Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2001

4. Indsatsområder

"Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2000" /2/, indeholder en liste over de projekter, der var planlagt igangsat inden for de næste par år.

I "Program for teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996" /1/ er beskrevet de forureningsområder, som Teknologiprogrammet bør rettes mod i de næste 5 år. Disse områder fremkom på baggrund af oplysninger fra ROKA-databasen 1995, hvor bl.a. hyppigheden af de forskellige forureningstyper i jord og grundvand blev sammenstillet. Dette førte til identifikation af følgende forureningsområder (indsatsområder), som programmet skulle rettes mod i de næste 2-5 år:
Jord og/eller grundvand, forurenet med klorerede opløsningsmidler.
Tungmetalforurenet jord.
Olie-/benzinforurenet jord og grundvand (herunder MTBE).
Tjære-/PAH-forurenet jord (herunder NSO forbindelser).
Blandingsforureninger.
Lossepladser med udsivning af lossepladsgas.

I 2001 skal der som tidligere fortsat sikres afprøvning og dokumentation af metoder til rensning af forureninger, der truer grundvandet (klorerede opløsningsmidler og olie/benzin forureninger, herunder MTBE-forureninger). Der planlægges fortsat afprøvet forskellige in-situ teknologier.

Desuden planlægges der gennemført forsøg på forskellige eksisterende eller nye jordrensningsanlæg bl.a. med blandingsforureninger og tungmetalforureninger, der udgør et væsentligt jordforureningsproblem. Specifikt planlægges der afprøvet termisk jordrensning i et semimobilt anlæg.

I de projekter der igangsættes, vil der blive fokuseret på kvaliteten af det slutprodukt, der fremkommer efter rensning, og det skal specielt vurderes, om den rensede jord kan anvendes frit.

Det kan komme på tale at afprøve metoder til rensning af punktkilder (hotspots) med pesticidforurening.

Et væsentligt indsatsområde i 2001 vil være miljøvurdering og økonomisk vurdering af de enkelte teknikker og af oprensningerne generelt. Desuden vil et væsentligt indsatsområde være at få minimeret driftsudgifterne for de forskellige afværgeforanstaltninger.

Der vil også i 2001 fokuseres på information til borgere, der bor på lettere forurenet områder eller på kortlagt ejendomme.