|
Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 1999 4. Slambehandling på renseanlæg
4.1 GenereltIndberetningsskemaet er opdelt i tre hovedgrupper, hvor de to første, slamstabilisering og slamafvanding, dækker over den egentlige slambehandling. Den tredje gruppe, yderligere slambehandling på renseanlæg, omfatter metoder, der er en kombination af viderebehandling med langtidsopbevaring eller den endelige bortskaffelse af slammet. Siden undersøgelserne af slamforholdene i 1987 har der i kommunerne kunnet observeres en tendens til en centralisering af slambehandlingen, således at slammet fra små renseanlæg typisk køres til videre behandling på større renseanlæg. I mange kommuner benyttes kun ét anlæg til behandling af slammet fra hele kommunen. Centraliseringsprocessen er stagneret i årene 1995 - 96, og antallet af anlæg, der modtager og behandler slam har efter Miljøstyrelsens vurdering opnået et naturligt, optimalt niveau, der ligger omkring 235 anlæg, hvilket er lidt over de 230 og lidt mindre end de 239 renseanlæg af kategori A i henholsvis 1998 og 1999. De seneste to års udvikling omkring slamhåndtering går i retning af, at kommunerne i hastigt stigende grad planlægger etablering af slammineraliseringsanlæg. Disse anlæg etableres som regel i tilknytning til store renseanlæg og fungerer som anlæg for en integreret behandling af spildevandsslam, hvor der sker en afvanding, yderligere stabilisering og langtidslagring af slammet. Dette medfører, at mange renseanlæg fremover vil ligge inde med overskydende afvandingsudstyr. Desuden er der fortsat en tendens til, at en række mindre landkommuner benytter mobilt udstyr til afvanding og stabilisering af slammet, før dette slutdisponeres. Slamhåndteringen kan enten varetages af kommunen selv med købt eller lejet udstyr, eller overlades til firmaer, der er specialister i en total slamhåndtering. Det præciseres, at der kun er anlæg af kategori A og B samt C i det omfang hvor slammet ikke transporteres til andre anlæg, indgår i tabeller og bilag i afsnittene om slamstabilisering, slamafvanding og yderligere slambehandling. 4.2 SlamstabiliseringTil stabilisering af spildevandsslam anvendes dels biologiske processer, der omfatter blandt andet anaerob stabilisering ved udrådning af slammet i rådnetanke og aerob stabilisering ved langtidsbeluftning af slammet, dels kemiske processer, herunder kalkstabilisering ved tilsætning af hydratkalk. I tabel 4.2.1 er vist slamstabiliseringen fordelt på stabiliseringsmetoder opgjort i tons VV og TS samt i procent af slammængden i våd- og tørvægt, betegnet henholdsvis % af VV og % af TS. Endvidere er der vist antallet af anordninger for stabiliseringen inden for de enkelte stabiliseringsmetoder. Tabel 4.2.1
Det antages generelt, at hvis slammængderne er anført i tabellens kolonne Ej oplyst må det være udtryk for Ingen stab., hvorfor disse kolonner sammenlægges. Tabellen er udarbejdet på baggrund af bilag 4.2.3, bilag 4.2.1 og bilag 4.2.2, der også viser slammængden i våd- og tørvægt samt antal indretninger fordelt på amter. Det fremgår af tabellen, at der er i alt 632 anordninger for stabilisering af slammet, fordelt på 594 renseanlæg, hvilket betyder, at nogle renseanlæg er forsynet med to eller tre forskellige former for stabilisering af slammet. Der er eksempelvis 29? anlæg med både anaerob og aerob stabilisering. Man skal være opmærksom på, at tallene i tabel 4.2.1 kan være forbundet med en vis usikkerhed, idet begrebet slamstabilisering ikke er opfattet entydigt. Hvis et renseanlæg ikke er forsynet med en rådnetank, en slamluftningstank eller et anlæg for kalktilsætning, er kommunens besvarelse af spørgsmålet om stabiliseringsform nemlig ofte baseret på et skøn. 4.3 SlamafvandingAfvanding af spildevandsslam medfører en væsentlig reduktion af slammængden, der eventuelt skal håndteres yderligere på anlægget eller borttransporteres. Afvandingen må derfor betragtes som et centralt led i slambehandlingen på et renseanlæg. Til afvanding af slammet anvendes mekanisk separering, omfattende centrifugering og filtrering, herunder filterpresse, sibåndspresse og slambede. I tabel 4.3.1 er vist slamafvanding fordelt på afvandingsformer opgjort i tons VV og TS samt i procent af slammængden i våd- og tørvægt, betegnet henholdsvis % af VV og % af TS. Endvidere er vist antallet af installationer for afvanding inden for de enkelte afvandingsformer. Tabel 4.3.1 Det antages fortsat, at hvis slammængderne er anført i tabellens kolonne Ej oplyst må det være udtryk for Ingen afvanding, hvorfor disse kolonner sammenlægges. Tabel 4.3.1 er udarbejdet på baggrund af bilag 4.3.1, bilag 4.3.2 og bilag 4.3.3, der også viser slammængden i våd- og tørstand samt antal installationer fordelt på amter. Der er således i alt 620 udstyr og anlæg til afvanding af slammet fordelt på 594 renseanlæg, hvilket betyder, at nogle renseanlæg er forsynet med to eller tre forskellige afvandingsudstyr. Generelt kan det dog på trods af de mindre svingninger vurderes, at der i årene 1996 og 1998 er opnået et stabilt niveau på slamafvandingsområdet, efter at anvendelse af filterpresser igennem de sidste 5-6 år hvor er faldet væsentligt. Den stabile tilstand kunne også konstateres i 1999. Den tidligere nævnte centralisering af slambehandling i kommunerne kan netop ses på afvandingsområdet, idet der kun er etableret 258 installationer, i form af centrifuger, filterpresser eller sibåndspresser, for en effektiv afvanding af slammet, hvilket tal skal sammenlignes med 239 renseanlæg af anlægskategori A, der modtager og behandler slam fra andre anlæg. Endvidere fremgår det af tabel 4.3.1, at centrifuger, filterpresser og sibåndspresser tilsammen afvander 48% og næsten 90% af slammængden i henholdsvis våd- og tørvægt. Dette er en reduktion med henholdsvis 3% og 1,3% i forhold til tilsvarende procenttal i 1998. Reduktionen skyldes sandsynligvis det forhold, at en række kommuner i løbet af 1996 til 1999 har etableret mineraliseringsanlæg, hvori slammet kan anbringes uden forudgående afvanding. Denne antagelse er underbygget af, at disse reduktionstal næsten svarer til den tilvækst, der er sket på mineraliseringsområdet. Afvandingen indebærer en reduktion af vandindholdet i slammet, og graden for slamafvanding kan udtrykkes ved tørstofindholdet i slammet i procent, tørstofprocenten, som er forholdet mellem slammængden i tør- og vådvægt. Ved anvendelse af de forannævnte afvandingsformer kan der opnås en forskellig afvandingsgrad. Ud fra tallene i tabel 4.3.1 kan det gennemsnitlige, vægtede tørstofindhold i slammet for 1999 afvandet i henholdsvis centrifuger, filterpresser og sibåndspresser beregnes til henholdsvis 20,1%, 22,2% og 19,7%. Disse procenttal stemmer meget godt overens med tilsvarende procenttal for 1998 og 1997. Det samlede gennemsnitlige, vægtede tørstofinhold for alle korresponderede slammængder, der er vist i tabel 3.2.1, kan imidlertid opgøres til 10,8% mod 11,4% og 13,0% i henhodsvis 1998 og 1997. Dette markant fald må igen skyldes udviklingen på mineraliseringsområdet. 4.4 Yderligere behandling af slammetUd over stabiliseringen og afvandingen af slammet er der på en række renseanlæg foretaget en yderligere behandling af slammet, før dette slutdisponeres. Yderligere behandling af slammet omfatter hygiejnisering, mineralisering, kompostering, tørring og forbrænding samt anden behandling som fortrinsvis består af kalktilsætning. I tabel 4.4.1 er vist yderligere behandling af slam fordelt på behandlingsformer opgjort i tons VV og TS samt i procent af slammængden i våd- og tørvægt, betegnet henholdsvis % af VV og % af TS. Endvidere er der vist antallet af behandlingsanlæg inden for de enkelte behandlingsformer. Tabel 4.4.1 Tabellen er udarbejdet på baggrund af bilag 4.4.3, bilag 4.4.1 og bilag 4.4.2, der også viser slammængden i våd- og tørstand samt antal behandlingsanlæg fordelt på amter. Det fremgår af tabellen, at der er 509 renseanlæg ud af 617 behandlingsanlæg, der ingen eller delvis ingen (22 anlæg) efterbehandling af slammet har. Dette betyder, at der i alt er 108 anlæg for videre behandling af slammet, fordelt på 107 renseanlæg. I den forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at anlæg for hygiejnisering eller kompostering af slammet, ud over en reduktion af slammets vandindhold, automatisk medfører en opbevaringskapacitet for slammet på 3-6 måneder inden udbringelse på landbrugsjord. For anlæg for mineralisering af slammet påregnes opbevaringstiden at være ca. 10 år. |