[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Omkostninger og økonomiske sikkerhedsstillelse ved deponering af affald

2              Historisk udvikling af deponeringsanlæg

2.1    Historisk udvikling af deponeringsanlæg

2.2    Kritiske elementer og deres holdbarhed

2.3    Risikoprofil for forskellige kategorier af deponeringsenheder

2.3.1 Deponeringsenheder for inert affald

2.3.2 Deponeringsenheder for mineralsk affald

2.3.3 Deponeringsenheder for blandet affald

2.3.4 Deponeringsenheder for farligt affald

2.4.1 Potentielle miljøpåvirkninger

2.4.2 Relevans af miljøpåvirkninger

2.1         Historisk udvikling af deponeringsanlæg

Indtil begyndelsen af 1970’erne blev der ikke samlet perkolat op fra lossepladser i Danmark. En del af disse gamle anlæg bestod af opfyldte huller og mergelgrave. I erkendelse af at der blev deponeret en lang række affaldstyper (herunder kemikalieaffald), som i en årrække vil frembringe perkolat, der kan belaste grundvandet, er lossepladser (ekskl. fyldpladser) siden 1974 krævet indrettet med membran og perkolatopsamling i overensstemmelse med Miljøstyrelsens ”Vejledning for kontrollerede lossepladser, nr. 1, 1974”.

Disse aktive miljøbeskyttende foranstaltninger blev indført som reaktion på et stort antal ukontrollerede lossepladser. I vejledningen i affaldsdeponering fra 1982 blev det generelle planlægningsgrundlag udvidet med en række tekniske specifikationer. Først med Miljøstyrelsens vejledning om affaldsdeponering fra 1997 /4/ blev der taget stilling til affaldsdeponeringens samlede tidshorisont, og et sammenhængende koncept for deponering blev indført.

Lokaliseringspolitik

Lokalisering af egnede steder til placering af lossepladser blev først systematiseret i midten af 70’erne som følge af Miljøstyrelsens første vejledning i affaldsdeponering samt Miljøministeriets (1973) krav til godkendelse (miljøgodkendelse) af lossepladser.

Mange lossepladser blev fra midten af 70’erne frem til midten af 80’erne etableret i gamle grusgrave. En stor del af disse anlæg er placeret inde i landet.

I 1991 blev der udmeldt en specifik lokaliseringspolitik (Miljøministeriets skrivelse af 27. december 1991). Heraf fremgår det, at lossepladser skal placeres kystnært, hvor grundvandsstrømmen er rettet direkte mod havet, og hvor der ikke er potentielle drikkevandsressourcer mellem lossepladsen og kysten.

Fremtidens deponeringsanlæg

I fremtiden vil deponeringsanlæg som oftest indeholde flere deponeringsenheder, hver med sin affaldskategori. En del af disse affaldskategorier vil være kendt fra eksisterende affaldsdeponeringsanlæg, men Miljøstyrelsens vejledning i affaldsdeponering /4/ samt andre nye initiativer på affaldsområdet gør, at karakteren af de deponerede affaldskategorier vil ændre sig i fremtiden. Målsætninger om reducerede miljøeffekter fra deponeret affald, herunder tidshorisonten for effekterne, betyder, at der stilles skærpede krav til det deponerede affald. Stop for deponering af forbrændingsegnet affald og krav til forbehandling af røggasrensningsprodukter vil ændre udvaskningsforholdene, herunder de miljøforhold, som styrer udvaskningen. Dette betyder, at de hidtidige erfaringer for perkolatsammensætninger kun i begrænset omfang kan overføres til fremtidens affaldsdeponeringsanlæg.

Som tidligere nævnt opereres i nærværende rapport med 4 forskellige fremtidige kategorier deponeringsenheder, som enkeltvis eller flere i sammenhæng udgør et deponeringsanlæg:

·        Deponeringsenheder for inert affald

·        Deponeringsenheder for mineralsk affald

·        Deponeringsenheder for blandet affald

·        Deponeringsenheder for farligt affald

2.2           Kritiske elementer og deres holdbarhed  

Deponeringsanlæg indrettes med en række miljøbeskyttende systemer til sikring af omgivelserne imod påvirkninger fra perkolat og gas, som kan dannes på deponeringsanlægget. Miljøbeskyttende systemer opdeles i aktive og passive systemer.

Aktive, miljøbeskyttende systemer

Som udgangspunkt skal såvel perkolat som gas fra deponeringsanlæg  opsamles, behandles og moniteres gennem etablering af aktive, miljøbeskyttende systemer.

Ved aktive, miljøbeskyttende systemer forstås indretningselementer som membraner, dræn, pumper, gasventilering, afledning af perkolat til renseanlæg o.l. Optimal miljøbeskyttelse er påkrævet, indtil perkolat og gas fra affaldet er acceptabelt i det omgivende miljø (grundvand, overfladevand, atmosfæren mv.). Indtil da skal aktive, miljøbeskyttende systemer være holdbare eller kunne udskiftes løbende. Aktive, miljøbeskyttende systemer kræver overvågning.

Passive, miljøbeskyttende systemer

Passive, miljøbeskyttende systemer er indretningselementer, der sikrer miljøet uden vedligeholdelse. Disse indretningselementer kan være voldanlæg, naturlige lavpermeable bundmembraner, slutafdækninger, overfladedræn, beplantninger o.l. Sådanne systemer må forventes at skulle være effektive i flere hundrede år.

Levetid af aktive og passive, miljøbeskyttende systemer

Membran- og drænsystemer under deponeringsanlæg udgør de vigtigste elementer i relation til anlæggets risiko for omgivelserne. Samtidig er disse systemer i praksis utilgængelige, idet de overlejres af et tykt affaldslag (ofte mellem 10 og 30 meter).  Det er derfor uhyre vigtigt, at membran- og drænsystemer designes og anlægges forsvarligt med henblik på at opnå en tilstrækkelig sikkerhed imod udsivning af perkolat til omgivelserne i hele den periode, hvor perkolatet udgør en risiko for omgivelserne. Denne periode udgør i praksis ofte 40 år eller mere.

Der foreligger ikke anvendelig dokumentation for levetiden af membran- og drænsystemer. Der foreligger som oftest kun ekstrapolerede værdier baseret på relativt kortvarige laboratorieforsøg. Levetiden af de materialer, der indgår i membran- og drænsystemer (kunststofmembraner, drænrør, brønde mv.), defineret som den periode, hvori materialerne bevarer deres karakteristiske egenskaber (styrke, tæthed mv.), forventes dog at overstige 40 år.

Såfremt deponeringsanlæggets aktive fase (den periode, hvor det er nødvendigt at håndtere forureningskomponenter fra det deponerede affald) viser sig at være i størrelsesordenen 40 år, anses materialernes levetid således for at være tilstrækkelig. Såfremt den aktive fase er væsentlig længere (f.eks. 100 år), er der en reel risiko for forureningsudslip som følge af brud på membraner, brønde etc.

Levetiden af øvrige aktive og passive systemer anses ikke i sig selv som værende kritisk i forhold til miljøbeskyttelsen, idet disse systemer (pumper, gasventilering, slutafdækning mv.) kan serviceres og om nødvendigt udskiftes/repareres uden større anlægstekniske indgreb.

Kritiske forhold/elementer i relation til miljøbeskyttelse

En række aktive, miljøbeskyttende elementer skal være funktionsdygtige i hele den aktive periode for en deponeringsenhed. De systemer, der ikke kan vedligeholdes (for eksempel fordi tilgængelighed til disse elementer er urealistisk), må anses for kritiske. I tabel 2.1 er givet en række eksempler på forskellige elementer med angivelse af, hvorvidt de er kritiske i relation til sikkerhedsstillelsesaspektet.

Tabel 2.1

Eksempler på relevante indretningselementer i relation til sikkerhedsstillelsesaspektet

2.3           Risikoprofil for forskellige typer deponeringsenheder

Et deponeringsanlæg er inddelt i et antal særskilte deponeringsenheder, typisk mellem 1 og 10 enheder.

En deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret område, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning og egenskaber deponeres sammen under kontrollerede forhold. Hver enkelt deponeringsenhed indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og forskellige niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de affaldstyper, der deponeres på enhederne.

Begrebet ”standard deponeringsenhed” bruges i denne rapport i

forbindelse med vurdering af hyppighed for forskellige miljøpåvirkninger samt ved beregning af størrelsesniveauet for forudsigelige og uforudsigelige omkostninger. En standard deponeringsenhed antages at have et areal på 20.000 m² og en middel fyldhøjde på 10 m.

2.3.1        Deponeringsenheder for inert affald

Inert affald defineres som affald, der ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer. Inert affald er hverken opløseligt eller brændbart eller på anden måde fysisk eller kemisk reaktivt; det er ikke bionedbrydeligt og har ingen negativ indflydelse på andet materiale, det kommer i berøring med, på en sådan måde at det kan formodes at ville medføre forurening af miljøet eller skade menneskers sundhed. Affaldets samlede perkolatafgivelse og indhold af forurenende stoffer og perkolatets økotoksicitet skal være af ubetydeligt omfang og må navnlig ikke bringe overfladevandets og/eller grundvandets kvalitet i fare. Inert affald kan f.eks. bestå af porcelæn, glas, tegl eller armeret beton.

Deponeringsenheder for inert affald er kendetegnet ved en relativ lav risiko for uforudsigelige miljøpåvirkninger. Risikoen er her især knyttet til eventuel modtagelse af forkert (ikke inert) affald. Såfremt sådant affald ved en fejl deponeres på en enhed for inert affald, kan det medføre, at stofafgivelsen på kort eller lang sigt ikke længere er ubetydelig.

I projektet er enheder for inert affald forudsat indrettet med membran og perkolatopsamlingssystem, hvorfor omkostninger til monitering skal medregnes. Da perkolat fra inert affald bør kunne accepteres i det omgivende miljø, er der ikke medregnet omkostninger til perkolatbortskaffelse.

I økonomiberegningerne i nærværende rapport er efterbehandlingsperioden således reduceret til 5 år i stedet for de 30 år, som ellers generelt forudsættes, jf. direktivet. I løbet af en 5-årig periode vil eventuel deponering af forkert (ikke inert) affald normalt resultere i forhøjede perkolatkoncentrationer. I efterbehandlingsperioden gennemføres således monitering til kontrol af, at perkolatet er acceptabelt i det omgivende miljø.

Mængden af deponeret inert affald i Danmark er vanskelig at fastslå, da inert affald ikke er opgjort som en særskilt fraktion i statistikkerne.

I Danmark omfatter deponering af inert affald for tiden en årlig mængde på ca. 8.000 tons asbest ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Derudover indgår inert affald i fraktionen jord og sten, som også vil indeholde en ukendt mængde lettere metalforurenet jord, der tilhører kategorien blandet affald. Ifølge statistikken /10/ er der i Danmark i 1998 deponeret følgende mængder af fraktionen jord og sten fordelt på affaldstyperne:

Storskrald og haveaffald i form af sten og jord må forventes ikke at indeholde lettere metalforurenet jord, hvorimod det er vanskeligt at vurdere andelen af forurenet jord i erhvervsaffald (især fra bygge- og anlægsvirksomhed).

Herefter vil mængden af inert affald minimum udgøre ca. 26.000 tons (inkl. asbest samt jord og sten kategoriseret som storskrald og haveaffald), og maksimalt ca. 101.000 tons (inkl. asbest og al jord og sten).

Således udgør inert affald mellem ca. 1,6 % og 6,2 % af den samlede deponerede affaldsmængde.

Hvis det antages, at halvdelen af mængden af jord og sten kategoriseret som erhvervsaffald bliver deponeret som inert affald, kan mængden af inert affald skønnes til at udgøre ca. 4 % af den samlede deponerede mængde affald.

2.3.2       Deponeringsenheder for mineralsk affald

Mineralsk affald defineres som uorganisk, mineralsk affald med et lavt organisk indhold. Det må kun i begrænset omfang kunne opløses i eller reagere kemisk med vand. Mineralsk affald kan f.eks. bestå af slagger, flyveaske, vejopfej og metalforurenet jord.

Deponeringsenheder for mineralsk affald er ligeledes kendetegnet ved en relativ lav risiko for uforudsigelige miljøpåvirkninger. Dog må risikoen for uforudsigelige miljøpåvirkninger på enheder med mineralsk affald forventes at være større end på enheder med inert affald, idet perkolat fra mineralsk affald forventes at indeholde uacceptable koncentrationer af forurenende stoffer i modsætning til perkolat fra inert affald.

I Danmark omfatter deponering af mineralsk affald for tiden en årlig mængde på ca. 125.000 tons (slagger, flyveaske samt skønnet andel af jord og sten) ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Den del af fraktionen jord og sten, der ikke i ovenstående afsnit er betegnet som inert affald, kan betegnes som mineralsk, da den vil bestå af lettere metalforurenet jord.

Herefter kan det opgøres, at deponeringen af mineralsk affald udgør ca. 8 % af den samlede deponerede mængde.

2.3.3       Deponeringsenheder for blandet affald

Blandet affald defineres som en blanding af organisk og uorganisk stof. Affaldet skal have et begrænset indhold af organisk, langsomt nedbrydeligt stof og må ikke have et indhold af letopløselige, mineralske elementer. Blandet affald kan f.eks. bestå af restprodukter fra sorteret storskrald eller restprodukter fra sorteret bygge- og anlægsaffald. Disse restprodukter vil f.eks. bestå af beton, metal, mineraluld, gips m.m. På trods af forbudet mod deponering af forbrændingsegnet affald viser erfaringen dog, at der i praksis også forekommer fraktioner af træ, plast, pap, papir mv.

På enheder for blandet affald vil der være en lille brandfare på grund af det begrænsede organiske indhold. Der vil endvidere være en minimal risiko for eksplosion samt for vegetationsskader i omgivelserne, hidrørende fra affaldets organiske indhold. Endelig vil der være en vis risiko for forurening af såvel overfladevand som grundvand.

I Danmark omfatter deponering af blandet affald for tiden en årlig mængde på ca. 1.400.000 tons (ikke brændbart, sigterest, slam, sand og ristestof samt mellemdeponeret brændbart affald) ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Deponeringen af blandet affald udgør ca. 85 % af den samlede deponerede mængde.

2.3.4       Deponeringsenheder for farligt affald

Farligt affald er defineret i affaldsbekendtgørelsen /13/ gennem en omfattende liste over affaldsfraktioner samt en liste over egenskaber ved farligt affald.

Farligt affald til deponering kan ifølge /13/ blandt andet bestå af øvrigt farligt affald såsom røggasrensningsprodukt (inkl. flyveaske) og støvende asbest samt øvrigt farligt affald.

Perkolat fra deponeringsanlæg for farligt affald vil både på kort og på længere sigt indeholde miljøfremmede stoffer.

I Danmark omfatter deponering af farligt affald for tiden en årlig mængde på ca. 45.000 tons (olie-/kemikalieaffald type A og røggasrensningsprodukt) ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Deponeringen af farligt affald udgør ca. 3 % af den samlede deponerede mængde.

2.4           Scenarier for miljøpåvirkninger på deponeringsanlæg

2.4.1       Potentielle miljøpåvirkninger

Miljømæssige påvirkninger fra et deponeringsanlæg afhænger af mange faktorer, hvoraf de vigtigste er:

·        De deponerede affaldstyper og -mængder

·        Mængden og kvaliteten af miljøbeskyttende foranstaltninger

·        Kvaliteten af driften

·        Den geografiske og hydrogeologiske placering af deponeringsanlægget

·        Tiden

De væsentligste potentielle miljøpåvirkninger fremgår af tabel 2.2. Tabellen viser potentielle påvirkninger opdelt efter medierne luft, landjord og vand sammen med en afstandsskala, der angiver den omtrentlige afstand fra et deponeringsanlæg, inden for hvilken de enkelte påvirkninger kan optræde. Endvidere er anført, hvorvidt påvirkningen anses for relevant i relation til problematikken vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse.

Tabel 2.2

Potentielle miljøpåvirkninger og deres relevans

2.4.2       Relevans af miljøpåvirkninger  

I det nedenstående beskrives relevansen af miljøpåvirkningerne nævnt i tabel 2.2 nærmere i forbindelse med sikkerhedsstillelse for et deponeringsanlæg.

Drivhuseffekt

Fra det deponerede affald sker emission af gasserne CO₂ og CH₄, som bidrager til drivhuseffekten. I takt med at forbudet mod deponering af forbrændingsegnet affald er effektueret, er der sket et fald i det organiske indhold i det deponerede affald, hvilket i årene fremover vil betyde en reduktion i den årlige emission af drivhusgasser fra deponerings­anlæggene.

Emissionen sker gradvis og har ikke karakter af et uheld, som pludselig kan påvirke de nærmeste omgivelser væsentligt. Derfor vurderes det, at påvirkningen fra et affaldsdeponeringsanlæg i form af drivhuseffekten ikke er relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Ozonnedbrydning

Fra det deponerede affald kan ske emission af klor- og flourholdige gasser, som kan bidrage til nedbrydningen af ozonlaget i atmosfæren. Pga. ordningerne til aftapninger af gasser fra kølemøbler, mindre anvendelse af disse gasser m.m. må udledningen af disse gasser til atmosfæren forventes at falde fremover.

Emissionen sker gradvis og har ikke karakter af et uheld, som pludselig kan påvirke de nærmeste omgivelser væsentligt. Derfor vurderes det, at påvirkningen fra et affaldsdeponeringsanlæg i form af nedbrydning af ozonlaget ikke er relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Toksiske gasser

Giftige gasser kommer især fra benzinforurenet materiale og jord samt klorerede opløsningsmidler.

Gasserne kan transporteres med øvrige gasser ind i bygninger m.m. I dette tilfælde kan giftigheden relateres til risiko for kvælning, da gasserne (især CO₂ og CH₄) kan fortrænge atmosfærisk luft.

På nyere eksisterende og fremtidige danske deponeringsanlæg forventes det, at affaldet har et meget lavt indhold af stoffer, som kan afgive giftige gasser. Skader eller miljøpåvirkninger som følge af giftige gasser anses derfor ikke relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Lugt

Komponenter i gassen såsom hydrogensulfid og organiske svovlforbindelser kan forårsage lugtgener. Lugtgenerne vil primært forekomme i deponeringsanlæggets driftsperiode. Som følge af reduktionen i det organiske indhold i det deponerede affald forventes hyppigheden af lugtgener at falde. Endvidere vil evt. lugtgener i driftsperioden blive minimeret ved daglig afdækning af affaldet, minimering af tipfrontens størrelse m.m.

I efterbehandlingsperioden er deponeringsanlægget slutafdækket, og lugtgener vil derfor være yderst begrænsede.

På baggrund af ovenstående vurderes lugtgener ikke at være relevante i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Støj

Støj fra især maskiner kan være en gene for affaldsdeponeringsanlæggets naboer i driftsperioden, såfremt der ikke træffes tilstrækkelige foranstaltninger herimod. Begrænsning af støjproblemer kan blandt andet ske ved etablering af støjvolde og beplantningsbælter langs deponeringsanlæggets afgrænsning imod bebyggelse, samt ved at operere så langt som muligt fra bebyggelse om sommeren, hvor naboer benytter udendørsfaciliteter.

Efter slutafdækning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil der ikke være daglig brug af maskiner.

På baggrund af ovenstående vurderes det, at støj ikke er relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Gashåndtering

På deponeringsenheder for blandet affald kan der i hele enhedens aktive periode være risiko for udsivning af gas. Det forudsættes derfor, at effektive gasventileringssystemer etableres parallelt med indbygning af affald. Efter nedlukning skal håndtering af gas bl.a. sikre, at der ikke opstår skader på vegetationen i enhedens slutafdækning eller på de omgivende arealer. Gashåndteringen vil endvidere minimere risikoen for gaseksplosioner på omkringliggende ejendomme.

Håndteringen af gas kan ske ved passiv ventilering (evt. gennem kompostfiltre) eller aktivt via opsamling og efterfølgende afbrænding af gassen med eller uden energiudnyttelse. På deponeringsanlæg, hvor der er deponeret inert, mineralsk eller farligt affald, vil der som regel kun være ubetydelig gasproduktion, medens der i blandet affald kan være et vist organisk indhold, der vil give anledning til gasproduktion. Gassen vil formentlig sjældent forekomme i mængder, der nødvendiggør en afbrænding.

I rapporten er det vurderet, at egentlig behandling eller bortskaffelse af gas vil optræde sjældent. Omkostninger i denne forbindelse er således ikke indregnet.  

Brand i affaldet

Om der sker brand i deponeret affald, afhænger af affaldets brændværdi og temperatur. Typisk vil brand opstå i affald med et højt organisk indhold, som har en høj brændværdi, og hvor temperaturen kan blive høj pga. biologisk omsætning af affaldet. Herved kan ske antændelse af deponigas, som også dannes ud fra organisk affald.

Endvidere kan brændbart affald antændes med gløder e.l. i det indkomne affald.

Ifølge /7/ er antallet af brande på danske lossepladser stigende. Det angives, at brande især sker i mellemlagret forbrændingsegnet affald, og at brande er sket flere steder i Danmark.

Brandfaren ved deponering af inert, mineralsk og farligt affald vil være lille, da brændværdien af affaldet er lav. Eftersom det organiske indhold er lavt, vil varmeudvikling og gasdannelse være lav ved deponering af inert, mineralsk og farligt affald. Som følge af et begrænset organisk indhold i det blandede affald forventes varme- og gasproduktionen fra deponeringsenheder med blandet affald at være beskeden i fremtiden.

Brandfaren vil være størst ved mellemdeponering af forbrændingsegnet affald.

Efter nedlukning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil der ikke blive tilført ilt til affaldet, hvorved brand er usandsynlig.

Hyppighed af miljøpåvirkning:

På baggrund af ovenstående vurderes brand at forekomme i et deponeringsanlægs driftsperiode med en hyppighed på maks. 5 % for deponeringsenheder for blandet affald. Ved deponering af inert, mineralsk og farligt affald vurderes det, at brand ikke vil forekomme, da brændværdien for dette affald er meget lav.  

Fugle, gnavere, insekter og andre skadedyr

Skadedyr tiltrækkes af det organiske indhold i affaldet. Skadedyrene har adgang til affaldet i deponeringsanlæggets driftsperiode, mens dyrenes antal efter nedlukning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil være meget begrænset.

Fremover forventes det organiske indhold i blandet affald at falde. Endvidere kan tilstedeværelsen af generende skadedyr i driftsperioden begrænses ved at minimere størrelsen af tipfronten, daglig afdækning af affaldet, ved et tykt og velholdt slutafdækningslag, opstilling af fuglenet samt gennemførelse af rottebekæmpelseskampagner.

For inert og mineralsk affald vil problemer med skadedyr være små, da det organiske indhold i inert og mineralsk affald er lavt.

Ud fra ovenstående vurderes miljøpåvirkning fra skadedyr ikke at være relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Flyveaffald og støv

Flyveaffald og støv fra affaldet kan spredes til affaldsdeponeringsanlæggets naboarealer i driftsperioden. Begrænsning af flyveaffald og støv i driftsperioden kan udføres ved minimering af tipfrontens størrelse, daglig afdækning af affaldet, flytbare skærme langs tipfronten, vanding af køreveje og tørt affald, jævnlig indsamling af flyveaffald på deponeringsområdet samt ved etablering af omgivende hegn og beplantningsbælte.

Efter nedlukning af deponeringsanlægget vil der ikke i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode være spredning af affald til omgivelserne.

På baggrund af ovenstående vurderes miljøpåvirkning fra spredning af flyveaffald og støv ikke at være relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Jordforurening (overfladisk)

Forurening af jord på og omkring et deponeringsanlæg kan ske ved spredning af flyveaffald og støv, som beskrevet i ovenstående afsnit, eller ved ukontrolleret afstrømning af overfladevand.

Spredning af støv kan især forekomme ved deponering af flyveaske e.l.  affaldsfraktioner, som let spredes med vinden. Begrænsning af flyveaffald og støv er beskrevet ovenfor.

Begrænsning af spredning af overfladevand kan ske ved at kontrollere afledningen af overfladevand til omgivelserne og ved at minimere erosion m.m.

På baggrund af ovenstående vurderes miljøpåvirkning ved jordforurening (overfladisk) ikke at være relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

Sætning af affald

Affaldet, som er indbygget i et affaldsdeponeringsanlæg, kan være fysisk ustabilt, typisk når komprimeringen af affaldet ikke er tilstrækkelig, eller når det organiske indhold er stort. Endvidere kan høje affaldsdeponerings­anlæg opbygget med stejle skråninger være ustabile.

I 1993 i Istanbul skete et uheld, hvor 39 mennesker blev dræbt, fordi de blev begravet i affald, som skred sammen fra det nærliggende affaldsdeponeringsanlæg. Det vurderes, at uheld i Danmark ved sammenstyrtning af affald er usandsynlige, fordi skråningshældninger på danske deponeringsanlæg normalt er lave, blandt andet af hensyn til anlæggenes visuelle fremtoning i landskabet.

Der kan forekomme væsentlige sætninger i deponeringsanlæg med tykke affaldslag.

Sætninger efter nedlukning vurderes at kunne ske på alle affaldsdeponeringsanlæg med blandet affald i større eller mindre grad. Således angives i /11/, at sætninger kan variere mellem 0 og 35 % afhængig af rumvægten og komprimeringen af affaldet. På deponeringsanlæg med lavt organisk indhold i affaldet og med kompaktering af affald under indbygning vil de totale sætninger næppe overstige 15-20 %, hvoraf langt den overvejende del af sætningerne vil ske inden for de første 3-5 år efter deponering. En stor del af sætningerne vil således oftest forekomme, inden deponeringsanlægget er slutafdækket.

På danske deponeringsanlæg forventes sætninger ikke at udgøre et miljømæssigt problem, dels på grund af relativt lave %-vise sætninger og dels på grund af, at den fremtidige arealanvendelse forudsættes fastlagt under hensyntagen til risikoen for sætninger.

Sætning af affald behandles således ikke nærmere i relation til sikkerhedsstillelse.

Eksplosionsfare pga. deponigas

Deponigas fra deponeringsanlæg, indeholdende organisk affald, er brændbar og eksplosionsfarlig på grund af indholdet af metan. Det eksplosive område er mellem 5 og 15 % metan i atmosfærisk luft ved normalt tryk og temperatur og kun lidt afhængig af tilstedeværelsen af andre komponenter i gassen. Udsiver gassen direkte til atmosfæren, er der ingen eksplosionsfare, men gassen kan antændes og brænde.

Eksplosionsfaren er størst, hvor deponigassen trænger ind i lukkede rum som kældre og kloakker gennem sprækker i betonen og ved rørgennem­føringer. Antændingsenergi fra en gnist i et elektrisk apparat eller en tændstik kan udløse eksplosionen. Mere end 60 tilfælde af forhøjede koncentrationer af metan i bygninger er rapporteret fra England, USA, Tyskland og Canada og 55 tilfælde af eksplosioner, brande og person­skader /5/.

I Danmark i 1991 eksploderede et hus kun 20 m fra Skellingsted Losseplads ved Holbæk, hvor 2 mennesker blev dræbt pga. indsivende losse­pladsgas.

Begrænsning af brand- og eksplosionsfaren kan ske ved at begrænse mængden af organisk affald, ved at sikre effektiv opsamling af deponi­gassen, således at en ukontrolleret udsivning undgås, samt ved opsætning af gasalarmer i eventuelt udsatte bygninger til registrering af mængden af eksplosive gasser.

Hyppighed af miljøpåvirkning:

Hyppigheden af en eksplosionsulykke er særdeles vanskelig at fastsætte.

Som nævnt i /11/ er der fra England, USA, Tyskland og Canada rapporteret 55 tilfælde af eksplosioner, brande og personskader. Der er her tale om ulykker på anlæg, som ikke direkte kan sammenlignes med nyere danske deponeringsanlæg mht. indretning og modtagne affaldstyper.

På grund af det lave organiske indhold på nyere eksisterende og fremtidige danske deponeringsanlæg må det formodes, at eksplosionsuheld vil optræde yderst sjældent. Selvom disse betragtninger i sagens natur er behæftet med stor usikkerhed, er der i rapporten forudsat en sandsynlighed på 1 % for, at der optræder 1 eksplosionsulykke på en deponeringsenhed for blandet affald i hele enhedens aktive periode. For enheder med inert, mineralsk og farligt affald er sandsynligheden sat til 0 %.

Vegetationsskader

Deponigas kan ved udsivning i jord fortrænge den iltholdige jordluft, eller metan fra deponigassen kan ved diffusiv optrængning i rodzonen opbruge ilten i jorden. Begge forhold vil være ødelæggende for vegetationen. I en række registrerede tilfælde i England, USA, Tyskland, Canada og Japan er træer, buske og kornafgrøder blevet ødelagt eller har udviklet dværgvækst med et overfladisk rodsystem, der ikke er tilstrækkeligt i tørre perioder.

Begrænsning af vegetationsskader kan ske ved at begrænse mængden af organisk affald, ved at sikre opsamling af deponigassen, ved kontrolleret afledning i særlige områder, samt ved særlig opbygning af toplaget, således at kontakten mellem vegetation og deponigas minimeres.

Hyppighed af miljøpåvirkning:

Ifølge /11/ blev der i USA og Puerto Rico i slutningen af 1970’erne udført en bred undersøgelse af 1.000 deponeringsanlæg og efterfølgende besøg på 65 af dem, som viste, at det på adskillige af deponeringsanlæggene var svært at etablere vegetation på eller ved siden af deponeringsanlægget.

Hyppigheden for vegetationsskader i forbindelse med deponeringsenheder for blandet affald anslås til at være af samme størrelsesorden som for gaseksplosioner som beskrevet ovenfor.

Vegetationsskader fra enheder med inert, mineralsk og farligt affald forventes ikke at forekomme, da der stort set ikke vil være gasdannelse fra affaldet.

Forurening af overfladevand

Forurening af overfladevand kan ske ved udsivning af perkolat ud gennem siderne af deponeringsanlægget. Dette kan skyldes opstuvning af perkolat pga. overbelastning af afledningssystemet. Endvidere kan det skyldes indbygningen af affaldet i skiftevis høj- og lavpermeable lag, hvorved perkolatet vil strømme i de højpermeable lag evt. ud til siderne af deponeringsanlægget.

Endelig kan forurening af overfladevand også ske pga. forurening af grundvand, som ledes videre til en overfladevandsrecipient.

Hyppighed af miljøpåvirkning:

Ved en rundspørge til 9 amter, hvor 33 deponeringsanlæg er placeret ud af det samlede antal i Danmark på 49 (ekskl. specialdeponeringsanlæg, se afsnit 1.3), blev det oplyst, at der fra et deponeringsanlæg i drift er påvist miljøpåvirkning af overfladevand. I dette tilfælde bliver overfladevandet opsamlet og sammen med perkolatet transporteret til videre behandling.

Ud fra ovenstående er ca. 3 % af deponeringsanlæggene i de pågældende amter årsag til miljøpåvirkning af overfladevandet.

For nyere og fremtidige anlæg vurderes hyppigheden for miljøpåvirkning af overfladevandet at være væsentlig lavere, idet systemerne til kontrol af overfladevand vurderes at være af relativ høj kvalitet.

På baggrund af ovenstående skønnes det, at hyppigheden i løbet af enhedens aktive periode er ca. 1 %, for at der kan opstå forurening af overfladevand fra enheder med mineralsk affald, blandet affald og farligt affald.

Forurening af overfladevand fra en deponeringsenhed med inert affald vil være ringe, da stofafgivelsen fra affaldet til perkolatet er lav. Oftest vil denne miljøbelastning være acceptabel i deponeringsanlæggets omgivelser.

Forurening af grundvand

Ved en række eksisterende deponeringsanlæg er der konstateret forhøjede værdier for indikatorparametre (klorid m.fl.) i omkringliggende moniteringsboringer, uden at sådanne hændelser karakteriseres som ulykker. En årsag hertil er sandsynligvis, at man ofte forbinder en ulykke med en pludselig hændelse, som tit har en klar sammenhæng mellem årsag og virkning. Et perkolatudslip opdages oftest lang tid, måske flere år, efter at udslippet har fundet sted. En anden årsag er, at man ofte først betragter udslippet som en ulykke i situationer, hvor udslippet har en så stor effekt på det omgivende miljø, at det er nødvendigt at gribe ind i forløbet, i form af f.eks. afværgeforanstaltninger eller omlægning af vandindvindings­boringer.

Effekten af et perkolatudslip er knyttet til stoffluxen for kritiske perkolatkomponenter. Stoffluxen er et produkt af perkolatmængden og koncentrationen af kritiske stoffer.

Hyppighed af miljøpåvirkning:

Ved  en rundspørge til 9 amter, hvor 33 deponeringsanlæg er placeret ud af det samlede antal i Danmark på 49 (ekskl. specialdeponeringsanlæg og fyldpladser, se afsnit 1.3), blev følgende oplyst:

·        For 5 deponeringsanlæg i drift er påvirkning af grundvand påvist.

·        På 3 af disse anlæg er der i øjeblikket afværgeprojekter i gang.

·        På 2 af disse anlæg blev der udført forsøg på at reparere 

Ved de 5 anlæg med påvist påvirkning har amternes sagsbehandlere givet udtryk for, at påvirkningen helt sikkert stammer fra et affaldsdeponeringsanlæg. I øvrige tilfælde er der observeret øgede stofniveauer i grundvandet, hvor det ikke har kunnet fastslås 100 %, at et affaldsdeponeringsanlæg er årsagen, hvorfor disse tilfælde ikke er medtaget.

Ud fra ovenstående er ca. 15 % af deponeringsanlæggene i de pågældende amter årsag til miljøpåvirkning af grundvandet. Disse anlæg er i drift og påvirkningen sker hovedsageligt fra anlæggenes ældste etaper, som typisk er etableret med plastmembraner i 70’erne.

For nyere og fremtidige anlæg vurderes hyppigheden for miljøpåvirkning af grundvandet at være væsentlig lavere, idet kvaliteten af nyere membransystemer er øget betydeligt.

På baggrund af ovenstående skønnes det, at der i løbet af enhedens aktive periode er ca. 5 % sandsynlighed for, at der kan opstå forurening af grundvand fra enheder med mineralsk affald, blandet affald og med farligt affald.

Miljøbelastningen fra perkolatudslip fra deponeringsenheder for inert affald bør være acceptabel i omgivelserne, da stofafgivelsen fra inert affald som udgangspunkt skal være meget lav.

Modtagelse af forkert affald

Dette er ikke i sig selv noget uheld, men kan alligevel have alvorlige konsekvenser. Modtagelse af forkert affald kan f.eks. være kritisk, hvis farligt affald deponeres på et anlæg for inert affald, hvor omfanget af de miljøbeskyttende systemer er lavt. Herved kan der ske en væsentlig udledning af farlige stoffer i perkolatet til omgivelserne, hvor udledning ellers er accepteret, fordi perkolatets miljøbelastning forventes at være lav.

Med de stigende krav til driften af deponeringsanlæg, herunder til kendskabet til affaldets art og egenskaber forud for deponering, vil risikoen være faldende fremover. Modtagelse af forkert affald er således ikke medtaget som en relevant miljøpåvirkning i relation til sikkerhedsstillelse.

Tilbageførsel af mellemdeponeret forbrændingsegnet affald

På grund af aktuelle kapacitetsproblemer på affaldsforbrændingsanlæg er der p.t. oplagret betragtelige mængder forbrændingsegnet affald på en række deponeringsanlæg i Danmark. Afhængigt af hvordan affaldet mellemlagres, vil det kunne nedbrydes og bidrage til perkolatdannelsen på de pågældende deponeringsanlæg.

Da det forbrændingsegnede affald er midlertidigt deponeret, antages det her, at affaldet tilbageføres inden for en overskuelig fremtid, når den nødvendige kapacitet er til stede på affaldsforbrændingsanlæggene. Mellemdeponeret forbrændingsegnet affald er således ikke medtaget som en relevant miljøpåvirkning i relation til sikkerhedsstillelse.

Sammenfatning af hyppighed for relevante miljøpåvirkninger

I tabel 2.3 er sammenfattet hyppighederne for miljøpåvirkninger, som anses for relevante i forbindelse med sikkerhedsstillelse for deponeringsanlæg. Hyppigheden af angivet som %-sandsynlighed, for at miljøpåvirkningen optræder i løbet af en standard deponeringsenheds aktive periode.

Tabel 2.3

Sandsynlighed for forekomst af forskellige miljøpåvirkninger