

·        Ikke-farligt affald / deponeringsenhed for ikke-farligt affald

·        Farligt affald / deponeringsenhed for farligt affald

I Danmark opdeles ikke-farligt affald yderligere i mineralsk affald og i blandet affald. I relation til sikkerhedsstillelsesproblematikken vil der således i nærværende rapport blive skelnet mellem følgende 4 affaldskategorier, som fremover forudsættes deponeret individuelt på forskellige deponeringsenheder hver deres karakteristika:

·        Inert affald

·        Mineralsk affald

·        Blandet affald

·        Farligt affald

Deponeringsanlæg omfattet af direktivet og projektet

I direktivets artikel 14 er angivet, at alle bestående deponeringsanlæg skal overholde kravene i direktivet med undtagelse af kravene i bilag I, punkt 1 (krav til beliggenhed), senest otte år efter gennemførelsen af direktivet i national ret.

På denne baggrund forudsættes det, at der skal stilles sikkerhed for alle nye deponeringsanlæg samt hele eller dele af eksisterende anlæg, som opnår godkendelse af amterne i overensstemmelse med direktivets/danske krav. Endvidere forudsættes det, at der ikke skal stilles sikkerhed for deponeringsanlæg, hvor affaldsdeponering er ophørt. Ligeledes forudsættes det, at anlæg, der lukkes inden for overgangsperioden på maksimalt otte år, heller ikke skal stille sikkerhed.

I 1998 blev der ifølge /12/ deponeret affald på 55 deponeringsanlæg i Danmark. Endvidere var der i 1994 registreret 49 fyldpladser ifølge /6/. Hovedparten af anlæggene er offentligt ejede, kun få er privatejede. Samtlige eksisterende anlæg forudsættes at skulle godkendes, jf. direktivets/danske krav inkl. krav til sikkerhedsstillelse – alternativt at anlæggene skal nedlukkes senest i 2009.  

Omkostninger der medregnes i sikkerhedsstillelsen

Det har været udgangspunktet, at sikkerhedsstillelsen skal omfatte alle uforudsigelige omkostninger forbundet med miljømæssige påvirkninger fra det tidspunkt, hvor 1. læs affald er modtaget på et deponeringsanlæg, til udløbet af efterbehandlingsperioden. Endvidere skal alle forudsigelige omkostninger i forbindelse med nedlukning og efterbehandling være omfattet (for en definition af begreberne forudsigelige og uforudsigelige omkostninger se afsnit 1.4).

Omkostninger til planlægning og etablering af et deponeringsanlæg vil ikke blive medregnet i sikkerhedsstillelsen. Forudsigelige omkostninger i driftsperioden vil heller ikke blive medregnet i sikkerhedsstillelsen, da de formodes at udgøre en integreret del af anlæggets driftsbudget.

Det forudsættes, at eksisterende deponeringsanlæg – der opnår godkendelse af amterne - kun skal stille sikkerhed svarende til den mængde affald, der deponeres efter det tidspunkt, hvor amtets godkendelse foreligger. Denne forudsætning er baseret på direktivets artikel 10, hvor det angives, at omkostningerne til sikkerhedsstillelse så vidt muligt skal dækkes af den betaling, operatøren forlanger for deponering af affald.

Således skal der - i tilfælde af amternes godkendelse af ældre deponeringsanlæg, hvor affald stadig deponeres - kun stilles sikkerhed svarende til en mindre del af den samlede affaldsmængde deponeret på det pågældende anlæg. Såfremt anlæggene ikke godkendes, vil der sandsynligvis ikke blive krævet sikkerhedsstillelse, men derimod stillet krav om, at de pågældende anlæg lukkes hurtigst muligt.

Omkostninger til faglig og teknisk oplæring og uddannelse af et deponeringsanlægs operatører og personale er ikke medregnet i sikkerhedsstillelsen, idet sådanne omkostninger forudsættes afholdt over den primære drift.

Varighed af efterbehandlingsperioden

Efter endt deponering og nedlukning af en deponeringsenhed er operatøren fortsat ansvarlig for monitering, perkolatbortskaffelse mv. i efterbehandlingsperioden, som varer, indtil enheden ikke længere udgør en miljømæssig risiko. Længden af efterbehandlingsperioden er vanskelig at fastsætte. Nærværende projekt tager udgangspunkt i en efterbehandlingsperiode på 30 år, hvor der i direktivets artikel 10 er angivet, at perioden skal være mindst 30 år.

Drift af deponeringsanlæg

I forbindelse med sikkerhedsvurderingen vil kvaliteten af driften af deponeringsanlæg ikke blive vurderet, idet vilkår i miljøgodkendelserne for de enkelte anlæg samt det løbende tilsyn anses for dækkende.

1.4           Definitioner

I det følgende angives definitioner på en række centrale begreber, som anvendes i rapporten.

Aktiv periode

Sum af driftsperiode, nedlukning og efterbehandlingsperiode.

Aktive, miljøbeskyttende systemer

Ved aktive, miljøbeskyttende systemer forstås indretningselementer som membraner, dræn, pumper, afledning til renseanlæg og lignende. Hvis disse systemer svigter, opnås der ikke længere optimal miljøbeskyttelse. Optimal miljøbeskyttelse er påkrævet, indtil perkolatet fra affaldet er acceptabelt i grundvand eller overfladevand. Indtil da skal aktive, miljøbeskyttende systemer være holdbare eller kunne udskiftes løbende. Aktive, miljøbeskyttende systemer kræver overvågning.

Deponeringsanlæg

Deponeringsanlæg er i direktivets artikel 2 defineret som:

Et deponeringsanlæg vil som oftest være opdelt i en række individuelle deponeringsenheder.

Deponeringsenhed

En deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret område på deponeringsanlægget, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning og egenskaber deponeres sammen under kontrollerede forhold. Hver enkelt deponeringsenhed indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og forskellige niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de affaldstyper, der deponeres på enhederne.

Se endvidere definition af ”standard deponeringsenhed”.

Driftsperiode

Defineres her som den periode, hvor en deponeringsenhed er under opfyldning. I økonomiberegningerne er forudsat en typisk driftsperiode på 10 år for en deponeringsenhed. Et deponeringsanlæg med flere deponeringsenheder vil typisk have en samlet driftsperiode, som er væsentlig længere end 10 år, idet de enkelte deponeringsenheder anlægges og drives i forlængelse af hinanden.

Efterbehandlingsperiode

Defineres her som den periode efter nedlukning, hvor fortsat drift og kontrol af enhedens aktive, miljøbeskyttende systemer er nødvendig (f.eks. perkolatopsamling). I økonomiberegningerne er forudsat en efterbehandlingsperiode på 30 år. Dette gælder dog ikke for inert affald, hvor efterbehandlingsperioden beregningsmæssigt sættes til 5 år.

Forudsigelige omkostninger

Omkostninger til kontrol og forebyggelse af miljøpåvirkninger, som optræder i driftsperioden, ved nedlukning og i efterbehandlingsperioden (f.eks. perkolatbortskaffelse, monitering).

Nedlukning

Afsluttende arbejder i forbindelse med en deponeringsenheds overgang fra driftsperiode til efterbehandlingsperiode. Arbejderne omfatter typisk etablering af slutafdækning på deponeringsenheden. I økonomiberegningerne er dette arbejde forudsat udført umiddelbart efter driftsperiodens afslutning. I praksis udføres det ofte over en længere periode.

Passiv periode

Periode, der indtræder i forlængelse af efterbehandlingsperioden. I den passive periode udgør deponeringsanlægget ikke længere en risiko for omgivelserne.

Passive, miljøbeskyttende systemer

Ved passive systemer forstås systemer, der afskærmer det deponerede affald mod omgivelserne. Hvor der udelukkende anvendes passive systemer, består miljøbeskyttelsen alene i kendskab til affaldet, der deponeres. Passive miljøbeskyttende systemer er kendetegnet ved, at systemerne altid kan overlades til sig selv og i princippet ikke vil kræve kontrol, tilsyn eller vedligeholdelse for at opfylde funktionskravene.

Standard deponeringsenhed

                        Begrebet ”standard deponeringsenhed” bruges i denne rapport i for­bin­delse med vurdering af hyppighed for forskellige miljøpåvirkninger samt ved beregning af størrelsesniveauet for forudsigelige og uforudsigelige omkostninger. En standard deponeringsenhed antages at have et areal på 20.000 m² og en middel fyldhøjde på 10 m.

Uforudsigelige omkostninger

                        Omkostninger til afhjælpning af skader på et deponeringsanlægs miljø­beskyttende systemer samt følgevirkninger af sådanne skader på personer, ejendomme og det omgivende miljø.

Deponeringsgebyr

Skal dække alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostninger ved sikkerhedsstillelse og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år.

 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]