| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 1999

5. Slutdeponering af spildevandsslam

5.1 Oplagring

Som det fremgår af § 15 i slambekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen råde over opbevaringsfaciliteter for kommunalt spildevandsslam, der agtes udbragt på landbrugsjord. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at der efter 1. oktober 1999 skal rådes over en opbevaringskapacitet svarende til 9 måneders produktion.

I den forbindelse er det undersøgt, i hvilket omfang kommunerne i 1999 havde opbevaringskapacitet svarende til mindst 9 mdr.

I 1999 var der således 412 anlæg, der rådede over opbevaringsfaciliteter for spildevandsslam. Undersøgelsen blev dog kun foretaget på basis af angivelser fra 322 anlæg. Dette begrundes med, at slamproduktion fra de resterende 90 anlæg bliver leveret til andet renseanlæg til videre behandling og derfor er indregnet i produktionen på de anlæg, der modtager slammet.

Resultater af undersøgelsen fremgår af tabel 5.1.1.

Tabel 5.1.1
Slamopbevaring

Som det fremgår af tabellen kan 216 anlæg eller 36,4% af de 594 anlæg uden slamleverancer til et andet anlæg, umiddelbart overholde det fremtidige krav til lagerkapaciteten. Dette svarer til 29,3% af slammængden i tørvægt (TS) eller 34,4%, hvis man ser bort fra slammængden, der er forbrændt internt hvert år, og som i nær fremtid næppe kommer på landbrugsjord.

5.2 Disponering

Efter endt behandling på et renseanlæg skal slammet bortskaffes. Der fandtes indtil 1995-96 i princippet tre hovedmuligheder for den endelige bortskaffelse af spildevandsslam, nemlig anbringelse på landbrugsjord, forbrænding i eksternt eller internt anlæg samt anbringelse på kontrolleret losseplads.

Udviklingen omkring bortskaffelsen af spildevandsslam har bevirket, at der i de seneste år er anvendt andre muligheder for disponering af spildevandsslam, som ikke kan indpasses i hovedområderne for slamdisponering.

Med begyndelsen i 1995-96 er der i Danmark etableret en række anlæg til mineralisering af slammet, og antallet af disse anlæg er steget mærkbart i de seneste år. Slammineraliseringsanlæg betragtes i kommunerne som en alternativ mulighed for slambortskaffelsen. Der regnes nemlig med, at slammet kan opbevares i et mineraliseringsanlæg i ca. 10 år, før der skal tages stilling til, hvorvidt det mineraliserede slam kan spredes på landbrugsjord, forbrændes eller anbringes på kontrolleret losseplads.

Da det endelige bestemmelsessted for slam fra et mineraliseringsanlæg således ikke er kendt før om 10 år, har Miljøstyrelsen fundet det nødvendigt i slamrapporten for 1997 at opføre slammængden, der er anbragt i mineraliseringsanlæg som et selvstændigt disponeringsområde for slambortskaffelsen under betegnelsen Langtidslager.

Desuden har en række firmaer i løbet af 1997-98 arbejdet på at etablere alternative metoder for bortskaffelse af slam, hvor den uorganiske del af slammet (asken) indbygges og hermed genanvendes i produkter som sandblæsningsmidler og cement. Ét af disse firmaer har allerede i 1998 aftaget væsentlige mængder af slam.

I slamrapporten for 1998 er der derfor indført et nyt disponeringsområde, Anden udnyttelse, der dækker over slammet som behandledes efter nye metoder.

Den grundlæggende fordeling af slammængden i tør- og vådvægt samt i procent på disponeringsområder, som svarer til indberetningsskemaets pkt. 7, samt amter fremgår af bilag 5.2.1 og bilag 5.2.3. Desuden fremgår fordelingen af slammængden i tør- og vådvægt samt i procent disponeret til mineraliseringsanlæggene og brændt på renseanlæggenes egne (interne) forbrændingsanlæg af bilag 4.4.1 og bilag 4.4.3.

Disse bilag danner det endelige grundlag for udarbejdelse af bilag 5.2.2 og bilag 5.2.4 samt de efterfølgende tabeller, som viser fordelingen af slammængden grupperet efter alle de fornævnte hoveddisponeringsområder.

Det fremgår af bilag 5.2.1 og bilag 5.2.3, at slammet ud over anbringelse på den egentlige landbrugsjord kan anvendes på skovbrug, gartnerier, parker og private haver. Disse områder kan imidlertid lægges sammen, hvorefter i tabel 5.2.2 er benævnt som Dyrket jord.

Slam til jordbrugsformål kan desuden disponeres enten direkte til dyrkede jord eller til et andet behandlingsanlæg, biogas- eller komposteringsanlæg, hvorefter dette efter kort- eller langvarig opbevaring kan slutdeponeres på landbrugsjord. Alt dette slam samt eventuelt slam under Ej oplyst betegnes som slam til Landbrug m.m.

Ved indtastningen af dataene er der sørget for, at de slammængder, der er anført under Andet svarer nøje til mængderne disponeret til Anden udnyttelse.

Da der er tale om et begrænset antal anlæg, er der udarbejdet en oversigt over renseanlæg, der er forsynet med interne forbrændingsanlæg. Oversigten fremgår af tabel 5.2.1, hvor der ud over de forbrændte slammængder også er angivet slammets disponeringsmæssige placering.

Det skønnes, at mængden af aske fra forbrænding, der slutdeponeres, udgør mellem 5.750 t og 10.350 t, svarende til et glødetab på mellem ca. 75% og 55% af slammet i tons TS.

Tabel 5.2.1
Renseanlæg med interne forbrændingsanlæg

I tabel 5.2.2 er vist slammængden fordelt på disponeringsområder opgjort i tons VV og TS samt i procent af slammængden i våd- og tørvægt, betegnet henholdsvis % af VV og % af TS.

Tabel 5.2.2
Disponering af slam  Se her!

Det fremgår endvidere af tabel 5.2.2 og bilag 5.2.1, at 86,6% af den totale slammængde i tons TS til landbruget tilføres landbrugsjord direkte. Den resterende andel på 11,4% tilføres enten skovbrug og gartnerier (0,1%), eller går til biogasanlæg og komposteringsanlæg (11,3%) inden anbringelse på landbrugsjord.

I tabel 5.2.3 er vist slamdisponering fordelt på hovedområder opgjort i tons VV og TS samt i procent af slammængden i våd- og tørvægt, betegnet henholdsvis % af VV og % af TS

Tabel 5.2.3
Hovedområder for slamdisponering

Tabel 5.2.3 er udarbejdet på baggrund af bilag 5.2.2 og bilag 5.2.4, der også viser slammængden i våd- og tørstand fordelt på amter.

Som det ses i tabellen, kan en vurdering af slamdeponering, i lighed med den øvrige slamhåndtering, være forskellig, afhængigt af, hvilke af de to slammængder der lægges til grund for en vurdering. Slamdisponeringen bør, i lighed med andre områder inden for slamhåndteringen, vurderes på grundlag af fordelingen af slammængden i vådvægt, idet denne i højere grad end slammængden i tørvægt antages at afspejle det faktiske forhold omkring slammængderne, som skal håndteres.

Den gennemsnitlige tørstofprocent i det spildevandsslam, der i 1999 blev disponeret til landbrug, forbrænding, lossepladser, langtidsopbevaring og anden udnyttelse, kan ud fra tabellen beregnes til henholdsvis 14,1%, 18,6%, 21,4%, 1,5% og 20,8%. Tilsvarende tal i 1998 var på 13,5%, 23,1%, 20,5%, 1,1% og 15,9%

5.3 Kommentarer til disponeringen

Landbrug m.m.

Det kan konstateres, at mængden af spildevandsslam i TS i 1999 anvendt i landbruget igen er faldet med 2,7% i forhold til året før. Fra 1996 til 1999 er denne mængde faldet fra 65,8% til 56,5% af den årlige slammængde i tons TS. Dette jævne fald må efter Miljøstyrelsens opfattelse tillægges usikkerheden omkring bortskaffelse af slammet på landbrugsarealer som følge af de skærpede krav fra 1. juli 2000 til slammets kvalitet, det nye krav fra 1. oktober 1999 om 9 måneders opbevaringskapapacitet samt en generel usikkerhed om landbrugets fremtidige stillingtagen til at anbringe spildevandsslam på landbrugsjord.

Det er vanskeligt at forudse en udviklingstendens, men det vurderes, at faldet i slammængden anbragt på landbrugsjord nok vil fortsætte i de følgende år. Denne vurdering kan, ud over det førnævnte ræsonnement, yderligere begrundes med, at der i de sidste 4-5 år er taget andre afsætningsmuligheder i brug.

Forbrænding

Forbrænding af slammet foretages enten på et anlæg, der er etableret på selve renseanlægget eller på et eksternt forbrændingsanlæg. Den totale slammængde, der er brændt i 1999, er lidt større end den tilsvarende mængde i 1998, men variationer i de sidste tre år var begrænsede. Det skal dog bemærkes, at slammængden til ekstern forbrænding steg mærkbart fra 1997 til 1999 på bekostning af slammængden til intern forbrænding.

Dette disponeringsområde er generelt vanskeligt at give en samlet vurdering af udviklingstendenser på, idet området er domineret af tre store renseanlæg i Københavnsområdet, hvorfra 75% af den forbrændte slammængde stammer.

Selv om der i nærmeste fremtid vil blive etableret et fælleskommunalt anlæg til forbrænding af spildevandsslam, er det Miljøstyrelsens umiddelbare opfattelse, at hovedstrømningerne i udviklingen omkring bortskaffelse af spildevandsslam i de kommende år næppe vil gå i retning af etablering af flere store interne forbrændingsanlæg. Dette kan begrundes med, at disse anlæg blandt andet er forbundet med en omfattende godkendelse, samt at der er risiko for en række driftsproblemer.

Desuden er forbrændingen generelt forbundet med en ikke problemfri bortskaffelse af aske i betydelige mængder. Askemængden udgør nemlig mellem 25% og 45% af tørstofmængden.

Lossepladser

Slammængden, der i 1999 er deponeret på kontrollerede lossepladser, er faldet til næsten det halve af niveauet fra1997. med ca. 4.000 t TS eller ca. 17% i forhold til 1997, hvor faldet i absolutte tal var på ca. 7.000 t TS og ca. 10.700 t TS i forhold til henholdsvis 1998 og 1997. Der vurderes, at den væsentlige reduktion af slammængde, der blev deponeret på kontrollerede lossepladser må tilskrives udviklingen på disponeringsområderne Langtidslager og Anden udnyttelse.

Langtidslager

Dette disponeringsområde omfatter udelukkende slammængden, der anbringes i mineraliseringsanlæg, hvor opbevaringstiden skønnes at være ca. 10 år. Der er imidlertid ikke fastlagt en mindste opbevaringsperiode, før en opbevaring af slammet kan betegnes som en langtidsopbevaring. Det skønnes, at denne nedre grænse bør ligger mellem 2 og 4 år.

Anbringelse af spildevandsslam på et mineraliseringsanlæg giver en række fordele. Ud over mineralisering af slammet, der medfører forøgelse af tørstofindholdet, samt dets opbevaring sker der også i anlægget afvanding af slam, hvilket medfører, at slammet inden anbringelsen i anlægget ikke nødvendigvis skal gennemgå en afvanding, der kan være investeringstung og påføre merudgift til drift (kemikalier). Som det også fremgår af afsnit 5.2 om disponering af slammet, har slammængden disponeret til mineraliseringsanlæg et gennemsnitligt tørstofindhold på 1,5%. Dette slam anses derfor for at være ret "tyndt".

Slammængden, der i 1999 er disponeret til mineraliseringsanlæg er steget med 3,3% i forhold til 1,6% i 1997, eller over 300% i perioden fra 1997 til 1999.

Anden udnyttelse

I Danmark har en række firmaer i løbet af 1997-98 arbejdet på at etablere alternative metoder for bortskaffelse af slam. Disse metoder baseres på, at efter forbrænding af slammet genanvendes den uorganiske del af slammet (asken) til produktion af eksempelvis sandblæsningsmidler eller cement. Firmaet, der agter at producere et sandblæsningsmiddel, Carbogrit, har i 1999 aftaget 8,9% af slammængden i 1999, hvilket er over en fordobling i forhold til 1998. Firmaet forventer at kunne aftage helt op til 70.000 tons TS.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |