Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 1999

Forord

Denne rapport er udarbejdet af Miljøstyrelsen på baggrund af data, der er indsamlet af amterne. Rapporten indeholder data for spildevandsslam fra kommunale og private danske renseanlæg i 1999. I rapporten er der dog vist en udvikling fra 1997 til 1999 i indholdet af miljøfremmede stoffer i spildevandsslammet.

Det første år, Miljøstyrelsen indsamlede oplysninger om spildevandsslam fra de danske renseanlæg, var i 1987. Disse oplysninger blev i 1989 bearbejdet og offentliggjort i orientering fra Miljøstyrelsen nr. 10, 1989 som statistiske indberetninger.

Efter en periode på 6 år blev bearbejdning af indberetninger om spildevandsslam fra kommunale renseanlæg og private renseanlæg for husspildevand genoptaget. Miljøstyrelsen har på basis af disse bearbejdninger udarbejdet slamopgørelse for årene 1994, 1995 og 1996, som er udgivet i form af interne notater.

I forbindelse med bearbejdningen af slamdata for 1997 har Miljøstyrelsen udgivet en rapport som Miljøprojekt nr. 473 1999 "Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 1997", hvor der ud over data for 1997 vist alle data for 1987 og for perioden 1994 til 1996, som muliggør at se udviklingen i slammængder samt i behandling af og indholdet af stoffer i spildevandsslammet i hele periode.

Endvidere har Miljøstyrelsen udarbejdet en rapport af maj 2000, der indeholder resultaterne af bearbejdning af slamdataene for 1998.

I denne rapport er der kun gengivet slamdataene for 1999. For perioden fra 1987 til 1997 henvises det til Miljøprojekt nr. 473, hvis man ønsker at vurdere data for 1999 i større sammenhæng. Miljøprojekt nr. 473 kan købes i Miljø- & Energiministeriets Miljøbutik.

Rapporten vedrørende spildevandsslam i 1998 kan i begrænsende omfang rekvireres i Miljøstyrelsen.