Evaluering af carsharing i Danmark

Forord

Carsharing har i Mellemeuropa på mindre end 15 år udviklet sig fra få spredte græsrodsinitiativer til professionelle organisationer, der i dag har mere end 130.000 brugere.

I Danmark var carsharing et ukendt fænomen indtil 1997, hvor landets første carsharingorganisation blev etableret. Siden er udviklingen gået stærkt, men carsharing er fortsat et marginalt fænomen i Danmark.

Center for Mobilitet og Miljø har med støtte fra Miljøstyrelsen og Transportrådet evalueret de hidtidige erfaringer med carsharing i Danmark. Formålet er først og fremmest at belyse de trafikale og miljømæssige effekter med henblik på at vurdere, om carsharing kan bidrage til en løsning af de tiltagende trafikale og heraf afledte miljømæssige problemer i ikke mindst de større byområder.

Evalueringen vurderer samtidig på, hvilket potentiale der er for carsharing i Danmark samt hvilke barrierer, der skal overvindes for at sikre en større udbredelse.

Det er håbet, at evalueringen kan bidrage til, at carsharing sættes på den trafikpolitiske dagsorden og dermed indgår i vurderingen af hvilke virkemidler, der kan anvendes for at sikre en bæredygtig trafikudvikling.