Styr på miljøet i vognmandsvirksomheder 

7. Sikkerhed

1. Supplerende forklaring til sikkerhed

Trafiksikkerhed og de miljømæssige påvirkninger har en tæt sammenhæng.

De typiske områder, denne påvirkning vil ses på, er:
Trafikuheld
Skadet gods
Udslip fra lasten
Uøkonomisk kørestil

Trafikuheld giver – ud over meget besvær – på flere måder en øget miljøbelastning, da det ofte resulterer i ventetid eller kø. Ligeledes vil energiforbruget blive forøget, hvis trafikken bliver omdirigeret som følge af et trafikuheld.

Hvis man selv har været involveret i et trafikuheld, vil den forøgede miljøpåvirkning optræde gennem reparation af bilen, fremstilling af reservedele, transport af bil til værksted, oprydning efter uheld, forøget brændstofforbrug ved reservebil.

Disse miljømæssige påvirkninger kan ikke direkte aflæses i virksomhedens eget miljøregnskab, da det er meget svært at opgøre hvor stort det forøgede energiforbrug er.

Skadet gods giver ligeledes en øget miljømæssig påvirkning, som kommer til udtryk på flere måder. I første tilfælde kan kunden nægte at modtage godset, hvorved det skal tages retur, med heraf forøget energiforbrug.

Når skadens omfang er fastlagt, kan det betyde, at produktet kasseres, hvorved der er krav om fremstilling og fremsendelse af et nyt produkt, med deraf forøget energiforbrug og dermed også miljøbelastning. I denne sammenhæng er det uden betydning, om virksomheden får betaling for genleveringen, da denne transport er overflødig – hvis der ikke havde været en skade på godset.

Da det – forhåbentligt – er sjældent, at der er skadet gods, vil det kunne være svært at se det forøgede energiforbrug, i virksomhedens energiopgørelse.

Skadet gods kan resultere i udslip til omgivelserne. Det kan f.eks. en utæt tank. Herigennem kan der ses en direkte miljøpåvirkning, der måske resulterer i forurening af omgivelserne. Dette er endnu et punkt, der ikke direkte kan aflæses i de normale data for virksomhedens miljøpåvirkning, for hvordan skal f.eks. en forurenet vandboring registreres? Det kan måske ses på nøgletallene for uheld, men de vil sjældent kunne vise hele sandheden, da det kan være svært at graduere observationerne efter farlighed, samt at der- forhåbentlig - kun er få skader, hvorfor et enkelt nyt uheld vil give et meget stort udslag i nøgletallene.

Uøkonomisk kørestil vil direkte kunne aflæses på virksomhedens energiregnskab, da selv små ændringer kan forbedre økonomien væsentligt. Det er ikke unormalt, at der kan konstateres besparelser på op til 10% efter et kursus i energiøkonomisk kørsel. Kombineret med kurser i køreteknik, giver det chaufførerne mulighed for at tilpasse kørestilen, så de både sparer brændstof og samtidigt reducerer risikoen for uheld. Gennem uddannelse sikres en større fokusering på kørslens betydning i større sammenhæng, hvorved risikoen for uheld bliver reduceret gennem en større forudseenhed i trafikken. Denne effekt kan også forventes fra kurser i energiøkonomisk kørsel.

Fælles for alle de ovenstående områder er, at det kan være en fordel at følge udviklingen gennem f.eks. nøgletal, så det til stadighed kan ses, om virksomheden er inde i en positiv udvikling. Herigennem kan sikres, at der stadig er fokus på dette område.