Dansk miljøeksport af produkter og rådgivningsydelser inden for affaldssektoren i 1999

Bilag 1
Undersøgelsen

Afgrænsning af affaldssektoren

Miljøspørgsmål ses ofte behandlet under overskrifter som luftforurening, vandforurening og affald. Til tider tilføjes emner som støj, naturbeskyttelse og jordforurening. Det er en almindelig opfattelse, at der til hvert af disse emner knytter sig en erhvervssektor.

I tilfældet affaldssektoren er sagen derimod helt anderledes. Miljøstyrelsen taler i sine publikationer om de affaldsbehandlende virksomheder, altså en sektor, der er afgrænset ud fra hvilke råvarer virksomhederne forarbejder. Mens al anden samfundsbeskrivende statistik afgrænser sektorer og brancher ud fra hvilke færdigvarer, virksomhederne producerer.

Dette har stor betydning for afgrænsningen, idet 64% af al affald i 1997 ifølge Miljøstyrelsen blev genanvendt, 24% brændt, 12% deponeret og 1% behandlet på særlig måde. I den almindelige samfundsbeskrivende statistik er det ligegyldigt om en virksomhed fremstiller stål på grundlag af skrot eller på grundlag af jernmalm, bruger papiraffald eller ej ved fremstilling af papirmasse, anvender restprodukter fra kraftværker som tilslagsmateriale ved cementfremstilling eller ej. Det afgørende er det slutprodukt, som virksomheden sælger.

Det er vigtigt at erkende, at affald er stoffer, materialer og produkter, som er tilovers for én aktør, dvs. noget denne aktør anser for at have ringe værdi, og som han ønsker at skaffe sig af med. For en anden aktør kan det udmærket være en værdifuld råvare eller et tilslagsmateriale.

Kernen i den affaldsbehandlende sektor

Den rene affaldsbehandlende sektor er de virksomheder, som håndterer eller behandler affald med henblik på at fremstille nyttige færdigvarer eller formindske de skadelige virkninger for naturen. I Dansk Branchekode; Danmarks statistik 1993 (DB93) genfinder man fortrinsvis disse virksomheder inden for nogle ganske få brancher:

37.1000/37.2000 Genbrug af metal-/ikke-metalholdige affaldsprodukter:

Denne branche er en del af sektoren fremstillingsvirksomhed (manufacturing). I disse virksomheder sker der en forarbejdning af nye eller brugte produkter med henblik på omdannelse til råmaterialer. Karakteristisk for produkterne er, at udgangsmaterialet er sorterede eller usorterede varer, der ikke er egnet til direkte anvendelse i en industriel proces. Slutproduktet bearbejdes med henblik på videreforarbejdning, og derfor kan betragtes som et mellemprodukt. Mekanisk eller kemisk forarbejdning er nødvendig for at tilhøre denne branchegruppe. I noterne i DB93 er der nævnt en række eksempler på undtagelser, nemlig behandling af affaldsprodukter af nærings- og nydelsesmidler, spinding af garn af opkradset tekstilmateriale, fremstilling af papirmasse af affaldspapir, regummiering af dæk, fremstilling af materialer af metalaffaldsprodukter samt skibs- og autoophugning.

51.5700 Engroshandel med affaldsprodukter:

Denne branche er en del af engroshandelssektoren. Den omfatter indsamling, sortering, indpakning, handel etc. uden industriel forarbejdning. Der står i noterne, at autoophugning hører hjemme i denne branche.

90.0020 Renovation og renholdelse:

er en del af den private eller offentlige servicesektor. Den omfatter indsamling og transport af affald, tømning af affaldsbeholdere opsat på offentlige steder, udlejning af affaldscontainere til husholdninger, fejning og spuling af gader og veje, rydning af sne og is, saltning og grusning etc.

90.0030 Lossepladser og forbrændingsanstalter:

Omfatter bortskaffelse af affald ved forbrænding, deponering eller på anden måde f.eks. knusning, dumpning, nedgravning eller nedpløjning, behandling og destruktion af giftigt affald, herunder rensning af forurenet jord (f.eks. Kommunekemi).

Sekundær affaldsbehandling

En meget stor del af affaldsbehandlingen finder imidlertid sted uden for disse brancher. Det gælder især genanvendelsen af 64% af al affald.

Denne affaldsbehandling finder sted inden for fremstillingsvirksomhed samt bygge- og anlægsvirksomhed som et led i den almindelige produktion, fordi det er økonomisk fordelagtigt eller et lovkrav. Der er her tale om genbrug af særlige affaldsfraktioner såsom jern og metal, papir og pap, madspild, beton, asfalt, jord og sten. Hertil kommer, at 24% af affaldet, som forbrændes eller anvendes til produktion af el og fjernvarme, betegnes som energisektoren.

Leverandører af kerneprodukter og - ydelser til affaldsbehandling

En del af det udstyr der leveres til virksomheder i udlandet, der beskæftiger sig med affaldsbehandling, består af generelle komponenter der medgår til opbygning af anlæg. Følgende specielle varer har direkte anvendelse inden for affaldssektoren:

Ballepressere Dagrenovationsække/beholdere
Komprimatorer Køkkenkværne
Affaldsneddelere/sønderdelere Renovationsvogne
Kompostblandere Specielle lifte/elevatorer
Milevendere Løfte- og tømmesystemer
Specielle sorteringsanlæg Makuleringsanlæg
Affaldsstativer Slambehandlingsanlæg
On-site jordrensningsanlæg Anlæg til forbrænding af farligt affald
Spildolietanke Mobile knusere til beton, asfalt og sten
Specielle containere,
fx flasker, papir

Spørgeskemaundersøgelsen

Nærværende undersøgelse er udført for Miljøstyrelsen af Analyseinstituttet VIBY i samarbejde med Dansk Industri og AI-rådet. Spørgeskemaer er udsendt på Danske Industri og AI-rådets brevpapir, mens den statistiske bearbejdning er foretaget af Analyseinstituttet VIBY.

Baseret på tidligere erfaringer med tilsvarende undersøgelser er adresselisten begrænset til et mindre antal virksomheder udvalgt i samarbejde med Dansk Industri, AI-rådet, DAKOFA og konsulent Ejvind Mortensen, der har et nært kendskab til branchen.

Som det fremgår af nedenstående tabel består den effektive stikprøve af 51 virksomheder. Foruden en skriftlig rykkerskrivelse har alle virksomheder, som ikke har indsendt svar modtaget en telefonisk rykker samt eventuelt endnu et eksemplar af spørgeskemaet. Firmaer, som efter anden rykker ikke har indsendt svar, er registreret som nægtere. Svar-procenten er opgjort til 82%. Blandt produkteksportører er den usædvanlig høj nemlig 94%, mens den blandt rådgivningsvirksomheder er 61%. Alle større rådgivningsvirksomheder har imidlertid svaret, og det betyder, at svarprocenten på dette område i praksis har ringe betydning for undersøgelsens resultat.

Antal virksomheder i stikprøven og i den endelige opgørelse af resultatet

 

Produkter

Rådgivningsydelser

I alt

Oprindelig antal adressater

35

18

53

Ubekendt på adressen

2

0

2

Effektiv stikprøve

33

18

51

Nægter at udfylde skemaet

2

7

9

Ingen eksport i 1999

11

2

13

Oplyser at eksportere

20

9

29

Svarprocent

94%

61%

82%